I 1926 blev min far født. Og i 1926 udgav forfatteren Johannes V. Jensen digtsamlingen »Verdens Lys«. Der er ikke nogen sammenhæng. Der er langt flere tilfældigheder end sammenhænge i denne verden. Alligevel opstår der mening. Det er når tilfældighederne giver sammenhæng. F.eks. når man sætter to begivenheder eller situationer sammen, som ikke tidligere har været sammenknyttet, og lader sig inspirere af deres nye samliv. Så kan verden faktisk ændre sig og give ny mening eller ny indsigt, om ikke andet så i én selv.

Verden er ikke kun en overflade, der er umiddelbart tilgængelig for forklaring. Den er også præget af dybe kræfter, som vækkes af vores længsel efter sammenhæng og mening. De fleste af os ligner på den måde de grækere, som Paulus fortæller om i Apostelenes gerninger, 17,23. De byggede et alter for en helt ukendt gud – netop også ukendt for dem selv – fordi de ville mindes om, hvor forundringsfuldt livet er, og hvor lidt af det vi forstår.

Min far blev altså tilfældigvis født i 1926, samme år som Johannes V. Jensens digtsamling udkom. Min mor var allerede født på det tidspunkt; det skete i 1919, og hun var 7 år gammel da min far så verdens lys. I digtsamlingen »Verdens Lys« skriver Johannes V. Jensen i det allerførste digt om gnisterne under asken. Og så var det altså i 1926, at den sidste af de to gnister, som i 1957 skulle blive til mig, blev født. Den første gnist bar min mor jo allerede rundt på. Begge gnister tændt af deres forfædres gnister under tidens aske. Og faktisk ulmede min egen gnist allerede i 1919 og 1926 – og
endnu tidligere – under asken.

For som digtet fra »Verdens Lys« fortæller:

Lovet være Verdens
Lys i min Tanke,
Solopgangen
og Synets Gave!
Af Gnist under Asken
genopstår Ilden.
Evig bedaarer
mig Dagens Under.

Dette første digt fra samlingen hedder »Takkesprog« og kunne altså læses netop dét år, hvor min far blev født!