Her ved juletid siger fortællingen, at et barn blev født. Som ung havde jeg planer om at blive præst. Havde jeg fulgt dette spor kunne jeg i dag have fortalt om, hvordan fødslen af Jesusbarnet bragte Guds frelse til mennesket. Men af mange årsager er jeg aldrig blevet et menneske, som med troens paradoksale sikkerhed kan udpege jomfrufødslen af det lille barn i Betlehem, som tegnet på Guds frelse af mennesket.

I stedet blev det filosofiens langt mere skeptiske syn på verden, der skulle være min vej. Og filosofferne har gennem tiden ikke beskæftiget sig med fødsler, hverken de jomfruelige eller de helt naturlige – så jeg kan ikke uden videre bare kaste mig over julefortællingen om fødslen i Betlehem. Det er nemlig sådan, at filosoffernes favoritemne ikke er fødslen men døden. Platon sagde direkte, at filosofi er forberedelse til døden, og det mener jeg er en dyb sandhed, fordi bevidstheden om døden er en af de største udfordringer – mens vi er i live. Men jeg mener alligevel, at filosofien kunne lære noget vigtigt ved at beskæftige sig lidt mere med fødslens mirakel.

Fødslen er en urbegivenhed. Ser vi på mytologiens verden har netop fødslen været et af de mest indholdsmættede symboler på menneskets tilværelse. Man behøver slet ikke at tro på mirakler for alligevel at kunne mærke himmelsuset, der fører livet fra fosterstadiet til fødslen af det lille barn og videre til udviklingen af et selvstændigt individ. Dette er blevet det mytiske symbol på menneskets vej: Gennem historien er alle de mest smertefulde kriser og overgange i livet blevet tænkt ind i en slags fødslens metafysik, hvor de tolkes som nødvendige fødsler og genfødsler på vejen mod nye begyndelser og muligheder.

Dette skal man til mytologien, religionen, mystikken eller kunsten for at finde beskrevet. Vi kan dog stadig bruge vendingen ”jeg følte mig som født på ny” efter en voldsom begivenhed i livet. Men ingen filosof kunne have skrevet Juleevangeliet med dets stærke vægt på fødslens mysterium.

En enkelt filosof – en kvinde naturligvis – har dog alligevel forsøgt at bringe temaet ”et barn er født” ind i filosofien. Det var den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt (1906-75), som forsøgte at formulere en filosofi, hvor fødslen peger ud over livets afslutning, mod nye horisonter i fremtiden – en filosofi, hvor det ikke er døden, men fødslen, der sætter det grundlæggende eksistensvikår for mennesket: Jo– naturligvis, det er uomgængeligt at døden afslutter vores liv. Det betyder imidlertid ikke, at mennesket lever for dødens skyld. Vi lever fordi vi er et levende væsen, der er blevet født ind i verden for at bringe den videre – livet er livets mening.

Hannah Arendt skrev i bogen Menneskets vilkår, at menneskets bevidsthed om dets uomgængelige vej mod døden, ville lægge alt menneskeligt i ruiner, gøre kærlighed umulig, livet alt for byrdefuldt, forhindre nytænkning og afmontere ethvert ønske om fremskridt – hvis det ikke var muligt for mennesket at afbryde dette forløb mod døden. Ikke konkret for det enkelte menneske, men ved at se livet i fødslens perspektiv. Det betyder, at se fødslen som begyndelsen på en ny verden – som den begivenhed, der hele tiden skaber fremtid og sikrer livets bestandighed.

Fødslen er ikke udelukkende et kropsligt spørgsmål – et bestemt barn, der kommer til verden – fødslen som forståelseshorisont er også det mirakel, der hele tiden frelser verden fra undergang og ruin. Ikke blot er vi alle født, men hver gang et barn fødes, fødes der også en fremtid og en ny begyndelse for såvel livet, som for verden. Den fulde erfaring af fødslens mirakel kan skabe det håb, der sætter det enkelte menneskes endelighed i evighedens perspektiv. Måske er det netop dette håb, som i religionens sprog beskrives gennem Juleevangeliets beretning om fødslen af det lille barn.

Og så vil jeg gerne for egen regning sige, at fødselsperspektivet også kan skabe denne følelse: En gang var der en tid, hvor jeg ikke var. Min eksistens skyldes ikke mig selv, men nogle andre og noget helt andet end min egen vilje. Fødslen afslører os som afhængige af noget andet end os selv; vi kan kalde det celledeling, Gud, en vellykket elskovsnat mellem to mennesker. Men miraklet bliver ikke mindre. Her er jeg, født og i live – uden selv at have gjort noget for det. I den biologiske kendsgerning, at jeg er født, ligger også den mirakuløse kendsgerning, at jeg er afhængig af noget andet end mig selv.

Et barn er født; ja, og der fødes et barn hele tiden; om man tror eller ikke tror på Gud, så ligger der i den viden, at der fødes børn, at livet ikke går til grunde, men hele tiden frelses fra døden.