Banevogteren. Landsbyen Ring, 1884. Nationalmuseum, Stockholm.
Togstrækningen, der løber forbi det lille ledvogterhus på maleriet fra 1884, findes også i dag. Det er forbindelsen fra Næstved via Vordingborg og videre mod det sydlige. I 1884 gik den fra Roskilde over Køge til Næstved og Vordingborg. Stedet er landsbyen Ring, sådan cirka midt imellem Næstved og Vordingborg. Det er malet af en af de helt store i dansk malerkunst, L.A. Ring (1854-1933), som selv kom fra den lille Sydsjællandske landsby, hvor maleriet blev til. Han hed ellers Laurits Andersen, men tog senere navn efter sit fødested, og blev til L.A. Ring.
Jeg kører tit med toget på denne strækning når jeg skal til København eller hjem til Præstø igen. Derfor interesserer jeg mig selvfølgelig for denne fantastiske maler. Han havde nemlig også forbindelse til Præstø. Da Laurits Andersen, som han hed dengang, var 14 år kom han i malerlære i Præstø, hvor han bl.a. var med til at restaurere Nysø, herregården, der ligger lige ved indkørslen til Præstø, med udsigt over fjorden. Han ville gerne være kunstmaler, men som husmandssøn havde han ikke mange muligheder for at komme på Kunstakademiet, og så kunne en begyndelse være, at blive håndværksmaler.
Laurits læste alt om kunst og kunstnere i datidens magasiner, men en oplevelse ved Præstø fjord har sikkert været af stor betydning for hans vilje til selv at blive kunstmaler. Mens han var hos malermesteren i Præstø stødte han en dag på kunstmaleren P.C. Skovgaard (1817-1875), der sad på stranden tæt ved Nysø, og malede udsigten over mod Præstø. Senere blev L.A. Ring selv en af de største, og for mig er maleriet Banevogteren. Landsbyen Ring, et meget stærkt eksempel på dette mesterskab. Det udtrykker langt mere end der er i rammen omkring maleriet, og er ikke kun et billede, men også et menneskeligt sjælelandskab.
Togstrækningen, som vi kan se på maleriet blev anlagt i 1870. Tilfældet, eller landmåleren, ville, at skinnerne kom til at gå tværs igennem den grund, hvor L.A. Rings barndomshjem lå, så huset blev adskilt fra frugthaven. Men jernbanen kom til at betyde endnu mere end dette skel på familiens jordstykke. Som alle steder, hvor der blev lagt skinner til det nye transportmiddel, fik det ikke kun konsekvenser for infrastrukturen, men også i høj grad for menneskers mentalitet og oplevelse af verden.
Hele det sydsjællandske landskab, som L.A. Ring og hans samtidige var vokset op i, ændrede udseende og skiftede karakter. Der kom skinner, broer, ledninger, master, nye lyde, nye transportmidler. Og alt dette virkede som noget fremmed. Når toget drønede forbi varslede det helt nye vilkår for mennesket. Mange oplevede, at de ikke ville komme med det tog, som man kunne sammenligne det moderne samfund med. At toget så at sige “var kørt” i mere end en forstand.
Banevogteren på maleriet vender ansigtet væk fra os, kikker mod toget, der er på vej nede fra kurven og om lidt vil støje forbi. I en bog om dette maleri bliver manden i de store træsko identificeret. Det er husmand Frederiksen fra Ring, der var blevet omskolet til opgaven som vogter ved den nye togbane. Egentlig kan man se på maleriet, at han slet ikke hører til i forbindelse med togskinnerne, der larmer med løfter om alt det moderne, der er på vej. Som på så mange andre af Rings malerier, er personerne nærmest sat ind, ikke som en integreret del af motivet, men som noget utilpasset – noget, der skal understrege den fremmedhed, som L.A. Ring selv oplevede sin omverden med.
Bag banevogteren kan vi se skyggerne fra et lukket hegn. Der er ikke nogen vej tilbage til den gamle tid. Der er kun at vente på det, som er på vej. Og på Rings tid var det moderne, dynamiske, hurtige samfund på vej – godt på vej endda, her symboliseret ved toget, som om lidt vil blæse forbi. Fra den mørke skikkelse forrest i vores synsfelt kan vi mærke, at han ikke forstår den udvikling, som han pludselig er havnet midt i, og gennem den officielle uniformskasket tilmed er blevet repræsentant for. Alt det, som har ændret hans liv, forandret landskabet, både det indre og det ydre, er symboliseret gennem toget, helt oppe i maleriets horisontlinje. Men alt det andet, måske det vigtigste, ligger udenfor maleriet, hvor samfundet, tæt på århundredskiftet, er ved at forandre sig i alle dets hjørner, for at blive til det samfund, som vi kender i dag.
Men måske er den selvsamme togstrækning igen eller fortsat et af de mange symboler på, at verden stadig ændrer sig i et voldsomt tempo. Når togene på strækningen i dag er forsinkede, aflyst, erstattet af busser og når 100 broer på linjen skal udbygges, når der skal lægges kabler og fremtidens tog bliver elektrificerede og skal køre med en hastighed på 200 kilometer i timen, så skyldes det, at verden aldrig bliver færdig med at udfolde sig. Når jeg lige for tiden kører i tog og passerer Ring, på vej ud eller hjem, så ved jeg, at om ganske få år har landskabet igen skiftet karakter, togene vil køre til Tyskland over Femernforbindelsen, verden vil have åbnet sig endnu mere, måske så meget, at man selv står og kikker efter udviklingen, som Rings banevogter i sin tid.
Toget har stadig samme symbolkraft, som på Rings tid, som noget man kan nå eller komme for sent til, vente på eller kikke efter. Det kan bringe én ud eller hjem, til afsked eller ankomst. Derfor repræsenterer toget også sindbilledet på både det kendte og det fremmede. Rings maleri forekommer mig som et tidligt udtryk for det moderne menneskes følelsesmæssige rodløshed stillet overfor alt det, der sker i den verden, som er vores, som vi er afhængig af, men som det kan være svært at føle sig hjemme i og fortrolig med. Altså med andre ord – som et maleri af os selv, også i dag, selv om det blev malet i 1884.
Peter Johannes Schjødts blog 