Facebook kommer til at ligne den såkaldte “virkelige verden” mere og mere. Nu viser en undersøgelse, at vi også skal dø på Facebook og må forholde os til denne Facebook-død. Berlingske skriver i dag om en undersøgelse, der spørger, om de døde er ved at overtage Facebook? Midt i kirketiden kan man således læse, at der indenfor de næste 50 år formentligt vil være flere døde brugere end levende på Facebook. 

Sociologists and anthropologists are increasingly turning their gaze towards the new types of ‘para-social’ relationships, and the ‘continuing bonds’.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det er nok et spørgsmål med dybere filosofiske implikationer, hvorvidt det er korrekt fortsat at kalde de døde på Facebook for “brugere”, som man gør i artiklens overskrift. Men det er der jo tid til at overveje. Det interessante er, at Facebook-himlen er ved at blive overbefolket. 

De døde brugere af livet her på kloden er også i flertal. Paleodemografer har beregnet, at godt 100 milliarder brugere af menneskelivet er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Vi har dog ikke overvejet om de døde af den grund er ved at overtage livet. Men de døde på Facebook er også mere sejlivede end de døde i livet. Ja, den digitale verden udfordrer vores sprog, og det kan faktisk godt formuleres på den måde, at de døde i cyberspace i princippet er udødelige. 

Her er vi ved det dybeste fællesmenneskelige: Vi skal dø. Det er så universelt og alligevel så individuelt, at det er svært at acceptere og tænke på. “The living are few, but the death are many.” De levende er få, de døde er mange, som det hedder i en buddhistisk fortælling om døden. Og det buddhistiske råd lyder da også, at man skal meditere over døden hver dag.

Nu skal vi så også til at meditere over vores kommende Facebook-død og overveje, hvordan vi vil banke på i Facebook-himlen. Som artiklen så præcist formulerer sagen, så rejser det et vigtigt spørgsmål. Og sådan er det jo med døden, den kan få os til at rejse en hel del vigtige spørgsmål. 

En af folkene bag undersøgelsen foreslår, at Facebook skal invitere arkæologer, historikere, arkivarer og etikere ind for at deltage i udviklingen af, hvordan man på en værdig måde kan håndterer den mængde data, som vi efterlader os i cyberspace. 

We argue that an exclusively commercial approach to data preservation poses important ethical and political risks that demand urgent consideration. We call for a scalable, sustainable, and dignified curation model that incorporates the interests of multiple stakeholders.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det, som vi i menneskelivet kalder for erindringer og minder, kaldes i cyberspace for data og digitale spor. Det ser nærmest ud som om, at vi allerede nu skal forholde os til, at vi dør to gange: I menneskelivet og i cyberlivet. Brugerne af menneskelivet og af cyberlivet lever to liv og må derfor også nødvendigvis dø to gange. I menneskelivet efterlader vi os erindringer og i cyberlivet efterlader vi os digitale spor og data. At leve parallelle liv kræver noget, både i livet og i døden. 

Hvad kan vi som hhv. levende og døde brugere af Facebook så forvente os? Vil de døde brugere i cyberspace blive næsten mere nærværende end de “rigtige” døde, på samme måde som de levende Facebook-brugere ofte virker mere levende end de kødelige mennesker i menneskeverdenen? 

Den potentielle overbefolkning af døde i Facebook-himlen kalder på eftertanke, som undersøgelsen og artiklen viser. Som altid er døden de levendes problem. Måske kan vores travlhed med at få styr på vores kommende digitale død og efterliv også kalde på travlhed med at tænke på døden, som bruger af menneskelivet – for eftertanke over døden er den bedste livseliksir, der findes. Døden får virkelig én til at tænke over livet, så måske kan Facebook-døden også få os til at tænke over vores digitale-liv, og på samme måde som den fysiske død, få os til at tænke over prioriteringer og hvad der er vigtigt – før vi dør.