For et par dage siden stod jeg og kiggede på en lille dreng, som sad og tegnede. Med stor koncentration lagde han det ene menneske efter det andet ned på papiret, så det til sidst var helt fyldt af et menneskehav. Drengen fortalte mig, at han tegnede alle mennesker på hele jorden. Der er mange, sagde han, men der skal også være plads til Gud selv om han er usynlig. Da jeg spurgte drengen, hvor han så havde tegnet Gud, svarede han: Lige her – i mellemrummet mellem alle menneskene.

Sådan – det var lige grundlaget for en helt ny teologi: Gud er i mellemrummet mellem alle menneskene. I årtusinder er der blevet ledt efter Gud; kigget efter ham i himlen, mellem stjerner og planeter, mellem Biblens mystiske ord, og så er han lige her, mellem Jer og mig – så forstår jeg også meget bedre, at I kan bevæge mig på den måde, som I gør, og få mig til at føle guddommeligheden i luften mellem os.

I hvert fald er det en meget smuk og tydelig udlægning af det forhold, at vi mennesker er hinandens skæbne. At det ofte er i mødet med de andre, at vores dag afgøres – bliver den god eller dårlig? Bliver vi set eller overset? Inkluderet eller ekskluderet, holdt af, elsket eller svigtet og udstødt? Som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev holder vi nemlig et stykke af hinandens liv i vores hænder. Det er et eksistensvilkår, at vi er forviklet med hinanden, og at vi nødvendigvis må opsøge forviklethed med andre mennesker.

Det menneskelige samvær – det, der sker i mellemrummene mellem os – må derfor give anledning til ganske mange overvejelser. Jeg tror, at den lille drengs tegning af alle jordens mennesker og af de mellemrum, hvor Gud bor, var udtryk for hans oplevelse af, hvor godt det kan føles, at være sammen med andre, når de er søde og gode ved én. Så dejligt kan det være, at man næsten får fornemmelsen af Gud. I mere filosofisk forstand kan man udtrykke denne erfaring i spørgsmålet om, hvad det betyder, at de andre også er der?

Tidligere i historien var det enkelte menneskes vigtigste forhold dets forhold til Gud. I dag står mennesket med ryggen til Gud, fordi han ikke længere åbenbarer sig som før. Men i dette nye menneskeliggjorte univers har der vist sig nogle kvaliteter, som ingen gud til nogen tider har benyttet sig af: Muligheden for at opleve, hvordan man kan række ud efter et andet menneske og kontant i nuet blive modtaget i åbenhed og kærlighed, både psykisk og fysisk.

Men denne kunst burde Gud da også kunne praktisere? Det kan godt være, men for mig betyder det alligevel uendelig meget, at der eksisterer andre mennesker som mig selv – medmennesker, som jeg kan række ud efter og finde nåde og kærlighed hos, fordi vi deler vilkår, fordi vi kan genkende den menneskelige sårbarhed, angst og skrøbelighed hos hinanden. Den lille dreng, som fandt Gud i mellemrummet mellem alle menneskene, har oplevet, hvordan han kan række ud gennem denne afstand og blive holdt af mor, trøstet, nusset og kysset, fordi mor dybt inde i sig selv kan huske, hvor godt det var, at blive holdt på den måde af en mor.

Hvordan vi får det som mennesker, hvordan vi udvikler os, hvor trygt vi går ud i verden, afhænger i stor udstrækning af, hvordan vi indgår i relationer med andre mennesker. Og relationer er på en eller anden måde det der sker i mellemrummene mellem os. Fra vi er helt spæde til vi dør afhænger vores liv af andre mennesker. Måske mest tydeligt når vi er spæde og afhængige af vores mor. Men denne ur-relation til verden gennemspilles med forskellige variationer i resten af vores liv. Vi ved det: Hvis mellemrummene mellem os ikke fyldes ud af det gode trygge samvær med andre, så rammes vi af en lammende følelse af fravær, af ensomhed, meningsløshed og angst.

I begyndelsen er forholdet, skrev den jødiske filosof Martin Buber i bogen ”Jeg og Du”. Vi mennesker har et indbygget og universelt behov for at være knyttet til andre mennesker gennem tætte følelsesmæssige bånd. Det er et grundlæggende træk ved os, at vi er forholdsskabende, søger ind i et jeg-du-forhold. Paradoksalt nok opdager vi det mest tydeligt i fraværet af et tæt bånd til andre. Ikke mindst når vi har mistet et elsket menneske. Sørgende efterladte føler sig udstødt af verden, fordi nogle af de vigtigste bånd til et andet menneske brister eller gøres umulige på grund af det elskede menneskes død. Hende, der står tilbage, føler sig udstødt, fordi det bl.a. var relationen til den særlige Anden, der gjorde, at hun følte sig forbundet med verden. Efter sådan et tab kan det tage lang tid at oprette nye bånd, som kan genforbinde én til verden, og det kan være en tid præget af dyb forladthed – jeg alene i verden uden dig. Her oplever vi tydeligt det enestående ved de Andre og betydningen af forbundethed. Intet menneske er en ø.

Den lille dreng tegnede alle mennesker i hele verden. Og Gud var i mellemrummet mellem alle disse mennesker. Måske kan vi på den baggrund oversætte begrebet Gud med begrebet Fylde. Når vi mærker følelsen af fylde i livet, når vi oplever, at der er andre, som vi trygt kan lade os holde og elske af – så er mellemrummene mellem os og de andre fyldt ud af gudlignende kærlighed. Når det modsatte er tilfældet – når bånd til andre mennesker brydes, når vi mister forbindelsen til vigtige andre – så oplever vi en form for forstødelse og kan næsten fristes til at råbe som Kristus da han blev naglet til korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Så vigtig er altså den lille drengs iagttagelse: Det er i mellemrummene mellem os mennesker at livets fylde opleves eller savnes. Da tegningen var færdig rakte han den hen over bordet til mig. Da jeg selv rakte ud for at tage imod den blev mellemrummet mellem os fyldt af en glæde, som selv en Gud godt kunne have være bekendt at stå bag.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: