1. Min far døde i 1979. Det var i oktober og man forstå sikkert, at det blev en trist jul det år. Jeg var 21 år gammel da han sammen med min mor gik ud for at lufte hunden og aldrig kom tilbage. Min mor blev enke i en alt for tidlig alder, nærmest på åben gade. Da lægen senere på natten kom for at give mig noget beroligende spurgte han, om jeg havde selvmordstanker. Nej, tværtimod – jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne overleve.

2. En trist jul – det var min mormors reaktion, da hun hørte om min fars død. Hun havde selv mistet sin mand i en ung alder. Men hun havde 7 børn, så de fremtidige julefester behøvede ikke at blive så triste. Min mor havde kun mig, og jeg var ikke meget bevendt. Jeg indså, at min far ville forfølge mig i resten af livet, hvis jeg ikke kunne blive venner med det spøgelse, som han snart blev, hvilket jo er svært, fordi spøgelser er karakteriseret ved fravær.

3. Det er lige bestemt dét, som spøgelser er: Fravær, som viser sig meget tydeligt, men alligevel ikke kan ses af andre end dem, som de er fravær for. I TV har jeg set en udsendelse, der hed ”Åndernes magt”. Den handlede om spøgelser, som man prøvede at filme. Men alt, hvad der kunne ses, var tomme stuer, og jo mere tomt der var, jo mere var det tilsyneladende bevis på, at spøgelserne eksisterede.

4. Tilstedeværelse er de levendes privilegium. Spøgelser er derimod fraværende i deres tilstedeværelse; et væsen, der fremtræder i tåget gennemsigtighed – i uhåndgribelig tilstedeværelse, som vi kan kalde en slags tæt-væk tilstedeværelse. Det er helt ligegyldigt om jeg tror eller ikke tror på spøgelser. Min far fik den slags tæt-væk tilstedeværelse, det fraværende nærvær, som spøgelser antages at være gjort af.

5. Min far blev til et spøgelse for mig, som igennem mange år repræsenterede den grundlæggende tomhed eller intethed, der på TV kaldes for ”Åndernes magt”. Selv det dummeste TV-program kan utilsigtet rumme en sandhed. I ”Åndernes magt” var sandheden ikke, at der eksisterer spøgelser uafhængigt af de levende, men at ”spøgelserne” paradoksalt nok dukker op, hvis vi ikke formår at ændre dødes negative fravær til positivt nærvær.

6. I mange år forblev min døde far så fraværende, at jeg ikke kunne bruge ham i livet, og det gjorde ham til mit spøgelse. Men livet er et fattigt sted, hvis det kun er beboet af de levende. Tænk på, hvor meget mennesket har gjort for at fastholde de døde i en relation til de levende. Fra kulter til gravpladser og mindesteder. De døde har faktisk en rolle at spille i vores liv – og det har ikke kun noget med religion at gøre. Det handler om livsfylde.

7. Gennem TV-serien ”Åndernes magt” forstår jeg, at spøgelser kan uddrives. De spøgelser, som jeg taler om her, skal imidlertid ikke uddrives. Problemet for mig var jo netop, at min døde far i dén grad var blevet drevet ud af mit liv. Og faktisk havde jeg brug for ham i livet, selv om han var død. Jeg kunne bare ikke finde nogen måde, at få ham ind i livet på igen. Så selvfølgelig skulle han ikke uddrives – tværtimod skulle han drives ind i mit liv igen.

8. Det var altså ikke en eksorcist, jeg havde brug for. Jeg manglede en, som kunne familiesammenføre mig med min afdøde far. Hvis vi et øjeblik godtager, at de døde er nødvendige for de levende og at døde, der forbliver fraværende, kan udvikle sig til spøgelser – ja, så skulle der altså det til, at den tomhed, som min far havde efterladt, fik en slags fylde, der kunne bruges som byggemateriale i mit eget liv.

9. Denne generobring af min afdøde far, i form af en ny følelse af nærvær med ham, er omvendt og positiv eksorcisme: Noget godt skulle drives ind i mit liv. Det tomrum, som han havde efterladt sig, blev på et tidsrum ganske langsomt fyldt op af en meget nærværende fornemmelse af tilgivelse (for hans død), accept (af hans fravær), medlidenhed (med hans skæbne), kærlighed (fordi han og min mor havde sat mig i livet).

10. Det betød, at jeg følte mig mindre ensom, mindre udsat og mere forsonet med mit eget liv. Ikke fordi min afdøde far blev uddrevet, som et gammeldags spøgelse, men fordi et godt og dygtigt menneske drev ham tilbage i mit liv. I dag er han et helt moderne spøgelse, som er ligeså usynligt, som spøgelserne i gamle dage – men som jeg til gengæld har et stort ønske om forbliver i mit liv. Han skal ikke uddrives, først så vil der for alvor igen blive tomhed.

 

2 thoughts on “En spøgelseshistorie

  1. Inge Merete siger:

    Selv samme følelse har jeg, efter at min Mor gik bort.❤️

  2. Min erfaring er at når vore nære dør i ydreverdenen så fødes de i indreverdenen, at de bliver vore skytsengle i perioder hvor vi har behov for det og at vi kan opleve det hvis vi er opmærksomme.
    Da jeg var flyttet i ashram for at stige op fra en dyb depression, sjælens mørke nat, der drømte jeg, efter jeg var gået i panik, en drøm med en humor som kun Eli kunne fortælle og i den følgende drøm sad han i en lænestol og noller optrådte også i drømmen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: