Hvorfor virker LGBTQ+ så skræmmende, at det kan begrunde en krig?

SEKSUALITET OG KØN ER BLEVET ET AF DE SENERE ÅRS MEST POLITISEREDE EMNER. Ofte er der tale om letkøbte, populistiske erobringer af den offentlige og politiske dagsorden med spørgsmål, som har meget lidt med politik at gøre, men som vækker moralsk og følelsesmæssig opmærksomhed. LGBTQ+ er således blevet et led i den globale kultur- og værdikamp. Men her stopper det ikke. Seksuelle minoritetsgrupper tages som gidsler i storpolitik af enhver art, ofte med frygtelige konsekvenser for enkelte individer. Da Rusland invaderede Ukraine, var det en del af Putins begrundelse, at den havde til formål at forsvare Ruslands traditionelle værdier mod Vestens LGBTQ+-holdninger, som ville føre til degeneration, ”fordi de er i modstrid med den menneskelige natur”. Da Putin et halvt år senere fejrede annekteringen af fire besatte ukrainske regioner, slog han yderligere fast, at krigen skulle beskytte russiske børn mod ”perversioner” ved at sikre en heteronormativ fremtid for det russiske folk. I Ungarn kan vi aktuelt se, hvordan Orban-regimet nu igen indfører flere og mere omfattende forbud mod LGBTQ+. Og i USA viser en ny undersøgelse, at der stadig er et samlet befolkningsmæssigt flertal for homoseksuelle ægteskaber, men at splittelsen vokser: Den republikanske støtte til homoseksuelle ægteskaber er faldet til sit laveste niveau i et årti.

Hvordan kan det være, at seksualitet og køn stadig kan splitte så meget, som tilfældet er? Hvad er det, som virker så skræmmende ved transseksuelle mennesker, at de skal forbydes og nedkæmpes? Hvorfor virker homoseksualitet stadig som en provokation, der skal bekæmpes, eller i hvert fald være usynlig i det offentlige liv? Vi skriver 2025, hvorfor er det heteroseksuelle monogami stadig det, der betragtes som normen?

Det tematiserede jeg for nogle uger siden i en kronik: ”Fra køn til krig: Hvordan LGBTQ+-rettigheder er blevet et våben i verdenspolitikken,” som kan læses her.

Reaktionerne lod selvfølgelig ikke vente på sig, og beviste med deres kompromisløshed, at ”ja, det hetero-normative monogami er det normale”, ”ja, transseksualitet er unaturligt og unormalt”, og ”nej, det skal der ikke laves om på.” Men jeg vil hellere sige: ”Jo, det skal der laves om på. 

Når autoritære ledere skal vælge angrebspunkter, er intet helligt. Trumps, Putins og Orbans regimer har fundet et fælles interessefelt i deres bestræbelser på at vinde både indre og ydre suveræn magt. Til det formål har de, sammen med mange andre politikere overalt i verden, rammesat køn, seksualitet og LGBTQ+, som nogle af de fjender, der skal bekæmpes, undertrykkes, fjernes – gennem umenneskeliggørelse. Det er vigtigt at være opmærksom på dette. På få øjeblikke kan det nemlig ske, at vi ikke kan få øje på det liv, som disse mennesker har, og som vi alle har til fælles, men som kræver omsorg, beskyttelse og sikkerhed. Evnen til at genkende særlige gruppers liv kan forsvinde, så de ikke gælder som rigtige liv, som vores eget. Det er sket før i historien, kan jeg bare sige. 

Og lige i disse tider sker der mange ting, som vi for få år siden med stor sikkerhed sagde til hinanden, aldrig ville ske igen. Så altså: kik op og se mennesker, nyd alle forskellighederne, som dog altid har det tilfælles, at de/vi alle har behov for sikkerhed for at kunne leve videre. Langt de fleste af alle menneskers livsbetingelser er sociale, og vi skal derfor opretholde dem for og med hinanden; det er også det, man kalder for politik. Og i specielt højstemte øjeblikke for moral, eller endnu bedre: omsorg, empati. 

Vrede uden mål og med

Fødslen af et håb

Op til treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine afslørede Vladimir Putin, at krigen var en del af Guds vilje. Han sagde bl.a.: ”Det var efter Guds vilje, at denne skæbne faldt på vores skuldre for at udføre en så udfordrende, men hæderlig mission at forsvare Rusland.” Men Guds krige bliver altid til menneskets krige. De føres af mennesker, og de rammer mennesker, som måske endda føler sig forladt, af lige netop Gud, på grund af krigenes grusomhed. Læs min kronik på POV International om en ukrainsk kvinde, som fandt håb, ikke i Gud, men i et nyfødt barn:

De unge kigger til højre – langt til højre

Hvordan kan det være, at samfundskritikken i dag næsten udelukkende kommer fra det yderste højre, som helt har overtaget rollen som samfundets kættere fra venstrefløjen? Læs mere i min kronik på POV International:

En politisk kaosteori

Der er langt færre politiske ledere, end der er almindelige mennesker, som frygter, hvad disse politiske ledere kan finde på. Enkeltpersoner, i form af politiske ledere, råder over ”et skræmmende arsenal af midler til at overtale, tvinge og dræbe andre mennesker”. Hvor mange mennesker føler ikke, at verden er blevet farligere på grund af Trump og Putin; enkeltpersoner, som har vilje, magt og redskaber til at påvirke verdenshistoriens gang og næsten alle menneskers daglige oplevelse af håb eller frygt? Men de bliver jo valgt og støttet, så der må være en grobund for “stærke mænd”. Læs mere om i min kronik i POV International:

Jernpressen i det syriske slagehus

Det siges, at i Kina lyder en af de alvorligste forbandelser: “Gid du må komme til at leve i en interessant tid.” Det ellers opbyggelige ønske kan sammenlignes med: “gid fanden måtte tage dig.” Et af nutidens paradokser er, at man kan bo i et roligt land, det kunne være Danmark, og så alligevel konstant opleve, at man lever i meget “interessante” tider. Det skyller konstant ind over os i form af en summende vibration i lommen fra det device, som er blevet formidleren af en slags teknologisk adrenalin; kamphormonet, der udløses, så øjnene klistres til skærmen, og krop og sjæl sættes i alarmberedskab: Ukraine, Gaza, Libanon, Sydkorea, Georgien, og nu altså Syrien med jernpressen, for blot at nævne noget af det, som på det seneste, trods geografiske afstand, har svitset os i kanterne. Verden tier ikke længere stille om de ulykker, mennesker påfører den, eller hinanden. Læs min kronik i dagens udgave af POV International:

USA efter valget: Frygt din næste, som din næste frygter dig!

Situationen i USA kan måske bedst beskrives gennem myten om Babelstårnet, som handler om, hvordan mulighederne for enighed og enhed mistes, fordi Herren steg ned og forvirrede menneskenes sprog, ”så de ikke forstår hinanden”. Fra den ene side lyder det i dag, både i USA og mange andre steder i verden: ”Det er jer, vi frygter”. Fra den anden side lyder svaret: ”Nej, nej – det er os, som frygter jer.” Læs mere i denne uges kronik om reaktionerne efter det amerikanske valg:

Aktiv dødshjælp: det forkerte svar på det rigtige spørgsmål

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp drejer sig naturligvis om døden, men også først og fremmest om livet. Hvad gør livet værd at leve, og hvad kan gøre det så meningsløst, at døden er at foretrække, og hvorfor kan den selvvalgte død i nogle tilfælde gøre livet værdigt. Det er et problem, at spørgsmålet om værdighed omkring livets afslutning blevet reduceret til et spørgsmål om legalisering af aktiv dødshjælp. Det er naturligvis en medievenlig måde at tale om døden på. Her behøver vi ikke at stille spørgsmål til døden, her kan vi, som moderne mennesker, stille spørgsmål til os selv: ”Vil jeg lide, hvad nu hvis jeg bliver en grøntsag, hvis jeg kommer til at føle mig som en belastning, eller hvis jeg en dag ikke længere kan leve det liv, som jeg ønsker?
Læs mere i min kronik på POV International:

Hvad er velfærdsstatens mål?

Hvor mange af de trivselsproblemer, som vi møder i dag, skyldes ikke den materielle velstandsproduktion? Nedslidning, stress, ensomhed og psykisk sårbarhed i bred forstand. Ofte bliver begrebet ”diagnosekultur” arrogant brugt, uden hensyn til at neo-liberalismen og konkurrencestaten har skabt vedvarende forudsætninger for menneskelig nedslidning og lidelse. Det er entydigt det enkelte menneskes økonomiske præstationsevne, som efterspørges og belønnes. Læs mere på POV International, hvor min kronik stiller spørgsmålet om velfærden er ved at slå over i ufærd?

Det hjemløse håb om en bedre fremtid

Mængden af dårlige nyheder, med et skræmmende indhold, er blevet så gennemtrængende, at flere og flere simpelthen bliver “nyhedstrætte”, som det er kommet til at hedde. I stedet søger de bevidst mod steder på nettet, hvor der målrettet præsenteres positive og håbefulde nyheder, eller også undgår de helt mediernes nyheder. Men er det den mest håbefulde vej? Læs mere i min kronik på POV International om vores jagt efter håbet: