Det er vist ikke sket før, at en hel nation på det nærmeste går i opløsning under fuld mediedækning. Men det er tæt på at ske i USA i disse måneder. Når hele lande eller nationer er gået i opløsning, har det ofte været i Mellemøsten eller Afrika, og uden samme medieinteresse og uden samme identifikationsmuligheder, som når det sker i USA. Det er jo ikke bare et tilfældigt land; USA har været en del af den tilstand, som vi danskere har levet i, siden Anden Verdenskrig. Om vi har været tilhænger eller modstander af den amerikanske politik, kultur, økonomi og livsform så har vi, og alle andre vesteuropæere, boet i en forstad til USA. 

Alligevel oplever vi først nu for alvor, hvor splittet det amerikanske samfund er. Det blev tydeligt allerede i de hektiske minutter efter CNN’s annoncering af Joe Bidens sejr ved det amerikanske præsidentvalg i november 2020. I studiet skete der noget dybt foruroligende, da deltagerne i ekspertpanelet skulle kommentere konsekvenserne af valgets udfald. I panelet sad Van Jones, som bl.a. var rådgiver for Barack Obama, og den republikanske politiker Rick Santorum, som i 2012 forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat. Fra to forskellige politiske positioner kommenterede de det kommende skift fra Donald Trump til Joe Biden, og det var som at høre to mennesker fra hver sit solsystem tale forbi hinanden. 

I et meget personligt indlæg fortalte Van Jones, at det var en fantastisk dag for de mange amerikanere, som fra den første time efter Donald Trumps valgsejr i 2016, havde levet i frygt for, om der var plads til dem i Trumps vision for USA. Med en stemme der knækkede af berørthed fortalte Van Jones, at Bidens sejr var som en befrielse. Republikaneren Rick Santorum svarede nøgternt, at nu skulle man så også huske, at der i dag var nogle helt andre amerikanere, som var lige så bange for om der var plads til dem i demokraternes vision for USA efter Bidens sejr. Man sad tilbage med billedet af to modsatrettede grupper i det amerikanske samfund, som gensidigt frygtede hinanden helt ud til den grænse, hvor det handler om direkte overlevelse.

Efter at have læst første bind af Barack Obamas erindringer kan man ikke være i tvivl om, hvor stærke og uforsonlige modsætningerne er i USA. Obamas 8 år som præsident var entydigt defineret af disse modsætninger og af et energisk forsøg på at overkomme og forsone dem. 

Omvendt har ingen anden præsident i landets historie udnyttet splittelsen i det amerikanske DNA mere målrettet end Donald Trump. Frygt var og er hans helt centrale redskab i en pervers og kynisk strategi for personlig magtfastholdelse. På den baggrund må der med nødvendighed opstå en kamp mellem grupper, der frygter hinanden, netop som det blev gjort tydeligt i CNN’s studie på valgnatten. Håbet ligger næsten kun i adskillelsen fra de andre.

Men det er jo ikke kun i det amerikanske samfund, at modsætningerne mellem forskellige grupper vokser og bliver stadig mere kompromisløse. I alle europæiske lande dæmoniserer grupper hinanden. Ikke alene præges det politiske sprog i stigende grad af brutalitet; det er også tydeligt, at der findes grupper, som ønsker at forstærke modsætningerne i en grad, så det kan ende med, at man ikke kan leve sammen med “de andre”. I den politiske historie er det imidlertid ikke noget nyt, at et “vi” næsten altid konstitueres gennem dæmoniseringen af “de andre”. 

Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at de politiske utopier, som også er blevet betegnelsen for de store fremtidshåb om det gode samfund, næsten alle bygger på eller forudsætter adskillelsen. Den engelske humanist Thomas More udgav i 1517 fortællingen om en opdigtet rejse til øen Utopia, hvor beboerne levede sammen i fuldstændig harmoni. 

Det er ikke uden betydning, at der var tale om en ø. I Thomas Mores rejsebeskrivelse havde landet Utopia oprindeligt været en del af fastlandet, men så besluttede beboerne sig for at etablere en meget bred kanal hele vejen rundt, så Utopia blev til en ø, som ikke længere havde nogen kontakt med den omkringliggende verden. Utopia blev et idealsamfund, fordi der ikke var nogen uenige til at forstyrre enigheden. Den fredelige sameksistens byggede på afstanden til de andre, de fremmede, for det er jo altid dem, der er problemet – dem, der ikke er som os og som derfor kan dæmoniseres og gøres til fjender.

Men på den måde kommer håbet udelukkende til at knytte sig til adskillelsen mellem mennesker. Mangfoldighed og rummelighed har da heller ikke karakteriseret utopierne – tværtimod. Det er jo også sådan den amerikanske drøm ser ud lige nu. 

I vores eget lille brugsforeningssamfund, som Palle Lauring kaldte Danmark, har vi troet at velfærdsstaten, den økonomiske velstand og det liberale demokrati kunne og ville rumme alle og glatte alvorlige modsætninger ud, eller i hvert fald lægge et glemslens slør over dem. Netværket af individuelle rettigheder har imidlertid været med til at neutralisere erindringen om, at et politisk fællesskab også inkluderer samfundsmæssige pligter, og at en af de klassiske pligter i samfundsmæssig forstand er selvbegrænsning. Det er borgernes accept af selvbegrænsningens nødvendighed, sammen med villigheden til ikke at forfølge alle individuelle mål, ønsker og behov, som skaber den plads – det rum – til hinanden, som vi kalder for samfund. 

Adskillelse, afstand, kamp og selvbeskyttelse har imidlertid været det mest gennemgående i menneskets forhold til hinanden, og er det i stigende grad i disse tider. Klaner, stammer, grupper, nationer og stater har søgt adskillelsen fra de andre – kun sjældent forsoningen, selvbegrænsningen og tilnærmelsen. Vi er alle fremmede langt de fleste steder på kloden, selv inden for de nationale grænser – måske endda i vores egen opgang eller hjemlige villakvarter. Samfundets muligheder og kvaliteter defineres af, hvordan vi vælger at håndtere denne fremmedhed.