Dette essay blev bragt på POV. International, d. 10. december 2020

På én og samme tid lever vi i tre verdner: stammen, det nationale samfund og det globale samfund. Det er ikke noget nyt, men i forbindelse med covid-19 viser det sig, hvor svært det kan være at orientere sig mellem de tre verdner. Krisen er global, det er en pandemi, som i skrivende stund har kostet godt 1.5 millioner mennesker livet. Derfor må de nationale samfund reagere med forbud, påbud og restriktioner. Og så kommer vi til problemet. Stammesamfundene rundt omkring i de nationale samfund har ofte deres helt egen opfattelse af covid-19.

Mennesket er et stammevæsen; vores identitet og følelse af tilhør kommer fra de nære omgivelser og kun i begrænset omfang fra det større nationale samfund, og slet ikke fra det globale samfund. I den moderne verden betyder “det nære” imidlertid ikke kun det nære i fysisk forstand, som noget stedbundet. I cybersamfundet betyder nærhed også nærhed og tilhør i forhold til meninger, holdninger, oplevelser og identifikation. Det drejer sig om nærhed i forhold til andre, som synes det samme som én selv, og den slags nærhed findes langt hurtigere på de såkaldte “sociale” platforme som Twitter, Facebook, YouTube o.l. end i den virkelige sociale verden. 

Forsæt læsning

Dette essay blev også bragt på POV. International, d. 7. august 2020

Den gode og barmhjertige omsorg fylder heldigvis mest på landets plejehjem, men når det brutale og ydmygende omsorgssvigt rammer, fylder det alt for de mennesker, det går ud over. Senest har vi set omsorgsmedarbejdere på et plejehjem i Aarhus udsætte hjælpeløse mennesker, som var i deres varetægt, for groft omsorgssvigt. Denne skamløshed er resultatet af mennesker, som handler imod bedre vidende: de kan ikke være i tvivl om, at de påfører et andet menneske ondt, men gør det alligevel. Kan det beskrives som andet end ondskab, findes der andre forklaringer?

Hvorfor er det så svært at kalde mennesker for onde, selv når de bevidst påfører andre en åbenlys lidelse? Kan der være onde handlinger uden onde mennesker? Selv om ondskab er en del af den menneskelige erfaringsverden, beskriver vi ofte det onde, som konsekvenser, ikke af onde menneskers handlinger, men af omstændigheder, som fører til utilsigtede handlinger, der naturligvis kan opleves som onde. Der er stadig masser af onde handlinger, men onde mennesker er der få af, i modsætning til tidligere, hvor “Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden,” som det fortælles i Første Mosebog. 

Forsæt læsning

Dette essay blev også bragt på Point of View International d. 5. april 2020.

Det er ikke let at være nogen, sagde Dan Turèll, og det er en god psykologisk indsigt at møde andre mennesker med. Der ligger en slags mildhedens etik i at have øje for det skrøbelige element i andre, og anerkende det som noget almenmenneskeligt. Det solide liv, som de fleste af os har, rummer også en sårbarhed, og det var den, som Dan Turèll havde et klart og medfølende blik for: Det er ikke let at være nogen. 

Sådan som man betragter mennesket, sådan behandler man det, sagde Peter Kemp, min gamle professor i filosofi. Hvis man betragter mennesket som sårbart, skrøbeligt og uerstatteligt (sådan som man i virkeligheden betragter sig selv), vil man også behandle mennesker med værdighed og mildhed. 

Men der findes jo også andre muligheder. Bare nogle få uger inde i Corona-krisen, har vi allerede oplevet, at der stilles spørgsmål ved, hvad det egentlig er for en krise, vi befinder os i. Er det primært en humanitær og sundhedsmæssig krise, som handler om at afhjælpe menneskelig lidelse og redde liv, eller skal der være langt mere fokus på, at det også er en økonomisk krise?

Tidligere statsminister Lars Løkke har allerede erklæret sig enig med Donald Trump i, at “kuren må ikke blive værre end problemet!” Man kan selvfølgelig spørge, hvad det mon betyder? Hvordan går det f.eks. med balancen mellem kuren og problemet i USA? Faktisk ser det ud til, at kuren slet ikke eksisterer, mens problemet til gengæld vokser. Men flere har tilsyneladende fået øje på problemer med kuren. 

En avisredaktør, en tænketanks-leder, et par økonomer og nogle erhvervsfolk mener således, at den økonomiske indsats, som det danske samfund i dag yder for at bekæmpe Corona-virus, måske er for høj. Kuren er efter deres mening ved at blive problemet, fordi indsatsen er så bekostelig, at den vil ramme fremtidige generationer, bl.a. i form af et svækket sundhedssystem. 

Helt konkret handler det om, hvad et menneskeliv må koste? Eller med andre ord: hvad vi som samfund vil betale for at redde et menneskeliv. Er det en for høj pris, vi betaler gennem nedlukningen af næsten hele samfundet? Her er det ikke det enkelte menneskes individuelle skrøbelighed og uerstattelighed, det drejer sig om, men hvad tingene koster, og hvad vi ellers kunne have fået for pengene. Først og fremmest ser det ud til, at indsatsen for at redde menneskeliv under Corona-krisen vil bremse væksten. Og i økonomisk sammenhæng er dét næsten et større tab end tabet af menneskeliv. 

Nøgne økonomiske målsætninger, som f.eks. vækst for vækstens skyld, har alligevel behov for et eller andet at iklæde sig for ikke at miste legitimitet. Lige nu er det et etisk hensyn til fremtidens sundhedssystem og velfærd, der er blevet tildelt rollen som slør og staffage. Det er på mange måder bemærkelsesværdigt. Normalt er det jo ikke ligefrem bekymringen for fremtidige generationers ve og vel, der plejer at trykke Lars Løkke og folkene fra erhvervslivet og liberale tænketanke, når det f.eks. drejer sig om at tage hensyn til miljøet for at forhindre klimakatastrofer.

Det er imidlertid ikke ualmindeligt at betragte økonomien som det, der først og fremmest skal tages hensyn til, fordi hele samfundet afhænger af, om der er penge i kassen. Det kaldes at være realistisk, mens det at tage udgangspunkt i mennesket ofte bliver betragtet som naivt. Hvor mange gange er klimaaktivister ikke blevet kaldt naive og farlige for den økonomiske udvikling, netop fordi de kræver økonomien om på bagsædet og hensynet til mennesket placeret på førersædet.

Selvfølgelig handler det om villigheden til at betale, også i forbindelse med at gøre det nødvendige for at inddæmme smitten og redde liv. Men svaret findes jo ikke kun ved at se på, om indsatsen evt. mindsker den økonomiske vækst i en periode. 

Er det udelukkende et økonomisk rationale, der skal afgøre, om det er prisen værd at holde f.eks. italienske, spanske, iranske og amerikanske tilstande fra døren, hvor mennesker lider og dør i et omfang, som nærmest er utænkeligt? Er det et abstrakt økonomisk spørgsmål, om vi skal gøre alt for at undgå, at se lig blive kørt bort på en truck og læsset ind i en lastbil? 

Når det hævdes, at løsningen på disse enorme udfordringer er ved at blive selve problemet, så kikker vi lige ind i en ansigtsløs økonomisk verden, som er i modstrid med vores håb og eksistentielle behov. Som den franske forfatter Michel Houellebecq har skrevet, så ville det ende med, at både samfundet og menneskene dør af økonomi, for det er jo ikke kun økonomien, som fremtiden skal arve, det er i høj grad også vores menneskesyn, vores syn på hinanden og hvad det vil sige at leve sammen i et samfund. 

Den økonomiske fornuft tilsiger, at det er menneskene, der skal sættes under økonomiens anonyme kontrol. Til det kunne man bemærke, at det er økonomien, som må tvinges til at følge en etik – en mildhedens etik – som taler om at give afkald for at redde liv og lindre lidelse hos andre.

Det er ikke økonomien i sig selv, som kan træffe beslutninger, selv om det ofte kan lyde sådan, når vi bliver orienteret om, “hvad økonomien kræver”, som det hedder. Det lyder som om økonomien ikke er for mennesker og ikke gjort af mennesker. Det er i denne anonymitet, at økonomien bliver kynisk. 

Ja, der bliver økonomisk nedgang efter Corona-krisen, men ville det have været mere samfundsnyttigt, hvis vi havde valgt at gøre en mindre indsats for at redde mennesker? Ville det være en bedre arv, vi sendte videre til fremtiden, hvis vi havde prioriteret økonomisk vækst frem for menneskeliv? Det er netop prioriteringer, det drejer sig om. Hvad vil vi med hinanden i samfundet, hvad er vi parate til at give afkald på for at sikre menneskelig værdighed? 

Etik handler om den gode væremåde, som den franske filosof Alain Badiou udtrykker det, eller om handlingens visdom. Debatten om vi sætter prisen for et menneskeliv for højt, viser hvor vigtigt det er ikke at blive fanget i en grandios selvforståelse, som tillader reducering af mennesker til blot økonomiske størrelser. Så vil svaret nemlig blive udtryk for økonomisk rationalitet og ikke for etisk visdom.

Når vi gennem anonyme statistiske samlebetegnelser får reduceret grupper af mennesker til f.eks. “de ældre”, “de kroniske”, “de dyre og uproduktive”, så glemmes det let, at det enkelte individ har et ansigt og en livsoplevelse, som gør det specielt og uerstatteligt. Hermed bliver det også lettere at vurdere deres værdi på en måde, som man ikke ville, hvis man mødte dem som enkeltstående individer. Men det er principielt sådan økonomien tænker. Her er ingen noget særligt, her må alle vejes og prissættes.

Jeg tror, at Corona-tiden om noget har lært os den etiske visdom at kunne se igennem økonomiens “krav” om at stå over det menneskelige samfund, som en helt egen guddom, der kan fortælle os om det rigtige og det forkerte. Ud fra et rent økonomisk rationale har vi måske gjort noget forkert, noget økonomisk irrationelt, som vi kommer til at betale for senere. Men det er mennesket, der definerer, hvad det menneskeligt rigtige er. Fremtiden vil ikke vurdere os på, om vi for en periode valgte at svække den økonomiske vækst ved at sætte prisen på menneskeliv meget højt. Den arv, som fremtiden vil tage til sig, er, at vi valgte at lindre menneskelig lidelse. 

Økonomien er ikke en selvstændig verden uden bånd til menneskelig kærlighed, omsorg og medfølelse. Tænk – vi kan faktisk vælge at bruge samfundets penge på netop at udtrykke fællesskabets medfølelse og omsorg i en situation, som FN’s generalsekretær António Guterres kalder for den største krise siden Anden Verdenskrig. Dét er udtryk for en mildhedens etik midt i en storm, som kræver handlingens visdom.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) ville have haft det ligeså svært, som vi har det, med de indskrænkninger i det sociale liv, som Corona-tiden har medført. Flere gange om dagen gik Kierkegaard rundt i Købehavns gader, opsøgte mennesker for at samtale og besøgte både venner og familie. Han kaldte det at tage menneskebad. Det er dét, vi ikke kan, fordi et menneskebad øger risikoen for smittespredning. Men netop når vi ikke har mulighed for frit at tage menneskebad, opdager vi for alvor den eksistentielle betydning af fri bevægelighed og mødet med andre mennesker, både i det private og offentlige rum. Om det er familie, venner, bekendte eller ukendte fremmede på gaden, i forretninger eller på cafeer – så er menneskebadet en kilde til livsoplevelse og livsfølelse.

Søren Kierkegaard ville derfor have forstået vores besværligheder med Corona-tidens begrænsede muligheder for at tage menneskebad. Men han ville også have haft et modtræk, som det måske er værd at genopfriske. Det hedder fantasi og indre oplevelseskraft.

Der må dog lidt historie til. Søren Kierkegaards far var en meget streng opdrager af den lille Søren, da de boede i barndomshjemmet på Nytorv 2 i København. Søren Kierkegaards far var tungsindig, i dag ville vi nok sige, at han var deprimeret. Hjemmet var præget af et tungt mørke, som må have virket overvældende på den lille Søren. Når han gerne ville ud på torvet og gaderne, som han kunne se fra vinduerne, så var farens svar ofte et bestemt nej. Under pseudonymet Johannes Climacus (på latin betyder efternavnet himmelstormeren) skriver Søren Kierkegaard om barndomshjemmet: 

»Johannes´ hjem tilbød ikke mange adspredelser, og da han så godt som aldrig kom ud, blev han tidlig vant til at beskæftige sig med sig selv og med sine egne tanker. Hans far var en meget streng mand, tilsyneladende tør og jordbunden, mens han under denne vadmelsfrakke skjulte en glødende fantasi, som end ikke hans høje alderdom formåede at sløve.«

Her er der ikke tale om virtual reality eller sociale medier – det handler om fantasi og tankens evne til at flyve, selv om kroppen er lukket inde. Det er netop dét vi har brug for når Corona-tiden ikke tillader, at vi får vores daglige menneskebad i det offentlige rum. Tænk på, hvor mange oplevelser af verden omkring os, som vi allerede har på lager i vores indre; steder, mennesker, huse, gader, parker, situationer. Det var dem, som Søren Kierkegaards far brugte, når lille Søren skulle underholdes uden at gå ud. Her kan vi lade Søren Kierkegaard fortælle videre selv – han var der jo, og beskrev det senere i sin dagbog:

»Når Johannes (Søren) af og til bad om tilladelse til at gå ud, da fik han oftest et afslag, hvorimod faderen en enkelt gang som modydelse foreslog ham ved hans hånd at spadsere op og ned ad gulvet.« 

Vi ved godt, hvad en moderne pædagogik vil sige til det forslag. Det er ganske givet heller ikke en idé, der skal overdrives, som alternativ til at være sammen med andre. Men netop nu, i disse Corona-tider, er vi jo tvunget til ikke at gå så meget ud og til kun at være sammen med andre i meget begrænset omfang. Og her er den kierkegaardske idé måske værd at afprøve – også fordi Søren Kierkegaard sagde, at det i stor udstrækning var den, som gjorde ham til filosof. Og sådan gik det for sig, da den lille Søren havde accepteret farens forslag om at gå en tur i stuen i stedet for at løbe ud på torvet:

»De gik da ud ad porten, til et nærliggende lystslot, eller ud til strandkanten, eller om i gaderne, alt eftersom Johannes ville det; thi faderen formåede alt. Mens de gik op og ned ad gulvet, fortalte faderen alt, hvad de så: de hilste på de forbigående, vognene larmede forbi dem og overdøvede faderens stemme; kagekonens frugter var mere indbydende end nogensinde. Han fortalte alt så nøjagtigt, så levende, så nærværende indtil den ubetydeligste detalje, der var Johannes bekendt, så udførligt og anskueligt hvad der var ham ubekendt, at han efter en halv time at have spadseret med faderen var så overvældet og træt, som om han en hel dag havde været ude.«

Men det var ikke gjort med det, for under deres livlige spadsereture rundt i stuen talte de sammen om det, de så; kommenterede menneskelige handlinger, beskrev situationer og drøftede om det var godt eller skidt, hvad der her skete, om nogen kunne have gjort anderledes. På den måde kunne de ændre situationerne og kunne vurdere og diskutere nye paradokser. I alt dette aner man de perspektiver, som filosoffen Søren Kierkegaard senere skulle komme til lægge på tilværelsen. 

Vi har også et indre liv, en fantasi og en erindring. Søren Kierkegaards ture op og ned ad gulvet sammen med faren skærpede hans opmærksomhed på det ydre, selv om de foregik i det indre. Selvfølgelig gav de ham også den stærke lyst til senere at tage det daglige menneskebad ude i Københavns gader. Men oplevelsen af, hvad den indre verden og fantasien kan, ville helt sikkert være et af Søren Kierkegaards råd til os i dag, hvor vi ikke bare lige kan gå ud og gøre, hvad vi ellers gerne ville i det offentlige rum, hvor menneskebadet må vente. 

Alene i dag har jeg været på den indre Assistens Kirkegård sammen med Dorthe, i Frederiksberg Have sammen med Marianne, på en dejlig tur til Sverige med Mette og Juliane, i ZOO med mine to piger, som igen var 9 og 10 år, og endda med mine for længst afdøde forældre en tur rundt om søen. Corona-tiden behøver ikke at afholde os fra oplevelser. Genopdag den indre verden, lav eventuel oplevelserne lidt om, så de bliver anderledes end du husker dem, skab dilemmaer, find nye veje – i virkeligheden er der meget plads i det indre og uendelige muligheder, og tilmed kan man møde Søren Kierkegaard, hvis man går hen over Nytorv.

Hvis du har fået lyst til at vide lidt mere om Søren Kierkegaard, så er Peter Thielsts Livet forstås baglæns – men må leves forlæns at anbefale. Den findes tilmed som både lydbog på Mofibo og som E-bog, så man slet ikke behøver at gå ud for at hente den.
(Citaterne er hentet fra denne bog)

Har været bragt i en versioneret udgave på POINT of VIEW International d. 13. marts 2020

Når afstanden mellem mennesker i den kommende tid bliver til normen og rytmen i vores hverdag, så er varetagelse af kærlighedsevnen mere vigtig end nogensinde. Det var nærmest som en symbolsk påmindelse om at passe på kærligheden, at både landets swingerklubber og kirker lukkede i løbet af onsdagen, som en konsekvens af kampen mod den truende Corona-virus. Om formiddagen kunne Ekstra Bladet meddele, at swingerklubberne ville vise samfundssind ved at indstille aktiviteterne. Senere på dagen var det landets biskopper, der udsendte en pressemeddelelse om, at “Gudstjenesterne aflyses overalt i folkekirken”. 

Der er naturligvis tale om to udtryk for forudseenhed og rettidig omhu, som man kun kan påskønne. Men når både de fysiske og åndelige kærlighedsinstitutioner lukker, så er det alligevel vigtigt at huske på, at nødvendigheden af eros og kærlighed ikke af den grund forsvinder. Det er måske de færreste, der går på swingerklub og i kirke, men alle har brug for den trøst, som både eros og kærligheden giver. Og nu er fysisk afstand mellem mennesker altså sundhedsnormen og den moralske tilgang til det sociale liv. 

Hvad sker der med nærhedsetikken når afstanden pludselig er et livsvigtigt påbud? Bliver den fortyndet, når det moralske krav er, at vi holder afstand? Og hvordan genopfinder vi en afstandens etik og ansvarsfølelse, når isolation og fysisk afstand gør det svært at se Den Andens ansigt og sårbarhed? Hvordan opretholder vi evnen til at reagere på andres skrøbelighed og behov, når dørene skal holdes lukkede? Det er en dybt paradoksal situation, vi er havnet i: Verden er ramt af en sygdom, som kun kan bekæmpes i fællesskab, men som kræver afstand og isolation. Så er fælles handling og ansvar for næsten ikke nødvendigvis en helt indlysende prioritering. Eros betyder at række ud efter andre, som man jo rent fysisk gør i elskoven, og kærlighed betyder slet og ret, at indse sit livs afhængighed af noget og nogen, som ikke er én selv. Når swingerklubberne og kirken lukker, kan vi vælge at sige “og hvad så”? Men vi kan også vælge at set det symbolske i den kendsgerning, at mennesker har brug for nærhedskontakt med hinanden, for at være og forblive mennesker og for at udvise menneskelighed.

Derfor: Hvordan opretholdes en mellemmenneskelig eros og kærlighed når afstanden mellem mennesker for en tid er den afgørende sociale norm? Så er det måske ordene og øjnenes blik, der skal blive mere levende, medfølende og trøstende, mere erotiske, kropslige og lidenskabelige, for allerede nu kan vi jo se, at netop kravet om afstand meget let slår over i ligegyldighed og bortvendte øjne. Derfor elsker man pludselig kassedamen i Netto, som siger “god dag”; derfor er det så dejligt og næsten erotisk, at nikke til fremmede, man møder på gaden; derfor er det så sugende skønt kunstfærdigt, at bukke og neje for hinanden, når vi nu ikke kan give hånd og knus; derfor er det så nødvendigt at se hinanden i øjnene, for det er også at række ud, berøre og kærtegne. Lad swingernes erotisk livsglæde blive en del af den forårsluft, der trods alt er fælles, og forener os på gader og stræder, og lad kirkens trøstende kærlighed blive en del af det blik vi møder hinanden med. Selv på afstand kan vi godt råbe hinanden op og vise medfølelse og lidenskabeligt engagement i hinandens ve og vel. Rør hinanden med øjnene, netop i Corona-land har vi øjne for at se hinanden og ikke for at lukke dem.

Har været bragt i en versioneret udgave i Politiken d. 13, marts 2020.

Jane Austens roman “Stolthed og Fordom” fra 1813 kan være en betydelig inspirationskilde her i Corona-tiden, hvor vi kæmper for at finde en hilseform, som ikke udsætter de hilsende for smitterisiko. Situationens presserende alvor taget i betragtning vil det dog nok være bedst at konsultere en videoudgave af bogen, som på dansk strækker sig over 403 sider, og godt kan være en temmelig sej affære at gnave sig igennem.

Jeg har set adskillige alternative hilseformer bragt i anvendelse bare i løbet af de seneste par dage. Der har været forsøgt med f.eks. albue mod albue, fod mod fod, den buddhistiske hilsen, hvor håndfladerne sættes sammen foran brystkassen med fingrene opad, suppleret med et lille nik, eller den muslimske hilsen med en hånd på sit hjerte. Det kan imidlertid undre, at vi ikke straks har genoptaget den klassiske hilseform i form af at bukke og neje. 

I ordbogen defineres det at bukke såledesat “bøje overkroppen forover og tilbage igen som høflig eller ærbødig hilsen.” Det skal dog tilføjes, at der i “Stolthed og fordom” forekommer mere avancerede og ærbødige former for bukninger, hvor både benarbejde og armbevægelser også spiller en rolle, fordi det ene ben i en let bue skal føres frem foran kroppen, mens der bukkes og den ene arm elegant hilser ud i luften mod den anden, i en slags spiralbevægelse, inden den landes tæt mod ens egen krop. I samme ordbog defineres det at neje på denne måde: at “hilse ærbødigt og respektfuldt ved at føre det ene ben bag det andet, bøje kroppen forover og samtidig bøje svagt i knæene.” 

Lige netop disse former for hilsekunst kan man lære ved at studere “Stolthed og fordom”. Hverken at bukke eller neje er nemlig nogen helt let sag, men vil på én gang kunne mindske smitterisikoen og tilføre forholdet mellem mennesker en ny værdighed og sensuel interesse. At hilse ved at bukke og neje er en slags dans, der udføres ved møde og afsked. Uden at røre hinanden eller forfalde til “albue-mod-albue” glider de to personer ind i en let dansende bevægelse foran hinanden, som har dybe kulturelle rødder i vores ophav og som virker kropslig, selvom vi ikke må røre hinanden. Se blot hvordan de to hovedpersoner i “Stolthed og Fordom”, Elizabeth Bennet og mr. Darcy, spillet af Keira Knightley og Matthew Macfadyen, bevæger sig rundt om hinanden gennem nejen og bukken, uden at røre hinandens kroppe. Så raffineret kan vi danse forbi smitten og stadig hilse værdigt og nærværende på hinanden.

At hilse på denne måde er imidlertid ikke blot en fysisk udfoldelse. I selve det at bukke og neje ligger der en bevidst ydmyghed i mødet med det andet menneske. I begge hilseformer ligger der, at man ydmygt bukker sig for det andet menneske, man kikker ned, sænker øjnene og giver dermed den anden sin ærbødighed; en metahilsen, som hverken håndtrykket eller knuset kan præstere, og slet ikke albuen.

Det kunne være velanbragt, hvis statsministeren ikke blot slog fast, hvad vi skal afholde os fra under Corona-tiden, nemlig knus, kram og håndtryk, men også positivt fremhævede den innovative og fremadrettede hilseform, nemlig at bukke og neje. Den er traditionelt velafprøvet, notorisk en del af også den danske kultur og praktiseres stadig på landets danseskoler. Den bygger på en værdig og ydmyg omgangsform mennesker imellem, noget som vi også er enige om er en mangelvare. Desuden vil denne ny-gamle hilseform sætte hele diskussionen om håndtryk ved tildeling af dansk statsborgerskab helt ud af spillet. Alle kan jo lære at give hånd, men at hilse ved at bukke eller neje kræver en vis indstudering og forberedelse, som kunne gøres til en del af indfødsretsprøven. Hermed vil vi være sikker på, at de kommende statsborgere for alvor var villige til at kropsliggøre deres nye danskhed.

Jeg har selv i dag afprøvet hilseformen sammen med en veninde. Midt på gågaden i Næstved bukkede jeg for hende, og hun nejede for mig. Det foranledigede ikke større opløb og vi forlod stedet med den oplevelse af æresfølelse for den anden, som vi virkelig føler, og sandsynligvis begge to helt ubesmittede. 

I gamle dage var Corona en cigar, og min onkel Valde røg Corona med mavebælte. Onkel Valde blev over 90 og var aldrig syg. Selv mente han, at det var fordi han røg cigarer. Han havde røget Corona Cigarer fra konfirmationsalderen og havde altid en af dem i munden. Også når han besøgte os i julen og i sommerferien, og tog mig på skødet, mens han fortalte om sin tid som sømand i Køge Bugt.

På sin vis har jeg altså i væsentlige perioder af mit barndomsliv røget Corona Cigarer, indåndet den røg, som gennem et langt liv holdt onkel Valde sund og rask, så han med ryggen rank kunne bære den bowlerhat, der var ligeså karakteristisk for ham, som den dampende Corona Cigar.

Jeg går derfor verdenshistoriens nye Coronatid i møde med fortrøstning. Jeg har med egne røgfyldte øjne set, hvor meget onkel Valde overlevede. Et par verdenskrige blev det til. Et tuberkuloseangreb, et alvorligt slag i hovedet (det var derfor han gik med bowlerhat både ude og inde). Desuden var han adskillige gange tæt på at blive kørt ned af sporvognen når han forlod De Gamles By, hvor han boede.

Men onkel Valde formåede altid at beholde bowleren på hovedet og Coronaen i munden. Han var ikke blevet bange, hverken for verdenskrige eller sporvogne, og jeg elskede når han kom på besøg, så fik jeg kram og knus og kom op på skødet når han fortalte om tiden på Køge Bugt i den blå båd, som hed Else, efter onkel Valdes ungdomskæreste. Hun døde desværre tidligt, men hun røg heller ikke, som han sagde med beklagelse.