Lovprisning af kærligheden

Mandag i denne uge var det Valentinsdag; de elskendes helligdag. Det giver god mening at fejre kærligheden. Det er nemlig, som den franske filosof Alain Badiou skriver: “Den overbevisning, at enhver udelukkende forfølger sin egen interesse, er … vidt udbredt i verden i dag. Kærligheden er et modbevis”. 

Filosofien har gennem historien haft meget at sige om kærlighed. F.eks. er Platons dialog Symposion en af kærlighedens helt store fortællinger. Her møder vi bl.a. kærlighedens fremkaldervæske i form af det behov for at finde sin anden halvdel, som det enkelte menneske oplever. I sin tid huggede guderne nemlig det hele menneske over i to dele, som herefter måtte lede efter hinanden. Derfor opstår kærligheden ikke fordi man finder et menneske, der er ligesom én selv. Kærligheden opstår først når man finder en, der er anderledes, men som man alligevel passer sammen med. I Platons Symposion er det den halvdel, som guderne skilte én fra, men som man passer sammen med, som to forskellige brikker i et puslespil. 

Her er er vi ved det centrale i kærligheden, som Alain Badiou skriver om i den lille og meget smukke bog, hvor alene titlen lyder som en hyldest til Valentines dag: Lovprisning af kærligheden. Badious ærinde er nemlig at undersøge, om kærlighedens essens handler om to, der bliver til én, eller om én, der bliver til to?

Det lyder måske som et forsøg på at skabe en alt for abstrakt kærlighedens matematik. Men bogen Lovprisning af kærligheden er ikke kun en naiv lovprisning af kærligheden. Faktisk begynder Alain Badiou med et citat af den franske digter Arthur Rimbaud: “Kærligheden skal genopfindes, det ved vi.” Badiou har valgt dette citat, fordi hans udgangspunkt netop er, at kærligheden er truet.

Hvad kan kærligheden være truet af i et omfang, så den ligefrem skal genopfindes, som Badiou mener? Et eksemplel fra bogens første kapitel knytter sig til begrebet dating. Han er bekymret over indholdet i de reklamer for dating, som findes alle steder. Badiou nævner nogle eksempler fra hjemmebanen i Paris, som også kan have gyldighed her i Danmark: 

“Opnå kærlighed uden risiko!” Eller “Bliv forelsket uden at blive ramt af lynet!” Han nævner også begreber som “kærlighedscoaching”, hvor en træner lover at forberede kunden på prøvelsen at skulle finde en kærlighedspartner, som det kaldes. Det svarer til mange opslag på f.eks. Instagram, som i kort og fyndig form fortæller, at du skal “Vælge dig selv!“ Eller dette: “Kærlighed betyder ikke, at du skal ændre dit liv – dit liv er dit!” Et andet af de meget anvendte kærligheds-slogans lyder: “Kærlighed er at kunne blive på sin egen banehalvdel! Eller “Kærlighed betyder ikke at mennesker skal forandre hinanden!”

Fra danske dating-sider bliver der lovet “succesgaranti”, at “online dating giver bedre fokusering”, at “der er mindre spildtid online end i det virkelige liv”, at “der er sandsynlighed for at møde en person, der ligner dig på alle niveauer (smag, traditioner, livsindsigt, religion, kultur, sociale og politiske aspekter…).” Badious pointe er, at den slags propaganda og uigennemtænkte lommepsykologi lyder som den krigspropaganda, der på et tidspunkt blev udviklet af den amerikanske hær: “Krig uden tab”. Eller hvad med de såkaldte “kirurgiske bombeangreb” under Golfkrigen? Eller endnu et amerikansk begreb om den “humane henrettelse”?

For kærlighedens vedkommende er der med Badiou grund til lidt eftertanke over forestillingen om den friktionsløse kærlighed, der annonceres for. Som han skriver: “Jeg vil mene, at denne reklamepropaganda kommer af en sikkerhedsmæssig forståelse af ‘kærligheden’. Det er kærlighed med all risks forsikring; du opnår kærligheden … efter denne omhyggelig udvælgelsesproces … kan det ikke gå galt!” Fordi, ja fordi – du bl.a. møder en ligesom dig selv og derfor med minimeret risiko for at møde Den Anden, som en alt for forskellig.

I anledning af Valentinsdag kan der være grund til at understrege, at dette naturligvis ikke er en generel beskrivelse af kærlighedens vilkår år 2022. Men Badiou peger på en tendens i vores kultur og følelsesmæssige landskab, hvor han lægger op til spørgsmålet: Hvad mistes der ved denne version af kærligheden, som ikke forudsætter bånd, bindinger og afhængighed, som prøver at undgå kærlighedsmødets uforudsigelighed, tilfældighed og indbyggede risiko for det forskellige og for overraskelsen? Hvad mistes der ved at jeg’et dyrker kærligheden, ikke som en selv-forvandling, men som varetagelse af sig selv?

Kærlighedens genstand må nødvendigvis være Den Anden. Det er netop Den Anden, der skaber livets intensitet og betydning, og derfor kan kærligheden ikke være resultatet af planlægning, nøje udvælgelse og helt uden risiko og usikkerhed. 

Den Anden skaber de åbninger, hvor der både flyder lykkelig intensitet og usikkerhed. Men først og fremmest er kærligheden rent faktisk en mulighed for at blive befriet for sig selv i den forstand, at man slipper for at være lukket inde med den værste person, man kan være lukket inde med, nemlig sig selv. 

Som Alain Badiou skriver i Lovprisning af kærligheden fører dette os “ind i hjertet af en grundlæggende erfaring af, hvad forskellen er, og i sidste ende fører den os til den erkendelse, at man kan erfare verden fra forskellens synspunkt”. Vi kan kalde kærlighed for en skabende forskel. To eller flere menneskers kærlighed skaber relationer, hvor forskellighederne bliver til et helt eget perspektiv. I kærligheden tilføres man noget ubegribeligt fra et andet menneske; noget, som man ikke kan tilføre sig selv alene eller ved egen kraft, nemlig Den Andens perspektiv.

I kærligheden påtager man sig forskellen. I kærligheden erfarer vi verden netop med udgangspunkt i forskellen, ikke kun med udgangspunkt i det ens, det identiske eller ens eget. Badiou kalder på den baggrund kærligheden for “Toerens scene”. Kærlighed handler om jeg’ets decentrering, det at opleve verden, ikke blot ud fra sit eget centrum, men ud fra Den Anden, altså den, som Badiou kalder for to’eren: “I den forstand producerer enhver kærlighed, der accepterer prøvelsen, der accepterer varigheden, der netop accepterer erfaringen af verden fra forskellens synspunkt, på sin måde en ny sandhed om forskellen.”

Det er i dette perspektiv på forskellens produktivitet i skabelsen af nye erfaringer, at kærligheden kan interessere os langt ud over kærligheden selv. Det er derfor at politik faktisk er beslægtet med kærlighed. Politik handler om fællesskaber. Om, hvad fællesskaber er i stand til at opnå; om fællesskabet er i stand til at integrere forskelligheder. Når det drejer sig om kærlighed handler det om at vide, om to er i stand til at “påtage sig forskellen og gøre den skabende.” Politikken drejer sig om at finde ud af, hvad “individerne er i stand til, når de forener sig,” som Alain Badiou skriver i Lovprisning af kærligheden.

Man skal ikke blande kærlighed og politik sammen. Noget fælles i forståelsen af hhv. kærlighed og politik er dog alligevel, hvordan forskelle kan føre til skabende samvær eller sameksistens. Samvær i kærligheden; sameksistens i det politiske fællesskab. Alle der har forsøgt sig med både kærlighed og politik ved, at i begge sammenhænge er det lykkelige udkomme betinget af, om der findes en tiltro til forskellens skabende kraft og ikke blot en mistro til denne forskel.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s