Kategoriarkiv: Kunst

Stamcafé

Skriv en kommentar

Der er ikke noget ur på min stamcafé i Næstved. Ausfahrt Coffee Shop er speciel på grund af noget, som ikke er der – altså uret. Men også fordi den netop lever op til sit navn, som en slags afkørsel fra livets og samfundets overhalingsbane. Caféen er formateret til vigtige ting som samtale, diskussion, udvikling af nye bekendtskaber og idéudveksling. Alt sammen noget, som kræver langsomheden og hjertets rytme mellem to eller flere mennesker, mere end urets ensformige og tydelige udmåling af tiden.

Læs resten →

Start en Venligheds-pandemi

Skriv en kommentar
Før du læser videre, så glæd dig lige over verdens venligste kor, Mount Sion Choir ved en optræden i 2019. Selv om der nu er Covid-19 pandemi, så er den glæde de spreder stadig tilgængelig i verden, som del af venligheds-pandemien. Længere nede kan du læse mere om dette fantastiske kor.

Jeg ved alt for godt, at alle som læser denne tekst, på en eller anden måde er påvirket af, at leve under en pandemi. Det ønsker jeg ikke at glemme og derfor vil jeg vise, hvordan mennesker trods alt stadig står op for hinanden for at hjælpe, give mod, håb og omsorg, selv om disse fortællinger ofte ikke når frem til mediernes overskrifter. Da det handler om menneskets eksistensvilkår mener jeg, at dette også hører hjemme på en filosofisk blog. 

Det er som om vores liv er blevet hacket af Covid-19, en virus, som rammer både vores fysiske, psykiske og sociale styresystem. Sådan har det altid været med pandemier. De skaber sygdom, frygt, lidelse, ensomhed, vrede, mistillid og manglende tro på fremtiden. Pandemier rammer os, hvor vi er mest sårbare, nemlig på vores relation til andre mennesker. Under en pandemi er det nemlig andre mennesker, som på grund af smittefaren er den trussel, vi skal holde os fra. Men samtidig er andre mennesker også vores primære livskilde. Det er fra andre mennesker vores livsglæde, livsmod og håb flyder. Vi lever ikke på trods af andre mennesker, men på grund af andre mennesker, og når denne relation til bliver ramt, inficeres vi både fysisk, psykisk og socialt. 

Når vi er frygtsomme, som vi er under en pandemi, udvikles der let konflikter, hvor det egentlige behov er tryghed og samvær. Medierne konkurrerer om at forstærke den slags konflikter. Men alle steder er der alligevel mennesker, som forsøger at finde nye veje. Mennesker, som ikke kan afholde sig fra at vise medfølelse, trøste, opmuntre og hjælpe hinanden på alle mulige måder, selv om verden for en tid er ude af sync.

Det giver en mærkelig følelse af lindring at skabe fjendebilleder. Men det giver en langt mere holdbar lindring at opleve venlige mennesker, som hjælper hinanden. Det er som om noget i ens hjerte flyder lettere, som om man får trøst bare ved at se, hvad mennesker kan gøre for hinanden.

Vi må prøve at skabe en venligheds-pandemi, og det er ikke så vanskeligt, for den skyder op alle steder, men når kun sjældent frem til mediernes overskrifter, fordi raseri, vrede og konflikt sælger langt bedre. Venligheds-epidemien ser imidlertid ud til at være smitsom. Og i modsætning til Covid-19 pandemien er det vigtigt med smittespredning af venligheds-pandemien, for denne smitte er rent faktisk sund. Det siger Catherine Barrett, som er en af initiativtagerne til en fremvoksende amerikansk bevægelse, som vil skabe mere venlighed: 

Venlige handlinger er smitsomme. Der er en myte om, at vi ikke skal tale om venligheds-handlinger … og at folk blæser i deres egen trompet, hvis de taler om dem. Vi siger til folk, at når de deler deres venlige handlinger hjælper de til at skabe ændringer. De tilskynder folk til at gøre det samme.

Desuden viser det sig, at venlighed og venlige handlinger er sundt for én selv. Der spreder sig en speciel og næsten magisk stemning i supermarkedet når nogen handler venligt over for mennesker, de ikke kender, eller når vi selv modtager hjælp eller støtte fra et fremmed menneske. Det at modtage venlighed og kærlighed fra et menneske man ikke kender, kan være en meget stærk oplevelse af håb, trøst og barmhjertighed. Det er den sande samaritanske handling. Det er heldigvis let at finde mennesker, som er smittet af venligheds-pandemien, for det er en pandemi, som spreder sig alle steder i verden. Her er et par eksempler, som har gjort indtryk på mig: 

I Irland – i byen Waterford – finder vi ungdomskoret Mount Sion Choir. De har ikke nogen speciel musikuddannelse, men masser af talent, og så har de et mål med deres sang og musik, nemlig at skabe og sprede glæde, livsmod og håb. Før pandemien har de bl.a. sunget på byens hospital for at heale patienternes og personalets angst og stress. De har deltaget i velgørenhed bl.a. ved arrangementer for Downs Syndrom (se den mest rørende version af “Shallow”), og støtter også under pandemien aktivt kampen mod cancer. Jeg tror de er verdens mest venlige kor. De har både et stort musikalsk talent og ikke mindst en usædvanlig evne til at vise medfølelse, empati og livsglæde gennem musikken og deres menneskelige egenskaber. Med andre ord, de spreder venligheds-pandemien i en svær tid og symptomerne, når man bliver ramt af venlighedssmitten, er håb og optimisme. 

Alle steder i verden er blevet ramt af venligheds-pandemien. Her er 6 eksempler fra forskellige lande, som resulterer i håb og optimisme hos alle involverede. Og i en canadisk by taler de om at “giv et smil – få et smil”. Selv om nyhederne dagligt fortæller om konflikter og store modsætninger i USA, så er der også bl.a. dette eksempel på venligheds-pandemiens udbredelse i hverdagens USA, hvor unge mennesker hjælper medborgere under Covid-19 pandemien.

Symbolsk giver det en mening at slutte med koret fra Waterford, der viser den magt som musik, venlighed og empati har i forhold til medmennesker. Det var før vi blev ramt af Covid-19, men det var næsten profetisk da de unge mennesker sang Stand by Me:

Magtens anatomi

Skriv en kommentar

Magten kan gemme sig mange steder, f.eks. i den menneskelige anatomi, i bestemmelsen af organernes betydning, ikke kun som fysiske organer, men som udtryk for egenskaber og værdier hos kvinden og manden. Netop kønnets organer har gennem tiden været, og er stadig, et af de stærkeste magtredskaber i tildelingen af rettigheder og kvaliteter. Der er fortsat grund til at undersøge de såkaldte ædlere dele, for de er virkelig kostbare i den forstand, at de har magt til at fraskrive eller tilskrive mennesker betydning, værdighed og anerkendelse. Og her har definitionsmagten næsten altid har ligget hos mændene!

Da Gud skabte mennesket, fik han desværre ikke sat mærkater på organerne – heller ikke på de organer, som ellers antages at adskille de to køn fra hinanden. I store dele af historien har der imidlertid heller ikke eksisteret to køn, men blot ét. Vi ved naturligvis godt, at det fra tidernes morgen har vrimlet med både kvinder og mænd, og de bedste fortællinger handler netop om den kærlighed og de konflikter, som skyldes forskellighederne. Derfor er det fristende at konkludere, at der så også har været enighed om, at der var to køn. Men sådan er det altså bare ikke.

Den græsk-romerske læge Claudius Galenos levede fra ca. 130 til 220. Det var ham, som fik en afgørende indflydelse på spørgsmålet om antallet af køn – en indflydelse, der strakte sig helt ind i det 18. århundrede. I denne lange periode var der ikke nogen, som for alvor rejste tvivl om Galenos teori: i fysiologisk forstand er der kun ét køn, selv om der i kulturen tales om både kvinder og mænd. 

Det eneste køn der fandtes, var det mandlige. Ifølge Galenos og hans mange efterfølgere havde kvinder og mænd nemlig ens kønsorganer. Som enhver empirisk undersøgelse jo viser, vender kvindens kønsorganer bare indad, og er derfor ikke synlige, som mandens. Kvindens vagina er således en indre penis, forklarede Galenos, altså en penis foldet ind i kvindens indre, i stedet for at være løst hængende, som hos manden. På samme måde svarer kvindens kønslæber til forhuden, uterus kan sammenlignes med testikelpungen og ovarierne med selve testiklerne. Lige netop ovarierne fik da heller ikke noget selvstændigt navn før i det 18. århundrede, men blev indtil da betegnet som orcheis, som også mandens testikler blev kaldt.

Denne formodede fysiologiske lighed mellem kvinder og mænd betød imidlertid ikke noget for deres lighed i kultur og samfund. Kvindens indadvendte kønsorganer svarede måske til mandens, men var alligevel ikke fuldt så gode som mandens tilsvarende udadvendte kønsorganer. Galenos’ teori var, at kvinden af nødvendighed måtte have indadvendte, eller indkrængede kønsorganer, fordi hun efter sin natur var koldere end manden, og dermed også var en ringere udgave af mennesket end manden. Teorien understregede desuden, at det alene var den mandlige sæd, der netop på grund af mandens varme, kunne være livgivende. Livet kom fra mandens udadvendte kønsorganer, og kvinden tjente blot som en slags ernæringsbeholder for fosteret, selv om hendes kønsorganer var identiske med de mandlige, men altså bare indadvendte.

At kvindens kønsorganer var indadvendte viste også noget om kvindens mystik og farlighed, noget som teologerne og kirken først og fremmest drøftede med udgangspunkt i den deformerede fysiologiske indretning af de kvindelige – eller rettere mandlige – kønsorganer. 

Generelt har der i store dele af historien været en sand foragt for legemet, godt understøttet af kirken og religionen. Foragten har dog været mest udtalt og voldelig i forhold til kvinder, fordi djævlen yndede at gemme sig i kvindernes forvrængede køn og fra denne skjulte position vækkede de sagesløse mænds lyst og liderlighed.

Kvinder havde nok principielt de samme kønsorganer som mændene, men de var deformerede og forfejlede i forhold til mændenes, og derfor udtryk for en moralsk forskel – en forskel, som gjorde kvinderne langt mere liderlige og syndige end mændene. En skyld som kvinderne måtte mærke, og som de har betalt en høj pris for gennem størstedelen af historien. 

Altså var der tale om ét køn, men alligevel om kvalitativt forskellige udgaver af dette køn. Denne teori blev med stor autoritet fastholdt helt op i det 18. århundrede. Dog ikke fordi der ikke skete nye videnskabelige opdagelser vedrørende kvindens mystiske og fejlbehæftede indretning, men fordi de anatomiske forestillinger også slog igennem som en samfundsmæssig og socialt begrundet magt. Pointen var, at nok var der kun tale om ét køn, men kvinderne var alligevel ringere mennesker end mændene. 

Det viste sig f.eks. da den italienske anatom Realdo Colombo (1515/6-1559) i 1559 hævdede, at han var den første, der kunne beskrive klitoris og dens funktion. Den selvbevidste Colombo undrede sig over, at ingen før ham havde fundet netop dette kvindelige sted, og kaldte det derfor helt efter egen inspiration for Venus’ sødme. Allerede tidligere græske, persiske og arabiske læger havde dog beskrevet dette sted. Og mon ikke også en hel del kvinder op igennem historien havde opdaget det, inden doktor Colombo nærmest tog det til sig som sin egen opfindelse, og kunne beskrive sødmen for kvinderne selv?

Romanen “Anatomen” (Gyldendal 1999) er en skønlitterær fremstilling af historien om Realdo Colombo “opdagelse” af klitoris

Mændenes definitionsmagt havde heller ikke på dette område fornægtet sig, så grækerne havde valgt at betragte “Venus’ sted” som en uperfekt version af den mandlige penis. Og senere bemærkede anatomen og lægen Andreas Vesalius (1514-1564), at man nærmest ikke kunne beskrive denne nytteløse ting, som et organ, men måtte betragte den som noget patologisk, der kun viste sig hos kvinder med tendenser til hermafrodisme. 

I den lægevidenskabelige diskurs forsvandt klitoris derfor igen, og lå stadig næsten helt neddykket i forhold til den lægevidenskabelige faglitteratur i det 19. århundrede, hvor man stadig kunne læse, at klitoris var at sammenligne med den mandlige penis, dog i en degenereret udgave. Selv om man i det 19. århundrede ikke holdt fast i den biologiske et-køns model, var det stadig mandens anatomi, der blev lagt til grund for forestillingerne om kvindens anatomi. Opfattelsen af kvindens kønslige anatomi fortsatte derfor også i lang tid med at tage udgangspunkt i en teori om fejlindretning i forhold til manden.

At der stadig findes en slags magtens anatomi viste sig, da NASA i 1972 og 1973 sendte Pioneer 10 og 11 ud i det ydre solsystem, bl.a. for at fortælle eventuelt udenjordisk liv lidt om mennesket. Ombord på de to rumfarttøjer var der således en plade, som bl.a. viser en nøgen kvinde og en nøgen mand. Fra en magt-anatomisk betragtning er det interessant, hvordan disse to nøgne mennesker er skildret. Manden er udstyret med en tydelig, men dog meget lille, penis. 

Udsnit af den såkaldte “Pioneerplade”, som rumsonderne Pioneer 10 og 11 medbragte på rejsen til det ydre Solsystem

Kvinden har imidlertid intet, som kunne antyde eksistensen af en vagina, men ser ud som om hun er helt lukket mellem benene, nærmest som om hun mangler noget, f.eks. en penis. Det ville i hvert fald ikke være mærkeligt, hvis eventuelle rumvæsener skulle finde på at tolke afbildningen på netop dén måde. Og så vil de være helt på linje med størstedelen af den jordiske historie om kvindens og mandens anatomi. 

Litteratur

Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i antikken. I tidens ånd 1. Gyldendal 1999.
Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen. I tidens ånd 2. Gyldendal 1999.
Hugh Aldersey-Williams: Anatomies, Penguin Books London 2014.
Fererico Andahazi: Anatomen, Gyldendal 1999.
H. Hopstock og L. Faye: Grundtræk af anatomiens historiske udvikling, bd. 1 og 2, Kristiania 1994.

Det lyriske husapotek

Skriv en kommentar

Næsten ingen af de problemer, der berører os dybest, har noget sikkert svar. Den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970) anbefaler imidlertid filosofien som en udvej: »At lære, hvordan man kan leve uden vished, og dog ikke lade sig lamme heraf, er måske det vigtigste, filosofien i vor tid stadig kan gøre for dem, der studerer den«, skrev Russell i introduktionen til Vestens filosofi. 

Netop dén bog blev oversat til dansk af forfatteren Elsa Gress (1919-1988) i 1962, og hun havde selv en mening om, hvad man kunne stille op med de eksistentielle problemer, som hverken videnskaben eller religionen kunne give svar på. Hendes svar var ikke filosofien men poesien, som selvfølgelig heller ikke giver noget svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål, men som åbner muligheder for nye perspektiver og opdagelser – og ikke mindst vækker slumrende erkendelser på tværs af tider og steder, fortid og nutid. Lyrik er ikke bare ord og korte linjer. At læse et digt er en erfaring, der sætter spor i både krop og sind, helt på linje med alle andre erfaringer, hvis vi altså er vågne nok. 

Her i sommer har jeg beskæftiget mig en hel del med Elsa Gress og bl.a. besøgt hende på kirkegården ved Damsholte Kirke på Møn, hvor hun ligger begravet. I år ville Elsa Gress være blevet 100 år og det er hen over sommeren blevet fejret med en udstilling og en række arrangementer på Møn, fordi hun fra 1974 og frem til sin død i 1988 boede i den store gartnerbolig ved Marienborg Gods uden for Stege. Stedet eksisterer stadig som Villa Gress og fungerer bl.a. som refugium for forfattere. 

Blandt Elsa Gress’ mindre kendte bøger er Under månens skive fra 1964, med undertitlen Poetisk postil. I middelalderen var postiller en samling litterære tekster, der havde til hensigt at virke opbyggelige og støttende på mennesker, ikke mindst i livets sværeste  øjeblikke. Dengang havde de naturligvis ofte en religiøs karakter. Den poetiske postil, som Elsa Gress udgav, handler imidlertid om det der overgår mennesket i det sublunare – altså i den menneskelige sfære, under månen (Luna er det latinske ord for måne) »i modsætning til himmel og helvede«, som Elsa Gress skriver i forordet. 

I Under månens skive har Elsa Gress samlet og oversat en samling digte, og ordnet dem efter særlige stemninger og grundfølelser, som f.eks. menneskelig længsel, angst, minder, mismod, dødstanker, smerte, lidelse, ensomhed og selvfølgelig kærlighed og knust hjerte; altså stemninger eller grundfølelser, som alle mennesker på et eller andet tidspunkt møder. I forordet skriver hun således, at digtene er valgt »efter hvad man kunne kalde deres sindsstyrkende virkning i de pågældende menneskelige situationer, der alle indebærer behov for trøst«.

At give trøst betyder efter min mening at give håb. Har man mistet håbet, eller tvivler man, så er det næsten aldrig i én selv, at håbet umiddelbart kan genfindes. Så må man vende sig mod verden, mod andre mennesker, eller mod lyrikken, hvorfra der tales med nye ord og andre erfaringer om det, som man lige nu selv oplever.

Selvfølgelig er det i høj grad individuelt, hvad der kan give et menneske håb midt i en lidelsesfyldt situation; også hvilke digte, hvilke ord i det hele taget, der kan virke lindrende. Elsa Gress valgte naturligvis de digte, der havde hjulpet hende. 190 digte blev det til af kendte og ukendte digtere, oversat fra fem forskellige sprog. Her gengiver jeg bare en enkelt strofe fra et digt, som Elsa Gress har placeret under afsnittet Dødstanker og sorg over døde. Strofen er fra Charles Baudelaires (1821-1867) digt Døden og de fattige:

Det er døden, ak, der gi’r lysten til livet,
vort mål og det eneste håb vi har her,
der som eliksir har berust os og givet
os mod til at vandre til natten er nær.

Ideen til en poetisk postil fik Elsa Gress fra den tyske, forfatter Erich Kästner (1899-1974), som i 1936 begyndte at skrive digte til det han kaldte et Lyrische Hausapotheke, et lyrisk husapotek, med digte om og til menneskets forskellige oplevelser; de af menneskets indre tilstande, der ikke findes diagnoser for eller medicin imod, men som ikke desto mindre kan være fyldt med usikkerhed, smerte og lidelse. Først langt senere udkom disse digte, men Kästner tilføjede løbende nye, så den udgave jeg har på tysk består af 29 digte i faksimile, i den smukkeste håndskrift og illustreret.

Der findes en dansk oversættelse af seks af Kästners digte fra Lyrische Hausapotheke, oversat af Julius Clausen, som også selv udgav det lille lyriske husapotek på blot 17 sider og i kun 55 eksemplarer. Bagerst i bogen skriver Julius Clausen, at den udgives i anledning af julen 1949 og med forfatterens, altså Erich Kästners, personlige tilladelse, som det tilføjes med Clausens egen håndskrift. 

Digtenes danske titler fortæller lidt om, hvad Kästners husapotek indeholder og stræber efter: 1. Jernbanetoget, 2. Hvermands Sørgmodighed, 3. Opmuntring for Kleinmodige, 4. Alderdomshjemmet, 5. En Bogholder skriver til sin Mor og 6. Den gyldne Ungdomstid. 

Det er digte, der sætter ord og perspektiv på almene hverdagssituationer, f.eks. den stemning, man kan komme i på banegårde og ved togrejser:

Vi sidder alle i samme Tog
og rejser tværs gennem Tiden.
Saa kigger vi ud. Vi har læst vor Bog.
Vi kører alle i samme Tog.
Hvor langt? Dér glipper vor Viden.

Kästners digte i Lyrische Hausapotheke er henvendt til alle, men og selvfølgelig ikke mindst til værdigt trængende i lidelse og sorg. Helt den samme model, som Elsa Gress udvalgte digte efter til den poetiske postil. 

Man behøver ikke at bruge hele indholdet, eller noget af det overhovedet, fra hverken Elsa Gress’ eller Erich Kästners forslag til til et lyrisk husapotek. Ideen er imidlertid til at bruge. Siden jeg var 17 år gammel har jeg læst digte og har faktisk, uden helt selv at være klar over det, efterhånden fået opbygget et lyrisk husapotek. 

Ikke mindst i de senere år er jeg gang på gang vendt tilbage til bestemte digte, måske for at få trøst og håb i vanskelige og tunge situationer, måske for at få et nyt perspektiv på følelser og tanker, som jeg ikke kunne komme ud af. Eller også har jeg hentet digte fra det lyriske husapotek for at finde udveje, som jeg selv var blind for, eller for at finde forklaringer, der skjulte sig for mig, og for at høste indsigter, som digtere på tværs af tid og sted, generøst tilbød mig. 

Igennem årene har jeg fået samlet mig et lyrisk husapotek, bestående af helt forskellige digtere fra alverdens lande og alle tider. Og mit lyriske apotek vokser heldigvis til stadighed. Sjovt nok senest i forbindelse med endnu et besøg på Møn, hvor jeg jo også mødte Elsa Gress. Denne gang var digteren – Gerđur Kristný – imidlertid helt levende og lysende indsigtsfuld da hun optrådte ved Verdenslitteratur på Møn, og med ét placerede en Sjælemesse blandt de livsnødvendige bøger i mit lyriske husapotek.

Hvis du har lyst til at blive lidt inspireret af mit eget lyriske husapotek, så har jeg samlet nogle få eksempler her.

Om at ligge for livet

Skriv en kommentar

Man kan ligge for døden, og »de som ligge for Døden/ formaa icke meget at røre deris Læber/ oc tale høyt,« som der står i en tekst med åndelige og gudelige tanker fra 1641. Men her ligger vi for livet og læberne rører sig mod læber, som kun de levendes læber kan. 

Det er lørdag morgen; der vågnes på rad og række. Nogen har åbnet vinduet i soveværelset så den kølige morgenluft kommer ind og afsætter gadelys på huden og lydene tegner billeder under tilsandede øjenlåg. 

At ligge for livet er bedst skildret i kunsten, som f.eks. gennem Toulouse-Lautrecs billede af to kyssende kvinder i sengen. Kysset og omfavnelsen viser, at de to kvinder ligger for livet, for de har opdaget hinanden – åh, dér er du igen som min morgen. 

Livet har igen fundet en måde at overmande dem på, som er tilpasset menneskets behov for at ligge ansigt til ansigt. Her blødgøres natten og mørket bliver tøet op og evigheden varer til langt ind i fremtiden. 

Vi ligger kun for døden én gang. Resten af tiden ligger vi for livet, og venter ikke uden grund på noget. Så kan vi kende natten, forske i solnedgangen og vende os i sengen; det er livets brølende brag: du ligger for livet.

Mærkelige ting: Fotografier

Skriv en kommentar

Hvert år bliver der taget cirka 1,2 billioner fotografier. Alene på Facebook bliver der dagligt lagt over 200 millioner fotos op. Alle disse fotografier siger ganske givet noget om vores forhold til verden omkring os. Hvad betyder det f.eks. at have en erfaring? Facebook, Instagram, Flickr o.l. giver lidt af svaret: At have en erfaring er i stigende grad identisk med at tage et foto af denne erfaring og publicere det på de sociale medier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er noget helt nyt, at fotografiet har lagt sig som et lag ovenpå alle vores oplevelser. Efter 15 år som amatørfotograf, sagde den franske forfatter Émile Zola allerede i 1901: »Du kan ikke påstå virkelig at have set noget før du har fotograferet det.«

Måske er de 1,2 billioner årlige fotografier den yderste konsekvens af denne holdning. Eller måske knytter foto-manien sig simpelthen til udviklingen af fotografiapparatets konstruktion fra selvstændigt apparat til at være en del af mobiltelefonen. Eller måske til det menneskelige behov for at kunne fastholde erindringer i en tid, hvor alt flyder forbi os i en hastig og ustoppelig strøm af nye indtryk og oplevelser. De mange fotografier kan være en slags fodaftryk og spor i ens tilværelse. 

Vi skal dog alligevel ikke så lang tid tilbage for at møde den opfattelse, at fotografier var noget mærkeligt noget, og tilmed noget farligt. De fleste har hørt historier om mennesker, der var bange for at blive fotograferet, fordi de forestillede sig, at fotografiet så at sige var en del af dem selv. Det hedder jo netop også, at der bliver taget et foto af nogen. Frygten for fotografiet knyttede sig bl.a. til at det kunne være sjælen, som på den måde blev taget.

I dag har fotografiet mistet lige netop dén form for mærkelighed. Nu er det mærkelige alt det, der rent faktisk bliver fotograferet. Alt det, som man vel kan kalde for ikke-motiver.

Men der er alligevel en slags mystik omkring gamle fotografier. Der er stadig noget mærkeligt ved et fotografi, hvor personerne på billedet er de første i slægten, der bliver fotograferet. Før sådan et billede har alt været erindring, ren erindring, der ikke kunne støtte sig til fotografier, men udelukkende til fortællinger. 

Sådan et fotografi bliver jeg selv ved med at vende tilbage til. Det blev taget d. 1. maj 1933 på Rådhuspladsen i København. Foran kanonfotografen står min farmor og farfar med deres to børn; min far og hans storbror. 

Jeg sidder og skriver dette lige efter, at jeg har været i Politikens Boghandel og netop har krydset den nye Rådhusplads. I lommen har jeg Susan Sontags bog On photography, som jeg købte i boghandlen. Jeg sætter mig på en café og læser de første sider i bogen, som tilsyneladende er skrevet om det gamle fotografi i mit familiealbum: »At tage et foto er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed, foranderlighed. Præcis ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige gang.«

Fotografiet af min far med hele familien på Rådhuspladsen kan selvfølgelig på ingen måde fremkalde en direkte erindring hos mig, som det ellers ofte er meningen med fotografier. I 1933 er der stadig næsten 25 år til min ankomst og min far er bare 7 år gammel. Jeg har kun kendt drengen på fotografiet som min far, så det er ikke nogen genkendelse i almindelig forstand, det vækker i mig. 

Men som Susan Sontag skriver, hvis vi havde et fotografi af f.eks. William Shakespeare, ville det svare til at have en splint fra Kristi kors. Mindre kan gøre det, og fotografiet er en lille del af min far fra den tid, hvor han ikke var min far og levede i en verden, som jeg aldrig selv har kendt – selv om jeg lige har stået på Rådhuspladsen i København, hvor han stod for 86 år siden.

Fra Rådhuspladsen er familien gået videre mod Fælledparken, hvor der i 1933 mødte over 100.000 mennesker op for at holde 1. maj under bannere med paroler som Mod diktatur – For Folkestyre og Landets arbejdsløse kræver arbejde. I Tyskland var Hitler næsten lige kommet til magten, og de tyske arbejderpartier blev allerede forfulgt af nazisterne. Da min far og hans familie sammen med tusindvis af andre gik over Dronning Louises Bro og videre til Fælledparken var det derfor alvorligt ment, selv om det også var festligt med slik til børnene og stjerneøl til de voksne. 

Som på ethvert fotografi vises der kun en overflade, et splitsekund af min fars liv, men det er også en invitation, fordi det ellers ubetydelige fotografi åbner et vindue mod en anden verden. Det mærkelige ved et fotografi, nyt som gammelt, er dets oprør mod tiden. Fotografiet er en tynd skive af rum og tid, som Susan Sontag skriver. Det er nærvær og fravær på én gang. Den lille dreng på billedet blev senere forvandlet til min far. Den dag på Rådhuspladsen var han imidlertid langt væk, han var opslugt af at være sin egen fars søn. Selv var jeg intetsteds, vel nærmest på samme måde, som min far i dag. 

Fotografiet viser det mest intime: det sårbare og foranderlige liv. De fire mennesker har eksisteret, selv om jeg kun husker min farmor gennem fortællinger om hende, og aldrig har mødt min farfar, der døde af tuberkulose længe inden min ankomst. Og min farbror så vi ikke ret meget til. Som alle fotografier har mit gamle foto imidlertid stabiliseret det, der kun har eksisteret i bevægelse og forbigående. Billedet viser, at vi kun er besøgende.

En stille og langsom bog

Skriv en kommentar

I min ferie, både under fodtur og togrejse, har jeg læst Niels Jørgen Cappelørns seneste bog At leve i nuet og gå glip af evigheden. Dén bog er god at have med sig, fordi den på det nærmeste tvinger én til at stoppe op, bevæge sig langsomt og være stille. Og hvad andet end at leve langsomt skulle man da også foretage sig i ferien? Som Cappelørn skriver, er det imidlertid ikke helt ufarligt at få god tid: »For så kan man risikere at høre sine egne eftertanker og komme til at overveje, om der var mening og sammenhæng, da det gik travlt til«.

Niels Jørgen Cappelørn har været professor i Søren Kierkegaard Studier. Det viser sig at være blevet til et slægtskab når en af bogens små tekster f.eks. lyder:

»Man skal ikke pjatte med livet, ikke
bortforklare smerten i sjælen, ikke
fortone følelsen af tab og mening,
aldrig undskylde skylden

Man skal ikke borthøvle tilværelsens
knuder og knaster, men i stedet tage
livet på ordet, og det er at tage det
alvorligt, som det er«

Cappelørns bog består af petitgrammer, der er et genrebegreb, som forfatteren selv har opfundet. De knækkede linjer indikerer derfor ikke, at der er tale om digte, men om et kort-format med sansninger, eftertanker, aforismer og meditationer, præcist skrevet og så skrapt tænkt, at de snitter det vigtige ud i den tydeligste form. Ingen omveje, ikke noget overflødigt, ikke noget flødeskum, men lutter essens: 

»At leve er ikke at sikre sig;
det er at investere sig

Livet er ikke en sikker gang på stedet;
det er en risikabel affære på vej fra dag til dag«

At leve i nuet og gå glip af det evigeer en stille og insisterende samling tekster, der kræver langsom læsning. Ingen fjendebilleder, bandeord og store besværgelser af modstandere, men en selvsikker og ydmyg tro på tænkningens klare lys, som vi kun kan dele: »Tænkningen er aldrig fuldført og tilendebragt, men altid undervejs til ny erkendelse og til dybere indsigt«.

Sådan lyder de første ord i bogen. Der er budt op til med-tænkning og åben eftertanke, for at kunne nå til dybere indsigt. En form for tænkning og eftertanke, der måske ikke fører til sjov og demonstrativ glæde af den slags, der giver status på de sociale medier, men til en glæde, »jeg kan føle, selv om jeg er ked af det«. 

Dybdetid og trætid

Skriv en kommentar

Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Men I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.

Der er fortid, nutid og fremtid. Grammatikalsk er der selvfølgelig også førnutid, førdatid osv. Og så er der dybdetid og trætid, som dog ikke har noget at gøre med de regler, der bestemmer sammensætningen af sprogets ord, sætninger m.m. Dybdetid og trætid er en slags eksistentiel tid, der viser ud over det menneskelige, og dermed nærmest også sprænger rammerne for, hvad der sprogligt kan tales om. For mit eget vedkommende fik jeg imidlertid sat de bedste ord på de to tider ved at læse C.Y. Frostholms bog “Træmuseet”, der har meget at sige om både dybdetid og trætid. 

Bøger kan være gode af mange forskellige grunde. “Træmuseet” er god af flere forskelle grunde på én gang. Det er umuligt at definere bogen, som enten roman, essay, erindring, fortælling eller hvad genren nu kunne være. Selv har jeg hørt Frostholm beskrive bogen som en essayfortælling. Netop det ubestemmelige og det uforudsigelige, det at teksten bevæger sig frem, tilbage, snor sig om sig selv, kommenterer verden, kommenterer sig selv – alt dette har for mig betydet, at “Træmuseet” blev en meget intens ny-oplevelse af både verden omkring mig og af tiden; to størrelser, som man jo ellers tror at kende ret godt. 

Den amerikanske forfatter Susan Sontag (1933 – 2004) blev i 1979 interviewet til Rolling Stone Magazine. Her sagde hun: “Man er ikke verden, verden er ikke identisk med én, men man er i den og giver den sin opmærksomhed (…) For jeg er meget imod den her solipsistiske forestilling om, at det hele er inde i hovedet. Det er det ikke, der er virkelig en verden, som er lige dér, hvad enten man er i den eller ej.”

Det er netop dén verdensopmærksomhed, der binder de 568 sider i “Træmuseet” sammen. C.Y. Frostholm rejser rundt i verden ikke mindst for at opsøge gamle træer. Fortællingen om nogle af verdens ældste træer bliver derpå en dyb fortælling om forfatteren selv, om os som mennesker og om verden som det sted, der er os givet.

Engang var det betryggende for mennesker at tænke, at jorden var skabt for vores skyld, og at verdens tid, var den samme som menneskets. Nu er det snarere “den dybe tid”, hvori vi bare er et sandskorn, vi må klynge os til: At verden nok skal overleve uden os.
(C.Y. Frostholm: Træmuseet, s. 423)

I “Træmuseet” skriver C.Y. Frostholm om mennesker og træer, og om deres mulige forhold: “Træer kan være så store, at man ikke ser dem. Man står for foden af dem, beundrer deres stamme, men lægger kun sjældent nakken tilbage, og end ikke da kan man rigtigt overskue kronen. Man oplever dem kun i brudstykker, ser ned på jorden, samler et blad op.” (s. 30)

Sådan tror jeg også man kan sige om tiden. Netop dét er noget af det centrale i Frostholms store værk. Vi oplever ikke træernes tid som andet end en gentagelse: de står der hver gang vi kommer forbi. Men der er mere gemt i trætiden. 

Danmarks ældste træ er Kongeegen i Jægerspris Nordskov. Den er 1500-2000 år, et tidsperspektiv som vi også kun oplever i brudstykker, nærmest som at samle et blad op. Hverken træernes krone eller deres tid kan vi helt overskue. I den sydsjællandske skov, hvor vi går tur, er der træer med rødder flere hundrede år tilbage i tiden. Efter at have læst “Træmuseet” ser vi på disse træer, som andet end bare et træ i skoven. Og det er her, at forestillingen om dybdetid er kommet ind gennem Frostholms bog. Et sted i bogen skriver han om den amerikanske fotograf Rachel Sussmans store bog “The Oldest Living Things in the World”. 

Thujaer i parken ved Fuglsang på Lolland. Denne Thuja er ganske vist ikke nær så gammel, som de træer der fortælles om i “Træmuseet” og “The Oldest Things in the World”. I parken ved Fuglsang er det dog alligevel som at gå ind i en trækatedral, og man får fornemmelsen af både trætiden og dybdetiden.

Sussman har rejst rundt i verden og taget billeder af de ældste levende ting. Hendes ramme var, at de skulle være mindst 2000 år gamle, for at kvalificere sig til deltagelse. Her falder vores lokale træer for ungdomsgrænsen. Selv Kongeegen i Jægerspris er lige på grænsen, selv om den muligvis begyndte at skyde på samme tid, som Bethlemensstjernen annoncerede Kristi fødsel. Men bare på den anden side af Øresund har Rachel Sussman fundet en repræsentant for de ældste levende ting i verden.

I Darlarna i Sverige findes en gran, der er 9.550 år gammel. Allerede her, ikke engang 10.000 år før vores liv i dag, mister man en god del af den sammenhængende tidsforståelse, der ellers holder sammen på ens livsforståelse. Måske er det en slags kronofobi, der griber én, frygten for tidens gang. 

Forfatteren Vladimir Nabokov (1899 – 1977) beskrev kronofobien i “Min europæiske ungdom”, hvor en ung mand næsten bliver panikslagen, da han for første gang ser nogle hjemmelavede filmoptagelser fra tiden før hans fødsel. Han indser, at han overhovedet ikke eksisterede på det tidspunkt, altså en slags omvendt dødsangst; en angst knyttet til tiden før ens eksistens. 

I Rachel Sussmans bog om de ældste levende ting er det ikke kun ens egen fraværstid, man møder, men civilisationernes, menneskets, historiens og nærmest den forståelige verdens fraværstid. Jo, verden var der selvfølgelig, i dén grad var den der, og i Sussmans bog er der netop billeder af livets repræsentanter i det, vi med rimelighed kan kalde for dybdetiden. 

Men den tidsrejse, hun bringer os ud på, kræver noget. Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af f.eks. den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Eller de 100.000-årige havgræsmarker ved Spanien, for slet ikke at tale om den absolut ældste levende ting, nemlig den sibiriske actinobacteria med en alder på mellem 400.000 – 600.000 år. 

Perhaps, looking through the eyes of these ancient beings, and connecting with the deepest of deep time, we can borrow their bigger picture and adopt a longer view. I can’t think of a single problem in the world that wouldn’t benefit from the perspective of long-term thinking.
(Rachel Sussman: The Oldest Living Things in the World, s. xxxiii)

Alle Rachel Sussmans levende ting er DNA baseret og viser, at livet er meget andet end menneskelivet – meget mere. Liv er ikke kun menneskeliv, det ved vi godt, det leves ikke eksklusivt af mennesket. Men vi har svært ved at tænke og forstå noget andet liv end menneskelivet. 

Både C.Y. Frostholms “Træmuseet” og Rachel Sussmans “The Oldest Living Things in the World” er tanke- og følelsesprovokerende. Centralt i begge bøger står det ikke-menneskelige. Træerne står der, når vi går tur i skoven. I virkeligheden kan de bevæge sig over århundreder, hvis det skulle blive nødvendigt for overlevelse. Og Sussman giver 31 eksempler på levende ting, som var der for mellem 2000 og 600.000 år siden, og som er der nu, i dag. 

Vi mennesker har omkring 70-80 år til at opleve disse tavse tidsrejsende. Som mennesker er vi grebet og tvunget af øjeblikket, men bare en tur i den lokale skov kan forbinde os med de ikke-menneskelige tidsrejsende og deres uforståelige organismer. Vores personlige, og i sammenligning korte tidsrejse, mister ikke betydning eller værdi, fordi den nærmest foregår her og nu. I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.

Livsbilleder

2 svar

Sanserne er omgivelsernes vej til mennesket, eller den ydre virkeligheds vej til den indre virkelighed. Netop derfor advarede den franske filosof René Descartes (1596-1650) imod ubetinget at tro på sanserne, for de kan snyde os: “jeg troede lige jeg så…”, “det lød som noget helt andet…”, “det føltes som om…”. Vi bliver konstant snydt af sanserne; eller er det virkeligheden, der snyder os? Det skal vi ikke tale om her, blot slå fast, at det er i mødet mellem vores opmærksomhed og det materiale, som sanserne sender til os, at virkeligheden bliver til.

Christen Dalsgaard (1824-1907) »Mon han dog ikke skulle komme?« (1879) Den Hirschsprungske Samling

En sansning kan være hurtig, momentan og overfladisk – man kan bruge den til umiddelbart at orientere sig i verden. Og så er der sansninger, der rumler af psykologisk dybde. Den danske maler Christen Dalsgaard (1824-1907) var en mester i at male sansende mennesker, hvor sansningen så at sige havde grebet hele personen. Et af disse malerier hænger på Den Hirschsprungske Samling i København og hedder »Mon han dog ikke skulle komme?« fra 1879.

Fra det mørke indre i et bondehus ser vi en ung kvinde i døråbningens lys, med aftenlandskabet i baggrunden. Kvinden er den personificerede sansning, det inkarnerede blik. Hendes øjne, som vi ikke kan se direkte, definerer hele hendes skikkelse i en bevidsthedsfraværende positur, der nødvendigvis må fremtvinge en større historie. Det er så udtryksfuld sansning, at man nærmest ikke kan lade være med at fortælle videre – om noget, der ligger uden for billedet.

Det talende blik skræpper ikke op som munden ofte gør. Det talende blik taler med tavshedens eminente præcision. Hele dette maleri er bygget op omkring den unge kvindes sansende blik, og gør det til et maleri af noget, som vi ikke kan se. Hverken hendes øjne kan vi se, eller det, som øjnene kikker efter. Det vigtigste ligger et andet sted. Kvinden er ét med sansningen af den vej, som hun følger med blikket, sikkert ned til det første sving, hvor hendes kæreste skal dukke frem. Der skjuler sig antydningen af uro i kvindens kropsliggjorte blik, ikke angst eller uhygge, ikke frygt for en ulykke, men den kropslige uro, som spændt venten kan resultere i, og som paradoksalt nok ofte låser kroppen fast i en næsten ubevægelig positur, f.eks. med strikkepinden distræt i munden. Hun er så sansende optaget gennem blikket, at hun af lutter opmærksomhed nærmest er blevet en del af den vej, som hun kikker på.

Christen Dalsgaard var en mester i at male mennesker, der næsten er ren syns-sansning. Mange af de skikkelser, han malede, “ser” på en måde med hele deres krop, så selv om vi ikke kan se deres øjne, så oplever vi deres sansning ved at se på deres krop, siddende, stående og ofte helt faldet i staver, eller fraværende opmærksom, som kvinden her på billedet.

Kunsthistorikeren Julius Lange (1838-1896) kaldte Dalsgaards billeder for livsbilleder, fordi de fremhæver den psykologiske dybde, som f.eks. en synsansning kan fremkalde i et menneske. Maleriet af den kikkende kvinde i døren synliggør nærmest en følelsesmæssig sfære omkring hende, strømmende ud fra blikkets koncentration og fokus på noget ude i verden, uden for billedet. Kvinden er et sansende øje, en øjekrop, og maleriet giver os en total-oplevelse af hendes fortid og fremtid – fanget i det seende og kikkende nu. Hvad kan denne øjekrop ikke få én til at fortælle om kvinden?

 

Kærlighedens Museum

Skriv en kommentar

På et museum er der en kustode. Det er iflg. ordbogen en person, der hæger om fortidens værdier. I vittighedstegninger ser man derfor ofte kustoder med en støvekost, i færd med at støve museets værdigenstande af. I moderne sprogbrug kan en kustode imidlertid også være en, der fastholder fortiden, som er imod forandring; sådan bruges ordet inden for politik. 

kærlighedens museum 1

Begge betydninger, at hæge om fortidens værdier og at være imod forandringer, gælder også kustoden på Kærlighedens Museum. Det er mit personlige museum, som ligger i hjertets labyrint, stuen midt for. I dag mødte jeg kustoden, ansigt til ansigt, da vi var ved at flytte lidt rundt på nogle værdigenstande i museets arkiv. Pludselig stod vi over for et gammelt nummer af lyrik-tidsskriftet Hvedekorn. Fra side 3 blinkede min daværende kæreste på den særlige måde, som viste, at hun var glad for gensynet, og det var jeg også.

Kustoden fik støvet digtene af; her var der noget at værne om, så det ikke ændrede sig. 40 år er som fra i går til i dag, og jeg gider stadig ikke sige andet end »Jeg elsker dig« til erindringen om hende. Jo, jeg ved det godt, hun døde for nogle år siden, men her på Kærlighedens Museum hviler hun ikke i de ukendtes grav. Jeg kendte hver centimeter
af hende og forsøgte at beskrive det, når hun lavede mirakler med mig:

Digtenes halvt fremstammede sætninger
glider ud mellem dine ben

Fra første gang
du åbnede dit køn imod mig
strømmede det frem

Kaldte på den orden
som linierne kan sætte
kærligheden og lysten i

Mine første digte blev optaget af Poul Borum i Hvedekorn og faldt sammen med, at jeg for første gang holdt op med at være forelsket i en kvinde, og i stedet begyndte at elske hende. For cirka 40 år siden låste hun benene omkring mig, i sengen, i skoven, i bilen, ved stranden. Vi kyssede og knaldede med en fremadrettet kraft, der stadig kan indløses som nærvær og samvær. Det er umuligt ikke at forbinde min kærlighed i dag med kraften og håbet fra hendes krop. Derfor arrangerer jeg nu igen ordene i montrerne. De er en af hovedattraktionerne på Kærlighedens Museum, de skal passes på, så de ikke mister den store betydning de havde, og som ændrende mit liv:

I et lyst oprør
trak du mig ind til dig

Glæden er jeg

Jeg genskaber hende ved at læse digtene højt. Der er det, ord kan; de kan opretholde alt det, vi har mistet, alt det, som ikke er her, men befinder sig uden for vores tidshorisont, hvor det stadig kaster betydning ind over os. Og i aften vil vi genbruge alle hendes kys på hinanden, for Kærlighedens Museum har altid åbent.