Sikkert utilsigtet er Donald Trump kommet til at gøre noget begavet. Da den amerikanske præsident i sidste uge skulle møde nogle af de overlevende fra det seneste skoleskyderi i USA havde han en lille huskeseddel med. Under mødet sad han med den i hånden, og på et pressefoto kan man tydeligt se hvad noterne skulle huske ham på. De fem punkter på listen kan sammenfattes således: “Husk at være empatisk!” F.eks. lød et af punkterne: “Hvad vil I helst have at jeg skal vide om jeres oplevelser?” Og det sidste punkt på Trumps liste var: “Jeg hører, hvad I siger.”

Det er naturligvis bekymrende at den amerikanske præsident skal huskes på almindelig menneskelighed og empati før et møde med unge, dybt traumatiserede overlevende fra et skuddrama. Men hånden på hjertet; er det helt ualmindeligt med et markant underskud af empati i politik? Det er ikke så mange år siden, at en dansk statsminister sagde: “Politik handler om mennesker, det må vi til at vænne os til. Både Trumps huskeseddel og dette udsagn viser, at empati på ingen måde er en integreret og naturlig del af den daglige politiske virkelighed.

Derfor: Velkommen til det nådesløse samfund, hvor uforsonlighed nærmest er blevet en moralsk kvalitet, og empati reduceret til svaghed, manglende handlekraft og pladderhumanisme. Et samfund, hvor kritik og humanistiske idealer hånligt afvises som “politisk korrekthed” og betragtes som udtryk for blødsødne renegaters naivitet og svaghed. Om det gælder løsningen af flygtningeproblemet, arbejdsløsheden, kriminaliteten, terroren, narkomisbrug eller amerikanske skoleskyderier, så er der tilsyneladende kun én løsning: uforsonlighed, magtanvendelse, straf, mere stok end gulerod – og desuden forstod Donald Trump ikke hvorfor eleverne ikke havde gjort mere modstand.

Bare her i Danmark, det fredelige brugsforeningssamfund, som Palle Lauring kaldte vores lille land, er det blevet helt legitimt at stemple mennesker og grupper som onde, amoralske, dovne, samfundsskadelige, underudviklede og lignende. Det accepteres rutinemæssigt, at politikerne kalder flygtninge og indvandrere over én kam for voldtægtsforbrydere og rotter. Uden tøven betegner folkevalgte politikere hele befolkningsgrupper som udskud, terrorister og en trussel mod den danske nation. Narkomanerne skal smides i fængsel, de somaliske piger tvangsfjernes, de arbejdsløse have færre penge og de kriminelle straffes hårdere. Nuancerne er få, hellere hænge én gruppe for meget ud til spot og spe på de sociale medier end at tøve. Skyd først – så behøver du slet ikke at spørge.

Når valget står mellem empatisk barmhjertighed og nådesløs uforsonlighed, vælges det sidste. Kriterierne for det gode (og demokratiske) samfund er ikke længere empati, omsorg, medlidenhed, tolerance, anstændighed, solidaritet, selvkritik og lignende humanistiske værdier. I det nådesløse samfund bliver disse værdier nærmest latterliggjort, fordi de betragtes om udtryk for en eftergivenhed og forsonlighed, der repræsenterer svaghedens moral over for styrkens position – og styrken ligger i afvisningen, den ukritiske selvhævdelse; i uforsonligheden.

No mercy. Skam er i stadig mindre grad noget man føler når etiske værdier krænkes, eller almindelig menneskelig anstændighed og værdighed uforsonligt trædes under fode. Skammen i dagens samfund opstår, hvis man gribes i at udvise forsonlighed, medlidenhed, empati og barmhjertighed. De svage skulle tage at skamme sig, og det samme gælder alle de nyttige og kritiske idioter fra godhedsindustrien, der mener noget andet, og som måtte ønske en mere kvalificeret diskussion; alle dem, der taler om menneskerettigheder, anstændighed i behandlingen af andre mennesker; som maner til besindighed, inden vi går i krig; som fastholder nødvendigheden af, at der også i et demokrati må være grænser for, hvad man kan kalde hinanden, og som kalder på solidaritet og barmhjertighed over for svage og udsatte.

Empati-underskuddet i politik blev blot sat på spidsen, da Donald Trump så synligt måtte mindes om at optræde empatisk, i mødet med unge overlevende fra skuddramaet på skolen i Florida. Han havde ikke held med det, sandsynligvis af kognitive årsager, og desuden lå hans sympati hos National Rifle Association, interesseorganisation der arbejder for privatpersoners ret til at bære våben.

Men som illustration af den manglende bevidsthed om empati i politik, var Trumps lille huskeseddel ganske begavet tænkt. Vigtigt er det imidlertid at vi ikke forfalder til den sædvanlige kliché: Sådan er det måske i USA og andre steder, men ikke i Danmark. Empati er heller ikke en naturlig del af den danske politiske virkelighed. Derfor måtte en dansk statsminister som sagt minde sig selv om, at han skulle vænne sig til at politik handler om mennesker.

Måske skulle flere politikere derfor være udstyret med en seddel a la Trumps. Behovet er der i hvert fald når en dansk politiker f.eks. kan sige, at “Vi bliver jo ikke en bananrepublik uden menneskerettighederne.” Så kunne det have været fint, hvis han lige havde haft en lille Trump-seddel i hånden hvor der stod: “Husk at vi bliver en forrået og uempatisk bananrepublik, hvis vi dropper menneskerettighederne.”