Konstruktiv pessimisme

Man kan vælge at være optimist til det sidste; som f.eks. manden, der faldt ud ad vinduet på 20. etage. Da han passerede 8. etage, sagde han: “det går jo stadig meget godt”. I nuet havde han ret, men de fleste vil nok alligevel opfatte det, som en benægtelse af virkeligheden.

Manden, på vej forbi 8. etage, i et fatalt styrt mod jorden, kan være sindbillede på de senere års forgiftede, version af optimismen. Her handler det selvfølgelig om den professionelle politiske optimisme, der hersker trods den ultimative klimakatastrofe, som videnskaben har ganske sikker viden om vil indtræffe, hvis den forgiftede optimisme ikke erstattes af en konstruktiv pessimisme, som tager hensyn til det, vi rent faktisk ved.

Jamen, siger mange, ikke mindst politikere overalt på kloden, vi ved jo ikke med sikkerhed om der overhovedet kommer en klimakatastrofe. Og det er sådan den forgiftede optimisme fungerer. Den blinder realitetsevnen og rammer dømmekraften. Der sker en forgiftning af evnen til at se virkeligheden i øjnene, til at forstå, hvad der rent faktisk er ved at ske, og hvad der kræves af os for at undgå det, som vi med god grund kan kalde for de sidste tider

For kort tid siden leverede Martin Ågerup, direktør i tænketanken Cepos, et skoleeksempel på den forgiftede og professionelle politiske optimisme. I Politikens kronik skrev han således: “Slap nu af. Klimaforandringer er et problem – ikke en eksistentiel krise (…) Sænk skuldrene, træk vejret dybt, og look up. Verden går ikke under på fredag”. (Politiken d. 20.01.22)

Fordi det er gået godt med hensyn til menneskehedens overlevelse og fortsatte beståen i godt 200.000 år siger det ikke nødvendigvis noget om fremtiden. Som manden i faldet fra 20. etage har vi passeret 8 etage, men de sidste tider er ikke et begreb, som passer ind i det moderne menneskes (selv)bevidsthed, hvor grænser ikke findes, eller i hvert faldt ikke accepteres som andet end noget, der både skal, bør og kan overskrides for at sikre fortsat udvikling. 

Der tænkes ud fra en kriseforestilling om, at verden altid har været i en eller anden form for krise. Er den moderne verden ikke lige netop resultatet af en kontinuerlig serie af kriser, som gang på gang har transformeret alt, hvad der hidtil havde været betragtet som tradition og veletableret sandhed – uforanderlig og fast? I stedet har en kontinuerlig række af kriser konstant udfordret og omformet gamle sandheder og dermed skabt det fremskridt og den frihed, som vi i dag kan nyde kulminationen af.

Hermed forholder man sig imidlertid kun til den ene side af begrebet krise, som kommer fra det græske krino, hvilket betyder at dømme. Hermed afsløres begrebets juridiske oprindelse. En dommer må dømme; skyldig eller ikke skyldig. Mere kendt er krisebegrebet imidlertid i dets medicinske sammenhæng, hvor det også er todelt. En patient i krise når til en grænse, hvor sygdommen enten forværres eller situationen tager en ny retning mod helbredelse. 

Krisebegrebets semantik afslører både muligheden for patientens helbredelse og død. I forhold til klimaforandringerne er dette kritiske vendepunkt ved at være nået for Kloden. I 2016 skrev Stephen Hawking således, at “vi er i det mest farlige øjeblik i menneskehedens udvikling”. Og på Bulletin of the Atomic Scientists’ hjemmeside står det ikoniske dommedagsur på 100 sekunder før midnat. Dette skyldes først og fremmes truslen om en endegyldig og uoprettelig klimakatastrofe. 

Ud fra den videnskabelige viden om klimaforandringerne kunne det forventes at alverdens politiske systemer stod i kø for at implementere modtræk og strategier, der er lige så radikale som truslerne. Specielt fordi undersøgelser også viser, at meget store dele af den såkaldte vælgermasse udtrykker bekymring for verdens fremtid. En undersøgelse i fire af de store vestlige nationer (USA, England, Canada og Australien) viser således, at en majoritet på 54% vurderer, at der er mindst 50% risiko for at vores måde at leve på vil ende inden for de næste 100 år. 24% vurderer, at der er mindst 50% risiko for, at mennesket vil udslette sig selv.

Mon ikke disse tal også skal tolkes som skuffelse; politisk skuffelse over, at nutidens katastrofiske problemer bliver mødt af manglende politisk motivation til at finde og virkeliggøre reelle alternativer. Vi har med en giftig blanding at gøre: problemer, som truer mennesket med en fatal katastrofe, må naturligvis resultere i en ganske velbegrundet frygt. Denne frygt kunne imidlertid slå over i handling, hvis der eksisterede en reel smittende og inddragende politisk og etisk motivation. Men de politiske systemer har konstitueret sig som magtesløse og etisk idéforladte. Og dét må nødvendigvis resultere i en etisk skuffelse, som kan slå ud i både nihilisme og aktivisme. Den omtalte undersøgelse af befolkningernes reaktioner på klimaforandringerne analyserer derfor også befolkningernes vilje til at modgå en katastrofisk udvikling af problemerne. 

På tværs af befolkningerne i de undersøgte nationer har et stort flertal den opfattelse, at situationen er så alvorlig, at vi må ændre hele vores verdenssyn og livsform, hvis der skal være mulighed for at skabe en bedre fremtid for verden. De repræsenterer det, som i undersøgelsen kaldes for “aktivisme”.

Derefter kommer en gruppe, der opfatter verdens fremtid som så mørk, at fokus nu må rettes mod at passe på sig selv og sine nærmeste; det handler om at leve i nuet, kunne vi også sige. De repræsenterer det, som i undersøgelsen kaldes for “nihilisme”.

En tredje og lidt mindre gruppe oplever, at vi står overfor en konflikt mellem det gode og det onde i verden, og betegnes med begrebet “fundamentalisme”. 

Alle tre grupper eksisterer både i en stærk og en svag udgave, og undersøgelsen afdækker holdninger til de problemer, som videnskaben har identificeret i forbindelse med klimaforandringerne, og siger ikke nødvendigvis noget om, hvad de forskellige grupper rent faktisk gør. 

Undersøgelsen viser imidlertid hvor nødvendigt det er med en konstruktiv pessimisme i forhold til klimaforandringerne. I modsætning til Martin Ågerups opfattelse er der rent faktisk tale om en eksistentiel krise. At fortælle befolkningerne – som politikerne gør – at de skal forblive optimister midt i en katastrofisk global krise er at miste muligheden for at aktivere fællesskabets etiske og solidariske vækst. Vi kunne også kalde det for en tragisk optimisme, efter den eksistentialistisk orienterede psykiater og Holocaust-overlever Viktor Frankl

Tragisk optimisme involverer bl.a. en søgen efter mening og handlemuligheder midt en omfattende menneskelig og eksistentiel tragedie, som vi jo må kalde klimaforandringerne. Det er selvfølgelig ikke det katastrofiske i sig selv, som fører til nye menneskelige vækstmuligheder, men hvordan synet på én selv, medmennesket og verden ændrer sig, både individuelt og kollektivt – eller ikke ændrer sig. Og potentialet for etisk oprustning eksisterer, viser den citerede undersøgelse. 

Essensen i politik er bevidst at kunne reflektere over de forskellige retninger, ens samfund kunne tage, og formulere eksplicitte argumenter for, hvorfor man bør tage den ene vej og ikke den anden. 

Antropologen David Graeber og arkæologen David Wengrow skriver, at mennesket har brugt det meste af de sidste godt 40.000 år på at bevæge sig frem og tilbage mellem forskellige – meget forskellige – sociale organisationsformer; bygget hierarkier op, hevet dem ned igen, ændret samfundenes former, fællesskabernes interaktioner, forholdet mellem den enkelte og fælleskabet osv. 

Hvis mennesket gennem historien har bevæget sig frem og tilbage mellem vidt forskellige samfundsmæssige og kulturelle organisationsstrukturer – så må spørgsmålet være, hvordan fangede vi os selv i den nuværende katastrofiske krise, som det globale politiske og økonomiske establishment hævder, at der stort set ikke kan tænkes noget dybtgående og seriøst alternativ til?

Hvordan endte vi med den nuværende samfundsstruktur, som det er så svært, eller nærmest umuligt, at forestille sig en grundlæggende omformatering af? Hvordan mistede vi den politiske selvbevidsthed, der har været så typisk for vores art – så typisk, at Aristoteles valgte at beskrive mennesket, som et politisk dyr.

Personligt tror jeg, at en øget bevidsthed om det grundlæggende katastrofiske ved vores situation kan virke motiverende. En tragisk og konstruktiv pessimisme ødelægger ikke humøret, men kalder på den del af den politiske dannelse og handleevne, som bliver provokeret af uerkendte fejltagelser og etisk underskud. 

Dette er ikke et argument for at frygten skal være drivkraft eller at der ikke skal sættes børn i verden, fordi fremtiden er truet. Frygt opstår ofte fordi der ikke formuleres alternativer. Frygt er en form for opgivenhed, hvor man trækker sig tilbage fra en farlig og uoverskuelig omverden, der næsten ikke kan tales om, og som få overhovedet ønsker at tale om. Det er bl.a. den forgiftede, politiske optimisme, der har resulteret i frygten for fremtiden. Frygten knytter sig ikke mindst til oplevelsen af, at ingen tager det alvorlige alvorligt, at motivationen for at tage et ansvar på ingen måde står mål med truslerne, at der bag den blinde optimisme skjuler sig en manglende forståelse af alvoren. Derfor er der grund til frygt. Men frygten bliver lammende, fordi ingen oplever, at nogen tager ansvar.

Pessimisme – i form af konstruktiv eller tragisk pessimisme – kan virke motiverende, fordi den italesætter et grundlæggende ansvar for at handle og tænke frem mod en verden, hvor vi aktivt erkender truslerne og tager fælles ansvar for den tragiske fejludvikling, som kun kan mødes i fællesskab. Den konstruktive pessimisme binder etik og ansvar sammen, fordi den ser alvoren i øjnene og hverken forfalder til lammende frygt eller til blind optimisme.


Den blinde politiske optimisme resulterer i en paradoksal frygtkultur, fordi den ikke motiverer til ansvarets optimistiske handlekraft. Den konstruktive pessimisme resulterer i handlingens optimisme, fordi man tager ansvaret for at gøre noget.

Versioneret udgave af et foredrag om den politisk optimisme.

Litteratur

Roberto Esposito: A Philosophy for Europe. Polity Press 2018.

Simon Critchley: Infinitely Demanding. Ethics of Commitment, Politics of Restistance. Verso 2012.

David Graebner & David Wengrow: The Dawn of Everything. A New History of Humanity. Penguin Books Ltd 2021.

Michel Serres: Times of Crisis. Bloomsbury Academic 2015.

Peter Sloterdijk: Du mußt dein Leben ändern. Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main 2009.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s