Tanker er toldfrie, og det er vist meget godt, for de bevæger sig konstant på kryds og tværs af alle grænser. Intet kan holde en tanke tilbage, hverken rummets eller tidens grænser. Tanker og ideer flyder frit, selv hen over de mest velbevogtede af alle grænser – nemlig dem imellem fortid, nutid og fremtid. Det er kun vores krop, der ikke kan krydse disse grænser.

Men mennesket er et gadekryds, en bastard, hvor fortid, nutid og fremtid krydser grænser. Ingen er det ægte barn af nutiden. Overalt i vores bevidsthed er der både spor, som strækker sig tusindvis af år bagud og spor, som tøvende eller optimistisk, fører ind i fremtiden. Tiden er menneskets særlige måde, at give verden form på. Opleves begivenhederne kun på nutidens nære hold virker de ofte, som alt for tilfældige, uformidlede og uden sammenhæng – og derfor også uden mening.

Forud for det enkelte menneske er verden der. Vi fødes både ind i et nu med vores krop – og i forlængelse af de spor, som fortiden har lagt ud. Meget af det, vi oplever bliver forstået og får mening ud fra den fortid, der var før vi overhovedet kom til verden. Menneskets bevidsthed er på den måde ikke kun forbundet med verden gennem de umiddelbare oplevelser her og nu. Vi er overskridende – selv de ultimative grænser imellem fortid, nutid og fremtid brydes ned af menneskets evne til overskridelse, til at forbinde sig med verden, ved at være en grænseoverløber.

Mennesket er ikke kun bestemt til nutiden, men til ”hele-tiden”. Vi bliver ganske vist til på et bestemt sted. Men på dette sted krydser fortid, nutid og fremtid hinanden. Som den franske filosof Maurice Merleau-Ponty beskriver det:

Vores personlige eksistens er således omgivet af et område af næsten upersonlig eksistens, der så at sige går af sig selv, og som jeg henholder mig til for at holde mig i live, – den menneskelige verden, som vi hver især skaber os, er omgivet af en almen verden, som man først må tilhøre.

Jeg blev født ind i denne verden af et andet menneske. Jeg kunne overhovedet ikke blive til uden at verden havde været der i forvejen. Denne livets understrøm er der altid og er uafhængig af os. Men tilmed fødes jeg også ind i nogle spor fra en fortid, som giver mig en rettethed i verden – en forståelse, som åbner for handlemuligheder. Der kan faktisk nærmest være noget, som ”tænker i mig”.

For nylig sad jeg sammen med min familie på et sygehus, hvor en nær pårørende lå for døden. Vores måde at se på døden er i den grad betinget af de spor, som fortiden har trukket ind over vores liv – både de individuelle spor og de mere kollektive. Den naturvidenskabelige måde at anskue døden på er den, vi lever med i vores nutid. Men den bliver helt uden videre ledsaget af spor, som rækker langt tilbage i tiden, hvor døden ikke kun var en biologisk proces men i høj grad også en spirituel. Jo – vi ved det godt: Videnskaben har bevist, at vi går kødets vej når vi dør. Men om det så er i filosofiens eller psykologiens moderne sprog, så ledsages den moderne viden ofte af gamle spor, der repræsenterer en helt anden måde at se døden på

Mens vi befandt os på sygehuset strejfede spor af oldgamle tanker og forestillinger om døden ind over vores personlige og nutidige bevidsthed. Fra middelalderen tegnede et spor sig som et spørgsmålstegn: Hvad skal der blive af ham når han dør, hvad er vigtigt, at sige til ham nu, inden han dør – selv om han er i koma, hvad kan hjælpe ham med at dø afklaret og hvorfor er dét vigtigt? De selv samme spørgsmål, som mennesket til alle tider har stillet sig hen over et dødsleje, trak spor i vores moderne bevidsthed, hvor de videnskabeligt set kan anses for irrelevante. Men ansigt til ansigt med den ultimative grænsesituation i livet kunne vi mærke disse spor af det almenmenneskelige flette sig ind i vores helt moderne bevidsthed – både som spørgsmål og som antydninger af svar.

Men det er ikke kun fortidens spor, som hen over dødslejet krydser nutiden. Mens vi er i sorg og midt i savnets smerte sker det alligevel, at øjet eller tanken strejfer et spor, som peger ind i fremtiden og derfor gør noget ved den lidelsesfulde nutid. Det kan være børn, som liver op med deres fortsatte eksistens og som dermed forhindrer, at vi lukker os inde i vort personlige her og nu. Vores personlige eksistens afbrydes, skriver Merleau-Ponty, og en anden tid end vores individuelle trænger sig på med f.eks. trøstende minder fra fortiden eller forhåbninger om fremtidens lindring og nye livgivende oplevelser.

Alle mennesker blander tid. Tidsligheden er en måde at forbinde tingene på. Den franske filosof Bruno Latour mener ganske enkelt ikke, at der er nogen aktivitet, som kan kaldes homogen i den forstand, at den kun – helt og udelukkende – er fra vores egen tid. Vi kan jo bare tage os selv. En del af vores gener er 500 millioner år gamle, andre dog kun 3 millioner mens nogle af de nyere blot er 100.000 år gamle. Både vores gener, vores vaner, tanker og forestillinger går fra at være nogle få timer gamle til at trække spor, der er flere tusind år gamle. Vi er med andre ord tidsblandere. Derfor forstår vi – og overlever.

Litteratur:
Stanislav Grof: Books of the Dead, Thames & Hudson, 2013.
Bruno Latour: Vi har aldrig været moderne, Hans Reitzels Forlag, 2006.
Maurice Merleau-Ponty: Kroppens fænomenologi, Det lille Forlag, 2009.
Tony Walter: The Revival of Death, Routledge, 2005.