Hvert år bliver der taget cirka 1,2 billioner fotografier. Alene på Facebook bliver der dagligt lagt over 200 millioner fotos op. Alle disse fotografier siger ganske givet noget om vores forhold til verden omkring os. Hvad betyder det f.eks. at have en erfaring? Facebook, Instagram, Flickr o.l. giver lidt af svaret: At have en erfaring er i stigende grad identisk med at tage et foto af denne erfaring og publicere det på de sociale medier.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at det er noget helt nyt, at fotografiet har lagt sig som et lag ovenpå alle vores oplevelser. Efter 15 år som amatørfotograf, sagde den franske forfatter Émile Zola allerede i 1901: »Du kan ikke påstå virkelig at have set noget før du har fotograferet det.«

Måske er de 1,2 billioner årlige fotografier den yderste konsekvens af denne holdning. Eller måske knytter foto-manien sig simpelthen til udviklingen af fotografiapparatets konstruktion fra selvstændigt apparat til at være en del af mobiltelefonen. Eller måske til det menneskelige behov for at kunne fastholde erindringer i en tid, hvor alt flyder forbi os i en hastig og ustoppelig strøm af nye indtryk og oplevelser. De mange fotografier kan være en slags fodaftryk og spor i ens tilværelse. 

Vi skal dog alligevel ikke så lang tid tilbage for at møde den opfattelse, at fotografier var noget mærkeligt noget, og tilmed noget farligt. De fleste har hørt historier om mennesker, der var bange for at blive fotograferet, fordi de forestillede sig, at fotografiet så at sige var en del af dem selv. Det hedder jo netop også, at der bliver taget et foto af nogen. Frygten for fotografiet knyttede sig bl.a. til at det kunne være sjælen, som på den måde blev taget.

I dag har fotografiet mistet lige netop dén form for mærkelighed. Nu er det mærkelige alt det, der rent faktisk bliver fotograferet. Alt det, som man vel kan kalde for ikke-motiver.

Men der er alligevel en slags mystik omkring gamle fotografier. Der er stadig noget mærkeligt ved et fotografi, hvor personerne på billedet er de første i slægten, der bliver fotograferet. Før sådan et billede har alt været erindring, ren erindring, der ikke kunne støtte sig til fotografier, men udelukkende til fortællinger. 

Sådan et fotografi bliver jeg selv ved med at vende tilbage til. Det blev taget d. 1. maj 1933 på Rådhuspladsen i København. Foran kanonfotografen står min farmor og farfar med deres to børn; min far og hans storbror. 

Jeg sidder og skriver dette lige efter, at jeg har været i Politikens Boghandel og netop har krydset den nye Rådhusplads. I lommen har jeg Susan Sontags bog On photography, som jeg købte i boghandlen. Jeg sætter mig på en café og læser de første sider i bogen, som tilsyneladende er skrevet om det gamle fotografi i mit familiealbum: »At tage et foto er at deltage i en anden persons dødelighed, sårbarhed, foranderlighed. Præcis ved at skære dette øjeblik ud og fryse det, vidner alle fotografier om tidens ubarmhjertige gang.«

Fotografiet af min far med hele familien på Rådhuspladsen kan selvfølgelig på ingen måde fremkalde en direkte erindring hos mig, som det ellers ofte er meningen med fotografier. I 1933 er der stadig næsten 25 år til min ankomst og min far er bare 7 år gammel. Jeg har kun kendt drengen på fotografiet som min far, så det er ikke nogen genkendelse i almindelig forstand, det vækker i mig. 

Men som Susan Sontag skriver, hvis vi havde et fotografi af f.eks. William Shakespeare, ville det svare til at have en splint fra Kristi kors. Mindre kan gøre det, og fotografiet er en lille del af min far fra den tid, hvor han ikke var min far og levede i en verden, som jeg aldrig selv har kendt – selv om jeg lige har stået på Rådhuspladsen i København, hvor han stod for 86 år siden.

Fra Rådhuspladsen er familien gået videre mod Fælledparken, hvor der i 1933 mødte over 100.000 mennesker op for at holde 1. maj under bannere med paroler som Mod diktatur – For Folkestyre og Landets arbejdsløse kræver arbejde. I Tyskland var Hitler næsten lige kommet til magten, og de tyske arbejderpartier blev allerede forfulgt af nazisterne. Da min far og hans familie sammen med tusindvis af andre gik over Dronning Louises Bro og videre til Fælledparken var det derfor alvorligt ment, selv om det også var festligt med slik til børnene og stjerneøl til de voksne. 

Som på ethvert fotografi vises der kun en overflade, et splitsekund af min fars liv, men det er også en invitation, fordi det ellers ubetydelige fotografi åbner et vindue mod en anden verden. Det mærkelige ved et fotografi, nyt som gammelt, er dets oprør mod tiden. Fotografiet er en tynd skive af rum og tid, som Susan Sontag skriver. Det er nærvær og fravær på én gang. Den lille dreng på billedet blev senere forvandlet til min far. Den dag på Rådhuspladsen var han imidlertid langt væk, han var opslugt af at være sin egen fars søn. Selv var jeg intetsteds, vel nærmest på samme måde, som min far i dag. 

Fotografiet viser det mest intime: det sårbare og foranderlige liv. De fire mennesker har eksisteret, selv om jeg kun husker min farmor gennem fortællinger om hende, og aldrig har mødt min farfar, der døde af tuberkulose længe inden min ankomst. Og min farbror så vi ikke ret meget til. Som alle fotografier har mit gamle foto imidlertid stabiliseret det, der kun har eksisteret i bevægelse og forbigående. Billedet viser, at vi kun er besøgende.

I sidste uge blev det slået fast, at parforholdet – tosomheden – er kilden til den sande kærlighed, den rigtige seksualitet, den normale menneskelige udvikling og den sunde forældrekærlighed!

Sådan har fordommene ganske vist været i mange år, men nu er det blevet slået fast i en artikel af en dansk psykolog, hvor meget tallet “2” betyder for den ægte kærlighed. Vedkommende beskriver endda sig selv som autoriseret, hvilket sprogligt og juridisk betyder, at han har officiel godkendelse til at drive psykologisk virksomhed og komme med domme over normalt og unormalt. 

Baggrunden for psykologens indlæg er en række artikler, der tidligere på sommeren har været bragt i Politiken, om polyamourøse kærlighedsforhold. Ganske vist beskriver psykologen dem netop ikke som kærlighedsforhold, men blot som udsvævende og ødelæggende seksuelle forhold, hvilket dog også viser hans uvidenhed. 

At leve polyamourøst betyder, at flere voksne mennesker har kærlighedsrelationer til hinanden og indbyrdes. I en polyamourøs familie kan flere voksne altså leve sammen. Som den autoriserede psykolog slår fast, har disse lystige polyamourøse også sex med hinanden, hvilket netop ser ud til at være problemet. 

Helt uden argumentation understreger han nemlig, at polyamourøse forhold bygger på en seksuel lyst, der er skadelig for både de voksne og for børnene i familien. Mennesker, der lever i et polyamourøst forhold er kort og godt “grænseløst selvoptaget”, slår den autoriserede psykolog fast, fordi de tænker så meget på sex. Det er stadig uklart, hvor han ved det fra. Men i hvert fald slår det ham ikke, at mennesker, der lever i en polyamourøs familie, med flere kærlighedspartnere, rent faktisk kan elske hinanden og er gået ind i forholdet på grund af kærlighed til hinanden, og ikke kun på grund af en savlende seksuelle lyst, som den psykologiske moralist tydeligvis ser for sit indre blik. 

Voksen og moden kærlighed forudsætter ikke at der kun er to personer involveret. Faktisk er det muligt at elske flere mennesker på én gang, at føle kærlighed til flere og nære mennesker, hvis det er sådan ens tilværelse har udviklet sig

Men det er åbenbart en helt umulig tanke for den autoriserede psykolog, at den slags mærkelige forhold begynder med kærlighed og næres af en meget moden form for kærlighed, og ikke udelukkende bygger på endeløse seksuelle udskejelser. Polyamorøs kærlighed har ikke noget at gøre med åbne forhold. Troskab, tillid, vedholdenhed, kærlighedsbånd og varme familiefølelser kan også eksistere i det polyamourøse landskab. Ligesom den slags omvendt ikke med nødvendighed eksisterer i alle former for tosomhed.

Her stopper psykologens angreb på det “unormale” imidlertid ikke. Uden belæg slår han nemlig fast, at børnene i de polyamorurøse forhold er de store tabere, fordi det jo udelukkende handler om de voksnes uansvarlige og umættelige seksuelle begær. Jeg ved ikke hvad det er for nogle scener, psykologen ser for sig. Men også i polyamourøse familier er der en hverdag med arbejde og helt almindelige forpligtelser, som i alle andre familietyper; der er hjemlig hygge, udflugter med børnene, skole-hjem-samtaler, tv-aftener, oplæsning, dans og glæde i dagligstuen, indkøb og tøjvask. »Ja, og sex,« vil psykologen tilføje. Øh, ja – har man lyst til at sige; får du ikke selv et godt knald en gang imellem, uden at det forhindrer alle andre aktiviteter og forpligtelser i dit liv?

Faktisk er det vel sådan, at børn i harmoniske familier har store chancer for at blive harmoniske, uanset om familien så er hetero, homo, poly eller solo. Kærlighed mellem de voksne, er godt for børnene. Og selv om psykologen vist tror det, så er der ikke mere kærlighed i en familie med to voksne, end der er i en poly-famile bestående af nogle flere. Psykologens ypperste viden sammenfattes i følgende udsagn: “Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold”. Det er faktisk korrekt, men hvorfor skulle det ikke også gøre sig gældende i en polyamourøs familie? 

Her er vi ved noget vigtigt, som ikke blot handler om et moralistiske trip fra en autoriseret og tilsyneladende seksuelt overopstemt psykolog. Det drejer sig nemlig grundlæggende om, at han glemmer, at tænkning og erkendelse aldrig er tilendebragt, men altid er undervejs. Det gælder ikke mindst når vi har at gøre med flygtige begreber som kærlighed, der ofte får tænkningen til at stoppe op ved fordommen. Hele den autoriserede psykologs artikel er nemlig bygget op omkring en fordom om, hvad rigtig kærlighed er, hvordan man lever sammen på den rigtige måde. Og derefter punktum; tænkningen stopper ved fordommene om det rigtige og forkerte, det normale og unormale kærlighedsforhold. Psykologen vil dømme, men ikke vide og ikke skaffe indsigt.

Den autoriserede psykolog har indsat sig selv, som en seksuel retskaffen borger, der udelukkende tænker på de lystnes – de polyamourøses – stakkels børn, der efter hans mening nødvendigvis må vantrives. Han kommer til at afsløre, hvor dogmatisk og autoritativt han bakker op omkring en af samfundets støbeforme for opfattelsen af kærlighed, familie og samliv: Kærlighed opstår når der kun kan tælles til to voksne i én familie; harmoniske forhold i familien opstår gennem forældrenes selvforglemmelse og éntydige fokus på børnene, som om overskud til børnene kunne komme fra noget andet sted, end fra forældrenes (også de polyamourøses) forsatte og vedvarende psykiske og erotiske kærlighedsliv.

Den autoriserede psykolog begynder og slutter tænkningen med fordommen om, at sex mellem flere er udtryk for en perversion og umuligt kan bygge på kærlighed og familiefølelse, mens sex mellem to er normalt og hele forudsætningen for kærlighed, fokus på børnene, og simpelthen udtryk for et normalt familieliv. 

Psykologen giver sig selv mandat til at dømme en kærlighed, som han tydeligvis hverken kender til eller ved noget om, men let kan have lystne fantasier om. Han undersøger ikke nærmere om flere voksne, der lever sammen i en polyamourøs relation, kan være andet end lystige galninge, der glemmer børnenes udvikling for selv at kunne dyrke umådeholden sex. Den autoriserede psykolog udelukker fra begyndelsen, uden undersøgelse eller argumentation, at de polyamourøse familier faktisk kan have en stærk kraft i deres hverdag; en kraft, der knytter sig til en indbyrdes kærlighed der har ligeså stor gyldighed, som tosomhedens kærlighed. 

I min ferie, både under fodtur og togrejse, har jeg læst Niels Jørgen Cappelørns seneste bog At leve i nuet og gå glip af evigheden. Dén bog er god at have med sig, fordi den på det nærmeste tvinger én til at stoppe op, bevæge sig langsomt og være stille. Og hvad andet end at leve langsomt skulle man da også foretage sig i ferien? Som Cappelørn skriver, er det imidlertid ikke helt ufarligt at få god tid: »For så kan man risikere at høre sine egne eftertanker og komme til at overveje, om der var mening og sammenhæng, da det gik travlt til«.

Niels Jørgen Cappelørn har været professor i Søren Kierkegaard Studier. Det viser sig at være blevet til et slægtskab når en af bogens små tekster f.eks. lyder:

»Man skal ikke pjatte med livet, ikke
bortforklare smerten i sjælen, ikke
fortone følelsen af tab og mening,
aldrig undskylde skylden

Man skal ikke borthøvle tilværelsens
knuder og knaster, men i stedet tage
livet på ordet, og det er at tage det
alvorligt, som det er«

Cappelørns bog består af petitgrammer, der er et genrebegreb, som forfatteren selv har opfundet. De knækkede linjer indikerer derfor ikke, at der er tale om digte, men om et kort-format med sansninger, eftertanker, aforismer og meditationer, præcist skrevet og så skrapt tænkt, at de snitter det vigtige ud i den tydeligste form. Ingen omveje, ikke noget overflødigt, ikke noget flødeskum, men lutter essens: 

»At leve er ikke at sikre sig;
det er at investere sig

Livet er ikke en sikker gang på stedet;
det er en risikabel affære på vej fra dag til dag«

At leve i nuet og gå glip af det evigeer en stille og insisterende samling tekster, der kræver langsom læsning. Ingen fjendebilleder, bandeord og store besværgelser af modstandere, men en selvsikker og ydmyg tro på tænkningens klare lys, som vi kun kan dele: »Tænkningen er aldrig fuldført og tilendebragt, men altid undervejs til ny erkendelse og til dybere indsigt«.

Sådan lyder de første ord i bogen. Der er budt op til med-tænkning og åben eftertanke, for at kunne nå til dybere indsigt. En form for tænkning og eftertanke, der måske ikke fører til sjov og demonstrativ glæde af den slags, der giver status på de sociale medier, men til en glæde, »jeg kan føle, selv om jeg er ked af det«. 

Når stormfloder rammer, terrorister angriber og krige truer, er det ikke kun ukendte stednavne, fjerne lande, anonyme institutioner eller ansigtsløse personer i andre kulturer med en anden tro, der rammes. Det er mennesker, som vi tilfældigvis ikke har noget kendskab til eller bekendtskab med. Eller også har vi, fordi vi kender et menneske på det sted, hvor truslen er. Og så ændrer hele billedet sig fra at være noget tilfældigt i nyhedsstrømmen, eller blot endnu en voldsudøvelse et eller andet fjernt og ukendt sted, til at blive et sår i én selv. Verdens gang bliver med ét til noget, der også sætter spor i ens hjerte.

Jeg har en veninde i Iran. Vi har kendt hinanden i flere år efter et tilfældigt møde på Instagram, hvor hun reagerede på et opslag, jeg lavede om filosofi. Hun ved meget om filosofi, så vi begyndte at skrive sammen. Hun skriver også poesi, og har prøvet at gøre det tilgængeligt for mig på engelsk, og selvfølgelig har vi skrevet om vores forskellige liv. 

Selv om vi aldrig har mødt hinanden ansigt til ansigt, på samme måde som vi sidste år havde besøg af en anden veninde fra Instagram, Corinne fra Australien, er den iranske kvinde blevet min veninde. Trods afstanden har vi fået skabt en åben nysgerrighed for hinandens forskelligheder og fundet et fundament af enshed, der ikke lader sig ryste af, at der også er meget af hinanden, som vi ikke kan forstå.

Krisen mellem USA og Iran har min venindes ansigt. Her til morgen har jeg læst, at USA nu sender yderligere soldater til Mellemøsten på grund af krisen, hvor Iran angiveligt skulle stå bag angrebet på to olietankere i Golfen. Begge sider ser ud til at betragte optrapning og trusler som løsningen og ikke som problemet. 

Jeg er bekymret for min iranske veninde, fordi jeg mærker hendes tilstedeværelse i mit eget liv. Det er let at mærke hendes frygt, selv om afstanden er stor og forskellene mange. Hun er tæt væk. Min iranske veninde har været en lille åbenbaring for mig. Vores langdistance-venskab har vist mig, hvor lidt kendskab til hinanden, der i virkeligheden skal til, for at man kan forstå hinandens frygt – og leve med i hinandens liv.

Alle skulle kende en fra de områder af verden, der er ramt af konflikt, fattigdom og undertrykkelse eller krig og vold, for så tror jeg faktisk, at der ville være mindre af den slags. Det er selvfølgelig ren fantasi og drømmende utopi, og i 2019 er vi ikke naive, men måske alligevel håbefulde. For tænk hvor let det var for mig at genkende mennesket, det unikke og særlige i den iranske kvinde. Hun er 4.988 kilometer væk. Jeg har tjekket det på Google. Men vores personlige kontakt har snævret afstanden ind, så hendes tilstedeværelse i verden kalder på ønsket om fred og forsonlighed, så hun kan leve uden frygt.

Facebook kommer til at ligne den såkaldte “virkelige verden” mere og mere. Nu viser en undersøgelse, at vi også skal dø på Facebook og må forholde os til denne Facebook-død. Berlingske skriver i dag om en undersøgelse, der spørger, om de døde er ved at overtage Facebook? Midt i kirketiden kan man således læse, at der indenfor de næste 50 år formentligt vil være flere døde brugere end levende på Facebook. 

Sociologists and anthropologists are increasingly turning their gaze towards the new types of ‘para-social’ relationships, and the ‘continuing bonds’.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det er nok et spørgsmål med dybere filosofiske implikationer, hvorvidt det er korrekt fortsat at kalde de døde på Facebook for “brugere”, som man gør i artiklens overskrift. Men det er der jo tid til at overveje. Det interessante er, at Facebook-himlen er ved at blive overbefolket. 

De døde brugere af livet her på kloden er også i flertal. Paleodemografer har beregnet, at godt 100 milliarder brugere af menneskelivet er døde i den periode, hvor arten har befolket kloden. Vi har dog ikke overvejet om de døde af den grund er ved at overtage livet. Men de døde på Facebook er også mere sejlivede end de døde i livet. Ja, den digitale verden udfordrer vores sprog, og det kan faktisk godt formuleres på den måde, at de døde i cyberspace i princippet er udødelige. 

Her er vi ved det dybeste fællesmenneskelige: Vi skal dø. Det er så universelt og alligevel så individuelt, at det er svært at acceptere og tænke på. “The living are few, but the death are many.” De levende er få, de døde er mange, som det hedder i en buddhistisk fortælling om døden. Og det buddhistiske råd lyder da også, at man skal meditere over døden hver dag.

Nu skal vi så også til at meditere over vores kommende Facebook-død og overveje, hvordan vi vil banke på i Facebook-himlen. Som artiklen så præcist formulerer sagen, så rejser det et vigtigt spørgsmål. Og sådan er det jo med døden, den kan få os til at rejse en hel del vigtige spørgsmål. 

En af folkene bag undersøgelsen foreslår, at Facebook skal invitere arkæologer, historikere, arkivarer og etikere ind for at deltage i udviklingen af, hvordan man på en værdig måde kan håndterer den mængde data, som vi efterlader os i cyberspace. 

We argue that an exclusively commercial approach to data preservation poses important ethical and political risks that demand urgent consideration. We call for a scalable, sustainable, and dignified curation model that incorporates the interests of multiple stakeholders.
(Big Data & Society, January–June 2019: 1–13)

Det, som vi i menneskelivet kalder for erindringer og minder, kaldes i cyberspace for data og digitale spor. Det ser nærmest ud som om, at vi allerede nu skal forholde os til, at vi dør to gange: I menneskelivet og i cyberlivet. Brugerne af menneskelivet og af cyberlivet lever to liv og må derfor også nødvendigvis dø to gange. I menneskelivet efterlader vi os erindringer og i cyberlivet efterlader vi os digitale spor og data. At leve parallelle liv kræver noget, både i livet og i døden. 

Hvad kan vi som hhv. levende og døde brugere af Facebook så forvente os? Vil de døde brugere i cyberspace blive næsten mere nærværende end de “rigtige” døde, på samme måde som de levende Facebook-brugere ofte virker mere levende end de kødelige mennesker i menneskeverdenen? 

Den potentielle overbefolkning af døde i Facebook-himlen kalder på eftertanke, som undersøgelsen og artiklen viser. Som altid er døden de levendes problem. Måske kan vores travlhed med at få styr på vores kommende digitale død og efterliv også kalde på travlhed med at tænke på døden, som bruger af menneskelivet – for eftertanke over døden er den bedste livseliksir, der findes. Døden får virkelig én til at tænke over livet, så måske kan Facebook-døden også få os til at tænke over vores digitale-liv, og på samme måde som den fysiske død, få os til at tænke over prioriteringer og hvad der er vigtigt – før vi dør.

Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Men I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.


Der er fortid, nutid og fremtid. Grammatikalsk er der selvfølgelig også førnutid, førdatid osv. Og så er der dybdetid og trætid, som dog ikke har noget at gøre med de regler, der bestemmer sammensætningen af sprogets ord, sætninger m.m. Dybdetid og trætid er en slags eksistentiel tid, der viser ud over det menneskelige, og dermed nærmest også sprænger rammerne for, hvad der sprogligt kan tales om. For mit eget vedkommende fik jeg imidlertid sat de bedste ord på de to tider ved at læse C.Y. Frostholms bog “Træmuseet”, der har meget at sige om både dybdetid og trætid. 

Bøger kan være gode af mange forskellige grunde. “Træmuseet” er god af flere forskelle grunde på én gang. Det er umuligt at definere bogen, som enten roman, essay, erindring, fortælling eller hvad genren nu kunne være. Selv har jeg hørt Frostholm beskrive bogen som en essayfortælling. Netop det ubestemmelige og det uforudsigelige, det at teksten bevæger sig frem, tilbage, snor sig om sig selv, kommenterer verden, kommenterer sig selv – alt dette har for mig betydet, at “Træmuseet” blev en meget intens ny-oplevelse af både verden omkring mig og af tiden; to størrelser, som man jo ellers tror at kende ret godt. 

Den amerikanske forfatter Susan Sontag (1933 – 2004) blev i 1979 interviewet til Rolling Stone Magazine. Her sagde hun: “Man er ikke verden, verden er ikke identisk med én, men man er i den og giver den sin opmærksomhed (…) For jeg er meget imod den her solipsistiske forestilling om, at det hele er inde i hovedet. Det er det ikke, der er virkelig en verden, som er lige dér, hvad enten man er i den eller ej.”

Det er netop dén verdensopmærksomhed, der binder de 568 sider i “Træmuseet” sammen. C.Y. Frostholm rejser rundt i verden ikke mindst for at opsøge gamle træer. Fortællingen om nogle af verdens ældste træer bliver derpå en dyb fortælling om forfatteren selv, om os som mennesker og om verden som det sted, der er os givet.

Engang var det betryggende for mennesker at tænke, at jorden var skabt for vores skyld, og at verdens tid, var den samme som menneskets. Nu er det snarere “den dybe tid”, hvori vi bare er et sandskorn, vi må klynge os til: At verden nok skal overleve uden os.
(C.Y. Frostholm: Træmuseet, s. 423)

I “Træmuseet” skriver C.Y. Frostholm om mennesker og træer, og om deres mulige forhold: “Træer kan være så store, at man ikke ser dem. Man står for foden af dem, beundrer deres stamme, men lægger kun sjældent nakken tilbage, og end ikke da kan man rigtigt overskue kronen. Man oplever dem kun i brudstykker, ser ned på jorden, samler et blad op.” (s. 30)

Sådan tror jeg også man kan sige om tiden. Netop dét er noget af det centrale i Frostholms store værk. Vi oplever ikke træernes tid som andet end en gentagelse: de står der hver gang vi kommer forbi. Men der er mere gemt i trætiden. 

Danmarks ældste træ er Kongeegen i Jægerspris Nordskov. Den er 1500-2000 år, et tidsperspektiv som vi også kun oplever i brudstykker, nærmest som at samle et blad op. Hverken træernes krone eller deres tid kan vi helt overskue. I den sydsjællandske skov, hvor vi går tur, er der træer med rødder flere hundrede år tilbage i tiden. Efter at have læst “Træmuseet” ser vi på disse træer, som andet end bare et træ i skoven. Og det er her, at forestillingen om dybdetid er kommet ind gennem Frostholms bog. Et sted i bogen skriver han om den amerikanske fotograf Rachel Sussmans store bog “The Oldest Living Things in the World”


Thujaer i parken ved Fuglsang på Lolland. Denne Thuja er ganske vist ikke nær så gammel, som de træer der fortælles om i “Træmuseet” og “The Oldest Things in the World”. I parken ved Fuglsang er det dog alligevel som at gå ind i en trækatedral, og man får fornemmelsen af både trætiden og dybdetiden.

Sussman har rejst rundt i verden og taget billeder af de ældste levende ting. Hendes ramme var, at de skulle være mindst 2000 år gamle, for at kvalificere sig til deltagelse. Her falder vores lokale træer for ungdomsgrænsen. Selv Kongeegen i Jægerspris er lige på grænsen, selv om den muligvis begyndte at skyde på samme tid, som Bethlemensstjernen annoncerede Kristi fødsel. Men bare på den anden side af Øresund har Rachel Sussman fundet en repræsentant for de ældste levende ting i verden.

I Darlarna i Sverige findes en gran, der er 9.550 år gammel. Allerede her, ikke engang 10.000 år før vores liv i dag, mister man en god del af den sammenhængende tidsforståelse, der ellers holder sammen på ens livsforståelse. Måske er det en slags kronofobi, der griber én, frygten for tidens gang. 

Forfatteren Vladimir Nabokov (1899 – 1977) beskrev kronofobien i “Min europæiske ungdom”, hvor en ung mand næsten bliver panikslagen, da han for første gang ser nogle hjemmelavede filmoptagelser fra tiden før hans fødsel. Han indser, at han overhovedet ikke eksisterede på det tidspunkt, altså en slags omvendt dødsangst; en angst knyttet til tiden før ens eksistens. 

I Rachel Sussmans bog om de ældste levende ting er det ikke kun ens egen fraværstid, man møder, men civilisationernes, menneskets, historiens og nærmest den forståelige verdens fraværstid. Jo, verden var der selvfølgelig, i dén grad var den der, og i Sussmans bog er der netop billeder af livets repræsentanter i det, vi med rimelighed kan kalde for dybdetiden. 

Men den tidsrejse, hun bringer os ud på, kræver noget. Det er svært for tanken at forstå, hvad tilstedeværelsen af f.eks. den 13.000-årige Palmers Eg i Californien betyder for vores opfattelse af livet. Eller de 100.000-årige havgræsmarker ved Spanien, for slet ikke at tale om den absolut ældste levende ting, nemlig den sibiriske actinobacteria med en alder på mellem 400.000 – 600.000 år. 

Perhaps, looking through the eyes of these ancient beings, and connecting with the deepest of deep time, we can borrow their bigger picture and adopt a longer view. I can’t think of a single problem in the world that wouldn’t benefit from the perspective of long-term thinking.
(Rachel Sussman: The Oldest Living Things in the World, s. xxxiii)

Alle Rachel Sussmans levende ting er DNA baseret og viser, at livet er meget andet end menneskelivet – meget mere. Liv er ikke kun menneskeliv, det ved vi godt, det leves ikke eksklusivt af mennesket. Men vi har svært ved at tænke og forstå noget andet liv end menneskelivet. 

Både C.Y. Frostholms “Træmuseet” og Rachel Sussmans “The Oldest Living Things in the World” er tanke- og følelsesprovokerende. Centralt i begge bøger står det ikke-menneskelige. Træerne står der, når vi går tur i skoven. I virkeligheden kan de bevæge sig over århundreder, hvis det skulle blive nødvendigt for overlevelse. Og Sussman giver 31 eksempler på levende ting, som var der for mellem 2000 og 600.000 år siden, og som er der nu, i dag. 

Vi mennesker har omkring 70-80 år til at opleve disse tavse tidsrejsende. Som mennesker er vi grebet og tvunget af øjeblikket, men bare en tur i den lokale skov kan forbinde os med de ikke-menneskelige tidsrejsende og deres uforståelige organismer. Vores personlige, og i sammenligning korte tidsrejse, mister ikke betydning eller værdi, fordi den nærmest foregår her og nu. I virkeligheden tror jeg, at vores menneskelige livsrejse ville være ubærlig, hvis den ikke kunne finde inspiration og trøst hos vores langlivede livsfæller fra dybdetiden.

Syrenen blomstrer, der hvor vi er. Den lilla duft lyser majnatten op. Hvordan mon det er at være en syren? Kan man stå i syrennatten, lade vinden passere, mærke duggen kilde, mens den samler sig til en dråbe? Kan man blive som den syren, vi står og kikker på, den version af celler, stofskifte og indre ligevægt? 

Kan man holde det ud i fem minutter uden at stille spørgsmål, lade natten være sin egen og mærke det syrenagtige liv i kroppen? Grønheden, lillaheden, stænglerne, rødderne, jorden; mærke, at man er en syren med blæst i bladene? 

Kan jeg mærke hvordan jeg er foldet ind i de andre syreners rodnet? Duftende, lysende af farve og tiltrækning står de ved siden af mig, så vi hvert år vokser mere og mere sammen.

Eller kan man bare klare at se på syrenen i fem minutter og så måske glemme, at man ikke er en syren, men blot en anden version af liv – det liv der står og kikker på, at syrenen blomstrer.

»Er man uenig med Paludan i det helt grundlæggende, så er man også moralsk og politisk forpligtet til at kæmpe imod hans indflydelse. Men sådan ser den politiske moral ikke ud. Evnen til skam forsvinder, når magten lokker, når moralen forstener og det rigtige bliver lig med det, der giver politisk magt.«

En besværgelse fejer gennem den offentlige debat: “Rasmus Paludan må mene og sige hvad han vil. Det er hans menneskeret at demonstrere”. Ja, sådan er det heldigvis. Demokratiet inviterer sine fjender indenfor, giver dem en platform under fødderne, en mikrofon i hånden og beskyttelse, hvis nogen forsøger at knægte deres frihed. Og sådan skal det være.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke kun tager Paludans rettigheder alvorligt, men også vores egne. Glemmes det i bestræbelserne på at stå vagt om Paludans rettigheder, så er vores rettighedstænkning forvitret til selvfedme. Hans ret til at demonstrere og udtale sig opløser ikke vores pligt til at tale ham imod, til at bruge vores egne rettigheder og vores eget moralske ansvar for at betegne ham som det han er, nemlig en gemen racist med stærke nazistiske tilbøjeligheder – og behandle ham derefter i den frie demokratiske debat.

Det giver ikke nogen mening at beskytte Paludan og lignende fænomener langt ud over deres rettigheder, og således krænke vores eget moralske ansvar for også at beskytte samfundet mod virkeliggørelsen af vanvittige ideer – om det så er i form af en fascistisk, nazistisk, racistisk eller islamisk stat! Moralsk har en række politikere imidlertid flashet det totale sammenbrud i denne forbindelse:

I Politiken d. 02.05.19 bliver den politiske ordfører Britt Bager spurgt om Venstre vil kunne bruge Stram Kurs som parlamentarisk grundlag. “Det tager Lars Løkke stilling til, når vi kender det endelige valgresultat. Vi kommer ikke til at tage stilling nu”. Britt Bager mener det er for tidligt at forholde sig til Stram Kurs før valgresultatet foreligger. Mon det betyder, at Venstre rent faktisk ikke kan beslutte sig til, hvad man skal mene om Stram Kurs, at man vil vente til efter valget med at beslutte om der kan samarbejdes med dem eller ej? SHAME ON YOU – Hvorfor er det lige, at ordføreren ikke svarer på om et parti med de holdninger, som hun jo kender, kunne have potentiale som parlamentarisk grundlag for en ny regering med Venstre i spidsen? 

Heller ikke den konservative formand Søren Pape vil tage stilling. Han mener ikke, at man på forhånd kan afvise noget, da der ikke er “nogen mandater, der er finere end andre.” Nej, det kan han måske have ret i, men er så der heller ikke nogen meninger, der er finere eller bedre end andre for den konservative formand? Hvis det ikke er tilfældet, så er der jo ikke brug for politiske partier, der i almindelighed antages at bygge på standpunkter, meninger og holdninger til ret og vrang, rigtigt og forkert. Det er jo sådan, at rigtigt og forkert netop afgøres og afklares i konfrontation med andre. Det er kernen i det politiske, som den den konservative partiformand her nægter at forholde sig til. 

Men den konservative Naser Khader har det på samme måde. Han kan faktisk godt forestille sig en dialog med Stram Kurs, “hvis de har nogle bud på, hvad man kan gøre i forhold til ghettoerne eller i forhold til de kriminelle bander”. Det må lige indskydes, at det har Stram Kurs i dén grad et par forslag til. Problemet er bare, at det næppe bliver Naser Khader, der i givet fald kommer til at foretage dén politiske sondering for de konservative, idet et af forslagene fra Stram Kurs handler om at deporterer folk af Khaders slags. 

Helt at udelukke Stram Kurs vil dog efter Khaders mening være forkert, for så bliver de bare martyrer”. SHAME ON YOU – Khader vil ikke gøre Stram Kurs til martyrer, men gerne sig selv til moralsk skammelig. Hvad er den moralske investering i at forestille sig en dialog om ghettoer med de små-nazistiske og racistiske folk fra Stram Kurs? Hvis det nu havde været et fundamentalistisk islamisk parti, der havde tiltusket sig en opstillingsberettigelse, ville Naser Khader så også gå med våde drømme om at føre drøftelser om ghettoer med den slags hulefacister?

Socialdemokraterne bevæger sig lidt mere forsigtigt og siger, at de er uenige med Stram Kurs. Men Mette Frederiksen kritiserede dog de svenske socialdemokrater for at afvise samarbejde med partiet Sverigedemokraterna, der patter på samme sut som Paludan. Det var udemokratisk, synes Mette Frederiksen, selv om de svenske socialdemokrater ret tydeligt sagde, at de ikke kunne samarbejde med et parti, som de var så uenige med. Det er vel egentlig helt fint og i overensstemmelse med de demokratiske principper for politisk ansvarlighed og troværdighed.

Fra DF lyder det, at “De folk, danskerne stemmer ind i Folketinget, skal behandles på lige vilkår. Man må diskutere ud fra, hvor man er politisk enig og uenig”. Og her er der jo noget at være enige om. Som partiformanden udtrykker det, der er “et kapløb i gang om at slå sig op på den hårdeste kamp mod islamismen”. For DF handler det jo derfor nok mest om at stramme kursen og så kan man logisk set ikke afvise ret mange af de holdninger, som Stram Kurs repræsenterer, blot bruge dem som pejlemærke for egne fremtidige holdninger.

Det samme gælder naturligvis Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Hun vil hellere have Stram Kurs end Socialdemokratiet i Folketinget, siger hun til Berlingske d. 29.04.19: “For venstrefløjen kan både være ekstremt frihedskrænkende og udemokratisk”. Sådan oplever Pernille Vermund ikke Stram Kurs, der jo også blot er en lidt mindre poleret og lidt mere primitiv udgave af Nye Borgerlige. 

Flere af de adspurgte politikere hæfter sig ved, at Paludan dog nok ikke kan bruges til noget, når han peger på sig selv som statsminister. SHAME ON YOU – ville I da overhovet kunne gå i seng med et parti som Stram Kurs, hvis fyren nu ikke pegede på sig selv som statsminister? Det er vel ikke kun en taktisk betragtning, der ligger bag tvivlen om partiet kan bruges til noget? Hvor er forargelsen, skammen, moralen og ansvaret? Stram Kurs står tilsyneladende over for Slap Moral, der ikke kan samle sig sammen til at lægge fuldstændig afstand til Stram Kurs, fordi der jo følger interessante samarbejdsmuligheder med partiets eventuelle tilstedeværelse i Folketinget.

Men det er ikke en absolut demokratisk forpligtelse at skulle samarbejde med nogen, som man er grundlæggende uenig med. Det var det, som de svenske socialdemokrater understregede, dog til moralsk forargelse for Mette Frederiksen. Faktisk er det først udtryk for politisk ansvarlighed og troværdighed, når man helt tydeligt beslutter sig til, hvem man kan lave politik sammen med, og hvem det er umuligt at dele standpunkter og idéverden med – og så ellers kan begrunde hvorfor. Og dén begrundelse skal ikke kun handle om magt og positioner, men om holdninger, værdier og moral.

Hvis man mener, at ansvarlig demokratisk politik kræver, at man søger samarbejde med alle der kan levere stemmer, så handler det udelukkende om magten for magtens egen skyld, og ikke om moralsk integritet og politiske værdier. Selv om alle stemmer tæller lige meget, så forpligter det ikke til at samarbejde med alle. At alle afgivne stemmer er ens, har ikke den konsekvens, at alle der bliver stemt ind har ens ret til at blive inviteret ind i et samarbejde med andre partier, hvis uenighederne er fundamentale. Her holder ligheden op, og den politiske kamp om samfundets indretning begynder. 

Er man uenig med Paludan i det helt grundlæggende, så er man også moralsk og politisk forpligtet til at kæmpe imod hans indflydelse. Det er bare ikke det indtryk man får ved at lytte til Venstres politiske ordfører, den konservative formand, til Naser Khaders dialogdrømme og til Mette Frederiksens moralsk brok over, at hendes svenske partifæller netop udviste moralsk integritet. 

Hvad er egentlig deres politiske projekt, når de tager den politiske magt mere alvorligt end deres egen moral? I moralens fravær er der åben bane for at lade sig drive rundt efter stemmer fra Stram Kurs, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. For Venstre, Konservative og Socialdemokraterne vil ikke andet end magten. Magten ved de imidlertid ikke hvad de vil med. Hvilke mål skal magten tjene, hvilken moral og hvilke værdier skal den understøtte og fremme? End ikke Rasmus Paludan og Stram Kurs kan tilsyneladende få disse partier til at trække grænser og tage moralsk stilling.  

Men sådan ser den politiske magtmoral ud. Evnen til skam forsvinder, når magten lokker, når moralen forstener og det rigtige bliver lig med det, der giver politisk magt. Hvad kunne man kalde det? Det er en kold tid vi lever i, så lad os nøjes med at kalde det for ynkeligt og skamfuldt.