Når stormfloder rammer, terrorister angriber og krige truer, er det ikke kun ukendte stednavne, fjerne lande, anonyme institutioner eller ansigtsløse personer i andre kulturer med en anden tro, der rammes. Det er mennesker, som vi tilfældigvis ikke har noget kendskab til eller bekendtskab med. Eller også har vi, fordi vi kender et menneske på det sted, hvor truslen er. Og så ændrer hele billedet sig fra at være noget tilfældigt i nyhedsstrømmen, eller blot endnu en voldsudøvelse et eller andet fjernt og ukendt sted, til at blive et sår i én selv. Verdens gang bliver med ét til noget, der også sætter spor i ens hjerte.

Jeg har en veninde i Iran. Vi har kendt hinanden i flere år efter et tilfældigt møde på Instagram, hvor hun reagerede på et opslag, jeg lavede om filosofi. Hun ved meget om filosofi, så vi begyndte at skrive sammen. Hun skriver også poesi, og har prøvet at gøre det tilgængeligt for mig på engelsk, og selvfølgelig har vi skrevet om vores forskellige liv. 

Selv om vi aldrig har mødt hinanden ansigt til ansigt, på samme måde som vi sidste år havde besøg af en anden veninde fra Instagram, Corinne fra Australien, er den iranske kvinde blevet min veninde. Trods afstanden har vi fået skabt en åben nysgerrighed for hinandens forskelligheder og fundet et fundament af enshed, der ikke lader sig ryste af, at der også er meget af hinanden, som vi ikke kan forstå.

Krisen mellem USA og Iran har min venindes ansigt. Her til morgen har jeg læst, at USA nu sender yderligere soldater til Mellemøsten på grund af krisen, hvor Iran angiveligt skulle stå bag angrebet på to olietankere i Golfen. Begge sider ser ud til at betragte optrapning og trusler som løsningen og ikke som problemet. 

Jeg er bekymret for min iranske veninde, fordi jeg mærker hendes tilstedeværelse i mit eget liv. Det er let at mærke hendes frygt, selv om afstanden er stor og forskellene mange. Hun er tæt væk. Min iranske veninde har været en lille åbenbaring for mig. Vores langdistance-venskab har vist mig, hvor lidt kendskab til hinanden, der i virkeligheden skal til, for at man kan forstå hinandens frygt – og leve med i hinandens liv.

Alle skulle kende en fra de områder af verden, der er ramt af konflikt, fattigdom og undertrykkelse eller krig og vold, for så tror jeg faktisk, at der ville være mindre af den slags. Det er selvfølgelig ren fantasi og drømmende utopi, og i 2019 er vi ikke naive, men måske alligevel håbefulde. For tænk hvor let det var for mig at genkende mennesket, det unikke og særlige i den iranske kvinde. Hun er 4.988 kilometer væk. Jeg har tjekket det på Google. Men vores personlige kontakt har snævret afstanden ind, så hendes tilstedeværelse i verden kalder på ønsket om fred og forsonlighed, så hun kan leve uden frygt.