Sommerferien er forbi. Ude på virksomhederne skal der igen ledes. Lederne skal forandre, omstrukturere, innovere, maksimere, anerkende, nedskærer, omlægge, motivere m.m. Frem for alt skal lederne igen til at finde løsninger på alle de problemer, som dårlig ledelse og patologiske arbejdsvilkår resulterer i hos medarbejderne, bl.a. sygdom, nedslidning, stress og manglende motivation. 

Virksomhedernes nedbrydning af den såkaldte “menneskelige ressource” er et problem, som ledelsesteorierne tilsyneladende ikke kan finde en løsning på, og som afslører en fatal kløft mellem etik og management. Ikke så få ledelsesteorier går således mere eller mindre direkte ud på at sløre de alvorlige konsekvenser af denne kløft.  

Her skal der ikke refereres til specifikke undersøgelser, men det er for længst dokumenteret, at stress er det reelle i arbejdslivet for mange mennesker, at det moderne arbejdsmarked ofte skaber både psykiske og fysiske problemer hos medarbejderne. Hermed fjernes den motivation og arbejdsglæde, som ellers skulle resultere i gode resultater for virksomhederne. Stress trænger sig ind på stort set enhver virksomhed, og er i dag nærmest defineret som en folkesygdom. Det er næsten umuligt at holde sig på afstand af stressende arbejdsvilkår, selv om alle ved hvor ødelæggende de er for krop og sjæl.

En del af ledelsesteoriernes rationale er at omskrive potentielt stressende arbejdsvilkår til at være tegn på en spændende, motiverende og udfordrende arbejdskultur. Lige omkring sommerferiens afslutning så jeg således tilfældigvis en jobannonce, der netop præsenterede nogle arbejdsvilkår, som forskningen viser er direkte stressfremkaldende. I jobannoncen blev de imidlertid præsenteret som vilkår for et job fyldt med spænding og muligheder for motiverende arbejdsglæde i hverdagen. 

I jobannoncen stod der, at hvis nogen siger “omskiftelig og til tider uforudsigelig hverdag,” tænker I (altså dem, der ville søge jobbet), “herligt – det bliver aldrig kedeligt”. Det lyder måske uskyldigt, men begreberne “omskiftelig” og “uforudsigelig” lover ikke kun variation og sund afveksling i arbejdslivet, men en grænseoverskridende dynamik, der øger risikoen for stress hos medarbejderne.

Bag de tilforladelige ord kan der gemme sig arbejdsvilkår, hvor du ikke kender din opgave når du møder ind om morgenen, hvor du kan blive smidt ud i opgaver, som du ikke har faglige kompetencer til at løse, hvor du ikke har mulighed for at forberede dig på en kvalificeret måde, hvor den næste arbejdstime lige netop er “uforudsigelig” og virksomheden generelt er under konstant omstrukturering. Samlet set en arbejdsdag uden struktur og gennemskuelighed, uden tryghedszoner og med en organisationskultur, hvis fremherskende kendetegn og selvforståelse er konstant forandring. 

Jobannoncen omtaler imidlertid disse arbejdsvilkår i et ny-sprog med forventningen om, at medarbejderne vil opleve f.eks. uforudsigelighed i hverdagen som en “herlig” modvægt til kedsomhed. Sagen er bare, at netop dette flydende arbejdsliv er den direkte vej til stress. Jobannoncen perverterer sandheden og viser hvilken afstand der er mellem etik og management.

Men så er der jo altid stresshåndtering at falde tilbage på, hvis medarbejderen ikke kan tåle mosten. Virksomhederne der stresser medarbejderne, abonnerer på andre virksomheders kurser i stresshåndtering og coaching af stressede medarbejdere. Når den nye medarbejder, der får jobbet med de omskiftelige og uforudsigelige hverdage, bryder sammen, så venter et kursus eller et coachingforløb, som skal gøre medarbejderen i stand til at vende tilbage til det job, som skabte den stressende hverdag. 

Den slags kursus- og coachingforløb i stresshåndtering udtrykker den centrale ideologi bag arbejdsmarkedet i dag. Først præsenterer den moderne ledelsesteori psykologisk og eksistentielt pres på medarbejderne, som lutter positive udfordringer, spændende arbejdsdage og muligheder for personlig vækst. Bryder medarbejderne alligevel sammen med stress så overtager stress-coachen opgaven med at få dem indpasset og gentilpasset de selv samme vilkår, som resulterede i stress. 

Undertiden er det fristende at bruge den marxistiske kliché om opium for folket, som beskrivelse af moderne ledelsesteori og stresshåndtering.

Der er tale om en slags glidecreme, som skal mindske friktionen mellem medarbejder og arbejdsvilkår. Mange ledelsesteorier og metoder til stresshåndtering skal få virksomhedens medarbejdere til, mest gnidningsfrit, at kunne deltage i arbejdslivets afsindige tempo og patologiske organisering, mens de samtidig formår at opretholde en nogenlunde mental sundhed. 

Stresshåndtering og forkromet medarbejdercoaching er blevet en god medspiller på ledelsesgangen, hvor der behændigt manipuleres med stress, frygt og ængstelse. Adspurgt ville den ledelse som stod bag ovennævnte jobannonce nok sige, at jobbeskrivelsen afspejler det, som udviklingen kræver. Ud fra en effektivitetsbetragning ved vi, at dét i hvert fald ikke passer. Stressede medarbejdere er ikke effektive. Ud fra en faglig betragtning ved vi også, at stressede, fortravlede og pressede medarbejdere heller ikke er innovative. 

Måske er det simpelthen bare dårlig ledelse, der bygger på en fordummende ideologisk overbevisning om, at hvis etikken bøjes lidt i den gode sags tjeneste, så kommer der mere profit, og bare man giver medarbejderne coaching og kurser i stresshåndtering, så går smerten væk. Ingen af delene er korrekt, og afslører bare en perfid alliance mellem de virksomheder, der stresser medarbejderne og de virksomheder, der tilbyder disse medarbejder stresshåndtering og coachingforløb. 

I virkeligheden burde enhver stresscoach og ethvert kursus i stresshåndtering have en etisk forpligtelse til også at rette blikket mod de virksomheder, som skaber de stressede medarbejdere. I stedet sker det modsatte i en form for symbiose: De står sammen om at gøre stress til et problem for den enkelte medarbejder, der bare skal have hjælp og behandling, for at kunne klare vilkårene på arbejdspladsen. Der er tale om en fælles uetisk og ideologisk beskyttelse af dem, som skaber stressede mennesker.