Det er de færreste sygdomme, der har så mange politiske komplikationer, som tilfældet er med corona. Og sådan må det naturligvis være med en pandemi, som kun kan bekæmpes socialt, gennem en politisk koordineret indsats til mobilisering af alle borgere. 

I hovedtræk er der to svar på en pandemi. Det ene er farmaceutisk i form af medicin og vaccine. På denne front er vi langt bedre stillet i dag end ved tidligere pandemier. Men historisk set har medicin ikke været den drivende kraft i bekæmpelsen af de store infektionssygdomme. 

Det har den anden strategi imidlertid været, som er socio-økonomiske forbedringer sammen med udviklingen af offentlige sundhedsforanstaltninger. Her er det tale om både individuelle og kollektive indsatser. De individuelle omfatter god hygiejne, masker, selvisolation, social afstand, andre hilseformer end håndtryk o.l. 

De kollektive forholdsregler betyder nedlukning af samfundet i forskellig grad. Det kan være dele af bl.a. sundhedssystemet, erhvervslivet, skolerne og uddannelsesinstitutionerne. Hjemmearbejde bliver normen, der kommer forbud mod større forsamlinger, lukning af grænser og forbud mod rejser, krav om testning, kontaktopsporing, bliv-hjemme-påbud – altså det, som vi i forskelligt omfang ser bragt i anvendelse i dagens Danmark og mange andre steder.

Det er politiske initiativer som påvirker alle og uomgængeligt vil virke som en byrde for mange, og derfor også fremkalder modstand. Ikke alle bliver ramt af sygdommen, men alle bliver påvirket når samfundet skal bekæmpe en pandemi. Derfor er konfliktpotentialet naturligvis enormt. Den politiske dimension står centralt i bekæmpelsen af pandemien, fordi det mikroskopiske virus tvinger os til at overveje politiske spørgsmål om forholdet mellem den enkelte og fællesskabet og dermed også om forholdet mellem ret og pligt, ansvar, tillid og frihed. 

Forsæt læsning

Det er vist ikke sket før, at en hel nation på det nærmeste går i opløsning under fuld mediedækning. Men det er tæt på at ske i USA i disse måneder. Når hele lande eller nationer er gået i opløsning, har det ofte været i Mellemøsten eller Afrika, og uden samme medieinteresse og uden samme identifikationsmuligheder, som når det sker i USA. Det er jo ikke bare et tilfældigt land; USA har været en del af den tilstand, som vi danskere har levet i, siden Anden Verdenskrig. Om vi har været tilhænger eller modstander af den amerikanske politik, kultur, økonomi og livsform så har vi, og alle andre vesteuropæere, boet i en forstad til USA. 

Alligevel oplever vi først nu for alvor, hvor splittet det amerikanske samfund er. Det blev tydeligt allerede i de hektiske minutter efter CNN’s annoncering af Joe Bidens sejr ved det amerikanske præsidentvalg i november 2020. I studiet skete der noget dybt foruroligende, da deltagerne i ekspertpanelet skulle kommentere konsekvenserne af valgets udfald. I panelet sad Van Jones, som bl.a. var rådgiver for Barack Obama, og den republikanske politiker Rick Santorum, som i 2012 forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat. Fra to forskellige politiske positioner kommenterede de det kommende skift fra Donald Trump til Joe Biden, og det var som at høre to mennesker fra hver sit solsystem tale forbi hinanden. 

Forsæt læsning

COVID-19 er blevet en slags lyddæmper på den ellers så larmende og aktive verden. Men menneskets verden består ikke blot af det ydre. Vi har også en indre verden, der er lige så stor, som den ydre. Og i dén verden har der været alt andet end stille under pandemien. Eksistensen har larmet på sin helt egen måde, lige fra nedlukningens første timer i marts 2020.

Eksistensen kan melde sig på mange forskellige måder. Ofte sker det når vi får adgang til livets dybde, som ellers er skjult bag alt det, som kræver vores fulde opmærksomhed i hverdagen: arbejde, karriereplanlægning, uddannelse, indkøb, ferieplanlægning, familieskærmydsler osv.

Eksistensen kan f.eks. melde sig i det øjeblik, hvor man ser sit nyfødte barn, eller hvor der sker noget andet af det, som vi kalder for en skelsættende begivenhed: død, sygdom, tab, savn, kærlighedsmøde, brud eller kriser af forskellig slags. Eksistensen melder sig ofte i ret larmende stemninger af omvæltning, fornemmelsen af point-off-no-return, angst, fortvivlelse, tristhed eller endda kedsomhed og skyldfølelse – men selvfølgelig også som f.eks. lykkefølelse, taknemmelighed, begær, dyb livsglæde og samhørighedsfølelse.

Under pandemien melder eksistensen sig bl.a. når myndighederne hver dag kl. 14 offentliggøre døgnets dødstal, antal smittede og indlagte, samt tal for, hvor mange mennesker, som må holdes i live ved hjælp af en respirator. Reelt er der tale om statistiske beregninger af menneskelig lidelse knyttet til pandemiens hærgen i Danmark. Størrelser som angst, frygt og sorg over mistede pårørende er pandemiens eksistentielle mørketal for lidelse, som kun registreres af de ramte. 

Forsæt læsning

Dette essay blev bragt på POV. International, d. 10. december 2020

På én og samme tid lever vi i tre verdner: stammen, det nationale samfund og det globale samfund. Det er ikke noget nyt, men i forbindelse med covid-19 viser det sig, hvor svært det kan være at orientere sig mellem de tre verdner. Krisen er global, det er en pandemi, som i skrivende stund har kostet godt 1.5 millioner mennesker livet. Derfor må de nationale samfund reagere med forbud, påbud og restriktioner. Og så kommer vi til problemet. Stammesamfundene rundt omkring i de nationale samfund har ofte deres helt egen opfattelse af covid-19.

Mennesket er et stammevæsen; vores identitet og følelse af tilhør kommer fra de nære omgivelser og kun i begrænset omfang fra det større nationale samfund, og slet ikke fra det globale samfund. I den moderne verden betyder “det nære” imidlertid ikke kun det nære i fysisk forstand, som noget stedbundet. I cybersamfundet betyder nærhed også nærhed og tilhør i forhold til meninger, holdninger, oplevelser og identifikation. Det drejer sig om nærhed i forhold til andre, som synes det samme som én selv, og den slags nærhed findes langt hurtigere på de såkaldte “sociale” platforme som Twitter, Facebook, YouTube o.l. end i den virkelige sociale verden. 

Forsæt læsning

Dette essay blev også bragt på POV. International, d. 7. august 2020

Den gode og barmhjertige omsorg fylder heldigvis mest på landets plejehjem, men når det brutale og ydmygende omsorgssvigt rammer, fylder det alt for de mennesker, det går ud over. Senest har vi set omsorgsmedarbejdere på et plejehjem i Aarhus udsætte hjælpeløse mennesker, som var i deres varetægt, for groft omsorgssvigt. Denne skamløshed er resultatet af mennesker, som handler imod bedre vidende: de kan ikke være i tvivl om, at de påfører et andet menneske ondt, men gør det alligevel. Kan det beskrives som andet end ondskab, findes der andre forklaringer?

Hvorfor er det så svært at kalde mennesker for onde, selv når de bevidst påfører andre en åbenlys lidelse? Kan der være onde handlinger uden onde mennesker? Selv om ondskab er en del af den menneskelige erfaringsverden, beskriver vi ofte det onde, som konsekvenser, ikke af onde menneskers handlinger, men af omstændigheder, som fører til utilsigtede handlinger, der naturligvis kan opleves som onde. Der er stadig masser af onde handlinger, men onde mennesker er der få af, i modsætning til tidligere, hvor “Herren så, at menneskenes ondskab tog til på jorden,” som det fortælles i Første Mosebog. 

Forsæt læsning

Dette essay blev også bragt på Point of View International d. 5. april 2020.

Det er ikke let at være nogen, sagde Dan Turèll, og det er en god psykologisk indsigt at møde andre mennesker med. Der ligger en slags mildhedens etik i at have øje for det skrøbelige element i andre, og anerkende det som noget almenmenneskeligt. Det solide liv, som de fleste af os har, rummer også en sårbarhed, og det var den, som Dan Turèll havde et klart og medfølende blik for: Det er ikke let at være nogen. 

Sådan som man betragter mennesket, sådan behandler man det, sagde Peter Kemp, min gamle professor i filosofi. Hvis man betragter mennesket som sårbart, skrøbeligt og uerstatteligt (sådan som man i virkeligheden betragter sig selv), vil man også behandle mennesker med værdighed og mildhed. 

Men der findes jo også andre muligheder. Bare nogle få uger inde i Corona-krisen, har vi allerede oplevet, at der stilles spørgsmål ved, hvad det egentlig er for en krise, vi befinder os i. Er det primært en humanitær og sundhedsmæssig krise, som handler om at afhjælpe menneskelig lidelse og redde liv, eller skal der være langt mere fokus på, at det også er en økonomisk krise?

Tidligere statsminister Lars Løkke har allerede erklæret sig enig med Donald Trump i, at “kuren må ikke blive værre end problemet!” Man kan selvfølgelig spørge, hvad det mon betyder? Hvordan går det f.eks. med balancen mellem kuren og problemet i USA? Faktisk ser det ud til, at kuren slet ikke eksisterer, mens problemet til gengæld vokser. Men flere har tilsyneladende fået øje på problemer med kuren. 

En avisredaktør, en tænketanks-leder, et par økonomer og nogle erhvervsfolk mener således, at den økonomiske indsats, som det danske samfund i dag yder for at bekæmpe Corona-virus, måske er for høj. Kuren er efter deres mening ved at blive problemet, fordi indsatsen er så bekostelig, at den vil ramme fremtidige generationer, bl.a. i form af et svækket sundhedssystem. 

Helt konkret handler det om, hvad et menneskeliv må koste? Eller med andre ord: hvad vi som samfund vil betale for at redde et menneskeliv. Er det en for høj pris, vi betaler gennem nedlukningen af næsten hele samfundet? Her er det ikke det enkelte menneskes individuelle skrøbelighed og uerstattelighed, det drejer sig om, men hvad tingene koster, og hvad vi ellers kunne have fået for pengene. Først og fremmest ser det ud til, at indsatsen for at redde menneskeliv under Corona-krisen vil bremse væksten. Og i økonomisk sammenhæng er dét næsten et større tab end tabet af menneskeliv. 

Nøgne økonomiske målsætninger, som f.eks. vækst for vækstens skyld, har alligevel behov for et eller andet at iklæde sig for ikke at miste legitimitet. Lige nu er det et etisk hensyn til fremtidens sundhedssystem og velfærd, der er blevet tildelt rollen som slør og staffage. Det er på mange måder bemærkelsesværdigt. Normalt er det jo ikke ligefrem bekymringen for fremtidige generationers ve og vel, der plejer at trykke Lars Løkke og folkene fra erhvervslivet og liberale tænketanke, når det f.eks. drejer sig om at tage hensyn til miljøet for at forhindre klimakatastrofer.

Det er imidlertid ikke ualmindeligt at betragte økonomien som det, der først og fremmest skal tages hensyn til, fordi hele samfundet afhænger af, om der er penge i kassen. Det kaldes at være realistisk, mens det at tage udgangspunkt i mennesket ofte bliver betragtet som naivt. Hvor mange gange er klimaaktivister ikke blevet kaldt naive og farlige for den økonomiske udvikling, netop fordi de kræver økonomien om på bagsædet og hensynet til mennesket placeret på førersædet.

Selvfølgelig handler det om villigheden til at betale, også i forbindelse med at gøre det nødvendige for at inddæmme smitten og redde liv. Men svaret findes jo ikke kun ved at se på, om indsatsen evt. mindsker den økonomiske vækst i en periode. 

Er det udelukkende et økonomisk rationale, der skal afgøre, om det er prisen værd at holde f.eks. italienske, spanske, iranske og amerikanske tilstande fra døren, hvor mennesker lider og dør i et omfang, som nærmest er utænkeligt? Er det et abstrakt økonomisk spørgsmål, om vi skal gøre alt for at undgå, at se lig blive kørt bort på en truck og læsset ind i en lastbil? 

Når det hævdes, at løsningen på disse enorme udfordringer er ved at blive selve problemet, så kikker vi lige ind i en ansigtsløs økonomisk verden, som er i modstrid med vores håb og eksistentielle behov. Som den franske forfatter Michel Houellebecq har skrevet, så ville det ende med, at både samfundet og menneskene dør af økonomi, for det er jo ikke kun økonomien, som fremtiden skal arve, det er i høj grad også vores menneskesyn, vores syn på hinanden og hvad det vil sige at leve sammen i et samfund. 

Den økonomiske fornuft tilsiger, at det er menneskene, der skal sættes under økonomiens anonyme kontrol. Til det kunne man bemærke, at det er økonomien, som må tvinges til at følge en etik – en mildhedens etik – som taler om at give afkald for at redde liv og lindre lidelse hos andre.

Det er ikke økonomien i sig selv, som kan træffe beslutninger, selv om det ofte kan lyde sådan, når vi bliver orienteret om, “hvad økonomien kræver”, som det hedder. Det lyder som om økonomien ikke er for mennesker og ikke gjort af mennesker. Det er i denne anonymitet, at økonomien bliver kynisk. 

Ja, der bliver økonomisk nedgang efter Corona-krisen, men ville det have været mere samfundsnyttigt, hvis vi havde valgt at gøre en mindre indsats for at redde mennesker? Ville det være en bedre arv, vi sendte videre til fremtiden, hvis vi havde prioriteret økonomisk vækst frem for menneskeliv? Det er netop prioriteringer, det drejer sig om. Hvad vil vi med hinanden i samfundet, hvad er vi parate til at give afkald på for at sikre menneskelig værdighed? 

Etik handler om den gode væremåde, som den franske filosof Alain Badiou udtrykker det, eller om handlingens visdom. Debatten om vi sætter prisen for et menneskeliv for højt, viser hvor vigtigt det er ikke at blive fanget i en grandios selvforståelse, som tillader reducering af mennesker til blot økonomiske størrelser. Så vil svaret nemlig blive udtryk for økonomisk rationalitet og ikke for etisk visdom.

Når vi gennem anonyme statistiske samlebetegnelser får reduceret grupper af mennesker til f.eks. “de ældre”, “de kroniske”, “de dyre og uproduktive”, så glemmes det let, at det enkelte individ har et ansigt og en livsoplevelse, som gør det specielt og uerstatteligt. Hermed bliver det også lettere at vurdere deres værdi på en måde, som man ikke ville, hvis man mødte dem som enkeltstående individer. Men det er principielt sådan økonomien tænker. Her er ingen noget særligt, her må alle vejes og prissættes.

Jeg tror, at Corona-tiden om noget har lært os den etiske visdom at kunne se igennem økonomiens “krav” om at stå over det menneskelige samfund, som en helt egen guddom, der kan fortælle os om det rigtige og det forkerte. Ud fra et rent økonomisk rationale har vi måske gjort noget forkert, noget økonomisk irrationelt, som vi kommer til at betale for senere. Men det er mennesket, der definerer, hvad det menneskeligt rigtige er. Fremtiden vil ikke vurdere os på, om vi for en periode valgte at svække den økonomiske vækst ved at sætte prisen på menneskeliv meget højt. Den arv, som fremtiden vil tage til sig, er, at vi valgte at lindre menneskelig lidelse. 

Økonomien er ikke en selvstændig verden uden bånd til menneskelig kærlighed, omsorg og medfølelse. Tænk – vi kan faktisk vælge at bruge samfundets penge på netop at udtrykke fællesskabets medfølelse og omsorg i en situation, som FN’s generalsekretær António Guterres kalder for den største krise siden Anden Verdenskrig. Dét er udtryk for en mildhedens etik midt i en storm, som kræver handlingens visdom.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1813-1855) ville have haft det ligeså svært, som vi har det, med de indskrænkninger i det sociale liv, som Corona-tiden har medført. Flere gange om dagen gik Kierkegaard rundt i Købehavns gader, opsøgte mennesker for at samtale og besøgte både venner og familie. Han kaldte det at tage menneskebad. Det er dét, vi ikke kan, fordi et menneskebad øger risikoen for smittespredning. Men netop når vi ikke har mulighed for frit at tage menneskebad, opdager vi for alvor den eksistentielle betydning af fri bevægelighed og mødet med andre mennesker, både i det private og offentlige rum. Om det er familie, venner, bekendte eller ukendte fremmede på gaden, i forretninger eller på cafeer – så er menneskebadet en kilde til livsoplevelse og livsfølelse.

Søren Kierkegaard ville derfor have forstået vores besværligheder med Corona-tidens begrænsede muligheder for at tage menneskebad. Men han ville også have haft et modtræk, som det måske er værd at genopfriske. Det hedder fantasi og indre oplevelseskraft.

Der må dog lidt historie til. Søren Kierkegaards far var en meget streng opdrager af den lille Søren, da de boede i barndomshjemmet på Nytorv 2 i København. Søren Kierkegaards far var tungsindig, i dag ville vi nok sige, at han var deprimeret. Hjemmet var præget af et tungt mørke, som må have virket overvældende på den lille Søren. Når han gerne ville ud på torvet og gaderne, som han kunne se fra vinduerne, så var farens svar ofte et bestemt nej. Under pseudonymet Johannes Climacus (på latin betyder efternavnet himmelstormeren) skriver Søren Kierkegaard om barndomshjemmet: 

»Johannes´ hjem tilbød ikke mange adspredelser, og da han så godt som aldrig kom ud, blev han tidlig vant til at beskæftige sig med sig selv og med sine egne tanker. Hans far var en meget streng mand, tilsyneladende tør og jordbunden, mens han under denne vadmelsfrakke skjulte en glødende fantasi, som end ikke hans høje alderdom formåede at sløve.«

Her er der ikke tale om virtual reality eller sociale medier – det handler om fantasi og tankens evne til at flyve, selv om kroppen er lukket inde. Det er netop dét vi har brug for når Corona-tiden ikke tillader, at vi får vores daglige menneskebad i det offentlige rum. Tænk på, hvor mange oplevelser af verden omkring os, som vi allerede har på lager i vores indre; steder, mennesker, huse, gader, parker, situationer. Det var dem, som Søren Kierkegaards far brugte, når lille Søren skulle underholdes uden at gå ud. Her kan vi lade Søren Kierkegaard fortælle videre selv – han var der jo, og beskrev det senere i sin dagbog:

»Når Johannes (Søren) af og til bad om tilladelse til at gå ud, da fik han oftest et afslag, hvorimod faderen en enkelt gang som modydelse foreslog ham ved hans hånd at spadsere op og ned ad gulvet.« 

Vi ved godt, hvad en moderne pædagogik vil sige til det forslag. Det er ganske givet heller ikke en idé, der skal overdrives, som alternativ til at være sammen med andre. Men netop nu, i disse Corona-tider, er vi jo tvunget til ikke at gå så meget ud og til kun at være sammen med andre i meget begrænset omfang. Og her er den kierkegaardske idé måske værd at afprøve – også fordi Søren Kierkegaard sagde, at det i stor udstrækning var den, som gjorde ham til filosof. Og sådan gik det for sig, da den lille Søren havde accepteret farens forslag om at gå en tur i stuen i stedet for at løbe ud på torvet:

»De gik da ud ad porten, til et nærliggende lystslot, eller ud til strandkanten, eller om i gaderne, alt eftersom Johannes ville det; thi faderen formåede alt. Mens de gik op og ned ad gulvet, fortalte faderen alt, hvad de så: de hilste på de forbigående, vognene larmede forbi dem og overdøvede faderens stemme; kagekonens frugter var mere indbydende end nogensinde. Han fortalte alt så nøjagtigt, så levende, så nærværende indtil den ubetydeligste detalje, der var Johannes bekendt, så udførligt og anskueligt hvad der var ham ubekendt, at han efter en halv time at have spadseret med faderen var så overvældet og træt, som om han en hel dag havde været ude.«

Men det var ikke gjort med det, for under deres livlige spadsereture rundt i stuen talte de sammen om det, de så; kommenterede menneskelige handlinger, beskrev situationer og drøftede om det var godt eller skidt, hvad der her skete, om nogen kunne have gjort anderledes. På den måde kunne de ændre situationerne og kunne vurdere og diskutere nye paradokser. I alt dette aner man de perspektiver, som filosoffen Søren Kierkegaard senere skulle komme til lægge på tilværelsen. 

Vi har også et indre liv, en fantasi og en erindring. Søren Kierkegaards ture op og ned ad gulvet sammen med faren skærpede hans opmærksomhed på det ydre, selv om de foregik i det indre. Selvfølgelig gav de ham også den stærke lyst til senere at tage det daglige menneskebad ude i Københavns gader. Men oplevelsen af, hvad den indre verden og fantasien kan, ville helt sikkert være et af Søren Kierkegaards råd til os i dag, hvor vi ikke bare lige kan gå ud og gøre, hvad vi ellers gerne ville i det offentlige rum, hvor menneskebadet må vente. 

Alene i dag har jeg været på den indre Assistens Kirkegård sammen med Dorthe, i Frederiksberg Have sammen med Marianne, på en dejlig tur til Sverige med Mette og Juliane, i ZOO med mine to piger, som igen var 9 og 10 år, og endda med mine for længst afdøde forældre en tur rundt om søen. Corona-tiden behøver ikke at afholde os fra oplevelser. Genopdag den indre verden, lav eventuel oplevelserne lidt om, så de bliver anderledes end du husker dem, skab dilemmaer, find nye veje – i virkeligheden er der meget plads i det indre og uendelige muligheder, og tilmed kan man møde Søren Kierkegaard, hvis man går hen over Nytorv.

Hvis du har fået lyst til at vide lidt mere om Søren Kierkegaard, så er Peter Thielsts Livet forstås baglæns – men må leves forlæns at anbefale. Den findes tilmed som både lydbog på Mofibo og som E-bog, så man slet ikke behøver at gå ud for at hente den.
(Citaterne er hentet fra denne bog)