SEKSUALITET OG KØN ER BLEVET ET AF DE SENERE ÅRS MEST POLITISEREDE EMNER. Ofte er der tale om letkøbte, populistiske erobringer af den offentlige og politiske dagsorden med spørgsmål, som har meget lidt med politik at gøre, men som vækker moralsk og følelsesmæssig opmærksomhed. LGBTQ+ er således blevet et led i den globale kultur- og værdikamp. Men her stopper det ikke. Seksuelle minoritetsgrupper tages som gidsler i storpolitik af enhver art, ofte med frygtelige konsekvenser for enkelte individer. Da Rusland invaderede Ukraine, var det en del af Putins begrundelse, at den havde til formål at forsvare Ruslands traditionelle værdier mod Vestens LGBTQ+-holdninger, som ville føre til degeneration, ”fordi de er i modstrid med den menneskelige natur”. Da Putin et halvt år senere fejrede annekteringen af fire besatte ukrainske regioner, slog han yderligere fast, at krigen skulle beskytte russiske børn mod ”perversioner” ved at sikre en heteronormativ fremtid for det russiske folk. I Ungarn kan vi aktuelt se, hvordan Orban-regimet nu igen indfører flere og mere omfattende forbud mod LGBTQ+. Og i USA viser en ny undersøgelse, at der stadig er et samlet befolkningsmæssigt flertal for homoseksuelle ægteskaber, men at splittelsen vokser: Den republikanske støtte til homoseksuelle ægteskaber er faldet til sit laveste niveau i et årti.
Hvordan kan det være, at seksualitet og køn stadig kan splitte så meget, som tilfældet er? Hvad er det, som virker så skræmmende ved transseksuelle mennesker, at de skal forbydes og nedkæmpes? Hvorfor virker homoseksualitet stadig som en provokation, der skal bekæmpes, eller i hvert fald være usynlig i det offentlige liv? Vi skriver 2025, hvorfor er det heteroseksuelle monogami stadig det, der betragtes som normen?
Det tematiserede jeg for nogle uger siden i en kronik: ”Fra køn til krig: Hvordan LGBTQ+-rettigheder er blevet et våben i verdenspolitikken,” som kan læses her.
Reaktionerne lod selvfølgelig ikke vente på sig, og beviste med deres kompromisløshed, at ”ja, det hetero-normative monogami er det normale”, ”ja, transseksualitet er unaturligt og unormalt”, og ”nej, det skal der ikke laves om på.” Men jeg vil hellere sige: ”Jo, det skal der laves om på.
Når autoritære ledere skal vælge angrebspunkter, er intet helligt. Trumps, Putins og Orbans regimer har fundet et fælles interessefelt i deres bestræbelser på at vinde både indre og ydre suveræn magt. Til det formål har de, sammen med mange andre politikere overalt i verden, rammesat køn, seksualitet og LGBTQ+, som nogle af de fjender, der skal bekæmpes, undertrykkes, fjernes – gennem umenneskeliggørelse. Det er vigtigt at være opmærksom på dette. På få øjeblikke kan det nemlig ske, at vi ikke kan få øje på det liv, som disse mennesker har, og som vi alle har til fælles, men som kræver omsorg, beskyttelse og sikkerhed. Evnen til at genkende særlige gruppers liv kan forsvinde, så de ikke gælder som rigtige liv, som vores eget. Det er sket før i historien, kan jeg bare sige.
Og lige i disse tider sker der mange ting, som vi for få år siden med stor sikkerhed sagde til hinanden, aldrig ville ske igen. Så altså: kik op og se mennesker, nyd alle forskellighederne, som dog altid har det tilfælles, at de/vi alle har behov for sikkerhed for at kunne leve videre. Langt de fleste af alle menneskers livsbetingelser er sociale, og vi skal derfor opretholde dem for og med hinanden; det er også det, man kalder for politik. Og i specielt højstemte øjeblikke for moral, eller endnu bedre: omsorg, empati.
