Ved du ikke hvad du skal lave i næste uge? Eller er du i tvivl om det du foretager dig er vigtigt nok? Så kunne du prøve denne lille eksistentielle gymnastikøvelse: Forestil dig, at du er ved at dø. På dit dødsleje ligger du og tænker tilbage på alt det, du har gjort i løbet af dit liv, og selvfølgelig også på alt det, du ikke fik gjort. Her på dit dødsleje indser du, at der var en del ting, som du egentlig gerne ville have gjort, fordi det ville have givet dit liv en anden retning og en dybere mening. Men du fik det ikke gjort, det blev ved overvejelserne, og det fortryder du nu, ansigt til ansigt med døden. Så ved du, hvad du skal gøre nu, hvor du stadig er i live og stadig kan nå at gøre det!

I Platons dialog Staten er der en myte, som efter min mening meget klart sammenfatter, hvorfor det er nødvendigt med jævne mellemrum at lave denne lille øvelse. Den handler om ikke at glemme sig selv. I myten skriver Platon, at vi fødes ind i verden med en ledsager, en Daimon, som skal vejlede os gennem livet for at vi kan gå i den rigtige retning, og finde den vej, som er vores. Problemet er bare, siger Platon, at ved fødslen har vi ingen anelse, hverken  om vores livsvej eller om vores Daimon. Derfor er det så let at blive kastet hid og did og glemme sig selv.

Får vi ikke kontakt med vores Daimon før, så sker det ofte når vi opdager døden, altså vores egen død. Intet gør hjernen så krystalklar som døden. Ofte kan blot forestillingen om ens egen død være nok til at kalde Daimonen frem og få den til at give et par gode råd om, hvilken vej man nok bør overveje. Derfor kan den lille meditation, hvor man forestiller sig selv som døende, være den besværgelse, der kalder Daimonen ud af dens skjul.

Inderst inde ved vi nok ofte, hvad vores Daimon vil os. Det vil sige, hvad der er vigtigt for os. Men mange forhold i tilværelsen kan holde os tilbage fra at vende næsen i den rigtige retning. Og så er det, at Kierkegaards definition på den ulykkelige måske kan blive aktuel: ”Den Ulykkelige er altid sig selv fraværende, aldrig sig selv nærværende.”

Fraværet af mening, fraværet af følelsen af, at det man bruger sit liv på er vigtigt, resulterer i, at man bliver sig selv fraværende. Og når man er sig selv fraværende overtages pladsen af andres meninger og forventninger – eller af tomhed.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skriver i bogen, Det overhørte råb om mening, at mennesket har en vilje til mening; at søgen efter mening med tilværelsen er den primære kraft i menneskelivet: ”Mennesket rækker altid ud efter mening”. Det tror jeg, at han har ret i. Dog skal man være opmærksom på, hvad ”Det overhørte råb om mening” i virkeligheden betyder. Umiddelbart råber man jo for at blive hørt. Mennesket skulle altså i en eller anden forstand råbe efter en mening med livet. Men i hvilken vindretning skal man råbe for at få svar på dét spørgsmål?

Jeg tror, det er en vigtig pointe, at mennesket slet ikke kan et svar på spørgsmålet om livets mening. Det er en misforståelse at tro, at det er mennesket selv der skal spørge eller råbe efter livets mening, og at livet kan give et eller andet svar. Det er helt omvendt: Det er livet, der råber efter mennesket – det er mennesket, der spørges: Hvad skal være din mening med livet? Mennesket kan ikke fravriste livet en eller anden form for mening. Hvad livet skal blive til – dét bliver mennesket selv spurgt om. Vi får ikke livets mening; vi giver livet mening. Livet stiller spørgsmålet, vi må give svaret.

Det betyder selvfølgelig også, at man skal lytte når spørgsmålet om meningen med ens liv stilles. Det er bare ikke så let, som det umiddelbart lyder til. Ofte er der så meget støj på linjen, at det overdøver både spørgsmålet og ens egne svar på, hvad der skal være meningen med livet. Og så er det jo heller ikke nødvendigvis én selv, man lytter mest intenst og opmærksomt til.

Her er det, at Platons Daimon kan være til hjælp. Det var den vejleder, som Platon mente kunne hjælpe det enkelte menneske til at finde den rette og meningsfulde vej gennem tilværelsen. Denne Daimon kan få os til at overveje svaret på det spørgsmål, som livet stiller hvert enkelt menneske: Hvad er din mening med livet, hvad skal du gøre? Svarene gives os ikke, dem må vi selv levere, og de komme ofte så langt inde fra os selv, og udtrykkes så lavmælt, at de næsten ikke høres midt i den verden, som vi dagligt hvirvles rundt i.

Daimonens svar – som kommer inde fra kernen af os selv – kan imidlertid lokkes frem og gøres helt tydelige ved, at man forestiller sig den scene, som jeg indledte med: Du ligger på dit dødsleje. Du har nået meget i dit liv, men hvad var det, som du ikke nåede, og som du nu ligger og tænker på: Bare jeg havde gjort det? Men heldigvis ligger du jo ikke på dit dødsleje. Alligevel kan det blive som en slags genfødsel, hvis du rejser dig op og siger: Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: