Handskerummet i min fars Opel Olympia rummede en skat. Det var et Danmarkskort fra Esso med Den Lille Havfrue på omslaget. Når vi var ude på lidt længere udflugter var det forbundet med stor spænding, at folde kortet ud og med fingeren forsøge, at følge vores rute på papirets vejstrækninger i forskellige farver.

Før i tiden, da verden var ung og fyldt med ukendte områder, var landkortet symbolet på menneskets erobring af klodens fjerneste afkroge og mest ufremkommelige egne. Op igennem historien har landkort derfor haft en aura af mystik, som appellerede både til menneskets nysgerrighed og til angsten for det ukendte. Landkortet havde en stærk autoritet, som min far stadig kunne give udtryk for, når han fra forsædet, hen over skulderen, spurgte: ”Hvad siger kortet?” I kortet lå en magt; læst forkert kunne det bringe os på afveje.Essokort

Med kortet i hænderne var det som at tage bad i hele verden, selv om kun nogle få kvadratmeter af den lå åben for sanserne. Det var et metaperspektiv på ens egen placering i den grå Opel Olympia. Linjernes én-dimensionalitet var mystiske tegn på alt det, som vi var omgivet af i det mange-dimensionelle rum, selv om vi ikke kunne se ret meget af det fra bilruderne.

Kortet gjorde det usynlige til noget synligt. Det var ikke kun det flade kort, jeg så på, når min finger fulgte de afmærkede veje rundt på papiret. Det tillod sansningen at nå et nyt virkelighedsniveau. Kortet var ganske vist kun en substitut for det landskab, som vi kørte igennem, men det gjorde dets ukendthed og storhed mere tilgængelig: Her befandt vi os på den grønne vej, mellem to mindre byer, der var markeret med rødt, på vej mod en skovstrækning – og inde i skoven lå en sø, som via en tynd streg var forbundet med havet, helt ude ved kortets kant. Fra den vej, som vi kørte på, var der adgang til søen via en sort, stiplet linje, som var en skovsti, der løb halvt rundt om søen inden den drejede skarpt til højre for at ramme en parallel rød vej, som gennem en lysegrøn plantage førte ind til en større by med bebyggelser i både rødt, sort og gråt og enkelte grønne plamager, samt en fjord, der forbandt sig med søen gennem en blå linjeføring. Forskellige farver og numre angav vejenes beskaffenhed, overflade og farbarhed, mens jernbaner trak deres lige spor hen over kortet. Og helt ude i kortes højre kant var der er lille smule af Sverige – udlandet. Alt dette kunne jeg ikke se fra min faktiske position – men kortet trak mig ud af bilen og dykkede mig ned i verdenshavet.

Det er matematik og ikke det menneskelige øje, der er grundlaget for den slags kort. Det er et gradnet af anonyme bredde- og længdegrader, men har alligevel i århundreder været en del af menneskets rumopfattelse og fået virkeligheden til at folde sig ud og give oplevelsen af, at der er langt mere end det, vi kan se fra bagsædet i en Opel Olympia.

Jeg kom i tanke om det gamle Esso-kort forleden dag mens jeg var ved at indstille min GPS, der gør et landkort, som min fars, helt overflødigt. For blot få år siden var vi afhængige af papirkortene for at kunne finde rundt. Stederne og vejene dertil krævede en vågen opmærksomhed; at bevidstheden var rettet mod omgivelserne og at omgivelserne åbnede sig for vores bevidsthed.

I dag taster vi udgangspunkt og destination ind på vores GPS, som ved hjælp af de usynlige koordinater udregner den bedste rute for os. Den giver os mulighed for at vælge mellem den hurtigste eller den korteste rute, men at følge GPS’ens elektroniske anvisninger kræver langt mindre opmærksomhed end dengang, vi var overladt til et Esso-kort af papir.

GPS’en giver os kun et ganske begrænset udsnit af verden. Det er stort set kun den del af verden, der alligevel er inden for vores synsfelt, som vises på skærmen. Man får ikke verdens-fornemmelsen af, at Sverige ligger et stykke ude til højre, at vejen, som vi krydser, forsvinder ind i en skovstrækning, hvor den ender i en havneby, der langs kysten har togforbindelse ind til hovedstaden, og videre ned gennem landet, hvor den ender ved færgeforbindelsen til Tyskland. Stederne mister deres sammenhæng; vi får kun det blik, som vi beder GPS’en om.

For et barn var landkortet en horisontudvidelse, der ikke alene tillod, men direkte lokkede, blikket til at forlade det umiddelbare og gå på vandring i det store og grænseløse perspektiv, som kortet åbnede for. Esso-kortet forlængede mine sanser, gennemtrængte rummet og overskred grænser og horisonter. Så snart jeg foldede kortet ud åbnede der sig en dybde i det landskab, som vi kørte igennem. Det, der var ude af syne, viste sig for mig gennem kortet, fordi jeg trådte ind i det på samme måde, som Alice trådte igennem spejlet, ind i en parallel verden.

Når min far tog Esso-kortet ud af handskerummet, og rakte det om til mig på bagsædet, faldt jeg ud af det rum, som den gamle Opel Olympia befandt sig i, og når vi kom hjem kunne jeg finde på at sige, at vi havde været i Rydebäck i Sverige, selv om vi endte i Humlebæk. Men det var kun løgn for dem, der havde siddet i den grå Opel Olympia – ikke for mig, for jeg havde haft Esso-kortet og nåede kun lige, at komme tilbage på bagsædet før min far slukkede motoren i Humlebæk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: