Danmark indtager en topplacering på listen over de »bedste lande i verden«. På FNs seneste Human Development Index indtager Danmark således en plads som nr. 5. På denne rangliste handler det ikke udelukkende om økonomi. Der tages også hensyn til faktorer som forventet levetid og antal år på skolebænken. Her kunne historien så slutte, specielt hvis man ville have den til at ende godt, som et vaskeægte dansk eventyr. Men der er en sten i skoen, måske endda en hel grusbunke.

Hvis der kan tales om en tidsånd, så må den beskrives som noget i denne retning: Flere og flere mennesker oplever, at der er noget vigtigt, som går deres liv forbi. Mange føler sig fanget i konflikten mellem arbejde og behovet for at få mere tid til livet i bredere forstand; de ting, som de dybest set mener virkelig betyder noget her i tilværelsen. I det moderne højhastighedssamfund modvirker kravet om effektivitet, hurtighed og forandring imidlertid opnåelsen af den fylde, som vi også gerne vil have ud af livet. Det er den erfaring, som John Lennon bedre en nogen har beskrevet med ordene: »Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer.«

Og netop i denne uge er der så igen en ny undersøgelse, der konkluderer, at stress bliver et endnu større problem: »Konkurrencen er blevet hårdere. Der er ikke den samme tid, som der har været førhen, hvor man bedre kunne tage nogle pauser og gøre tingene i sit eget tempo.«

Hvis man nu ikke længere kan gøre tingene i sit eget tempo, i hvis tempo er det så, at man skal gøre dem? Det er i markedets tempo, hvor en af de ledere der er blevet interviewet til undersøgelsen siger, at vi hele tiden skal »forny os, og det går sindssygt stærkt. Det er ikke alle medarbejderne, der er klar på den rejse.« Nu er det jo heller ikke lige en rejse, som man selv har bestilt, men ofte en, som man nærmest er blevet tvangsudskrevet til.

Der er imidlertid ikke nogen trøst at hente. Mange af de adspurgte ledere mener, at det i fremtiden vil blive endnu værre med stress. Men stress handler ikke bare om, at medarbejderne har travlt, alt for travlt. Travlheden, den nærmest sanseløse travlhed, er en dødbringende cocktail bestående af »dårlig ledelse og for høj arbejdsmoral,« som en psykolog med speciale i stress formulerer det.

Måske sammenfattes dette ganske godt i citatet fra en FTF-undersøgelse: »Medarbejderne lider, mens lederne forandrer.«

Derfor er det alt for let at sige, at det er medarbejdernes personlige ansvar at sige fra. Eller at det ikke er et problem, men en udfordring, fordi det ikke bliver anderledes, som en arbejdspsykolog sagde på et møde, jeg overværede. Det er en helt forkert adressering af problemet, hvis der skal gøres noget, så stress, nedslidning og følgesygdommene ikke bliver fremtidens største helbredsmæssige problem, både fysisk og psykisk. Det svarer jo til at sige, at hvis du ikke kan lide lugten i bageriet…osv. Men måske ligger det slet ikke i kortene, at ledelsen for alvor skal tage sig af den slags problemer. Måske er medarbejdertrivsel og strategisk ledelse to helt forskellige domæner?

Det er jo ellers ikke fordi der mangler fokus på ledelse og lederuddannelse. Men for mange ledere er personaleledelse langt mindre interessant end strategisk ledelse, planlægning, innovation og effektivitetsmaksimering. Ofte glemmes det imidlertid, at medarbejderne ikke blot er skakbrikker, der kan flyttes rundt på uden konsekvenser – også for virksomhedens omsætning, innovative styrke og effektivitet. Hvis ledelsen stiller krav om en produktivitet, som der simpelthen ikke er personalemæssige ressourcer til at efterkomme, så er der noget galt med ledelsens evner til at prioritere. Og dét kan ikke undgå at ramme virksomheden i dens helhed, på både kvalitet og omsætning. Det strategiske skal naturligvis gå op med ressourcerne, hvis der skal være en form for bæredygtighed på længere sigt.

Dette gælder både på det private og det offentlige arbejdsmarked. Men begge steder har ledelsen svært ved for alvor at få sat fokus på medarbejdernes trivsel. Tilsyneladende er det ikke et vigtigt element i de mange lederuddannelser, at der skal være et balanceret samspil mellem strategiske effektivitetsmålsætninger og de personalemæssige ressourcer og medarbejdernes trivsel.

Høj vækst og høj hastighed er elementer i samme ligning for virksomhedens succes. Det betyder forandring på forandring, omstrukturering efter omstrukturering, øget tidspres og konstante krav om innovation. Medarbejderne oplever imidlertid ofte, at alt dette ikke resulterer i øget kvalitet, men i øget tidspres og både psykisk og fysisk nedslidning.

Disse hastighedsimpulser har en epidemisk effekt. De spredes ud over den sociale verden og ind i de individuelle sfærer. Accelerationen resulterer i store tidspolitiske konflikter mellem forskellige livssfærer. Men der er ikke nogen helle, man kan trække sig tilbage til for at få lidt ro eller en pause til eftertanke. Og så alligevel; der er ét sted, et midlertidigt fristed, som desværre også lige netop er symptomet på en syg samfundsmæssig udvikling. Det sidste legitime rum for tilbagetrækning, opbremsning og periodisk accepteret langsomhed – det er sygdommen, nedbruddet, sammenbruddet. Den sygdom, som er konsekvensen af højhastighedssamfundet, er blevet dette samfunds refugium. Og mange mennesker når først frem til eftertankens ro, når de på grund af stressrelateret sygdom møder op i dette refugium for en kortere pause.

I en undersøgelse blev 800 psykologer spurgt, hvad det i hovedsagen er for nogle problemer, som deres klienter møder op med i konsultationen. Svaret er skræmmende: 75% af klienterne kommer med stress og dårlig trivsel på grund af deres arbejdsplads. Som en af psykologerne siger, så var det for nogle få år siden først og fremmest problemer med skilsmisse, kærlighed og sorg, der var problemet. Men i dag kommer folk ikke så meget med den slags private problemer. Nu er det problemer, som knytter sig til deres arbejde. Men så er det jo alligevel ikke kun arbejdsrelaterede problemer. Nu er disse problemer på vores arbejdsplads i meget stor udstrækning også blevet problemer i vores private liv – i hele vores liv, som desværre ofte forveksles med arbejdslivet.