Jeg vil gerne fortælle hvordan det er at blive ældre
imens man sidder under en mælkebøtte.

Havde du kendt mig som barn og ung ville du vide
at jeg ofte kunne findes under et træ.

Jeg sad og lænede mig op ad de ældste stammer
dem som havde stået der altid.

I hvert fald i over hundrede år
og tæt på en evighed.

Sådan skulle det også være med mig
jeg skulle være der altid.

I dag er det helt fint med en mælkebøtte
eller det der er mindre.

Mød mig derfor ved mælkebøttens fod
hvor vi kan sidde et øjeblik.

Lad os kigge op igennem fnughimlen
og se hvordan universet udvider sig.

Til næste år er vi måske så små
at vi kan sidde under den første forårsviol.