Fredrik Bajer blev født i landsbyen Vester Egede, ikke langt fra min lille ø her i det sydsjællandske. Det er nok de færreste der ved, hvem Fredrik Bajer er, men netop i dag er der faktisk god grund til at genopfriske historien. I dag blev Nobels Fredspris nemlig uddelt og i år gik den til Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. For 111 år siden, i 1908, var det imidlertid Fredrik Bajer, fra Vester Egede, der som den hidtil eneste dansker, fik Nobels Fredspris.
Fredrik Bajer blev født i 1837 og døde i 1922. På alle måder er han et af de mennesker, der er grund til at huske. Han levede i urolige tider, som vi vel også gør i dag, og efter at have deltaget som løjtnant i krigen mod Preussen (i 1864) tog han en afgørende beslutning om at engagere sig i arbejdet for freden. Han trådte derfor ud af hæren og kastede sig over løsningen af samtidens alvorligste problemer med et engagement så man kunne ønske sig, at han stadig var iblandt os.
Skulle Fredrik Bajer finde på at dukke op i dag – bare for at se, hvordan vi havde forvaltet hans politiske og moralske arv – så ville han snart opdage, at det med freden stadig har trange kår. I sin tid var han hovedmanden bag bl.a. Dansk Fredsforening og Verdensfredsbureauet i Bern i Schweiz. Han deltog i de store verdensfredskongresser og var engageret i næsten alt det vigtigste internationale fredsarbejde, og hans betydning for dette arbejde afspejlede sig i tildelingen af Nobels Fredspris i 1908. Derfor var det en enorm skuffelse for Fredrik Bajer, at 1. verdenskrig alligevel brød ud i 1914. Jeg tror ikke hans skuffelse ville være mindre, hvis han tog et kik på nutidens urolige og voldsplagede verden. Ville han overhovedet kunne forstå, at en verden med så mange muligheder, alligevel fortaber sig i umenneskelighed, undertrykkelse, krige og vold?

Fredrik Bajer blev gift med Matilde Schlüter, og sammen stiftede de Dansk Kvindesamfund i 1871, og var begge meget aktive i kampen for ligestilling og social retfærdighed. De var tidligt ude fra familien Bajer, for nu – omkring 150 år senere – er spørgsmålet om fred, ikke-vold, social lighed og retfærdighed stadig aktuelt, og det gælder desværre også ligestillingssagen.
Nu skal man ikke være demonstrativt pessimistisk sådan en dag, hvor Nobels Fredspris bliver uddelt. Betydningen af fortsat insisteren på, at der skal sættes (stor) pris på fredsarbejdet, kan ikke overvurderes.
Fredrik Bajer var pacifist, fortaler for ikke-vold og fredelige løsninger på konflikter, samarbejde og gensidig respekt, trods modsætninger. Sådan var den i dag næsten ukendte mand fra Vester Egede.
Det er nødvendigt at blive ved med at huske ham, nævne ham, huske på hvad ikke-vold betyder, huske på fredens nødvendighed, retfærdighedens betydning og ligestillingens moralske overlegenhed. Mange ting har ændret sig siden Fredrik Bejer fik Nobels Fredspris i 1908; men ikke nødvendigheden af at sætte pris på freden og retfærdigheden. Derfor siger vi tillykke til dagens modtager af Nobels Fredspris, Etiopiens premierminister Abiy Ahmed.