Hvis mennesket blev skabt i Guds billede, så må Gud have en krop. Ganske vist er kroppen et biologisk fænomen, men det er også kroppen, som giver os vores unikke realitet og som forankrer os i livet. Kroppen er derfor noget eksistentielt. Vi har ikke en krop; vi er en krop. Da Gud satte mennesket i verden skete det jo netop gennem en krop – den krop, som er vores eneste måde er være i livet på.

Det er et kendt religiøst dogme, at der ikke kan eller må gøres billeder af Gud. Mig bekendt er der ikke nogen religiøs retning, som for alvor påberåber sig eksakt viden om, hvordan Gud ser ud. Men der er skrevet om ham, og i 1. Mosebog hører vi, at mennesket er skabt i Guds billede. Derfor er der naturligvis også, trods billedeforbud, lavet bunkevis af billeder af Gud. Alle Guds mange ansigter på disse billeder minder imidlertid ganske meget om menneskets ansigt. Måske er det fordi, det eneste autentiske billede af Gud udtrykkes af mennesket selv.

Det er noget relativt nyt, at der ikke må gøres billeder af Gud. F.eks. havde de gamle grækere masser af statuer, der forestillede deres guder, men som dog er yderst menneskelige at se på. De ligner den ideale menneskekrop, som vi nok ville sige i dag. Senere hen i historien har religionerne imidlertid gjort netop kroppen – Corpus – til det mest ugudelige ved os mennesker, thi det er jo kroppen, vi synder med.

Selv Sokrates, som ellers var omgivet af de smukke græske gudestatuer, sagde, at han så frem til døden, fordi så slap sjælen endelig af med den besværlige krop, der hele tiden forstyrrede med alverdens sanseindtryk og med lidenskaber, som blot kunne tæmmes i kortere perioder, før de atter begyndte deres dominans over sjælens langt renere og mere ædle bestræbelser.

Hvis vi et øjeblik bliver i den religiøse forestillingsverden, så findes der forskellige versioner af den guddommelige skabelsesproces, men alle steder er den forbundet med dén fysiske krop, som Gud tildeler mennesket i skabelsesøjeblikket.

Kroppen er da heller ikke kun noget, som mennesket bruger til at synde med. I tiderne efter Guds skabelse af de første mennesker er det slet og ret gennem den menneskelige krop, at nyt liv kommer til verden. Kroppen manifesterer den kærlighed, som har behov for, at der fortsat skal være liv her på Kloden, nu da Gud ikke længere aktivt giver sig af med skabelse. I hvert fald kan man sige, at det alene er på grund af den menneskelige krop, at livet opretholdes – hvilket jo er en ganske guddommelig gerning af kroppen.

Mens religionen og store dele af filosofien har været mest optaget af døden, så har der ikke været særlig meget fokus på kroppen – på Corpus – som det, der så at sige betinger alt liv. Kroppen er enten blevet betragtet som et problem i forhold til sjælens videre forløb i den ukropslige og åndelige verden, eller som et uinteressant fænomen, der ikke kan siges noget dybere filosofisk om. Nietzsche sagde det i sin tid på den måde, at ingen filosof endnu har talt om den menneskelige næse.

Filosoffen Hannah Arendt beskrev imidlertid senere med indlysende klarhed den grundlæggende menneskelige betingelse – nemlig den overhovedet, at være født. Altså som det, at være en krop, det at være kropsligt i live. Kroppen er det, der gør vores eksistens i verden mulig. Derfor er der selvfølgelig enkelte filosoffer, som har beskæftiget sig med Corpus.

En af disse undtagelser er den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som i bogen ”Kroppens fænomenologi” viser, at menneskets krop ikke blot er et fænomen, der udelukkende tilhører den biologiske verden og er tilgængelig for objektive videnskabelige studier. Kroppen er også en Egenkrop – den krop, som det enkelte menneske er. Kroppen holder mig naturligvis i live rent biologisk, men det er også kroppen, der gør mig i stand til at have personlige og individuelle erfaringer med verden.

Kroppen er min mulighed for at være i verden, den er mit perspektiv. Kroppen er min permanens; ikke min permanens i verden, men en permanens for mig. Kroppen er simpelthen vores generelle måde, at have en verden på. Uden Corpus har vi ikke nogen verden, selv om verden selvfølgelig vil være der alligevel. Kroppen bringer det enkelte menneske ind i verden, betinger hele dets væren i verden og tilmed dets afgang fra verden, når den tid kommer. Vi lever med vores krop og på grund af den. Vores liv er kropsliggjort. Corpus fører os ind i dette liv, igennem det og ud af det. Kroppen bærer hele vores eksistens i dette liv.

Ikke mærkeligt, at guds mange ansigter er gjort i Menneskets billede – i den menneskelige krops billede.