De er i alle revner og sprækker, og forleden dag fandt jeg en bagerst i min skrivebordsskuffe. Det er historier, jeg taler om. Ikke historier, som nogen har fundet på, men historier, der kan fiskes og hives op af verdenshavet. Ikke historier, der fortæller hvordan verden er, men at den er. Det er de historier der findes, som en konstant baggrundsstråling, vævet ind i steder, ansigter, dufte og alle de umærkelige sansninger, som skyller ind over én, når man bader i verdenshavet.

En historie er en snalling i verdenshavet forstørret op til 1:10.000. Ofte usynlige for det blotte øje, eller den sløvede opmærksomhed, mens de venter på, at der kommer nogen forbi og zoomer ind. Der er ikke nødvendigvis tale om de store skæbnefortællinger for fuld wagnersk orkester. Det kan blot være historier, der fiser forbi, hvis man ikke er opmærksom, fordi de ofte er kamufleret, som noget helt andet. Alt kan fortælle historier, og et mirakel er ofte metafor for fornemmelsen af, at noget begynder at tale til én og fortælle historier.

I eventyrene er man helt fortrolig med, at f.eks. en ganske værdiløs sten, samlet op på en mark, kan begynde at tale og fortælle de mest utrolige ting, og dermed nærmest blive forvandlet fra sten til guld. Men sådan er det vel også i den helt ueventyrlige virkelighed. En sten er måske værdiløs, men hvis den er en tilhugget flinteøkse, fra en fjern fortid, så fortæller stenen faktisk en historie, der langt overgår dens værdi som blot en sten. Den begynder at stråle og tale til os fra en helt anden verden, som den på magisk vis forbinder os med.

Magien ligger i det, som stenen sætter i gang i os; det, som peger langt ud over stenen selv og får den til at stråle som guld. Eller når man på gaden pludselig opfanger en duft båret frem af en usynlig luftstrøm. En duft, der fremkalder forestillingen om en kvinde, som man kendte for 30 år siden og lyslevende er hun mellem hænderne på én igen, med hud og hår, stemme, duft og alt det særlige, der var ved hende. Eller det kan være et ansigt i bussen, der overskrider tiden og fremkalder en historie om det, der skete engang, eller fornemmelsen af en taskes læderhåndtag, som trænger op gennem ens hånd og ind i kroppen så man med ét er på vej til København på ferie sammen med sine forældre, og sidder på den store kuffert mens vi venter på toget og fordriver tiden med at lege, at kufferten er en hest og dens håndtag seletøjet, som man rider hesten med. Så er det, at den taske, som man overvejer at købe, får en værdi, der ikke kan betales for, og denne værdi kommer fra det skjulte; fra det, der overskrider tasken og dens læderhåndtag – fra de historier, som den fortæller i mødet med min sansning og opmærksomhed.

At zoome ind, at fiske efter historier og fange dem, er ensbetydende med, at kunne blive mystificeret og blive vidne til en anden verden, hvor næsten alt kan rumme noget mere end det, der umiddelbart er mest synligt.

Zoom: For nogle dage siden var jeg ved at rydde op på mit arbejdsværelse. Bagest i en skuffe fandt jeg en gammel enkrone fra 1967. Den gang – for 47 år siden – var jeg ti år gammel og en krone svarede til cirka ni kroner i dag. For den kunne man købe så mange tiøres brød hos købmanden, at der var nok til de andre drenge. Og dét var en god forsikring, hvis der var et par af dem, som skulle få lyst til at tæve én når der ikke var voksne i nærheden. I dag findes der hverken tiører eller tiøres brød, og for den sags skyld heller ikke købmænd, og i hvert fald vil slik ikke være nok til at forhindre nogen form for voldsudøvelse.

Der findes heller ikke længere de blændende sommeraftner, hvor vi sad på stengærdet, der afgrænsede kirkegården fra markerne, og fordelte vores tiøres brød fra de brune papirsposer og indimellem spillede fodbold på kirkens parkeringsplads, mens tiden stod stille og en time virkede, som en hel evighed, så det aldrig blev nat og ikke engang bare for sent eller alt for sent, for de voksne havde bestemt, at det ikke var nødvendigt, at sætte tiden i gang, når vi nu ikke skulle i skole næste dag.

Hverken enkronen eller en time er det samme værd i dag, som dengang. For en krone kan der nærmest intet købes og der er almindelig enighed om, at døgnet ikke har timer nok til alt det, der skal klares. Men den slidte gamle enkrone foldede en historie ud for mig i samme øjeblik, den landede i min hånd; som en af de magiske genstande, der side efter side fortælles om i eventyrene fra 1001 nat. Her bliver det mest værdiløse metal også forvandlet til guld.

Selv om enkronen langtfra har samme købekraft, som da jeg var ti år gammel, så udviste den altså alligevel en anden form for kraft – nemlig kraften til i et kort øjeblik at sætte en historie fri, så jeg i et glimt kunne mærke duften af kaffe hos købmanden, høre hans kone hoste ude i baglokalet, mærke den brune pose mellem fingrene, genopleve nervøsiteten for de store drenge, erindre overvejelserne over, hvor mange tiøres brød, der skulle til for at købe sig fri for drillerier, eller i værste fald bank fra de største af drengene, føle stemningen af sen aften, hvor alt var faldet til ro, helt tæt på sommernatten, og vi stadig spillede fodbold, mens vores forældre stod at snakkede sammen.

Og så gik tiden – mest fremad, som den jo skal, men i de senere år også ofte en del tilbage. Og dengang vidste jeg ikke, at jeg skulle komme til at skrive det ned, som en historie. Det var ikke nogen begivenhed, det skete tit og ofte skete der noget helt andet, som f.eks. når jeg stod ved hækken i vores baghave og kiggede på, at bonden høstede, eller når jeg legede, at bøgetræet ind mod naboen var et bjerg der, skulle bestiges. Men når tiden går så opdager man, at alt kan genfindes i historier, men at historierne først selv skal genfindes, at der skal zoomes ind.

Jeg tror, at vi kan genfinde enhver detalje af vores liv, selv den mindste, ved at lade vores sanser stimuleres af verden omkring os. Måske kan vi tilmed genfinde noget af det, der ligger langt før for os – f.eks. ved at gribe om en sten eller et øjeblik lade hånden hvile på et bøgetræ, der er flere hundrede år ældre end én selv. Der er ikke noget mystisk eller nogen skjult naturromantik gemt i dette. Det drejer blot om, at være opmærksom på, at man faktisk kan genfinde sig selv i en gammel mønt, i et fremmed menneskes ansigt, i et træ, i en duft, et sted, et landskab, en lyd, en bevægelse. Og der hvor vi genfinder os selv er i de historier, som opstår når vi zoomer ind på alt det, vi kan sanse når vi tager verdensbad.