I min ferie, både under fodtur og togrejse, har jeg læst Niels Jørgen Cappelørns seneste bog At leve i nuet og gå glip af evigheden. Dén bog er god at have med sig, fordi den på det nærmeste tvinger én til at stoppe op, bevæge sig langsomt og være stille. Og hvad andet end at leve langsomt skulle man da også foretage sig i ferien? Som Cappelørn skriver, er det imidlertid ikke helt ufarligt at få god tid: »For så kan man risikere at høre sine egne eftertanker og komme til at overveje, om der var mening og sammenhæng, da det gik travlt til«.

Niels Jørgen Cappelørn har været professor i Søren Kierkegaard Studier. Det viser sig at være blevet til et slægtskab når en af bogens små tekster f.eks. lyder:

»Man skal ikke pjatte med livet, ikke
bortforklare smerten i sjælen, ikke
fortone følelsen af tab og mening,
aldrig undskylde skylden

Man skal ikke borthøvle tilværelsens
knuder og knaster, men i stedet tage
livet på ordet, og det er at tage det
alvorligt, som det er«

Cappelørns bog består af petitgrammer, der er et genrebegreb, som forfatteren selv har opfundet. De knækkede linjer indikerer derfor ikke, at der er tale om digte, men om et kort-format med sansninger, eftertanker, aforismer og meditationer, præcist skrevet og så skrapt tænkt, at de snitter det vigtige ud i den tydeligste form. Ingen omveje, ikke noget overflødigt, ikke noget flødeskum, men lutter essens: 

»At leve er ikke at sikre sig;
det er at investere sig

Livet er ikke en sikker gang på stedet;
det er en risikabel affære på vej fra dag til dag«

At leve i nuet og gå glip af det evigeer en stille og insisterende samling tekster, der kræver langsom læsning. Ingen fjendebilleder, bandeord og store besværgelser af modstandere, men en selvsikker og ydmyg tro på tænkningens klare lys, som vi kun kan dele: »Tænkningen er aldrig fuldført og tilendebragt, men altid undervejs til ny erkendelse og til dybere indsigt«.

Sådan lyder de første ord i bogen. Der er budt op til med-tænkning og åben eftertanke, for at kunne nå til dybere indsigt. En form for tænkning og eftertanke, der måske ikke fører til sjov og demonstrativ glæde af den slags, der giver status på de sociale medier, men til en glæde, »jeg kan føle, selv om jeg er ked af det«.