Der skal blot et enkelt menneske til for at skabe et livslangt minde. Jeg glemmer dig aldrig, kan du tænke om et menneske, som tiden har taget fra dig. Så længe vi lever bærer vi på tabet og er på den måde hver dag sammen med det mistede menneske. Kærligheden og sorgen hænger uløseligt sammen. På samme måde, som oplevelsen af kærlighed former vores liv, giver oplevelsen af sorg over tabet af et elsket menneske form til resten af vores liv.

Den smertefulde sorg er den kraft, der efter tabet holder os sammen med det menneske, som vi har mistet. Et tegn på, at vi hørte sammen, at vi elskede og betød noget for hinanden, at selv døden ikke kan skille os. Sorgen er tegnet på, at vi elskede, at der var kærlighed. Midt i tabet er sorgen derfor udtryk for, at vi har et sundt sjæleliv for det er sorgens bekræftelse på kærligheden, der giver os mod til at stå midt i det håbløse. Ellers ville der kun være tomheden.

Sorgen er som en skygge af kærligheden, skriver den svenske digter Lars Björklund så fint. Sorgen er et vigtigt led i generobringen af den kærlighed, som du er så bange for at miste, når du står midt i tabet af et elsket menneske. Derfor må du gerne blive i sorgen så længe, som det er nødvendigt for dig, for at kunne genfinde kærligheden i det savn, som du kommer til at leve med i resten af dit liv.

Hvad kan jeg sige til dig, som jeg ser sørge? At jeg vil støtte dig og holde dig oprejst indtil din sorg er gået over i et savn, hvor du kan bære kærligheden videre i mindet og ikke kun i smerten.

Derfor gør det mig urolig, at der i psykiatriske fagkredse er en diskussion i gang om sorg, hvor denne kærlighedens skygge er på vej til at blive gjort til noget sygeligt. Jeg ved naturligvis, at sorg kan sætte sig helt på tværs i livet og gøre det så svært at leve, at hjælp er påkrævet. Men sorg som udtryk for et sundt sjæleliv, som kærlighedens nødvendige skygge, er under angreb fra dele af den medicinske og psykiatriske fagkundskab. Her er der drøftelser i gang om, hvornår den sunde og normale sorg slår over i det, der kaldes sygelig depression.

Selv om vi stadig møder forståelse for, at sorgen ikke må undertrykkes, at den skal leves igennem, så er tålmodigheden ved at blive mindre. Der er skabt tvivl om, hvor lange kærlighedens sorgfulde skygger må være. Sorgen skal leves ud i en kort og intensiv periode, for normalbilledet af et menneskeliv er, at vi skal være velfungerende. Trækker det såkaldte sorgarbejde ud, vil sorgen blive kaldt for sygelig og depressiv og påkalde sig medicinsk behandling.

I USA er den psykiatriske ekspertise i disse måneder midt i en hektisk debat om nye retningslinjer for diagnosticering af psykiske forstyrrelser. Et af hovedpunkterne er netop, hvad der adskiller sorg fra sygelig depression. Denne forskel er defineret kvantitativt og ikke kvalitativt. I dag er det sådan, at fristen er to måneder. Oplever man tabet af et nærstående menneske, så kan man sørge i to måneder før diagnosen ”depression” kommer på tale. Denne periode overvejer man nu at forkorte til to uger, herefter skal der gribes ind med medicinsk behandling.

Sådan er debatten endnu ikke i Europa. Her er der andre kriterier for, hvornår et menneske anses for at kunne diagnosticeres som psykisk syg. Men målet er, at der på globalt plan skal indføres fælles og ens standarder. Derfor er det vigtigt, at vi taler sammen om, hvad sorg er. Dette spørgsmål har nemlig ikke kun sit udspring i psykiatriske overvejelse omkring normalitet og forudsætningerne for at kunne leve et velfungerende liv. Det handler også om, hvad den menneskelige eksistens i det hele taget går ud på, og hvad vi er ved at få den reduceret til.

Netop med sorgen skal vi være så varsomme. Sorgen er det enkelte menneskes. Vi kan ikke sammenligne det ene menneskes sorg med det andet menneskes sorg i et forsøg på at udvikle kategorier for, hvor lang en normal sorgperiode bør være før det er uhensigtsmæssigt i forhold til mulighederne for at leve et såkaldt velfungerende liv.

Når jeg ser på dig og mærker din sorg kan jeg ikke tale i diagnoser eller tælle dage, uger, måneder og år. Jeg må nødvendigvis opleve det som en smuk egenskab, at du sørger over et menneske, som du ikke alene en gang elskede, men stadig elsker. Kærligheden krydser grænser, også den mellem livet og døden. Sorgen er stemt af din kærlighed og handler ikke om noget, som du skal lægge bag dig. Din sorg vender også ansigtet frem mod dit kommende liv, som den tilføjer noget meget vigtigt, nemlig mindet og erindringer om det menneske, som du elskede, men mistede. Du må derfor gå din personlige vej fra tab og sorg til minde og erindring i din egen hastighed.

Tristhed og sorg er ikke fremmedelementer i menneskets eksistens; uhensigtsmæssige følelser, som vi må forsøge at hjælpe mennesker af med. Hvis vi forsøger at hjælpe et menneske af med sorgen forsøger vi ved samme lejlighed også at hjælpe det af med muligheden for at finde en ny kærlighedsforbindelse til det menneske der er mistet.

Undertiden må vi vænne os til ikke at kunne gøre noget – blot sige: Jeg er hos dig, og bliver. Den sørgende er hos den, der er mistet og jeg kan være hos den, der sørger. Det er den trøst, vi kan give os selv og hinanden – en trøst, som er betinget af oplevelsen af et nærvær og en omsorg, der rækker både bagud og fremad i tiden.