Hvert år bliver der taget cirka 1,2 billioner fotografier. Alene på Facebook bliver der dagligt lagt over 200 millioner fotos op. Alle disse fotografier siger ganske givet noget om vores forhold til verden omkring os. Hvad betyder det f.eks. at have en erfaring? Facebook, Instagram, Flickr o.l. giver lidt af svaret: At have en erfaring er i stigende grad identisk med at tage et foto af denne erfaring og publicere det på de sociale medier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er noget helt nyt, at fotografiet har lagt sig som et lag ovenpå alle vores oplevelser. Efter 15 år som amatørfotograf, sagde den franske forfatter Émile Zola allerede i 1901: »Du kan ikke påstå virkelig at have set noget før du har fotograferet det.«

Måske er de 1,2 billioner årlige fotografier den yderste konsekvens af denne holdning. Eller måske knytter foto-manien sig simpelthen til udviklingen af fotografiapparatets konstruktion fra selvstændigt apparat til at være en del af mobiltelefonen. Eller måske til det menneskelige behov for at kunne fastholde erindringer i en tid, hvor alt flyder forbi os i en hastig og ustoppelig strøm af nye indtryk og oplevelser. De mange fotografier kan være en slags fodaftryk og spor i ens tilværelse. 

Vi skal dog alligevel ikke så lang tid tilbage for at møde den opfattelse, at fotografier var noget mærkeligt noget, og tilmed noget farligt. De fleste har hørt historier om mennesker, der var bange for at blive fotograferet, fordi de forestillede sig, at fotografiet så at sige var en del af dem selv. Det hedder jo netop også, at der bliver taget et foto af nogen. Frygten for fotografiet knyttede sig bl.a. til at det kunne være sjælen, som på den måde blev taget.

I dag har fotografiet mistet lige netop dén form for mærkelighed. Nu er det mærkelige alt det, der rent faktisk bliver fotograferet. Alt det, som man vel kan kalde for ikke-motiver.

Men der er alligevel en slags mystik omkring gamle fotografier. Der er stadig noget mærkeligt ved et fotografi, hvor personerne på billedet er de første i slægten, der bliver fotograferet. Før sådan et billede har alt været erindring, ren erindring, der ikke kunne støtte sig til fotografier, men udelukkende til fortællinger. 

Sådan et fotografi bliver jeg selv ved med at vende tilbage til. Det blev taget d. 1. maj 1933 på Rådhuspladsen i København. Foran kanonfotografen står min farmor og farfar med deres to børn; min far og hans storbror. 

Jeg sidder og skriver dette lige efter, at jeg har været i Politikens Boghandel og netop har krydset den nye Rådhusplads. I lommen har jeg Susan Sontags bog On photography, som jeg købte i boghandlen. Jeg sætter mig på en café og læser de første sider i bogen, som tilsyneladende er skrevet om det gamle fotografi i mit familiealbum: »At tage et foto er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed, foranderlighed. Præcis ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige gang.«

Fotografiet af min far med hele familien på Rådhuspladsen kan selvfølgelig på ingen måde fremkalde en direkte erindring hos mig, som det ellers ofte er meningen med fotografier. I 1933 er der stadig næsten 25 år til min ankomst og min far er bare 7 år gammel. Jeg har kun kendt drengen på fotografiet som min far, så det er ikke nogen genkendelse i almindelig forstand, det vækker i mig. 

Men som Susan Sontag skriver, hvis vi havde et fotografi af f.eks. William Shakespeare, ville det svare til at have en splint fra Kristi kors. Mindre kan gøre det, og fotografiet er en lille del af min far fra den tid, hvor han ikke var min far og levede i en verden, som jeg aldrig selv har kendt – selv om jeg lige har stået på Rådhuspladsen i København, hvor han stod for 86 år siden.

Fra Rådhuspladsen er familien gået videre mod Fælledparken, hvor der i 1933 mødte over 100.000 mennesker op for at holde 1. maj under bannere med paroler som Mod diktatur – For Folkestyre og Landets arbejdsløse kræver arbejde. I Tyskland var Hitler næsten lige kommet til magten, og de tyske arbejderpartier blev allerede forfulgt af nazisterne. Da min far og hans familie sammen med tusindvis af andre gik over Dronning Louises Bro og videre til Fælledparken var det derfor alvorligt ment, selv om det også var festligt med slik til børnene og stjerneøl til de voksne. 

Som på ethvert fotografi vises der kun en overflade, et splitsekund af min fars liv, men det er også en invitation, fordi det ellers ubetydelige fotografi åbner et vindue mod en anden verden. Det mærkelige ved et fotografi, nyt som gammelt, er dets oprør mod tiden. Fotografiet er en tynd skive af rum og tid, som Susan Sontag skriver. Det er nærvær og fravær på én gang. Den lille dreng på billedet blev senere forvandlet til min far. Den dag på Rådhuspladsen var han imidlertid langt væk, han var opslugt af at være sin egen fars søn. Selv var jeg intetsteds, vel nærmest på samme måde, som min far i dag. 

Fotografiet viser det mest intime: det sårbare og foranderlige liv. De fire mennesker har eksisteret, selv om jeg kun husker min farmor gennem fortællinger om hende, og aldrig har mødt min farfar, der døde af tuberkulose længe inden min ankomst. Og min farbror så vi ikke ret meget til. Som alle fotografier har mit gamle foto imidlertid stabiliseret det, der kun har eksisteret i bevægelse og forbigående. Billedet viser, at vi kun er besøgende.