I 2017 skrev jeg et digt, som jeg er ked af at skulle gentage i dag. Men denne uge har været så frygtelig. Siden torsdag er Ukraine blevet invaderet. Mennesker er på flugt, volden eskalerer, de menneskelig tab og omkostninger øges time for time. Og i eftermiddag begyndte Putin at true med atomvåben. Men – denne uge har også været vidunderlig: Kort tid inden midnat sidste søndag fik vi en lille nyfødt ind i familien. Kun en uge gammel er hun det bedste bevis for, at gale mænd med store bomber altid vil tabe til livet. Alle der har mærket og hørt et liv vågne til verden ved nemlig at:

Vi fik arme 
for at kunne støtte hinanden
ikke for at kunne angribe

Vi fik hænder
for at kunne kærtegne
ikke for at kunne bære våben

Vi fik ben
for at kunne gå i møde
ikke for at kunne forfølge

Vi fik øjne
for at kunne se hinanden
ikke for at kunne lukke dem

Vi fik så meget
ikke for at kunne beholde
men for at kunne dele