Man kan ligge for døden, og »de som ligge for Døden/ formaa icke meget at røre deris Læber/ oc tale høyt,« som der står i en tekst med åndelige og gudelige tanker fra 1641. Men her ligger vi for livet og læberne rører sig mod læber, som kun de levendes læber kan. 

Det er lørdag morgen; der vågnes på rad og række. Nogen har åbnet vinduet i soveværelset så den kølige morgenluft kommer ind og afsætter gadelys på huden og lydene tegner billeder under tilsandede øjenlåg. 

At ligge for livet er bedst skildret i kunsten, som f.eks. gennem Toulouse-Lautrecs billede af to kyssende kvinder i sengen. Kysset og omfavnelsen viser, at de to kvinder ligger for livet, for de har opdaget hinanden – åh, dér er du igen som min morgen. 

Livet har igen fundet en måde at overmande dem på, som er tilpasset menneskets behov for at ligge ansigt til ansigt. Her blødgøres natten og mørket bliver tøet op og evigheden varer til langt ind i fremtiden. 

Vi ligger kun for døden én gang. Resten af tiden ligger vi for livet, og venter ikke uden grund på noget. Så kan vi kende natten, forske i solnedgangen og vende os i sengen; det er livets brølende brag: du ligger for livet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: