Normalt foregår arkæologi på den måde, at man graver i nutidens muldede jord for at afdække fortiden. Men når det drejer sig om politiske og sociale forhold kan det arkæologiske projekt tage sig omvendt ud: ved at fordybe sig i nutiden kan der peges på nogle fremtidige tendenser. Sådan var det f.eks. da den oldgræske historiker Thukydid skrev om pesten, som ramte Athen 430 f.v.t., midt under den Peloponnesiske Krig. Thukydid beskrev pestens hærgen gennem tre år, hvor den spredte ufattelig lidelse og resulterede i enorme tab. Men ikke mindst var han interesseret i, hvilke konsekvenser epidemien ville få for fremtidens sociale og politiske liv.

På samme måde giver det god mening at overveje de mulige sociale og politiske senfølger af COVID-19-pandemien, selv om den langtfra er forbi endnu. Naturligvis er der blevet indsamlet mange vigtige erfaringer om pandemiens medicinske senfølger. Men pandemien har allerede fremkaldt nogle politiske og sociale konsekvenser, som på længere sigt kan vise sig mindst lige så konsekvensrige.

Blandt dem, som allerede har forholdt sig til de politiske og sociale senfølger af pandemien, er de nationale efterretningstjenester. Den amerikanske efterretningsrapport om det årlige trusselbillede (april 2021) prøver således at forudse nogle tendenser i den efter-pandemiske verden. 

Tidligere har efterretningsrapporterne gentagne gange advaret om, at en pandemi vil resultere i dybe rystelser, både for de enkelte nationalstater og for den globale stabilitet. Trods disse advarsler overraskede det alligevel stort set alle nationale regeringer da pandemien blev virkelighed.

Netop derfor kan den amerikanske efterretningsrapport med god grund beskrive pandemien som en destabiliserende global begivenhed, faktisk som den mest betydningsfulde enkeltstående globale forstyrrelse siden Anden Verdenskrig.” En begivenhed, som har “mindet verden om dens skrøbelighed” og undergravet ellers faste overbevisninger om, “hvor godt regeringer og institutioner vil kunne reagere på en katastrofe.”

Grundlæggende advares der om, at de traditionelle og kendte politiske systemer har mistet legitimitet og troværdighed under pandemien, fordi store dele af den globale befolkning har oplevet disse systemer som uvillige eller ude af stand til at reagere og imødekomme de behov for tryghed og sikkerhed, som fulgte i kølvandet på spredningen af COVID-19. Derfor vurderer den amerikanske efterretningsrapport, at senfølgerne af pandemien ikke kun bliver medicinske, men først og fremmest sociale, politiske og økonomiske. 

Pandemien har allerede forværret mange af de sociale og økonomiske uligheder, som på globalt plan eksisterede i forvejen og nu vil virke som en magnet på yderlige social og politisk uro, fattigdom og ulighed. 

Måske – hvis vi er heldige – kan COVID-19-pandemien blive et “wake-up call” i forhold til den politiske og samfundsmæssige indsats der er nødvendig, hvis de fremtidige klimaproblemer skal mødes på et relevant og tilstrækkeligt niveau.

Det bliver ikke en mulighed at rulle klimaforandringerne tilbage uden at trække på den grundlæggende erfaring, som pandemien har givet os, om regeringsførelsens betydning. Ikke primitiv, magtfuldkommen og selvtilstrækkelig regeringsførelse, men ledelse, ansvarlighed og afbalancering mellem forskellighederne både nationalt og globalt. De lande, som under pandemien ikke kunne mobilisere denne politiske kapacitet har fejlet med enorme konsekvenser for befolkningen, og globalt har der ikke været meget samarbejde at spore for at hjælpe de udsatte. 

Klimaforandringerne vil imidlertid stille endnu større krav til regeringsførelsen, både nationalt og i form af langt mere effektivt globalt samarbejde end tilfældet har været under pandemien. Med andre ord: langt mere af det, som i dag bliver nedprioriteret overalt på kloden.

Skal klimaforandringerne bremses kræves der således et grundlæggende opgør med den perverterede opfattelse af frihed og selvstændighed, som i dag karakteriserer både nationer, organisationer, erhvervsliv og individer. 

Når det drejer sig om klimaforandringerne kan vi ikke regne med et teknofix i form af en vaccine. Her vil det meget snart vise sig om mennesket overhovedet er parat til at beskytte kloden. Det vil kræve så dybe indgreb i vores tilvante livsform, at samfundet, økonomien, de politiske systemer og sociale livsformer blot i løbet af få generationer må ændres til ukendelighed, hvis den ubegribelige størrelse, der kaldes menneskeheden, skal have en fremtid her på kloden. 

Over indgangen til de kommende år hænger der et skilt som på mange måder også kan blive en positiv senfølge af pandemien. På skiltet står der: Vi må hver især ændre vores liv – til ukendelighed.