Det er en stor trøst for mig at gå der
hvor Georg Brandes gik
eller at stå på den plads han endelig fik i København
for han bad hele nationen om at se sig selv udefra
for at gøre verden større.

Det trøster mig at Søren Kierkegaard levede
at han gad fortælle om angsten han mærkede
og om kærligheden som han oplevede lidt mindre af
men som betød alt fordi han mente
at det var kærlighedens gerninger der talte.

Det er til trøst for mine nerver
at Dan Turèll har levet
og ligger henne om hjørnet lige under en sten
der ser så hverdagsagtig ud og hvisker:
husk at gå igennem byen – og kig.

Men det er også en stor trøst for mig
at Freud har levet
for han bad mennesket om
at se sig selv indefra og om at kigge langt ned
i den indre dybsø for at forstå det uforklarlige.

Og det er en uendelig trøst i min forvirring
at både Platon og Aristoteles har levet
og at Platon pegede op mod himlen
for at vise hvor sandheden var
og at Aristoteles i samme ærinde pegede mod jorden.

Det er simpelthen til stor trøst for mig
at der har levet så mange mennesker før mig
paleodemografer siger det drejer sig om ca. 99 milliarder
og de klarede det alle sammen, både livet og døden
hver på deres måde – dét er der da fremtid i.