Undertiden kan et enkelt menneske udtrykke en sandhed, der gælder for alle mennesker. Den enkelte får så at sige del i noget arketypisk, en slags universel visdom. Det oplevede jeg mellem jul og nytår, hvor jeg på den første store gavebytte-dag krydsede byens torv. Det var pakket med mennesker og derfor kom jeg til at passere meget tæt forbi to tilfældige kvinder, der stod og talte sammen. Lige da jeg gik forbi hørte jeg den ene kvinde sige: “man mærker i hvert fald livet når den slags sker; vi var slet ikke forberedt på, at han kunne dø af det”.

Pludselig var det ikke blot to tilfældige kvinder, der stod og snakkede. De ord, der nåede mig i forbifarten, udtrykte en almengyldig visdom, som pegede ud over den konkrete situation og viste, at kvinden havde nået en dyb og svær indsigt i tilværelsens grundvilkår. Jeg fik lyst til at erklære hende min ubetingede kærlighed, men nøjes altså med i tankerne at takke hende for at sætte dagligdagens ord på en ældgammel visdom.

Det er i mødet med alvoren, at livet får dybde og tyngde. Det var det, som kvinden sagde. En dansk digter har udtrykt det på denne måde: “Nu er livet så tungt, at det er til at bære”. Min kone mener, at det er Poul Borum, der har skrevet sådan, men jeg kan ikke finde stedet, hvor ordene står. Det er også ligegyldigt, for de udtrykker det, som bl.a. filosoffen Friedrich Nietzsche lod Livet selv sige i bogen Således talte Zarathrustra: Se, sagde Livet, “jeg er det, som altid må overvinde sig selv”.

For mig betyder dette, at der i hverdagens sædvanlige orden ligger risikoen for en glemsel, så vi ikke altid får fat i livets dybde og betydning. Kvinden på torvet sagde, at det er i mødet med døden, at vi for alvor mærker livet og bliver mindet om, at vi er i live. Det er i erfaringen af livets endelighed, at alvorens og taknemmelighedens lys kastes over vores eget liv. For at leve må vi overvinde de slag, som livet giver os, men ikke fortrænge eller glemme dem. Som kvinden sagde, så er det jo netop de slag, der får én til at mærke livet – eller som Nietzsche kunne have formuleret det, hvis han havde været på torvet dén dag: Vi må overvinde livet for at vinde livet.

Denne erfaring af livets alvor kommer til alle mennesker, også selv om der hele tiden ledes efter opskrifter, som kan modvirke disse erfaringer af livets dybeste alvor – og teknikker, som kan føre os væk fra dem. Men det enkelte menneskes liv er hele tiden udsat for hændelser, der kan medføre tristhed, sorg og lidelse. Erfaringen af lidelse er en del af livet. Vil vi ikke mærke disse følelser, nægter vi dem en plads i livet, så rammes vi af tilværelsens ulidelige lethed. Paradoksalt nok bliver livet bare ikke lettere at bære af den grund – tværtimod løber det ud mellem fingrene på én. Livet skal have en tyngde før det er til at mærke og gribe fat i, før det er til at bære og før det kan modtages og leves i taknemmelighed.

Det er min erfaring, at der ligger en stor styrke og energi i bevidstheden om vores skrøbelighed, sårbarhed og afmægtighed. Ordene mellem de to kvinder på torvet handlede netop om den fornemmelse af livets alvor, som døden altid supplerer med, og som er livsglædens forudsætning. Og ikke mindst taknemmelighedens forudsætning – taknemmeligheden for lige nu selv at leve og være sammen med sine kæreste.

Det er erfaringen af livets tyngde, der er forudsætningen for den livsopmærksomhed, der gør det muligt, at gribe dagen i dens nærvær.