Med den slags “fredsvenner”, som man i disse dage møder på Facebook og andre sociale medier, behøver man ikke nogen fjender. Det er som om der er sluppet en aggressiv ånd ud af flasken blandt ellers fredelige gamle venstreorienterede fredsvenner. Reaktionerne på krigen i Ukraine har vist, at en krigs første offer ikke nødvendigvis er sandheden, som det ellers hævdes, ej heller er det de mennesker, som bliver direkte ramt af lidelse og krigsvold. Nej – krigens første offer er evnen til medfølelse. 

Siden Rusland begyndte invasionen af Ukraine, har det været pinligt at læse, hvad mange af de gamle “fredsvenner” får sagt og skrevet. Ikke engang utilsigtet kommer de til at sige noget om krigens ofre og civilbefolkningens lidelse. De laver skarpsindig og ideologiske analyser af skyldsspørgsmålet i Ukraine-tragedien. Der tales om “russofober” og ”Putin-versteher”. 

De taler om hvem, der der har skylden for Ukraine-tragedien. De laver analyser af, hvorfor USA, Vesten og NATO nærmest tvang Putin til at handle, som han gjorde. Naturligvis bifalder de ikke invasionen, naturligvis ikke, i hvert fald kun teoretisk. Men de forstår, at Putins tålmodighed blev opbrugt af USA, Vesten, EU og NATO. Problemet er ikke, at der analyseres. Det pinagtige er, at der netop ikke analyseres; der rables med hovedet under armen. Der udnævnes venner og fjender og analysen når aldrig længere end til at sætte navn og skældsord på disse venner og fjender. 

I et indlæg om sanktionerne mod Rusland når en af fredsvennerne således f.eks. at kalde en politiker fra Enhedslisten for en “lille logrende krigskøter”, fordi han støtter sanktioner. Mette Frederiksen får samme titel. Dette er bare et eksempel. Næsten ingen af de indlæg, som jeg har læst fra gamle fredsaktivister, nævner ordet “fred” en eneste gang. Krigens menneskelige omkostninger nævnes ikke, menneskelig lidelse nævnes ikke, men forsvinder i fredsvennernes virulente aggression mod “de andre”. 

Jo, de er skam en bevægelse for fred, den ene parts fred, eller den anden parts fred. Der er jo “fredsvenner” på begge sider. De diskuterer om Putin handler rationelt eller forståeligt, de diskuterer vestens ansvar. Selvfølgelig skal der laves geopolitiske og strategiske analyser ud fra historiske, økonomiske, politiske og kulturelle vinkler. Vi må naturligvis prøve at komme til en forståelse af, hvordan dette kunne ske i Ukraine.

Men i atomalderen har fredsarbejdet kun én mulighed: vi må undgå at få det indfiltret i magtpolitikkens ældgamle konflikter og sprog, som den engelske fredsaktivist og filosof Bertrand Russell skrev allerede i 1960. Og hans begrundelse for dette var, at disse konflikter er så lidenskabelige og virulente, at de avler en svigtende evne at adskille fredsarbejdet fra magtpolitikkens aggressive og menneskefjendske mål og eskalerende sprog. 

Det er som om fredsvennerne er så rasende over det, der sker på det strategiske og ideologiske niveau, at de helt glemmer krigens ofre og dermed fredsarbejdets substans. Krigens menneskelige omkostninger nævnes nærmest ikke af fredsvennerne. Her handler det om at benytte Ukraines tragedie til at tage endnu en runde i trampolinen med de gamle magtpolitiske og aggressive ven-fjende analyser; om at udpege fjender og kalde dem “Bidens lille tinsoldat” eller “snotdumme lakaj”. 

Det vigtigste arbejde for fredsvennerne er tilsyneladende at finde fjender; ikke af freden, men af deres ideologi og verdensforståelse. Herfra udledes en stille forståelse, ikke af ofrenes ulykke, men af deres geopolitiske årsag. En fredsbevægelse skulle måske have lidt mere fokus på ofrene – de lidende – uanset om de er fra Ukraine eller Rusland. Fredsarbejdets udgangspunkt er ofrenes lidelse. Selv ikke den bedste geostrategiske analyse kan bidrage til freden, hvis den grundlæggende bygger på at finde skyldige på det strategiske niveau. Fredsarbejdet skal netop stille sig imellem de to parter, som i forvejen står og giver hinanden skylden. 

I eftermiddag, da jeg lå og fik en lur på slagbænken nede i stuen, blev stilheden brudt af to F16 jagere, som gennembrød lydmuren over Sydsjælland. Det var ikke krigen, men en konsekvens af krigen i Ukraine, så jeg lagde mig roligt igen. Men det kunne mine tre venner i Ukraine ikke, da de i morges kl. lidt i fem blev vækket af en angrebsbølge mod deres bydel i Kiev.

Billedet, som illustrerer denne tekst, blev taget fra deres lejlighed tidligt i morges. De lagde sig ikke igen, som jeg kunne, og få timer senere var de på flugt i et forsøg på at nå frem til den polske grænse. Da jeg sidst hørte fra dem på Telegram-platformen ved 14-tiden var de på vej og sendte et billede, hvor de alle tre sidder i en bil. Jeg håber snart at høre fra dem igen.

En fredsbevægelse vil fred for disse mennesker, tryghed, som den vi oplever. En fredsbevægelse prøver ikke at holde med Putin eller Biden eller NATO eller Rusland eller hvem de nu måtte holde med. Freden, som er fredsbevægelsens sag, er kun sin egen sag. Netop herved bliver den alternativet til magtpolitikkens trivielle og tragiske spil med menneskeliv.