Har været bragt i en versioneret udgave i Politiken d. 13, marts 2020.

Jane Austens roman “Stolthed og Fordom” fra 1813 kan være en betydelig inspirationskilde her i Corona-tiden, hvor vi kæmper for at finde en hilseform, som ikke udsætter de hilsende for smitterisiko. Situationens presserende alvor taget i betragtning vil det dog nok være bedst at konsultere en videoudgave af bogen, som på dansk strækker sig over 403 sider, og godt kan være en temmelig sej affære at gnave sig igennem.

Jeg har set adskillige alternative hilseformer bragt i anvendelse bare i løbet af de seneste par dage. Der har været forsøgt med f.eks. albue mod albue, fod mod fod, den buddhistiske hilsen, hvor håndfladerne sættes sammen foran brystkassen med fingrene opad, suppleret med et lille nik, eller den muslimske hilsen med en hånd på sit hjerte. Det kan imidlertid undre, at vi ikke straks har genoptaget den klassiske hilseform i form af at bukke og neje. 

I ordbogen defineres det at bukke såledesat “bøje overkroppen forover og tilbage igen som høflig eller ærbødig hilsen.” Det skal dog tilføjes, at der i “Stolthed og fordom” forekommer mere avancerede og ærbødige former for bukninger, hvor både benarbejde og armbevægelser også spiller en rolle, fordi det ene ben i en let bue skal føres frem foran kroppen, mens der bukkes og den ene arm elegant hilser ud i luften mod den anden, i en slags spiralbevægelse, inden den landes tæt mod ens egen krop. I samme ordbog defineres det at neje på denne måde: at “hilse ærbødigt og respektfuldt ved at føre det ene ben bag det andet, bøje kroppen forover og samtidig bøje svagt i knæene.” 

Lige netop disse former for hilsekunst kan man lære ved at studere “Stolthed og fordom”. Hverken at bukke eller neje er nemlig nogen helt let sag, men vil på én gang kunne mindske smitterisikoen og tilføre forholdet mellem mennesker en ny værdighed og sensuel interesse. At hilse ved at bukke og neje er en slags dans, der udføres ved møde og afsked. Uden at røre hinanden eller forfalde til “albue-mod-albue” glider de to personer ind i en let dansende bevægelse foran hinanden, som har dybe kulturelle rødder i vores ophav og som virker kropslig, selvom vi ikke må røre hinanden. Se blot hvordan de to hovedpersoner i “Stolthed og Fordom”, Elizabeth Bennet og mr. Darcy, spillet af Keira Knightley og Matthew Macfadyen, bevæger sig rundt om hinanden gennem nejen og bukken, uden at røre hinandens kroppe. Så raffineret kan vi danse forbi smitten og stadig hilse værdigt og nærværende på hinanden.

At hilse på denne måde er imidlertid ikke blot en fysisk udfoldelse. I selve det at bukke og neje ligger der en bevidst ydmyghed i mødet med det andet menneske. I begge hilseformer ligger der, at man ydmygt bukker sig for det andet menneske, man kikker ned, sænker øjnene og giver dermed den anden sin ærbødighed; en metahilsen, som hverken håndtrykket eller knuset kan præstere, og slet ikke albuen.

Det kunne være velanbragt, hvis statsministeren ikke blot slog fast, hvad vi skal afholde os fra under Corona-tiden, nemlig knus, kram og håndtryk, men også positivt fremhævede den innovative og fremadrettede hilseform, nemlig at bukke og neje. Den er traditionelt velafprøvet, notorisk en del af også den danske kultur og praktiseres stadig på landets danseskoler. Den bygger på en værdig og ydmyg omgangsform mennesker imellem, noget som vi også er enige om er en mangelvare. Desuden vil denne ny-gamle hilseform sætte hele diskussionen om håndtryk ved tildeling af dansk statsborgerskab helt ud af spillet. Alle kan jo lære at give hånd, men at hilse ved at bukke eller neje kræver en vis indstudering og forberedelse, som kunne gøres til en del af indfødsretsprøven. Hermed vil vi være sikker på, at de kommende statsborgere for alvor var villige til at kropsliggøre deres nye danskhed.

Jeg har selv i dag afprøvet hilseformen sammen med en veninde. Midt på gågaden i Næstved bukkede jeg for hende, og hun nejede for mig. Det foranledigede ikke større opløb og vi forlod stedet med den oplevelse af æresfølelse for den anden, som vi virkelig føler, og sandsynligvis begge to helt ubesmittede. 

I gamle dage var Corona en cigar, og min onkel Valde røg Corona med mavebælte. Onkel Valde blev over 90 og var aldrig syg. Selv mente han, at det var fordi han røg cigarer. Han havde røget Corona Cigarer fra konfirmationsalderen og havde altid en af dem i munden. Også når han besøgte os i julen og i sommerferien, og tog mig på skødet, mens han fortalte om sin tid som sømand i Køge Bugt.

På sin vis har jeg altså i væsentlige perioder af mit barndomsliv røget Corona Cigarer, indåndet den røg, som gennem et langt liv holdt onkel Valde sund og rask, så han med ryggen rank kunne bære den bowlerhat, der var ligeså karakteristisk for ham, som den dampende Corona Cigar.

Jeg går derfor verdenshistoriens nye Coronatid i møde med fortrøstning. Jeg har med egne røgfyldte øjne set, hvor meget onkel Valde overlevede. Et par verdenskrige blev det til. Et tuberkuloseangreb, et alvorligt slag i hovedet (det var derfor han gik med bowlerhat både ude og inde). Desuden var han adskillige gange tæt på at blive kørt ned af sporvognen når han forlod De Gamles By, hvor han boede.

Men onkel Valde formåede altid at beholde bowleren på hovedet og Coronaen i munden. Han var ikke blevet bange, hverken for verdenskrige eller sporvogne, og jeg elskede når han kom på besøg, så fik jeg kram og knus og kom op på skødet når han fortalte om tiden på Køge Bugt i den blå båd, som hed Else, efter onkel Valdes ungdomskæreste. Hun døde desværre tidligt, men hun røg heller ikke, som han sagde med beklagelse. 

Meditationer i februar over betydningen og nødvendigheden af at være afhængig af andre mennesker, af verden omkring os og af tilfældighederne.

1. Vi er afhængige af andre mennesker og må derfor tit opgive vores egne planer, fordi de ikke kan lade sig gøre i den omverden, som vi lever i og er afhængig af.

2. Vi betyder noget for andre mennesker og må ofte gøre noget, som vi ikke har lyst til eller personlig interesse i – uden at opleve det som tab eller manglende frihed.

3. Vi kan ikke undgå andre menneskers påvirkning af vores liv eller deres indflydelse på vores hverdag. Vi må tilpasse os andre og kan ikke suverænt bestemme, hvornår og hvordan de skal eller må påvirke os.

4. Vores liv er i stor udstrækning bestemt af de begrænsninger vi er underlagt, og ikke kun af muligheder, frie valg og egen planlægning.

5. Vi kan ikke alt, har ikke alle muligheder og talenter og slet ikke uendelig valgfrihed. Ofte bliver der valgt for os, og vores frihed består i at forholde os til dette uden at se det som en tabserfaring eller udtryk for personlige begrænsninger – selv om vi jo også må acceptere personlige begrænsninger på en lang række områder. 

6. Vores opmærksomhed på verden omkring os er afgørende for om vi oplever en forbindelse med denne verden, og ikke bliver lukket inde i livet med os selv, i en ensom kamp for at definere både os selv og verden.

7. Vi skal lade omgivelserne trænge ind i vores opmærksomhed, for denne opmærksomhed er den eneste adgang til det, der ikke er os selv.

8. Alt det vigtigste og mest betydningsfulde i tilværelsen kan vi hverken planlægge os til eller fra. Verden og omgivelserne kan noget med os, som vi ikke selv kan – de kan give os livsfylde og medleven.

9. Vi kan ikke forberede os på alt. Tilfældigheder er et af de vigtigste elementer i vores liv og er kilden til både lidelse, livslyst og lykkefølelse. 

10. Vores liv bliver først vores eget når vi oplever vores begrænsninger, for heri ligger vores sande muligheder.

Enken nede i stueetagen havde to faste pladser ved vinduet ud mod Holmbladsgade. I hver karnap stod der en lænestol, som passede til vinklen på gadespejlene. Det ene var indstillet så hun kunne se ned mod Amagerbrogade, det andet spejlede rækken af sidegader med tyske bynavne op mod Strandlodsvej. 

Spejlene var nødvendige, hvis hun ville have del i det, der foregik ude på gaden, for hun var for længst blevet så gammel, at hun næsten ikke kunne bevæge sig uden for en dør. Alderdommen havde ramt hende ekstra hårdt da hendes mand døde, sagde min farmor, som boede oppe på fjerde. For de fleste i området var den afdøde mand bare en gammel historie. Han var dog stadig den, som enken helst ville tale om, hvis hun mødte andre mennesker end dem, hun så gennem gadespejlet. 

Hver gang vi gik forbi hendes vindue var det tydeligt, at enken sad derinde. Børnene grinede op til hende mens de voksne rystede lidt på hovedet og hviskede om hendes nysgerrighed, som om hun var mere nysgerrig end dem, der gik ude på gaden og med egne øjne kunne se alt, hvad der foregik, og ikke kun det udsnit, som det firkantede gadespejl afgrænsede. Men de voksne mumlede noget om, at så spændende kunne det da heller ikke være at glo ud på gaden, der skete jo aldrig noget.

Man var altså mere nysgerrig, hvis man kikkede ud på gaden via et spejl, end hvis man flere gange om dagen gik op og ned langs husrækken; først på arbejde eller i skole, så på fælleden og hjem igen, så ud for at købe ind, besøge venner og kammerater, senere for at gå i biografen, til fodbold eller ud for at mødes med kæresten, eller hvad der nu kunne være grunden til turen ud på gaden. Måske gik man bare en tur, ikke for noget, men gik bare en tur forbi steder man kendte. Og den gamle enke sad der hver eneste gang. 

I dag taler man om nødvendigheden af at kunne spejle sig i omgivelserne, fordi vi lærer os selv at kende gennem spejlingen i verden og menneskene omkring os. Psykologerne har nok ikke tænkt på gadespejle, da de udformede teorien om spejling. Men det kunne de faktisk godt have gjort. 

Verden kom ind til enken gennem gadespejlet, men i stor udstrækning forblev den tavs, for den reagerede ikke på hendes blik. Hendes spejlverden var som en stumfilm. På grund af det ukendte handicap, som måske skyldtes mandens død, kom enken næsten aldrig ud på gaden; verden reagerede derfor heller ikke på hende, og det er jo netop denne reaktion, som psykologisk set er det vigtige ved spejling. Og faktisk kunne hun jo næsten heller ikke opsøge verden – kun den del af den, som kunne være i gadespejlet.

Min far sagde, at enken bare sad og så på alle dem, som gik forbi i løbet af dagen, hvad skulle hun ellers foretage sig? Han var et medfølende menneske og forklarede mig om ensomhed og isolation. Den gamle dame var ensom og isoleret, og hun savnede at kunne gå ud i byen, sagde han. Hun kan jo slet ikke komme nogen steder, understregede min far og pegede rundt, der hvor vi stod. Han pegede på steder, uden at pege på noget bestemt, for der var jo steder alle vegne, alle steder, kunne man jo sige. Vi var selv på vej et sted hen, nemlig til Rønberg Legetøj i Store Kongensgade.

Netop Rønberg Legetøj var et af de første steder som jeg for alvor kom til at kende, bortset fra de steder, der var mine egne, altså hjemme, og tæt på hjemme. Vi tog i Rønberg Legetøj én gang om året, i sommerferien, og så måtte jeg vælge tre ting. Siden har det betydet, at Store Kongensgade er et sted, hvor der for mig er deponeret en stemning af frihed, muligheder og overflod, også den dag i dag.

At begynde turen ned ad Store Kongensgade, oppe fra Kongens Nytorv, er at begynde en tur ind i et forjættet land. Det er ikke så tit, at jeg går den vej længere, man skal ikke overdrive med det forjættede og de uanede muligheder. Men jeg ved, at gaden har den stemning parat til mig, når jeg kommer fra Gothersgade og drejer til venstre for at kunne spejle mig i Store Kongensgade. Ikke i den luksus og overflod, som gaden repræsenterer i dag, men i barndommens nærmest ubegribelige luksus, som var forbundet med at kunne vælge tre ting i Rønberg Legetøj.

Den var den slags steder, som enken i vinduet ikke havde længere. Eller rettere, hun havde dem sikkert i erindringen, men hun kunne ikke nå frem til dem i virkelighedens verden. Gennem gadespejlet kunne hun måske begynde turen til et af disse steder, som for hende havde deponeret vigtige erindringer og stemninger om overflod, uanede muligheder, det første møde med hendes mand, det første kys, eller måske bænken nede ved kirkegårdsmuren, altså det sted, hvor hun satte sig, når hun som ung mor havde trillet rundt med barnevognen. Disse steder var kraftfelter i hendes liv; det var hendes steder, depotsteder, som rummede erindringsbilleder, der aldrig ville ændre sig, uanset hvor meget de så ellers måtte have ændret sig gennem tiden. 

Det var disse steder, erindringens kraftfelter, stemningsdepoterne, hun savnede at se og mærke gennem kroppens tilstedeværelse. Og det var vejen hen til dem, hun prøvede at indfange i gadespejlet og gennem de mennesker, der kom forbi, på vej til eller fra deres egne steder og kraftfelter; der, hvor de havde deponeret vigtige følelser, stemninger og erindringer. Stederne, hvor dele af deres liv lå deponeret.

Magten kan gemme sig mange steder, f.eks. i den menneskelige anatomi, i bestemmelsen af organernes betydning, ikke kun som fysiske organer, men som udtryk for egenskaber og værdier hos kvinden og manden. Netop kønnets organer har gennem tiden været, og er stadig, et af de stærkeste magtredskaber i tildelingen af rettigheder og kvaliteter. Der er fortsat grund til at undersøge de såkaldte ædlere dele, for de er virkelig kostbare i den forstand, at de har magt til at fraskrive eller tilskrive mennesker betydning, værdighed og anerkendelse. Og her har definitionsmagten næsten altid har ligget hos mændene!

Da Gud skabte mennesket, fik han desværre ikke sat mærkater på organerne – heller ikke på de organer, som ellers antages at adskille de to køn fra hinanden. I store dele af historien har der imidlertid heller ikke eksisteret to køn, men blot ét. Vi ved naturligvis godt, at det fra tidernes morgen har vrimlet med både kvinder og mænd, og de bedste fortællinger handler netop om den kærlighed og de konflikter, som skyldes forskellighederne. Derfor er det fristende at konkludere, at der så også har været enighed om, at der var to køn. Men sådan er det altså bare ikke.

Den græsk-romerske læge Claudius Galenos levede fra ca. 130 til 220. Det var ham, som fik en afgørende indflydelse på spørgsmålet om antallet af køn – en indflydelse, der strakte sig helt ind i det 18. århundrede. I denne lange periode var der ikke nogen, som for alvor rejste tvivl om Galenos teori: i fysiologisk forstand er der kun ét køn, selv om der i kulturen tales om både kvinder og mænd. 

Det eneste køn der fandtes, var det mandlige. Ifølge Galenos og hans mange efterfølgere havde kvinder og mænd nemlig ens kønsorganer. Som enhver empirisk undersøgelse jo viser, vender kvindens kønsorganer bare indad, og er derfor ikke synlige, som mandens. Kvindens vagina er således en indre penis, forklarede Galenos, altså en penis foldet ind i kvindens indre, i stedet for at være løst hængende, som hos manden. På samme måde svarer kvindens kønslæber til forhuden, uterus kan sammenlignes med testikelpungen og ovarierne med selve testiklerne. Lige netop ovarierne fik da heller ikke noget selvstændigt navn før i det 18. århundrede, men blev indtil da betegnet som orcheis, som også mandens testikler blev kaldt.

Denne formodede fysiologiske lighed mellem kvinder og mænd betød imidlertid ikke noget for deres lighed i kultur og samfund. Kvindens indadvendte kønsorganer svarede måske til mandens, men var alligevel ikke fuldt så gode som mandens tilsvarende udadvendte kønsorganer. Galenos’ teori var, at kvinden af nødvendighed måtte have indadvendte, eller indkrængede kønsorganer, fordi hun efter sin natur var koldere end manden, og dermed også var en ringere udgave af mennesket end manden. Teorien understregede desuden, at det alene var den mandlige sæd, der netop på grund af mandens varme, kunne være livgivende. Livet kom fra mandens udadvendte kønsorganer, og kvinden tjente blot som en slags ernæringsbeholder for fosteret, selv om hendes kønsorganer var identiske med de mandlige, men altså bare indadvendte.

At kvindens kønsorganer var indadvendte viste også noget om kvindens mystik og farlighed, noget som teologerne og kirken først og fremmest drøftede med udgangspunkt i den deformerede fysiologiske indretning af de kvindelige – eller rettere mandlige – kønsorganer. 

Generelt har der i store dele af historien været en sand foragt for legemet, godt understøttet af kirken og religionen. Foragten har dog været mest udtalt og voldelig i forhold til kvinder, fordi djævlen yndede at gemme sig i kvindernes forvrængede køn og fra denne skjulte position vækkede de sagesløse mænds lyst og liderlighed.

Kvinder havde nok principielt de samme kønsorganer som mændene, men de var deformerede og forfejlede i forhold til mændenes, og derfor udtryk for en moralsk forskel – en forskel, som gjorde kvinderne langt mere liderlige og syndige end mændene. En skyld som kvinderne måtte mærke, og som de har betalt en høj pris for gennem størstedelen af historien. 

Altså var der tale om ét køn, men alligevel om kvalitativt forskellige udgaver af dette køn. Denne teori blev med stor autoritet fastholdt helt op i det 18. århundrede. Dog ikke fordi der ikke skete nye videnskabelige opdagelser vedrørende kvindens mystiske og fejlbehæftede indretning, men fordi de anatomiske forestillinger også slog igennem som en samfundsmæssig og socialt begrundet magt. Pointen var, at nok var der kun tale om ét køn, men kvinderne var alligevel ringere mennesker end mændene. 

Det viste sig f.eks. da den italienske anatom Realdo Colombo (1515/6-1559) i 1559 hævdede, at han var den første, der kunne beskrive klitoris og dens funktion. Den selvbevidste Colombo undrede sig over, at ingen før ham havde fundet netop dette kvindelige sted, og kaldte det derfor helt efter egen inspiration for Venus’ sødme. Allerede tidligere græske, persiske og arabiske læger havde dog beskrevet dette sted. Og mon ikke også en hel del kvinder op igennem historien havde opdaget det, inden doktor Colombo nærmest tog det til sig som sin egen opfindelse, og kunne beskrive sødmen for kvinderne selv?

Romanen “Anatomen” (Gyldendal 1999) er en skønlitterær fremstilling af historien om Realdo Colombo “opdagelse” af klitoris

Mændenes definitionsmagt havde heller ikke på dette område fornægtet sig, så grækerne havde valgt at betragte “Venus’ sted” som en uperfekt version af den mandlige penis. Og senere bemærkede anatomen og lægen Andreas Vesalius (1514-1564), at man nærmest ikke kunne beskrive denne nytteløse ting, som et organ, men måtte betragte den som noget patologisk, der kun viste sig hos kvinder med tendenser til hermafrodisme. 

I den lægevidenskabelige diskurs forsvandt klitoris derfor igen, og lå stadig næsten helt neddykket i forhold til den lægevidenskabelige faglitteratur i det 19. århundrede, hvor man stadig kunne læse, at klitoris var at sammenligne med den mandlige penis, dog i en degenereret udgave. Selv om man i det 19. århundrede ikke holdt fast i den biologiske et-køns model, var det stadig mandens anatomi, der blev lagt til grund for forestillingerne om kvindens anatomi. Opfattelsen af kvindens kønslige anatomi fortsatte derfor også i lang tid med at tage udgangspunkt i en teori om fejlindretning i forhold til manden.

At der stadig findes en slags magtens anatomi viste sig, da NASA i 1972 og 1973 sendte Pioneer 10 og 11 ud i det ydre solsystem, bl.a. for at fortælle eventuelt udenjordisk liv lidt om mennesket. Ombord på de to rumfarttøjer var der således en plade, som bl.a. viser en nøgen kvinde og en nøgen mand. Fra en magt-anatomisk betragtning er det interessant, hvordan disse to nøgne mennesker er skildret. Manden er udstyret med en tydelig, men dog meget lille, penis. 

Udsnit af den såkaldte “Pioneerplade”, som rumsonderne Pioneer 10 og 11 medbragte på rejsen til det ydre Solsystem

Kvinden har imidlertid intet, som kunne antyde eksistensen af en vagina, men ser ud som om hun er helt lukket mellem benene, nærmest som om hun mangler noget, f.eks. en penis. Det ville i hvert fald ikke være mærkeligt, hvis eventuelle rumvæsener skulle finde på at tolke afbildningen på netop dén måde. Og så vil de være helt på linje med størstedelen af den jordiske historie om kvindens og mandens anatomi. 


Litteratur

Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i antikken. I tidens ånd 1. Gyldendal 1999.
Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen. I tidens ånd 2. Gyldendal 1999.
Hugh Aldersey-Williams: Anatomies, Penguin Books London 2014.
Fererico Andahazi: Anatomen, Gyldendal 1999.
H. Hopstock og L. Faye: Grundtræk af anatomiens historiske udvikling, bd. 1 og 2, Kristiania 1994.

Næsten ingen af de problemer, der berører os dybest, har noget sikkert svar. Den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970) anbefaler imidlertid filosofien som en udvej: »At lære, hvordan man kan leve uden vished, og dog ikke lade sig lamme heraf, er måske det vigtigste, filosofien i vor tid stadig kan gøre for dem, der studerer den«, skrev Russell i introduktionen til Vestens filosofi. 

Netop dén bog blev oversat til dansk af forfatteren Elsa Gress (1919-1988) i 1962, og hun havde selv en mening om, hvad man kunne stille op med de eksistentielle problemer, som hverken videnskaben eller religionen kunne give svar på. Hendes svar var ikke filosofien men poesien, som selvfølgelig heller ikke giver noget svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål, men som åbner muligheder for nye perspektiver og opdagelser – og ikke mindst vækker slumrende erkendelser på tværs af tider og steder, fortid og nutid. Lyrik er ikke bare ord og korte linjer. At læse et digt er en erfaring, der sætter spor i både krop og sind, helt på linje med alle andre erfaringer, hvis vi altså er vågne nok. 

Her i sommer har jeg beskæftiget mig en hel del med Elsa Gress og bl.a. besøgt hende på kirkegården ved Damsholte Kirke på Møn, hvor hun ligger begravet. I år ville Elsa Gress være blevet 100 år og det er hen over sommeren blevet fejret med en udstilling og en række arrangementer på Møn, fordi hun fra 1974 og frem til sin død i 1988 boede i den store gartnerbolig ved Marienborg Gods uden for Stege. Stedet eksisterer stadig som Villa Gress og fungerer bl.a. som refugium for forfattere. 

Blandt Elsa Gress’ mindre kendte bøger er Under månens skive fra 1964, med undertitlen Poetisk postil. I middelalderen var postiller en samling litterære tekster, der havde til hensigt at virke opbyggelige og støttende på mennesker, ikke mindst i livets sværeste  øjeblikke. Dengang havde de naturligvis ofte en religiøs karakter. Den poetiske postil, som Elsa Gress udgav, handler imidlertid om det der overgår mennesket i det sublunare – altså i den menneskelige sfære, under månen (Luna er det latinske ord for måne) »i modsætning til himmel og helvede«, som Elsa Gress skriver i forordet. 

I Under månens skive har Elsa Gress samlet og oversat en samling digte, og ordnet dem efter særlige stemninger og grundfølelser, som f.eks. menneskelig længsel, angst, minder, mismod, dødstanker, smerte, lidelse, ensomhed og selvfølgelig kærlighed og knust hjerte; altså stemninger eller grundfølelser, som alle mennesker på et eller andet tidspunkt møder. I forordet skriver hun således, at digtene er valgt »efter hvad man kunne kalde deres sindsstyrkende virkning i de pågældende menneskelige situationer, der alle indebærer behov for trøst«.

At give trøst betyder efter min mening at give håb. Har man mistet håbet, eller tvivler man, så er det næsten aldrig i én selv, at håbet umiddelbart kan genfindes. Så må man vende sig mod verden, mod andre mennesker, eller mod lyrikken, hvorfra der tales med nye ord og andre erfaringer om det, som man lige nu selv oplever.

Selvfølgelig er det i høj grad individuelt, hvad der kan give et menneske håb midt i en lidelsesfyldt situation; også hvilke digte, hvilke ord i det hele taget, der kan virke lindrende. Elsa Gress valgte naturligvis de digte, der havde hjulpet hende. 190 digte blev det til af kendte og ukendte digtere, oversat fra fem forskellige sprog. Her gengiver jeg bare en enkelt strofe fra et digt, som Elsa Gress har placeret under afsnittet Dødstanker og sorg over døde. Strofen er fra Charles Baudelaires (1821-1867) digt Døden og de fattige:

Det er døden, ak, der gi’r lysten til livet,
vort mål og det eneste håb vi har her,
der som eliksir har berust os og givet
os mod til at vandre til natten er nær.

Ideen til en poetisk postil fik Elsa Gress fra den tyske, forfatter Erich Kästner (1899-1974), som i 1936 begyndte at skrive digte til det han kaldte et Lyrische Hausapotheke, et lyrisk husapotek, med digte om og til menneskets forskellige oplevelser; de af menneskets indre tilstande, der ikke findes diagnoser for eller medicin imod, men som ikke desto mindre kan være fyldt med usikkerhed, smerte og lidelse. Først langt senere udkom disse digte, men Kästner tilføjede løbende nye, så den udgave jeg har på tysk består af 29 digte i faksimile, i den smukkeste håndskrift og illustreret.

Der findes en dansk oversættelse af seks af Kästners digte fra Lyrische Hausapotheke, oversat af Julius Clausen, som også selv udgav det lille lyriske husapotek på blot 17 sider og i kun 55 eksemplarer. Bagerst i bogen skriver Julius Clausen, at den udgives i anledning af julen 1949 og med forfatterens, altså Erich Kästners, personlige tilladelse, som det tilføjes med Clausens egen håndskrift. 

Digtenes danske titler fortæller lidt om, hvad Kästners husapotek indeholder og stræber efter: 1. Jernbanetoget, 2. Hvermands Sørgmodighed, 3. Opmuntring for Kleinmodige, 4. Alderdomshjemmet, 5. En Bogholder skriver til sin Mor og 6. Den gyldne Ungdomstid. 

Det er digte, der sætter ord og perspektiv på almene hverdagssituationer, f.eks. den stemning, man kan komme i på banegårde og ved togrejser:

Vi sidder alle i samme Tog
og rejser tværs gennem Tiden.
Saa kigger vi ud. Vi har læst vor Bog.
Vi kører alle i samme Tog.
Hvor langt? Dér glipper vor Viden.

Kästners digte i Lyrische Hausapotheke er henvendt til alle, men og selvfølgelig ikke mindst til værdigt trængende i lidelse og sorg. Helt den samme model, som Elsa Gress udvalgte digte efter til den poetiske postil. 

Man behøver ikke at bruge hele indholdet, eller noget af det overhovedet, fra hverken Elsa Gress’ eller Erich Kästners forslag til til et lyrisk husapotek. Ideen er imidlertid til at bruge. Siden jeg var 17 år gammel har jeg læst digte og har faktisk, uden helt selv at være klar over det, efterhånden fået opbygget et lyrisk husapotek. 

Ikke mindst i de senere år er jeg gang på gang vendt tilbage til bestemte digte, måske for at få trøst og håb i vanskelige og tunge situationer, måske for at få et nyt perspektiv på følelser og tanker, som jeg ikke kunne komme ud af. Eller også har jeg hentet digte fra det lyriske husapotek for at finde udveje, som jeg selv var blind for, eller for at finde forklaringer, der skjulte sig for mig, og for at høste indsigter, som digtere på tværs af tid og sted, generøst tilbød mig. 

Igennem årene har jeg fået samlet mig et lyrisk husapotek, bestående af helt forskellige digtere fra alverdens lande og alle tider. Og mit lyriske apotek vokser heldigvis til stadighed. Sjovt nok senest i forbindelse med endnu et besøg på Møn, hvor jeg jo også mødte Elsa Gress. Denne gang var digteren – Gerđur Kristný – imidlertid helt levende og lysende indsigtsfuld da hun optrådte ved Verdenslitteratur på Møn, og med ét placerede en Sjælemesse blandt de livsnødvendige bøger i mit lyriske husapotek.

Hvis du har lyst til at blive lidt inspireret af mit eget lyriske husapotek, så har jeg samlet nogle få eksempler her.

Fredrik Bajer blev født i landsbyen Vester Egede, ikke langt fra min lille ø her i det sydsjællandske. Det er nok de færreste der ved, hvem Fredrik Bajer er, men netop i dag er der faktisk god grund til at genopfriske historien. I dag blev Nobels Fredspris nemlig uddelt og i år gik den til Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. For 111 år siden, i 1908, var det imidlertid Fredrik Bajer, fra Vester Egede, der som den hidtil eneste dansker, fik Nobels Fredspris.

Fredrik Bajer blev født i 1837 og døde i 1922. På alle måder er han et af de mennesker, der er grund til at huske. Han levede i urolige tider, som vi vel også gør i dag, og efter at have deltaget som løjtnant i krigen mod Preussen (i 1864) tog han en afgørende beslutning om at engagere sig i arbejdet for freden. Han trådte derfor ud af hæren og kastede sig over løsningen af samtidens alvorligste problemer med et engagement så man kunne ønske sig, at han stadig var iblandt os. 

Skulle Fredrik Bajer finde på at dukke op i dag – bare for at se, hvordan vi havde forvaltet hans politiske og moralske arv – så ville han snart opdage, at det med freden stadig har trange kår. I sin tid var han hovedmanden bag bl.a. Dansk Fredsforening og Verdensfredsbureauet i Bern i Schweiz. Han deltog i de store verdensfredskongresser og var engageret i næsten alt det vigtigste internationale fredsarbejde, og hans betydning for dette arbejde afspejlede sig i tildelingen af Nobels Fredspris i 1908. Derfor var det en enorm skuffelse for Fredrik Bajer, at 1. verdenskrig alligevel brød ud i 1914. Jeg tror ikke hans skuffelse ville være mindre, hvis han tog et kik på nutidens urolige og voldsplagede verden. Ville han overhovedet kunne forstå, at en verden med så mange muligheder, alligevel fortaber sig i umenneskelighed, undertrykkelse, krige og vold?

Fredrik og Matilde Bajer

Fredrik Bajer blev gift med Matilde Schlüter, og sammen stiftede de Dansk Kvindesamfund i 1871, og var begge meget aktive i kampen for ligestilling og social retfærdighed. De var tidligt ude fra familien Bajer, for nu – omkring 150 år senere – er spørgsmålet om fred, ikke-vold, social lighed og retfærdighed stadig aktuelt, og det gælder desværre også ligestillingssagen. 

Nu skal man ikke være demonstrativt pessimistisk sådan en dag, hvor Nobels Fredspris bliver uddelt. Betydningen af fortsat insisteren på, at der skal sættes (stor) pris på fredsarbejdet, kan ikke overvurderes. 

Fredrik Bajer var pacifist, fortaler for ikke-vold og fredelige løsninger på konflikter, samarbejde og gensidig respekt, trods modsætninger. Sådan var den i dag næsten ukendte mand fra Vester Egede. 

Det er nødvendigt at blive ved med at huske ham, nævne ham, huske på hvad ikke-vold betyder, huske på fredens nødvendighed, retfærdighedens betydning og ligestillingens moralske overlegenhed. Mange ting har ændret sig siden Fredrik Bejer fik Nobels Fredspris i 1908; men ikke nødvendigheden af at sætte pris på freden og retfærdigheden. Derfor siger vi tillykke til dagens modtager af Nobels Fredspris, Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. 

Man kan ligge for døden, og »de som ligge for Døden/ formaa icke meget at røre deris Læber/ oc tale høyt,« som der står i en tekst med åndelige og gudelige tanker fra 1641. Men her ligger vi for livet og læberne rører sig mod læber, som kun de levendes læber kan. 

Det er lørdag morgen; der vågnes på rad og række. Nogen har åbnet vinduet i soveværelset så den kølige morgenluft kommer ind og afsætter gadelys på huden og lydene tegner billeder under tilsandede øjenlåg. 

At ligge for livet er bedst skildret i kunsten, som f.eks. gennem Toulouse-Lautrecs billede af to kyssende kvinder i sengen. Kysset og omfavnelsen viser, at de to kvinder ligger for livet, for de har opdaget hinanden – åh, dér er du igen som min morgen. 

Livet har igen fundet en måde at overmande dem på, som er tilpasset menneskets behov for at ligge ansigt til ansigt. Her blødgøres natten og mørket bliver tøet op og evigheden varer til langt ind i fremtiden. 

Vi ligger kun for døden én gang. Resten af tiden ligger vi for livet, og venter ikke uden grund på noget. Så kan vi kende natten, forske i solnedgangen og vende os i sengen; det er livets brølende brag: du ligger for livet.

Sommerferien er forbi. Ude på virksomhederne skal der igen ledes. Lederne skal forandre, omstrukturere, innovere, maksimere, anerkende, nedskærer, omlægge, motivere m.m. Frem for alt skal lederne igen til at finde løsninger på alle de problemer, som dårlig ledelse og patologiske arbejdsvilkår resulterer i hos medarbejderne, bl.a. sygdom, nedslidning, stress og manglende motivation. 

Virksomhedernes nedbrydning af den såkaldte “menneskelige ressource” er et problem, som ledelsesteorierne tilsyneladende ikke kan finde en løsning på, og som afslører en fatal kløft mellem etik og management. Ikke så få ledelsesteorier går således mere eller mindre direkte ud på at sløre de alvorlige konsekvenser af denne kløft.  

Her skal der ikke refereres til specifikke undersøgelser, men det er for længst dokumenteret, at stress er det reelle i arbejdslivet for mange mennesker, at det moderne arbejdsmarked ofte skaber både psykiske og fysiske problemer hos medarbejderne. Hermed fjernes den motivation og arbejdsglæde, som ellers skulle resultere i gode resultater for virksomhederne. Stress trænger sig ind på stort set enhver virksomhed, og er i dag nærmest defineret som en folkesygdom. Det er næsten umuligt at holde sig på afstand af stressende arbejdsvilkår, selv om alle ved hvor ødelæggende de er for krop og sjæl.

En del af ledelsesteoriernes rationale er at omskrive potentielt stressende arbejdsvilkår til at være tegn på en spændende, motiverende og udfordrende arbejdskultur. Lige omkring sommerferiens afslutning så jeg således tilfældigvis en jobannonce, der netop præsenterede nogle arbejdsvilkår, som forskningen viser er direkte stressfremkaldende. I jobannoncen blev de imidlertid præsenteret som vilkår for et job fyldt med spænding og muligheder for motiverende arbejdsglæde i hverdagen. 

I jobannoncen stod der, at hvis nogen siger “omskiftelig og til tider uforudsigelig hverdag,” tænker I (altså dem, der ville søge jobbet), “herligt – det bliver aldrig kedeligt”. Det lyder måske uskyldigt, men begreberne “omskiftelig” og “uforudsigelig” lover ikke kun variation og sund afveksling i arbejdslivet, men en grænseoverskridende dynamik, der øger risikoen for stress hos medarbejderne.

Bag de tilforladelige ord kan der gemme sig arbejdsvilkår, hvor du ikke kender din opgave når du møder ind om morgenen, hvor du kan blive smidt ud i opgaver, som du ikke har faglige kompetencer til at løse, hvor du ikke har mulighed for at forberede dig på en kvalificeret måde, hvor den næste arbejdstime lige netop er “uforudsigelig” og virksomheden generelt er under konstant omstrukturering. Samlet set en arbejdsdag uden struktur og gennemskuelighed, uden tryghedszoner og med en organisationskultur, hvis fremherskende kendetegn og selvforståelse er konstant forandring. 

Jobannoncen omtaler imidlertid disse arbejdsvilkår i et ny-sprog med forventningen om, at medarbejderne vil opleve f.eks. uforudsigelighed i hverdagen som en “herlig” modvægt til kedsomhed. Sagen er bare, at netop dette flydende arbejdsliv er den direkte vej til stress. Jobannoncen perverterer sandheden og viser hvilken afstand der er mellem etik og management.

Men så er der jo altid stresshåndtering at falde tilbage på, hvis medarbejderen ikke kan tåle mosten. Virksomhederne der stresser medarbejderne, abonnerer på andre virksomheders kurser i stresshåndtering og coaching af stressede medarbejdere. Når den nye medarbejder, der får jobbet med de omskiftelige og uforudsigelige hverdage, bryder sammen, så venter et kursus eller et coachingforløb, som skal gøre medarbejderen i stand til at vende tilbage til det job, som skabte den stressende hverdag. 

Den slags kursus- og coachingforløb i stresshåndtering udtrykker den centrale ideologi bag arbejdsmarkedet i dag. Først præsenterer den moderne ledelsesteori psykologisk og eksistentielt pres på medarbejderne, som lutter positive udfordringer, spændende arbejdsdage og muligheder for personlig vækst. Bryder medarbejderne alligevel sammen med stress så overtager stress-coachen opgaven med at få dem indpasset og gentilpasset de selv samme vilkår, som resulterede i stress. 

Undertiden er det fristende at bruge den marxistiske kliché om opium for folket, som beskrivelse af moderne ledelsesteori og stresshåndtering.

Der er tale om en slags glidecreme, som skal mindske friktionen mellem medarbejder og arbejdsvilkår. Mange ledelsesteorier og metoder til stresshåndtering skal få virksomhedens medarbejdere til, mest gnidningsfrit, at kunne deltage i arbejdslivets afsindige tempo og patologiske organisering, mens de samtidig formår at opretholde en nogenlunde mental sundhed. 

Stresshåndtering og forkromet medarbejdercoaching er blevet en god medspiller på ledelsesgangen, hvor der behændigt manipuleres med stress, frygt og ængstelse. Adspurgt ville den ledelse som stod bag ovennævnte jobannonce nok sige, at jobbeskrivelsen afspejler det, som udviklingen kræver. Ud fra en effektivitetsbetragning ved vi, at dét i hvert fald ikke passer. Stressede medarbejdere er ikke effektive. Ud fra en faglig betragtning ved vi også, at stressede, fortravlede og pressede medarbejdere heller ikke er innovative. 

Måske er det simpelthen bare dårlig ledelse, der bygger på en fordummende ideologisk overbevisning om, at hvis etikken bøjes lidt i den gode sags tjeneste, så kommer der mere profit, og bare man giver medarbejderne coaching og kurser i stresshåndtering, så går smerten væk. Ingen af delene er korrekt, og afslører bare en perfid alliance mellem de virksomheder, der stresser medarbejderne og de virksomheder, der tilbyder disse medarbejder stresshåndtering og coachingforløb. 

I virkeligheden burde enhver stresscoach og ethvert kursus i stresshåndtering have en etisk forpligtelse til også at rette blikket mod de virksomheder, som skaber de stressede medarbejdere. I stedet sker det modsatte i en form for symbiose: De står sammen om at gøre stress til et problem for den enkelte medarbejder, der bare skal have hjælp og behandling, for at kunne klare vilkårene på arbejdspladsen. Der er tale om en fælles uetisk og ideologisk beskyttelse af dem, som skaber stressede mennesker.

Hvert år bliver der taget cirka 1,2 billioner fotografier. Alene på Facebook bliver der dagligt lagt over 200 millioner fotos op. Alle disse fotografier siger ganske givet noget om vores forhold til verden omkring os. Hvad betyder det f.eks. at have en erfaring? Facebook, Instagram, Flickr o.l. giver lidt af svaret: At have en erfaring er i stigende grad identisk med at tage et foto af denne erfaring og publicere det på de sociale medier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er noget helt nyt, at fotografiet har lagt sig som et lag ovenpå alle vores oplevelser. Efter 15 år som amatørfotograf, sagde den franske forfatter Émile Zola allerede i 1901: »Du kan ikke påstå virkelig at have set noget før du har fotograferet det.«

Måske er de 1,2 billioner årlige fotografier den yderste konsekvens af denne holdning. Eller måske knytter foto-manien sig simpelthen til udviklingen af fotografiapparatets konstruktion fra selvstændigt apparat til at være en del af mobiltelefonen. Eller måske til det menneskelige behov for at kunne fastholde erindringer i en tid, hvor alt flyder forbi os i en hastig og ustoppelig strøm af nye indtryk og oplevelser. De mange fotografier kan være en slags fodaftryk og spor i ens tilværelse. 

Vi skal dog alligevel ikke så lang tid tilbage for at møde den opfattelse, at fotografier var noget mærkeligt noget, og tilmed noget farligt. De fleste har hørt historier om mennesker, der var bange for at blive fotograferet, fordi de forestillede sig, at fotografiet så at sige var en del af dem selv. Det hedder jo netop også, at der bliver taget et foto af nogen. Frygten for fotografiet knyttede sig bl.a. til at det kunne være sjælen, som på den måde blev taget.

I dag har fotografiet mistet lige netop dén form for mærkelighed. Nu er det mærkelige alt det, der rent faktisk bliver fotograferet. Alt det, som man vel kan kalde for ikke-motiver.

Men der er alligevel en slags mystik omkring gamle fotografier. Der er stadig noget mærkeligt ved et fotografi, hvor personerne på billedet er de første i slægten, der bliver fotograferet. Før sådan et billede har alt været erindring, ren erindring, der ikke kunne støtte sig til fotografier, men udelukkende til fortællinger. 

Sådan et fotografi bliver jeg selv ved med at vende tilbage til. Det blev taget d. 1. maj 1933 på Rådhuspladsen i København. Foran kanonfotografen står min farmor og farfar med deres to børn; min far og hans storbror. 

Jeg sidder og skriver dette lige efter, at jeg har været i Politikens Boghandel og netop har krydset den nye Rådhusplads. I lommen har jeg Susan Sontags bog On photography, som jeg købte i boghandlen. Jeg sætter mig på en café og læser de første sider i bogen, som tilsyneladende er skrevet om det gamle fotografi i mit familiealbum: »At tage et foto er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed, foranderlighed. Præcis ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige gang.«

Fotografiet af min far med hele familien på Rådhuspladsen kan selvfølgelig på ingen måde fremkalde en direkte erindring hos mig, som det ellers ofte er meningen med fotografier. I 1933 er der stadig næsten 25 år til min ankomst og min far er bare 7 år gammel. Jeg har kun kendt drengen på fotografiet som min far, så det er ikke nogen genkendelse i almindelig forstand, det vækker i mig. 

Men som Susan Sontag skriver, hvis vi havde et fotografi af f.eks. William Shakespeare, ville det svare til at have en splint fra Kristi kors. Mindre kan gøre det, og fotografiet er en lille del af min far fra den tid, hvor han ikke var min far og levede i en verden, som jeg aldrig selv har kendt – selv om jeg lige har stået på Rådhuspladsen i København, hvor han stod for 86 år siden.

Fra Rådhuspladsen er familien gået videre mod Fælledparken, hvor der i 1933 mødte over 100.000 mennesker op for at holde 1. maj under bannere med paroler som Mod diktatur – For Folkestyre og Landets arbejdsløse kræver arbejde. I Tyskland var Hitler næsten lige kommet til magten, og de tyske arbejderpartier blev allerede forfulgt af nazisterne. Da min far og hans familie sammen med tusindvis af andre gik over Dronning Louises Bro og videre til Fælledparken var det derfor alvorligt ment, selv om det også var festligt med slik til børnene og stjerneøl til de voksne. 

Som på ethvert fotografi vises der kun en overflade, et splitsekund af min fars liv, men det er også en invitation, fordi det ellers ubetydelige fotografi åbner et vindue mod en anden verden. Det mærkelige ved et fotografi, nyt som gammelt, er dets oprør mod tiden. Fotografiet er en tynd skive af rum og tid, som Susan Sontag skriver. Det er nærvær og fravær på én gang. Den lille dreng på billedet blev senere forvandlet til min far. Den dag på Rådhuspladsen var han imidlertid langt væk, han var opslugt af at være sin egen fars søn. Selv var jeg intetsteds, vel nærmest på samme måde, som min far i dag. 

Fotografiet viser det mest intime: det sårbare og foranderlige liv. De fire mennesker har eksisteret, selv om jeg kun husker min farmor gennem fortællinger om hende, og aldrig har mødt min farfar, der døde af tuberkulose længe inden min ankomst. Og min farbror så vi ikke ret meget til. Som alle fotografier har mit gamle foto imidlertid stabiliseret det, der kun har eksisteret i bevægelse og forbigående. Billedet viser, at vi kun er besøgende.