Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Men I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.


Der er fortid, nutid og fremtid. Grammatikalsk er der selvfølgelig også førnutid, førdatid osv. Og så er der dybdetid og trætid, som dog ikke har noget at gøre med de regler, der bestemmer sammensætningen af sprogets ord, sætninger m.m. Dybdetid og trætid er en slags eksistentiel tid, der viser ud over det menneskelige, og dermed nærmest også sprænger rammerne for, hvad der sprogligt kan tales om. For mit eget vedkommende fik jeg imidlertid sat de bedste ord på de to tider ved at læse C.Y. Frostholms bog “Træmuseet”, der har meget at sige om både dybdetid og trætid. 

Bøger kan være gode af mange forskellige grunde. “Træmuseet” er god af flere forskelle grunde på én gang. Det er umuligt at definere bogen, som enten roman, essay, erindring, fortælling eller hvad genren nu kunne være. Selv har jeg hørt Frostholm beskrive bogen som en essayfortælling. Netop det ubestemmelige og det uforudsigelige, det at teksten bevæger sig frem, tilbage, snor sig om sig selv, kommenterer verden, kommenterer sig selv – alt dette har for mig betydet, at “Træmuseet” blev en meget intens ny-oplevelse af både verden omkring mig og af tiden; to størrelser, som man jo ellers tror at kende ret godt. 

Den amerikanske forfatter Susan Sontag (1933 – 2004) blev i 1979 interviewet til Rolling Stone Magazine. Her sagde hun: “Man er ikke verden, verden er ikke identisk med én, men man er i den og giver den sin opmærksomhed (…) For jeg er meget imod den her solipsistiske forestilling om, at det hele er inde i hovedet. Det er det ikke, der er virkelig en verden, som er lige dér, hvad enten man er i den eller ej.”

Det er netop dén verdensopmærksomhed, der binder de 568 sider i “Træmuseet” sammen. C.Y. Frostholm rejser rundt i verden ikke mindst for at opsøge gamle træer. Fortællingen om nogle af verdens ældste træer bliver derpå en dyb fortælling om forfatteren selv, om os som mennesker og om verden som det sted, der er os givet.

Engang var det betryggende for mennesker at tænke, at jorden var skabt for vores skyld, og at verdens tid, var den samme som menneskets. Nu er det snarere “den dybe tid”, hvori vi bare er et sandskorn, vi må klynge os til: At verden nok skal overleve uden os.
(C.Y. Frostholm: Træmuseet, s. 423)

I “Træmuseet” skriver C.Y. Frostholm om mennesker og træer, og om deres mulige forhold: “Træer kan være så store, at man ikke ser dem. Man står for foden af dem, beundrer deres stamme, men lægger kun sjældent nakken tilbage, og end ikke da kan man rigtigt overskue kronen. Man oplever dem kun i brudstykker, ser ned på jorden, samler et blad op.” (s. 30)

Sådan tror jeg også man kan sige om tiden. Netop dét er noget af det centrale i Frostholms store værk. Vi oplever ikke træernes tid som andet end en gentagelse: de står der hver gang vi kommer forbi. Men der er mere gemt i trætiden. 

Danmarks ældste træ er Kongeegen i Jægerspris Nordskov. Den er 1500-2000 år, et tidsperspektiv som vi også kun oplever i brudstykker, nærmest som at samle et blad op. Hverken træernes krone eller deres tid kan vi helt overskue. I den sydsjællandske skov, hvor vi går tur, er der træer med rødder flere hundrede år tilbage i tiden. Efter at have læst “Træmuseet” ser vi på disse træer, som andet end bare et træ i skoven. Og det er her, at forestillingen om dybdetid er kommet ind gennem Frostholms bog. Et sted i bogen skriver han om den amerikanske fotograf Rachel Sussmans store bog “The Oldest Living Things in the World”


Thujaer i parken ved Fuglsang på Lolland. Denne Thuja er ganske vist ikke nær så gammel, som de træer der fortælles om i “Træmuseet” og “The Oldest Things in the World”. I parken ved Fuglsang er det dog alligevel som at gå ind i en trækatedral, og man får fornemmelsen af både trætiden og dybdetiden.

Sussman har rejst rundt i verden og taget billeder af de ældste levende ting. Hendes ramme var, at de skulle være mindst 2000 år gamle, for at kvalificere sig til deltagelse. Her falder vores lokale træer for ungdomsgrænsen. Selv Kongeegen i Jægerspris er lige på grænsen, selv om den muligvis begyndte at skyde på samme tid, som Bethlemensstjernen annoncerede Kristi fødsel. Men bare på den anden side af Øresund har Rachel Sussman fundet en repræsentant for de ældste levende ting i verden.

I Darlarna i Sverige findes en gran, der er 9.550 år gammel. Allerede her, ikke engang 10.000 år før vores liv i dag, mister man en god del af den sammenhængende tidsforståelse, der ellers holder sammen på ens livsforståelse. Måske er det en slags kronofobi, der griber én, frygten for tidens gang. 

Forfatteren Vladimir Nabokov (1899 – 1977) beskrev kronofobien i “Min europæiske ungdom”, hvor en ung mand næsten bliver panikslagen, da han for første gang ser nogle hjemmelavede filmoptagelser fra tiden før hans fødsel. Han indser, at han overhovedet ikke eksisterede på det tidspunkt, altså en slags omvendt dødsangst; en angst knyttet til tiden før ens eksistens. 

I Rachel Sussmans bog om de ældste levende ting er det ikke kun ens egen fraværstid, man møder, men civilisationernes, menneskets, historiens og nærmest den forståelige verdens fraværstid. Jo, verden var der selvfølgelig, i dén grad var den der, og i Sussmans bog er der netop billeder af livets repræsentanter i det, vi med rimelighed kan kalde for dybdetiden. 

Men den tidsrejse, hun bringer os ud på, kræver noget. Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af f.eks. den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Eller de 100.000-årige havgræsmarker ved Spanien, for slet ikke at tale om den absolut ældste levende ting, nemlig den sibiriske actinobacteria med en alder på mellem 400.000 – 600.000 år. 

Perhaps, looking through the eyes of these ancient beings, and connecting with the deepest of deep time, we can borrow their bigger picture and adopt a longer view. I can’t think of a single problem in the world that wouldn’t benefit from the perspective of long-term thinking.
(Rachel Sussman: The Oldest Living Things in the World, s. xxxiii)

Alle Rachel Sussmans levende ting er DNA baseret og viser, at livet er meget andet end menneskelivet – meget mere. Liv er ikke kun menneskeliv, det ved vi godt, det leves ikke eksklusivt af mennesket. Men vi har svært ved at tænke og forstå noget andet liv end menneskelivet. 

Både C.Y. Frostholms “Træmuseet” og Rachel Sussmans “The Oldest Living Things in the World” er tanke- og følelsesprovokerende. Centralt i begge bøger står det ikke-menneskelige. Træerne står der, når vi går tur i skoven. I virkeligheden kan de bevæge sig over århundreder, hvis det skulle blive nødvendigt for overlevelse. Og Sussman giver 31 eksempler på levende ting, som var der for mellem 2000 og 600.000 år siden, og som er der nu, i dag. 

Vi mennesker har omkring 70-80 år til at opleve disse tavse tidsrejsende. Som mennesker er vi grebet og tvunget af øjeblikket, men bare en tur i den lokale skov kan forbinde os med de ikke-menneskelige tidsrejsende og deres uforståelige organismer. Vores personlige, og i sammenligning korte tidsrejse, mister ikke betydning eller værdi, fordi den nærmest foregår her og nu. I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: