Syrenen blomstrer, der hvor vi er. Den lilla duft lyser majnatten op. Hvordan mon det er at være en syren? Kan man stå i syrennatten, lade vinden passere, mærke duggen kilde, mens den samler sig til en dråbe? Kan man blive som den syren, vi står og kikker på, den version af celler, stofskifte og indre ligevægt? 

Kan man holde det ud i fem minutter uden at stille spørgsmål, lade natten være sin egen og mærke det syrenagtige liv i kroppen? Grønheden, lillaheden, stænglerne, rødderne, jorden; mærke, at man er en syren med blæst i bladene? 

Kan jeg mærke hvordan jeg er foldet ind i de andre syreners rodnet? Duftende, lysende af farve og tiltrækning står de ved siden af mig, så vi hvert år vokser mere og mere sammen.

Eller kan man bare klare at se på syrenen i fem minutter og så måske glemme, at man ikke er en syren, men blot en anden version af liv – det liv der står og kikker på, at syrenen blomstrer.