Hvis man ikke vil lære af fortiden, er der kun nutiden tilbage. Og det kan være langt mere pinefuldt at skulle lære af nutiden end af fortiden. Netop erfaringerne fra fortiden kan være instruktive i disse dage, hvor risikoen for krig i Europa har overtaget de gule breaking news fra covid-19 og pandemien.

Den 8. januar 1962, dagen efter min fem-års fødselsdag, præsenterede statsminister Viggo Kampmann en lille pjece med dommedagstitlen “Hvis krigen kommer”. Kort tid efter blev den husstandsomdelt i 1,5 millioner eksemplarer og landede i mine forældres postkasse, langt ude på landet i en vestsjællandsk landsby. Jeg ved ikke hvad mine forældre tænkte, men mange år senere fandt jeg pjecen blandt deres vigtigste efterladte papirer. Det havde været alvorligt, så de havde i hvert fald valgt at gemme anvisningerne på, hvordan man skulle forholde sig, hvis krigen kom. 

Og truslen var overhængende. Sommeren og efteråret 1961 havde været domineret af Berlin-krisen og følelsen af en kommende atomkrig var udbredt, selv om en Gallup-undersøgelse fra foråret 62 viste, at kun ganske få havde indkøbt de anbefalede nødforsyninger eller bygget et beskyttelsesrum. Senere fortalte min far, at der ude på landet havde været en forvisning om, at bomberne ikke kunne ramme, fordi der var så mørkt. Lektien fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki, blot 17 år tidligere, var allerede ved at forstøve. At håbe på beskyttelse af mørket svarede til at lukke øjnene og tro, at ingen kunne se én.

Jeg blev født i 1957, og det var heldigt, for jeg blev født lige ind i den tid, som er blevet kaldt for den længste periode med fred i Europa. Helt uproblematisk har freden dog ikke været. Der har været kold krig og masser af kriser hvor heldet, mere end den overlegne statsmandskunst, har forhindret varme krige. Blot for illustrationens skyld kan det fortælles, at det danske Civilforsvar i 1987 udgav en pjece med titlen “Om at overleve”. 

77 år uden omfattende krige i Europa, men ikke uden særdeles voldelige krigshandlinger, en atomar terrorbalance og en viden om, at der blot var få år mellem 1. og 2. Verdenskrig (der var altså ikke tale om at lære noget om fredens nødvendighed efter 1. Verdenskrig). Er dette en tryg præmis for ikke at forvente en ny krig? Uden at overdrive, uden at være negativ og pessimistisk, kan vi slå fast, at historien ikke giver noget belæg for at betragte fred som normaltilstanden. Det giver ikke nogen mening at se krig, som en undtagelsestilstand, der indtræder, når freden bryder sammen. Det er krigen der i et historisk perspektiv må betragtes som normaltilstanden. 

77 år! Der er grund til at dvæle lidt ved dette tal: 77 år! Godt to generationer, og mange kan stadig huske den seneste europæiske storkrig. Hvis vi taler om fred i et historisk perspektiv er det en uhyre skrøbelig præmis at bygge forhåbningerne om “evig fred” på. Ikke mindst når vi ser på, hvilke massive militære organisationer der i løbet af disse 77 år er blevet opbygget og det atomarsenal, som vil kunne udslette Kloden mange gange – for fredens skyld naturligvis.

Set i bagklogskabens klare lys var det i sig selv en overraskelse, at vi – og hele verden – blev så overraskede over det biologiske angreb fra covid-19. I et historisk og lægevidenskabeligt perspektiv var det både forudset og forventeligt, at der på et tidspunkt ville dukke en ny pandemi op. Lige for tiden er vi stadig så overraskede over pandemiens utidige angreb på vores frihed og suverænitet til selv at bestemme verdens gang, at vi endnu ikke er blevet overraskede over de overskrifter, der i ly af covid-19 er ved at overtage de gule breaking news, nemlig truslen om krig.

Den potentielle slagmark hedder Ukraine, to store militæralliancer rasler med våben, kører tropper i stilling, truer, lover død og ødelæggelse, garanterer gengældelse – og måske begynder krigen under vinter OL, sagde en kommentator forfærdet, som om han havde forventet, at krigen og volden ville træde tilbage for en perverteret Feel Good underholdning fra den kunstige sne i Kina. Det viser naturligvis hvor overrasket vi ville blive, “hvis krigen kommer”: Jamen, der er jo OL. 

Vi blev overrasket over pandemien, selv om den var forudset. En europæisk krig har overraskende nok ikke været forudset, men det kan dybest set kun forklares ud fra kollektive freudianske fortrængningsmekanismer. Den højt besungne fred i Europa (i 77 år!) har bygget på et gammelt og kendt romersk diktum: Si vis pacem, para bellum. Oversat fra det latinske: Hvis du vil have fred, så forbered krig.

Den fred vi har haft i 77 år, har bygget på den oplagte og kendte risiko for krig. Der har været tale om en skrøbelig sikkerhed gennem maksimal usikkerhed. Alle de faktorer, der medvirker til at producere krig har været og er til stede: voldsomme våbenkoncentrationer, atomvåben og strategier for en atomkrig i det europæiske område, gensidig afskrækkelse, terrorbalance og grundlæggende mistillid. En krig kan faktisk bryde ud selv om ingen vil den. Det er set før og en fred, der opretholdes gennem risiko for krig, må nødvendigvis være en skrøbelig fred. Det er jo skrøbeligheden, der skal sikre freden, når den bygger på risikoen for krig.

I 77 år har vi ikke haft nogen krig i Europa; dette må gentages – ikke for at berolige, men for at vise, hvor uforberedte vi tilsyneladende er på, at der nu igen kan komme krig. Hvad får os til at tro, at vi er blevet klogere siden 2. Verdenskrig, hvor vi ikke var blevet klogere siden 1. Verdenskrig? Hvis pandemien overraskede os, vil en europæisk krig chokere os. Med god grund. Pandemien kunne ikke forebygges af mennesket. Det kan en krig i princippet.

“Hvis krigen kommer” og ”Om at overleve” – to pjecer fra fredsperioden. Spørgsmål: Hvad kan overbevise om, at det ikke kan ske igen, at der en forårsdag i 2022 ligger nyt informationsmateriale i vores e-boks med titlen: “Hvis krigen kommer”? Blot fordi vi har troet at 77 år med fred betyder evig fred, og har glemt, at hverken fred eller demokrati kan vedtages én gang for alle – men er noget, der skal vedtages og efterleves dagligt.