Siden 2006 har Danmark kåret årets ord. I 2020 blev det “samfundssind”, selv om det på ingen måde er et nyt ord. I romanen Frydenholm om tiden lige før og under Anden Verdenskrig skrev Hans Scherfig således: “Der blev talt og skrevet om samfundssind, som vi alle skulle vise.” Selve begrebet “samfundssind” trækker altså tråde til besættelsestidens Danmark, hvor statsminister Thorvald Stauning opfordrede til både borgersind og samfundssind. Men det er jo efterhånden så længe siden, at ordet nærmest var blevet glemt, da Mette Frederiksen opfordre til samfundssind i forbindelse med covid-19. Mange troede derfor, at det var noget helt nyt.

Iflg. ordbogen betyder samfundssind, “at sætte hensynet til samfundet højere end egne interesser.” Som Scherfig viser i romanen om livet under besættelsen var den fælles ansvarsfølelse, som ordet jo henviser til, imidlertid ikke noget der nødvendigvis var enighed om. I Frydenholm, romanens fiktive landsby ved Præstø, murrede man over, hvem der hamstrede og hvem der ikke gjorde. Hvad med den kaffesæk, som præsten havde stående på loftet, trods rationeringen? Det var da vist ikke samfundssind! Og problemet stak endnu dybere. Var frihedskampens sabotage udtryk for samfundssind, fordi der blev kæmpet for alle medborgeres frihed? Eller var sabotagen omvendt en indirekte trussel mod medborgerne, fordi besættelsesmagten hævnede sig på hele fællesskabet, og dermed udtryk for alt andet end samfundssind? Og hvad med samarbejdspolitikken? Var den udtryk for samfundssind eller for landsforræderi? På den måde havde begrebet om samfundssind en dramatisk forhistorie da statsministeren genintroducerede det i forbindelse med forsøget på at inddæmme covid-19. 

Både under besættelsen og under covid-19-pandemien har ideen om samfundssind været udtryk for en forventning om, at den enkelte borger ville ofre sig og være parat til at lide afsavn for fællesskabets ve og vel. Når risiciene i et samfund bliver mere og mere kollektive må svarene selvfølgelig også være af kollektiv karakter. Det er bare aldrig så enkelt, for der er ikke nødvendigvis enighed om, hvilke værdier et moderne og komplekst samfund kollektivt skal stå for. Med andre ord hvad det er for et samfund, vi skal være sindet for. 

En af coronakrisens hårde lektier blev at selv ikke i et lille brugsforeningssamfund, som det danske, kan der regnes med at alle føler sig i samme båd. Den mikroskopiske virus har afsløret, hvor svært det er at skabe fælles handling i forhold til et fælles problem. Måske fordi det, vi kalder fælleskab, kun er noget fælles på en ret afgrænsende og eksklusiv måde. 

Den tidligere engelske premiereminister Margaret Thatcher sagde: “Der findes ikke sådan noget som et samfund. Der findes individuelle mennesker, familier og grupper – og mennesker er optaget af sig selv og deres eget i første række.” Hermed udpegede hun et af filosofiens ældste og mest vedvarende problemer, nemlig forholdet mellem den enkelte og fællesskabet.

I hvilket omfang kan vi forvente borgersind, samfundssind og fællesskabsfølelse i nutidens komplekse, globaliserede og anonyme samfund? Samfundssind må pr. definition kræve, at det enkelte individ begrænser sig af hensyn til helheden; tilsidesætter egne interesser til fordel for fællesskabet sikkerhed og tryghed, hvilket overhovedet ikke passer med den dominerende opfattelse af individuel frihed, som noget nærmest ubegrænset. 

Et moderne samfund kan ikke sammenlignes med oldtidens græske bystater, polis, hvor borgerne identificerede sig med denne polis. Aristoteles kunne tale om en slags “venskabets politik”, fordi polis dels var ganske begrænset i størrelse og ret lukket, og dels fordi borgerne identificerede sig restløst med polis og dermed med hinanden som fællesskab. At være menneske var at leve i polis. Dem udenfor var ganske enkelt ikke mennesker, men barbarer.

Et samfund i dag består af mange forskellige fælleskaber, som ikke har ensartede forestillinger om helheden. Det moderne menneske har noget tilfælles med deres nærmeste gruppe, som er et interessebaseret fællesskab, et holdningsfællesskab, hvor der måske kan skabes en form for identifikation. Som identifikationspolitikken viser, så identificerer man sig med dem, der ligner én, andre anses på det nærmest som en krænkelse alene på grund af deres andethed. 

Modsat et fælleskab, som er fælles om værdier, holdninger, interesser, prioriteringer o.l., er samfundet så at sige et “fællesskab”, hvor de der er “fælles”, ikke har noget at være fælles om. 

Vi står over for enorme udfordringer, både nationalt og globalt, som kun kan mødes i fællesskab og på fællesskabets vegne. Men de politiske samfundsdannelser er ikke fælleskaber, der kan være politisk operative som fællesskaber. De består af fællesskaber med tribalistisk karakter, som står over for og mod hinanden.

Klimaforandringer truer hele menneskeheden. Men der eksisterer ikke noget som “menneskeheden”. Den globale bevidsthed, den globale landsby o.l. eksisterer ikke. Nationalt kan mange lande næsten ikke engang mobilisere befolkningen til fælles indsats mod covid-19. Et sølle maskepåbud skaber frygt for om den individuelle frihed er under angreb. 

Det er ikke meget forestillingen om samfundssind har at støtte sig til – slet ikke når kravene om fælles indsats og selvbegrænsning vokser i takt med klimaproblemerne, befolkningstilvæksten og alle de afledte problemer. Det aktuelle og meget skrøbelige udgangspunkt for forestillingen om samfundssind er den enkelte, personen, subjektiviteten, individet. Dét er dilemmaet: subjektiviteten, det singulære, den altdominerende vestlige individualitet, oplever kun i små glimt, at menneskeliv nødvendigvis er fælles-liv, at væren altid er med-væren og ikke singulær.

Det er imidlertid næppe muligt at transformere eksistentialet “med-væren” til at være grundsubstansen i omformningen af store, pluralistiske og politiske enhedsdannelser, så de bliver operative fælleskaber, der opererer på det samfundsmæssige plan til fordel for alle. Og slet ikke, hvis man tænker på “alle” som det såkaldte globale samfund, den “globale landsby”.

Samfundssind kræver et bånd af praktiske ønsker eller behov for at realisere følelsen af, at man er i samme båd, både nationalt og globalt. Hvilke bånd findes der, eller kan der findes? 

Ender det med at frygten bliver drivkraften, fordi vi ikke kan overvinde fristelsen til at udpege alle dem, vi ikke vil samarbejde med på grund af forskelle, anderledeshed, fremmedhed? Bliver det i sidste ende panikken der driver os sammen trods forskelle, og ikke viljen eller ønsket om at praktisere fællesskabet på tværs af forskellene? Men hvordan vil kampen mod den næste pandemi og kampen mod klimaforandringerne komme til at se ud, hvis den er drevet af frygt eller panik?

Kan vi, som den italienske filosof Roberto Esposito inviterer til, begynde at tænke fremtidens livsnødvendige fællesskaber på en anden måde end traditionelt, hvor et fællesskab paradoksalt nok ofte er det, der holder de andre ude og på afstand? Vil klimaændringernes tid kunne få os til at se “de andre”, ikke kun som nogen vi ikke har noget tilfælles med, men også som nogen, vi netop har fælleskabet tilfælles med. Er der mulighed for at se fælleskabet som noget, vi alle er fælles om at skylde noget, og ikke kun som en størrelse, der tager noget fra os?