Der er ikke noget ur på min stamcafé i Næstved. Ausfahrt Coffee Shop er speciel på grund af noget, som ikke er der – altså uret. Men også fordi den netop lever op til sit navn, som en slags afkørsel fra livets og samfundets overhalingsbane. Caféen er formateret til vigtige ting som samtale, diskussion, udvikling af nye bekendtskaber og idéudveksling. Alt sammen noget, som kræver langsomheden og hjertets rytme mellem to eller flere mennesker, mere end urets ensformige og tydelige udmåling af tiden.

Urets tidsmåling, er en mærkelig størrelse. Tiden går hverken hurtigere eller langsommere, bare fordi den bliver målt. Men det er som om den menneskelige livsrytme bliver accelereret, når blikket falder på et ur. Accelerationen betyder ofte, at tiden tømmes for socialt indhold, kreativitet og åndfuldhed, fordi urets gang får én til at mærke den travlhed, som den målte tid fremprovokerer. 

Et enkelt blik på uret minder én om alt det, som man burde nå. Og så er det, at man let kan miste evnen til at filosofere over meningen med det, man har så travlt med. Dét er vel det moderne menneskes sande tragedie, for det man fylder sin tid med, er jo også det, man fylder sit liv med, og så risikerer det hele at ende i den rene selvforglemmelse, som den tjekkiske forfatter Milan Kundera skriver i essayet Langsomheden: “Glemslen vinder over erindringen” når det er urets tid og travlheden der er livskompasset.

Adrenalin er blevet det moderne samfunds hormonale udtryk, som skaber eksistentiel uro, glemsel og rastløshed. Det er kamphormonet, der udløses, så vores evne til pludselig handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den rede til at yde en ekstra indsats, for at overskride både egne og andres grænser. Adrenalin er hormonet, som hos vores forfædre sikrede overlevelse i kamp og undtagelsestilstand. Det er overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi hverdagen efterhånden til forveksling ligner en undtagelsessituation. 

Min stamcafé er en slags lysning midt i det hektiske; en langsomhedens stille café; et sted man går ind for at huske og ikke for at glemme; huske hvad der er vigtigt at tænke over og tale med andre om. Derfor har vi brug for Ausfahrt Coffee Shop, hvor uret ikke hænger truende over hovedet på gæsterne. 

Caféen og dens ejer bag disken vil noget med nogen. Det manglende ur er ikke en forglemmelse, men symbolet på en invitation til gæsterne om at give sig tid til at møde hinanden, både over kaffen og over en samtale om, hvad der vil kunne gøre byen endnu bedre at bo i, hvad der vil kunne udvikle kulturen, kunsten og give de mange iværksættere nye muligheder. Men man kan også forholde sig stille og lave det, som den tyske filosof Peter Sloterdijk kalder for beundringsøvelser, som blot er det, at beundre og undre sig over, hvor meget der sker og udvikles, når mennesker begynder at tale sammen. 

I det hele taget er der en lang historisk tradition for, at cafélivet i alverdens lande har været en aktiv del af den offentlige diskussion om samfund, kultur, kunst, ideer og eksistens.

Måske tænker vi ikke længere så meget på caféer, som en vigtig del af den politiske, kulturelle, filosofiske og samfundsmæssige udvikling. Lidt ironisk bliver der talt om “Caffé latte-segmentet”, som en privilegeret gruppe, uden andet engagement i tilværelsen en spørgsmålet om det skal være havremælk eller økologisk minimælk. Men faktisk har caféerne og kaffehusene en forhistorie, som knytter dem til idéhistorien, den politiske historie, demokratiets udvikling og ikke mindst udviklingen af det vi kalder det offentlige rum, som et sted for samtale mellem borgene.

De traditionsrige amerikanske Coffee Houses er således beskrevet, som de tidligere generationers Facebook, hvor mennesker mødtes for at diskuterer ideer. Det er både rigtigt og forkert. Rigtigt fordi det var den oprindelige idé med Facebook. Forkert fordi det endte med det helt modsatte resultat. Men både de amerikanske og europæiske caféer er blevet kaldt “Det tredje sted”; hverken et fuldstændig offentligt eller fuldstændig privat rum. 

Ikke mindst de europæiske caféer var vigtige institutioner for den politiske modernitet. I overført betydning kan vi sige, at kaffen så at sige viste nye veje, væk fra det traditionelle samfund, ind i en cosmopolitisk verden. Og netop “kaffe” er en god metafor, for den udvidede, store, cosmopolitiske verden, fordi den kom fra den “nye” og nyopdagede verden. På caféerne spredte ideerne sig om den nye verden. Man diskuterede, hvad det betød, at verden pludselig blev større, at mennesker tilsyneladende ikke var så ens, som man havde antaget. 

De europæiske caféer opstod i midten af det 17. århundrede og skabte et nyt socialt rum, hvor der blev drukket kaffe fra fremmede lande, læst aviser om alle de nye opdagelser og ideer – og ikke mindst diskuteret, hvor verden skulle bevæge sig hen, midt i alt det nye.

Op gennem historien har caféer spillet en rolle for udviklingen af nye ideer, og mange har endda anset dem for farlige, fordi de tilbød rum og tid til at diskutere og udvikle forestillinger om fremtidens samfund, som brød med det traditionelle og kendte. Ingen vil komme i tanke om at kalde min stamcafé for farlig. Det farlige ville snarere være, hvis der ikke eksisterede den slags caféer. 

I dag lever vi hver især vores individuelle mikroliv i en anonym gigaverden. Derfor er det vigtigt med steder, som er formateret til den slags menneskeligt samvær og samtale, som er forudsætningen for at få ideer, finde på alternativer til det givne og modvirke ukritisk accept af det overfladiske og letkøbte – og i svære personlige situationer, møde andre mennesker, som kan tilbyde venlighed og fortynde smerte.

Når man i dag sidder ved et bord i Ausfahrt Coffee Shop er det ikke svært at forestille sig, at fortidens caféer kan have fungeret som fødselshjælper for den tidligste offentlige samtale og diskussion af nyhederne. På mange måder var det en vital tid med store forandringer politisk, religiøst, videnskabeligt, litterært og kunstnerisk i det hele taget. Caféerne var en væsentlig generator for spredningen af nyheder om disse forandringer. Ausfahrt Coffee Shop ligger i en provinsby, ikke i oplysningstidens Paris, Wien eller London. Men den har tydelige spor af den jordmoderfunktion for idéudvikling og nyhedsdiskussion, som karakteriserede tidligere tiders caféliv. 

Tidligere mødtes mennesker på caféerne på samme måde, som de endnu tidligere i historien havde mødtes i oldtidens Forum, nemlig for at tale, lytte, for at informere sig selv og diskutere ideer med andre. Det vil være en mild overdrivelse at sige, at det er den opgave, som Facebook og andre sociale medier løser i dag. Mere præcist vil det være at sige, at de sociale medier har bidraget til en ganske betydelig ødelæggelse og pervertering af denne debat- og samværsform. På den måde er Ausfahrt Coffee Shop en tidslomme. Uden ur og med en invitation til gæsterne om at gøre stedet til et aktivt rum mellem det offentlige og det private – helt som de gamle caféer var det, for at skabe en lysning, hvor alle de vigtige ting – offentlige såvel som private – kan belyses og oplyses.