Tidligere i historien var det en filosofisk paradedisciplin, at formulere logiske beviser for Guds eksistens. Senere blev det et filosofisk hovedproblem, hvordan mennesket kunne leve uden sikker viden om Guds eksistens. I dag er der mange som tænker over, hvordan man kan opnå dybde og alvor i tilværelsen når det nu definitivt ser ud til, at Gud ikke lige med det samme har planer om at melde sig ind i kampen igen.

Gudsbeviser er en god og relevant beskæftigelse her i juleferien. Det kan der naturligvis grines af, men for mig handler det slet ikke om Gud eller om beviser for hans eksistens, men om at tage et menneskeligt grundvilkår alvorligt: Det helt fantastiske ved os mennesker er nemlig, at vi kan stille spørgsmål om os selv – til os selv. Mennesket har evnen til at stille spørgsmål, som faktisk kan ændre virkeligheden. Spørgsmålet om Gud er naturligvis kun et af mange alvorlige spørgsmål, der kan stilles i julen, men det er nu engang Gud der – ikke helt retfærdigt – udpeges som årsag til julehøjtiden, og dermed også til juleferien.

Historisk set har ideen om Gud ofte været et transportmiddel for den menneskelige stræben efter at finde dybde og mening i tilværelsen. Jeg tror, at søgningen efter Gud har hængt sammen med det menneskelige behov for at erfare en slags mer-betydning i verden. Med mer-betydning mener jeg fornemmelsen af, at verden ikke blot er som den fremtræder rent fysisk og materielt for os. Mer-betydning er fornemmelsen af en dybde og alvor, noget under overfladen, noget betydningsfuldt bag Isis-sløret.

Det siges at shamanerne opfattede de uventede hændelser som nøglen til livets dybde. Det vil sige alt det, der ikke afhænger af vores egne anstrengelser; alt det, som vi ikke kan beslutte os til eller fra. Et personligt eksempel: En dag for mange år siden gik jeg ind i et undervisningslokale. Der sad, ganske uplanlagt, den kvinde, som senere skulle blive min kone. Lige så lidt som jeg er herre over mit eget hjerteslag var dette møde betinget af min egen indsat; snarere tværtimod, for jeg havde helt andre planer.

Hverken mit hjerteslag eller mødet med denne mystiske kvinde har i min bevidsthed noget med Gud at gøre. Men begge dele giver mig en fornemmelse af noget uforståeligt, ubegribeligt og storslået ved tilværelsen. I virkeligheden er det sådan at alt det, der giver næring til den menneskelige oplevelse af livsdybde og livsalvor, netop er mødet med noget betydningsfuldt og livsændrende, som vi ikke har indflydelse på: Jeg kan ikke kalde kærligheden til mig og jeg kan ikke afholde døden fra at komme, for at tage to ekstremer.

At opleve verden og livet på denne måde kan bedst kaldes, at være sansende til stede: Evnen til at blive forundret og berørt. For de gamle grækere for over 2000 år siden betød denne sansende erfaring, at de oplevede verden og livet som gennemstrømmet af kræfter, der ikke havde udgangspunkt i menneskets vilje. På samme måde som mit møde med den kvinde, der senere blev min kone, ikke var iværksat, gennemtænkt og planlagt af mig. Det skete for mig, helt uden at bygge på en viljeshandling fra min side. For grækerne ville denne fornemmelse blive udlagt som et møde med det guddommelige.

Vores ord”Gud” dækker da heller ikke den levende betydning, som bl.a. de gamle grækere oplevede i forbindelse med livets magtfulde kræfter. I f.eks. kristendommen hævdes som det første Guds eksistens og derefter tildeles han egenskaber, som kærlighed, godhed, retfærdighed, skønhed o.l. Derfor siger de kristne, at Gud er kærlighed, Gud er godhed osv. Grækerne var mere optaget af det, der skete i verden og i livet. Det vil sige af de stærkeste sansninger, som gjorde det dybeste indtryk, f.eks. mødet med kærligheden, frygten, det gode eller det onde. I stedet for at sige, som de kristne, at Gud er kærlighed sagde grækerne derfor, at kærligheden er Gud, at frygten er Gud, at det gode er Gud osv.

Enhver af de kræfter, som grækerne oplevede virkede stærkest ind på deres liv, og som ikke afhang af mennesket selv – som ikke var født med den enkelte person, og som ikke ville forsvinde med den enkelte – kunne blive kaldt en Gud. Havde jeg været græker på den tid kunne jeg derfor sige, at kærligheden havde været i verden før min fødsel, at mit kærlighedsmøde med min kone ikke var min plan, og at generationerne efter mig også ville opleve kærlighed – ikke min personlige kærlighed, men dog kærlighed: Derfor havde jeg mødt det guddommelige i form af kærlighedensgudinden. Grækerne mødte da også mange guder i deres daglige liv, ikke kun kærlighedsgudinden; når de mødte frygten var det en bestemt guddom, der stod bag; når de sansede det skønne var det skønhedens gud; i mødet med døden stod de over for dødens gud osv. Der var altså tale om, at alle disse guder og gudinder havde en yderst levende og konkret betydning for datidens grækere; de mødte jo f.eks. gudinden Afrodite i den jordiske elskov og kærlighed.

Den slags forklaringer har naturligvis intet at gøre i nutidens verden. Ofte beskrives de bare for at vise hvor tåbelige fortidens mennesker var i forhold til i dag. Det er da nok også korrekt, at kærlighedens gudinde og alle de andre guder ikke findes – men det gør sansningen af kærligheden, døden, frygten, lidelsen, skønheden, godheden, glæden osv. Så lad guderne fare, men mærk alligevel mystikken når du rammes af de stærkeste sansninger og følelser, som du ikke selv er herre over – ligeså lidt som de gamle grækere var herre over dem. Men selv uden guderne kan livet godt opleves og sanses som magisk, mystisk, undertiden nærmest skræmmende ukendt og i hvert faldt som storladent og – på det nærmeste guddommeligt, hvis man altså er en gammel græker, der kom med den forkerte tidsmaskine.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: