Januar har navn efter den gamle romerske gud Janus, som var vogter af bl.a. port- og døråbninger. Han vogtede over al begyndelse og afslutning, for sådan er det jo netop med porte og døre; man går både ud og ind af dem, på én gang endda. Man afslutter noget ved at vende ryggen til og begynder noget andet ved at træde ind over tærsklen. Helt på samme måde, som det er med den måned, der er begyndt i dag. Janus har ikke kun januars begyndelse at vogte over, men hele det nye år, samtidig med at han fortsat skal søge for, at det opbrugte år ikke alene finder sin afslutning, men også sin indlemmelse i det kommende år. Janus er derfor også afbilledet med to ansigter. Et der kikker frem og et, der kikker tilbage – på samme tid.

Janus-ansigtet er en sindstilstand hos mange mennesker omkring årsskiftet. Tilbageblikket og det første kik ind i det nye år. Selv om det er blevet et moderne slogan, at man ikke skal kikke sig over skulderen, men se fremad, fordi drømmene ligger i fremtiden, så er alle drømme også gjort af stof fra vores fortid.

Hvad 2018 end vil bringe, så ved vi i hvert fald, at det nye år vil bringe himmellys. Det kan året slet ikke lade være med og tilløbet blev taget for to uger side, i det gamle år, da det var vintersolhverv. En af det gamle års sidste handlinger for os: Den første åbning mod mere lys. Det gamle års sidste dag, og det nye års første dag her og nu, fortjener derfor også en ekstra lille sang.

Her på bloggen skal vi fejre det med et digt af vores gamle digter og forfatter Johannes V. Jensen (1873-1950) og en tegning af Johannes Larsen (1867-1961), den dejlige lysmaler fra Kerteminde.

Omkring juletid i 1922 skrev Johannes V. Jensen til den fynske maler. Kort tid inden var Johannes V. Jensen begyndt at udgive tidsskriftet Forum. Nu ville han gerne have Johannes Larsen til at lave en tegning til tidsskriftets januar-udgave:

»Det skal være en Fugl og jeg vil skrive en Tekst dertil, et Nytaarsdigt, det første Kny efter Solhverv, saa ved du hvilken fugl det skal være,« skrev Johannes V. Jensen.

Kort efter sendte Johannes Larsen den fine stregtegning af gærdesmutten. Johannes V. Jensen kaldte gærdesmutten for landets mindste sanger. Og lille er den. Næst efter fuglekongen er gærdesmutten Danmarks mindste fugl, men en stor sanger, som også synger om vinteren. Derfor satte Johannes V. Jensen fuglen i forbindelse med årets første måned. Den »synger i et tidligt Vintergry – Nytaarsmorgen? – og hilser Solen…«

Senere kom der tegninger til årets øvrige måneder. F.eks. var det kragen, der blev februars fugl, fordi den er »sort og hvid som Taagen og Brakmarken med Tøsne.« Til hver tegning satte Johannes V. Jensen et digt. Jeg ved ikke om vi har samme fornemmelse for årstidernes gang og særpræg, som mennesker ofte havde tidligere. Vores opmærksomhedsevne har i stor udstrækning drejet sig et andet sted hen. Måske mod os selv, vores eget indre følelseslandskab, mere end mod det ydre og omgivende landskab.

I vores indre landskab er der ingen syngende stemmer fra gærdesmutten, stæren eller viben; her er der kun vores egen indre stemme og følelser. Og det er jo godt nok, og vigtigt nok. Men når man læser Johannes V. Jensens digte om Johannes Larsens fugletegninger – og om årets gang – så fornemmer man alligevel betydningen af at kunne tage sansemæssigt bad i omgivelserne og i naturen, og ikke blot i sine egne følelser.

Opmærksomheden i digtene og tegningerne er rettet udad mod omgivelserne og naturens verden. På den måde får januar lige pludselig en stemme, gærdesmuttens, når digteren skriver:

I Graven gik det gamle Aar
med Løgn og Pjalter, Skam og Saar.
Det unge Gry mod Rosensky
af Havet svinger sig paany.

Nu vender om den sunkne Sol
og flytter til vor Strand sin Stol.
Det gamle Spil! Hvor gerne vil
vi haabe Haabet en Gang til!

Ved Solhvervstid vor mindste Fugl
forvoven flyver af sit Skjul.
Kong Gædesmut, med Halestrut,
forkynder: Mørketid er slut!

(…)

Ak knyt dig til de gamle Ting!
De holder ud, de gaar i Ring.
Nu Dagen trang – nu lys og lang …
Giv dig Aarets Vold med Sang!

Januar, altså måneden opkaldt efter Janus, guden der kikkede både frem og tilbage. 2017 er ganske vist forbi og væk, men i dets spor skabes der allerede nyt. Johannes V. Jensen lader gærdesmutten synge det mørke væk, som må have været der, og Johannes Larsens tegning viser den lille fugl kikke ud mod solens tiltagende lys i horisonten.

Både tekst og tegninger kan findes i Johannes V. Jensen: Johannes Larsen og Aarstiderne. Forord af Aage Marcus. Gyldendal 1963.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: