Kategoriarkiv: Døden

Bus-stoppested-filosofi

Venter på bussen i den tidlige morgensol. Det at vente lyder som noget passivt. Men ”at vente” er alligevel et af de mest eksplosive begreber i litteraturen og filosofien. ”Hvad venter du på?”. Dette spørgsmål er nøglen til din eksistens og hele dit liv.

Mange har gennem tiden ventet på Godot, som er en anden betegnelse for, at vi ikke ved hvad vi venter på. Men for at undgå tomheden i denne venten kaldte forfatteren Samuel Beckett den for Godot. Det giver i det mindste indtryk af, at vi venter på noget, og ikke bare venter i blindhed.

At vente på Godot, på bedre tider, på næste weekend, på bedre vejr, en fortjent belønning, bedre helbred, den store kærlighed, måske endda på evigheden og den yderste frelse, eller bare på et nyt job – dette er er i virkeligheden det samme. For hvad betyder det at vente? Er ventetid en speciel slags tid, forskellig fra de perioder, hvor vi ikke venter? Og hvad er det vi gør når vi venter? Hvornår og hvordan stopper vi med at vente? Når den næste bus kommer, når Godot kommer, eller når…? Hvad venter du på min ven?

Eksistensgenerator

Der er en café på det provinssygehus, hvor jeg i nogle måneder har været fast kunde. Jeg kan godt lide hende, der sælger kaffe og aviser. Vi får en snak når jeg kikker ind. Om dankortautomater, håndhygiejne, vejret, ikke mindst morgentågen – og så ønsker vi hinanden en god dag. Hun kikker på mig og det er vigtigt, at der er øjne som ser én, når man er på sygehuset. Hun kan se bekymringen hos de fleste af dem, som hun sælger kaffe og blade til. Henover disken hjælper hendes blik og ord mange patienter. Ligesom når sygeplejerskerne og fysio-pigerne kikker på én med øjne, der føles som om de i nogle øjeblikke deler ens frygt, og derfor gør den lettere at bære.

Fra caféen kan jeg se svingdøren, der adskiller sygehuset fra verden uden for. De fleste lyde når aldrig herind. Bilerne, vinden i træerne og kranerne fra byggepladsen nede på hjørnet. Inde på sygehuset er alle lyde anderledes. Selv når der bliver grædt sker det med et minimum af lyd. Men eksistensen larmer alligevel i caféen og oppe på afdelingerne

Svingdøren er en slags eksistensgenerator. Der er en verden til forskel på det vigtigste uden for sygehuset og inden for. Alle de egenskaber, der sættes højest i det liberalistiske markedssamfund, mister værdi i samme øjeblik de har været en tur gennem sygehusets svingdør: Økonomisk effektivitet, forbrug, luksusgoder, lønarbejde, konkurrencefordele og lignende økonomiske værdier. Inde på sygehuset handler det om helt antiøkonomiske værdier som medfølelse, venlighed, hengivelse, omsorg. Her bæres der vidnesbyrd om, at det sande begær ikke er markedets morbide forbrugsbegær, men – man tør næsten ikke sige det – begæret efter kærlighed.

Det er som om turen gennem sygehusets svingdør på et øjeblik kan få mennesker til at opleve, at de er trådt ind i den nøgne eksistens, stillet over for frygt, angst, lidelse, smerte, sygdom og livets endelighed. Men – det er på samme tid også her, at vi møder hende der sælger kaffe, sygeplejersken der trøster, fysioterapeuten der støtter og opmuntre, lægen der helbreder. Og selvfølgelig patienter, som på deres egen stille måde fortæller om det vigtigste i livet:

Ved det runde bord skråt bag mig, sidder der en ældre mand. På et tidspunkt vender jeg mig om for at se hvad klokken er, og møder hans blik. Jeg kan se, at han vil sige noget og læner mig frem for at kunne høre: »Min datter er på vej. Hun har ringet; kommer og besøger mig om lidt.«

Jeg nikker og tænker, hvor mange hjerter der banker her og allerede har banket her på sygehuset, fordi de tænkte på den kærlighed, som kunne lindre dem.

Træstub

Sidste år fældede de et af træerne bag kirkegårdsmuren ud mod fjorden. Men stubben, der blev tilbage, er ikke mindre karakterfuld end det høje træ i sin tid var. I alle rynkerne og udposningerne er det tydeligt, at stubben gemmer på erindringer, som repræsenterer mange generationer af menneskeliv.traestub

Med træets direkte udsigt ned til kirkedøren er utallige lykkelige og ulykkelige begivenheder passeret forbi op gennem tiden. Og så er der selvfølgelig alle børnene, som har kravlet og leget i træets grene. Eller de unge fra omegnen, som med en fiskekniv har skåret deres navne i barken for at fortælle, at de havde været der sammen med deres kæreste – sikkert ret sent en sommeraften.

Næsten for foden af træet har der ligget en lille havn for småbåde. Der er tre vakkelvorne anløbsbroer tilbage, men her har strandjægere og fiskere gennem tiden samlet sig for at fortælle om deres held eller uheld ude på vandet. Træet var så stort, at flere af mændene kunne læne sig op ad det, mens de fortalte og bankede piberne ud nederst på træet.

Måske har nogen troet, at de var alene ved bådene eller når de gik langs kirkegårdsmuren nede ved vandet. Træet stod der jo bare og var ikke nogen. I hvert fald ikke nogen, som man kunne være sammen med, så hvis der ikke var andre mennesker i sigte, var man alene.

Men de opdagede alligevel med det samme, at træet en dag var væk. Og det vil undre mig, hvis mange af dem ikke begyndte at tale om deres oplevelser omkring træet – næsten som om det alligevel havde været nogen, man kunne have oplevelser sammen med.

F.eks. dengang de som børn kravlede op på kirkegårdsmuren for at kunne nå de nederste grene og hive sig helt op i træet, hvor de kunne gemme sig og søge tilflugt, hvis nogen var efter dem. Andre stod og kikkede på træet da det var blevet fældet og ledte efter det sted på stammen, hvor de i sin tid havde snittet et hjerte. Og dem, som havde gået der om natten, eller boede tæt på, fortalte om træets knagende lyde når det stormede; de lyde, som nogen var bange for, mens andre følte det trygt og hyggeligt, som om træet beskyttede dem.

Træet havde stået der så længe, at de voksne i mange generationer huskede det, som symbolet på barndommens tidløse sommeraften. Træet havde ikke kun én fortid. Det var en akkumulering af fortider, som forskellige mennesker gennem mange generationer havde delt med det. Og nu repræsenterede træstubben den sidste rest af denne hukommelse.

Mange har på den måde haft et samliv med træet, som ellers så ud til bare at stå der. Når jeg sætter mig på træstubben falder jeg let ind i træets tid. Efter et par minutter kan jeg mærke, hvordan det må have været, at være dét træ, hvor der nu kun er stubben tilbage. Et øjeblik har jeg det gamle træs alder og højde, og hører stemmerne fra alle dets oplevelser på tværs menneskets tid. Jeg kan se ud over hele landskabet bag kirkegårdsmuren, hvor folk er kommet fra når de skulle døbes, konfirmeres, giftes og begraves, og jeg kan se ud over vandet, til landet på den anden side, der hvor sognet i gamle dage endte så brat, som var det en helt ukendt verden der begyndte.

Sjælefuglen

sjaelefuglenHer i weekenden gik jeg hen over engen i Præstø. Allerede tidligt på efteråret begynder Tubæk å at flyde over og tage nogle af vandets dyr med ind blandt træerne.

På lang afstand så jeg en fiskehejre stå i retstilling i skyggen af et træ, på dens karakteristiske fastfrosne måde. Men da jeg vendte mig om igen var den væk, som opløst af den fugtige luft over engen. Den havde allerede mærket mit blik og gjort sig usynlig.

I mytologien symboliserer fugle ofte sjælen. F.eks. i det gamle Egypten, hvor sjælefuglen hed Ba. Måske er det fordi fugle er så uhåndgribelige, svære at fange, så forsvindende flyvske og altid på vej mod himlens usynlighed, at de er blevet symbolet på sjælen, som jo heller ikke lader sig hverken se eller fange.

Jo mere mennesket op gennem tiden har ledt efter sjælen jo mindre har der været at se. Gennem lange tider troede man, at sjælen sad i hjertet, men da der blev kikket efter, var der ikke noget at se, hvilket dog alligevel godt kan være beviset for sjælens eksistens: Som en fugl var den fløjet da mennesket rettede sit insisterende og undersøgende blik mod den.

Men ofte kan man alligevel mærke noget besjælet hos et andet menneske. Ikke hvis man stirrer, kikker, leder, graver eller glor. Kun kan man mærke det, hvis man er opmærksom, et eller andet sted i yderkanten af synsfeltet, på den måde, som jeg så fiskehejren. Herfra skinner det ind i vores eget liv:

Fiskehejren folder sig ud og trækkes let op i vinden
inden blikket endnu har nået den.

Øjet har løftet en fjer i dens stramme dragt
så en luftning advarer om at synligheden er på vej.

Fuglen er der kun så længe den ikke er set
når blikket larmer tages den af usynligheden.

Meditation over mine døde

En nat vendte jeg mig om i sengen, fordi der blev kaldt på mig. “Følg os,” lød det fra flere stemmer, som jeg med det samme vidste hvem var. Det var mine døde og ikke kun mine, men også de døde, som havde været tæt på de mennesker, som jeg elsker: Der var mine afdøde forældre, min ungdomskæreste og de venner, som var borte nu, der var mine svigerforældre, og der var Glaspigens døde, hendes første kæreste, hendes mor og hendes tætte veninde. Der var alle de døde, som jeg på den ene eller anden måde har i mit liv, gennem de levende omkring mig.

Det var ikke nogen uhyggelig drøm. De døde opfordrede mig ikke til at følge dem ind i døden, men til at beholde dem i mit liv. Jeg tror det var en drøm, som skulle trøste mig, fordi man jo kan komme til at opleve sin egen død, som meningsløs og ganske sikkert ved, at den ikke kan overtages af andre og ikke engang erfares af andre. Alle mine døde havde oplevet netop dét, og nu var de her igen for at besegle vores fællesskab på tværs af den ultimative grænse mellem livet og døden.

De hævede ikke deres stemmer; til sidst hviskede de blot: “følg os.” Og så forsvandt de lige inden jeg fik vendt mig helt om. De var væk da jeg løftede hovedet, men ekkoet af deres kalden fortsatte med at mumle i rummet omkring mig. “Følg os.” Og så gik jeg ind i mit arbejdsværelse og tog den blå notesbog, for at skrive lidt om mine døde, så de med det samme kunne vide, at de stadig var med-levende i mit liv.

Hvis vi vil sige ”jeg lever” må vi også sige “jeg lever med.” At leve er en med-leven, en leven sammen med andre; både vores levende, og paradoksalt nok også vores døde. At leve er at dele livet med andre, også hinsides deres liv, helt ind i deres død – gennem erindringen om vores med-liv sammen med dem. Et andet menneskes død betyder, at vi må begive os ud på en rejse for at genfinde dem i en anden betydning end da de var i live. Der er intet mystisk og overnaturligt ved kontakt med de døde. Det har vi alle i den forstand, at vi forsøger at overvinde afstanden til de døde gennem erindringen.

Det er også gennem denne erindring, at vi har adgang til vores egen død. Det begrænsede vi kan lære om døden, kan vi lære af de døende og de døde. Vi kan ikke lade os falde ud af tiden for at lære noget om døden. Gennem størstedelen af livet er det andres død, som er vores primære erfaringskilde til døden. En filosof har sagt, at menneskets væren er en væren-til-døden, og denne død er vores egen død. Men den første erfaring af vores egen død får vi gennem andres død.

Nogle af disse – mine døde – vendte tilbage den nat, mens de sandsynligvis har kigget nærmere på de levende, der lå i vores seng. Så kaldte de “følg os.” Ikke fordi vi skulle dø nu, men nok fordi de ville fortælle os lidt om de levendes fællesskab med de døde, om den måde, som de døde stadig med-lever i vores liv.

Ved et menneskes død begynder der et nyt liv for de efterladte. Dér i sengen lå vi og levede et andet liv end før vi mistede mennesker tæt på os. På den måde har de døde stadig indflydelse på de levende. Og de levende har indflydelse på de døde, ikke alene ved erindringens kraft, men også gennem de fortællinger, vi lader vokse op om de døde.

Min fars stol

Da min far døde mistede jeg adgang til en viden, som nu for altid ville være skjult for mig. Børn er fyldt med forventninger til, hvad deres forældre kan fortælle dem, og jeg var næsten kun et barn da han døde. Derfor måtte jeg indstille mig på en evig jagt efter erindringer, som kunne antyde, hvad min far måske ville have fortalt mig, hvis han ikke var død så tidligt.

Min far døde uden selv at vide det. Han havde næsten lige rejst sig fra sin stol. Så gik han aftentur og faldt død om i armene på sin kone, min mor. En nådig død, sagde de velmenende, han opdagede det slet ikke, pludselig var han bare væk, uden at vide det. Men hvad var det, han ikke vidste? At han få minutter før havde siddet i sin skrivebordsstol og talt med sin kone og søn?

Min mor og jeg vidste det til gengæld. Både at han minutter før sin død have været helt levende, dér i stolen, og at han nu var død. Stolen stod der stadig, trukket ud fra skrivebordet, da vi om natten kom hjem fra hospitalet med hans tøj i en plasticpose, som om han bare lige var gået et øjeblik.

At leve med sorgen betyder bl.a., at leve med oplevelsen af, at der var noget, som ikke blev sagt og ikke gjort; noget, som jeg ikke fik at vide og noget, som jeg burde vide om min far. Men der var ikke tid. Alle de spørgsmål, som jeg i løbet af livet har ønsket at stille ham er derfor forblevet spørgsmål til mig selv.

For mig blev stolen en af de skjulte erindringsveje til den viden, som jeg ellers mistede adgang til, da min far døde. I dén stol havde han siddet og skrevet i sin dagbog, her havde han siddet og læst og ført samtaler med mange mennesker. Han havde næsten dagligt siddet i stolen og sovet i et kvarter efter arbejdstid, og én gang om året siddet i den og udfyldt selvangivelse. I de senere år af sit liv sad han også i den og så tv, og før den tid var det hans radiostol.Stolen

Stole er ting, de er redskaber, ikke-menneskelige ting, konstruerede og tilsyneladende døde ting. Men også den slags ting, de døde og blot materielle ting, har noget særligt i sig: En slags tings-kraft, som er mere end deres blotte væren en ting. På samme måde som mennesker, har ting mere i sig, end man umiddelbart kan se. Er det mig, der fortæller historien om min fars stol? Måske. Men det et stolen, der får mig til at fortælle. Det var således min hensigt, at skrive noget om min far. Og så resulterer det altså i, at jeg ender med at skrive om stolen, som han sad i få minutter før han døde. I dag står den i mit arbejdsværelse og undertiden kan jeg mærke varmen fra hans tilstedeværelse når jeg sætter mig i den, eller bruger den til bøger, som jeg ikke lige ved, hvor jeg skal gøre af.

Da min far for sidste gang i sit liv rejste sig fra stolen d. 2. oktober 1979, kl. cirka 20 blev den forviklet med verden på en ny måde. Den blev åbnet mod verden og afslørede et dyb af nye betydninger. Måske er det bare en træstol med slidt betræk. Men efter hans død ophørte stolen med at være en livløs genstand. På samme måde, som mennesker kan blive tingsliggjorte når deres særegne værdier fjernes, kan ting blive menneskeliggjorte når deres særegenheder afsløres og opdages.

Lidelse

Alle ønsker at undgå den. Alle frygter den. Alle søger at bekæmpe den. Men alle rammes alligevel af den. Det handler om lidelsen; måske det ældste problem i den menneskelige eksistens. Det er lidelsen, som Jobs Bog i Det Gamle Testamente handler om: ”Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå…”.

Selvfølgelig har mennesket til alle tider været konfronteret med lidelse. Men tydningen af denne lidelse har ikke altid været den samme. I hvert fald er det nyt, når vi i dag taler om, at undgå lidelse, og at lindre lidelse, som et mål i sig selv. Hvis vi et øjeblik holder os til mennesket i Det Gamle Testamente, så kan vi i hvert fald se, at det tydede livet ganske anderledes end vi gør i dag. Først og fremmest var livet ikke noget, der var i menneskets besiddelse. Mennesket ejede ikke livet, som Johannes Sløk skriver. Livet kom til mennesket, det blev skænket og kom mennesket i møde. Omvendt antager vi i dag på det nærmeste, at vi har en form for ejendomsret over vores liv. Dette er to helt forskellige tydninger af livet, som også resulterer i to væsensforskellige tydninger af lidelsen.

Det gammeltestamentlige menneske var ikke godtroende og lukkede trods religiøs fromhed ikke øjnene for de lidelser, som livet mødte det med. Men den menneskelige eksistens blev også tydet som noget, der dukkede ud af et hemmelighedsfuldt mørke, som den atter vil forsvinde ind i. Det digtes der om i Salmernes Bog: ”Menneskets liv er som græsset,/ det blomstrer som markens blomster;/ når vinden blæser over det, er det der ikke mere,/ dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

Den tyske teolog Rudolf Bultmann skriver bl.a. om, hvordan det gammeltestamentlige menneske må have oplevet, at skæbnen legede en gådefuld leg med det. Det kunne resulterer i den indstilling, som vi kan se mange steder i Bibelen, at det slet og ret går mennesket, som fortjent: De gode bliver belønnet, de onde bliver straffet. Selv om det ofte ser omvendt ud, så er det dog den retfærdige Gud, som både ser og dømmer. Lidelsen kunne således mødes med en resigneret tro på skæbnen og ikke mindst på den retfærdige Gud.

Dette kan vi naturligvis vælge at kalde naivt, og det er jo i hvert fald et tydeligt udtryk for, hvad religionen og troen kan gøre for mennesket, nemlig give lidelsen en forklaring og tilmed dulme den gennem resignation. Men hvad med det moderne lykkekrav? Er det omvendt helt uden naivitet?

Faktisk kan vi gå fra Jødedommens skrifter til de gamle grækere for at få en holdning til det spørgsmål. Herodot, der blev født cirka 480 f.Kr., var historiker og måske den første af slagsen. Han fortæller en historie om Polykrates, der var forfulgt af lykke og det i en grad, så det blev hans undergang. Lykken blev så at sige en anmasselse i forhold til hans liv i verden. Der var ganske enkelt ikke noget, som ikke udviklede sig lykkeligt for Polykrates. Han havde lykke i et så stort overmål, at selv da han bortkastede en meget kostbar ring, kom ringen ved et mirakel tilbage til ham. Den lykke, der klæbede sig til Polykrates, var så uhyggelig, at han mistede venner, bl.a. den ægyptiske kong Amasis. Men – selv Polykrates blev dog indhentet af lidelsen og led en frygtelig død.

Nu ved vi ikke om Polykrates havde forfulgt lykken med et krav om at erobre den, måske endda med et krav om, at lykken skulle holde lidelsen væk fra ham. Vi ved dog, at han blev bange, da lykken ikke åbnede en eneste sprække for lidelsen. Men hvorfor skulle man dog ikke ønske, at holde lidelsen væk, og ønske masser af lykke i stedet for?

Vi kan blive i det gamle Grækenland for at hente antydningen af et svar. Aischylos skrev et drama om Agamemnon, som i stor udstrækning handlede om mennesket stillet overfor lidelsen. I dette drama fortæller han om, hvordan erkendelse opstår ved lidelse. Men ikke kun ved lidelse. Mennesket opnår ikke erkendelse alene ved at lide, men ved at handle på denne lidelse. Den danske filosof Peter Kemp bruger dette som udgangspunkt i disputatsen Engagementets poetik, hvor han lysende klart oversætter det til ordsproget ”af skade bliver man klog’.’ Men selvfølgelig ikke kun af skade, men ved at uddrage viden af denne skade.

Det var det, som Aischylos kaldte erkendelse ved lidelse. Men vi må lige sige noget om, hvad lidelse egentlig betyder. Lidelse er det, livet rammer os med. Det, der rammer os fra et uudgrundeligt mørke, pludseligt, uden varsel, det, der ændrer vores livsbane uden at vi hverken vil det eller kan forhindre det. Ikke mærkeligt, at lidelsen er blevet kaldt både for skæbne og for tilfældighed. Digteren Erik Knudsen digtede om det på denne måde: ”Nu er jeg her/før var jeg der”. Nu er jeg syg, før var jeg rask. Nu har jeg mistet en kær, før var vi nær. Lidelse drejer sig om alt det, der rammer os, som vi siger: Sygdom, savn, sorg, tab, angst, frygt, smerte, død. Alt det, der rammer os, men som vi godt kunne have været foruden. Det, der rammer os alene i kraft af, at vi er i live, at vi eksisterer.

Erkendelse får vi dog ikke kun af at møde alt dette. Erkendelsen kommer ved at handle på det, som vi må bøje os for. Det drejer sig om den selvforståelse, vi som menneske kan udvikle, ved at engagere os i de givne vilkår, som Peter Kemp skriver. Op igennem filosofiens historie kan vi også se, at lidelsen i denne betydning har spillet en store rolle som det vilkår, mennesket kan uddrage viden fra. F.eks. skrev den franske filosof Gabriel Marcel, at man kan skelne mellem at betragte tilværelsen som et problem, man kan forsøge at løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Dette engagement viser trofasthed overfor tilværelsen.

Vi skal ikke undervurdere lidelsen og slet ikke romantisere den, som en kongevej til filosofisk indsigt og viden. Lidelse er og bliver lidelse. Alligevel er der dog grund til at lytte til psykoanalytikeren Viktor E. Frankl, som havde overlevet et ophold i en af nazismens udryddelseslejre. Han mente, at det, at engagere sig i lidelsen, er livsvigtigt for mennesket, fordi intet menneske undgår den – altså fordi lidelsen er et af de dybeste grundvilkår i livet. Forsøger vi at undgå lidelsen, forsøger vi med andre ord også at undgå livet.

Men når vi taler om lidelse må vi også tale om med-lidelse. Det, at lide med en anden, at dele et andet menneskes lidelse. For måske er det denne med-liden, der trods alt kan gøre lidelsen til at bære; til at engagere sig i, i stedet for at afvise den, som et sort eksistentielt mørke.

Filosoffen Arthur Schopenhauer mente, at lige netop medlidenhed, er grundlaget for etikken. Han kaldte medlidenheden for et af menneskets særkender og anså medlidenhed for at være det samme som menneskelighed.

Når jeg underviser i f.eks. omsorg for døende hører jeg imidlertid ofte, at medlidenhed på det nærmeste er noget nedværdigende. På samme måde som med ordet barmhjertighed bryder mange sig ikke om ordet medlidenhed. Ofte bliver begge disse ord erstattet af begrebet empati, som i virkeligheden kommer fra det græske i lidelse. Men ofte udlægges empati som et fagligt og psykologisk begreb for at kunne sætte sig ind i andre menneskers tanker, følelser og problemer. Personligt vil jeg mene, at dette er langt vanskeligere end at med-lide i forhold til et andet menneske. I hvert fald er der en risiko for, at empati bliver et klinisk begreb, som overser Schopenhauers stærke understregning af, at etik og moral er utænkelig uden medlidenhed – og at medlidenhed er det, der gør os menneskelige.

 
Læs mere her:

Rudolf Bultmann: Jesus, Stjernebøgernes Kulturbibliotek, Vintens Forlag 1977.
Katie Erikson: Det lidende menneske, Munksgaards Forlag , København 1995.
Peter Kemp: Engagementets poetik, Forlaget Anis, København 2013.
Johannes Sløk: Kristen moral før og nu, Hans Reitzels Forlag, København 1963.

Ja tak til en ommer – eller: mere af det samme, tak!

Her til aften læste et af de mennesker, der står mig nærmest, et digt højt for mig. Vi havde netop talt sammen i mange timer om alt det vigtigste i tilværelsen. Ikke mindst om det i ens fortid, som man ikke kan gøre noget ved – alt det, som man gerne ville havde været foruden, og om det, som man har fortrudt. Alt det, som man ikke kan gøre noget ved, netop fordi det nu engang er sket.

Selv om de tilhører fortiden, kan mange af den slags begivenheder alligevel fylde meget i ens liv. Det var dét, vi talte om: Hvordan er det med livet, når der nu er så meget, der gerne måtte have været anderledes?

Min veninde rejste sig og gik hen til reolen og kom tilbage med en samling digte af amerikaneren Raymond Carver, der døde af kræft i 1988, kun 50 år gammel. Han skrev et digt om alt det, der gerne måtte have været anderledes. Men han nævnte det bare ikke med et ord. Digtet handler nemlig om, hvad det vil sige, at få noget ud af livet – på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes. Digtet, som Raymond Carver kaldte for ”Sent fragment” lyder sådan her:

Og fik du så alligevel det ud af
livet du gerne ville?
Det gjorde jeg.
At kalde mig elsket, føle mig
elsket på Jorden.

Min veninde har en smuk mørk stemme, og læste digtet højt med den alvor, som vores samtale om de svære ting i livet havde fremkaldt. Når en mand på dødens rand kan skrive et så livsbekræftende digt, næsten som sin sidste gerning – så kan man vel også kalde det en slags lykke, at man stadig har hovedet oppe og benene nede. Der er allerede sket så mange umulige ting i ens liv, og nu sidder jeg her og lader hende læse et digt til:

Vågnede op i morges med
en frygtelig trang til at blive liggende i sengen
og læse hele dagen. Kæmpe imod et øjeblik.

Så kikkede jeg ud ad vinduet på regnen.
Og gav efter. Overgav mig fuldstændig i denne
regnfulde morgens varetægt.

Ville jeg leve mit liv om igen?
Begå de samme utilgivelige fejltagelser?
Ja, hvis jeg bare fik den mindste mulighed, ja.

Dette digt hedder ”Regn”, og blev en slags opsamler for alt det, vi havde talt om:

Ja – til det hele, både til fortiden og til fremtiden, på trods af alt det, der gerne måtte have været anderledes!

At være alderssvarende

Det har taget mig en del tid, at blive 58 år. Men nu nærmer det sig – her, hvor året er ved at sparke støvlerne af, som den svenske digter Thomas Tranströmer skriver.

Tiden er den måde, som mennesket bevæger sig på. I begyndelsen uden at opdage det. Efterhånden hurtigere og til sidst larmer tidens bevægelse, som et eksprestog.

At blive ældre udlægges ofte, som at blive indhentet af alderen. Men den biologiske alder er næsten altid foran bevidstheden.

Måske handler det slet ikke om at blive indhentet af alderen, men om selv at indhente den. Som det hedder om børns udvikling: man må blive alderssvarende.

At være alderssvarende betyder, at være psykisk og mentalt jævnbyrdig med sin alder. At indhente alderen, som voksen og ældre, er vel et forsøg på, at blive alderssvarende.

I tidligere tiders samfund havde man overgangsriter, der hjalp mennesket med at flytte sig psykisk og mentalt, fra livsfase til livsfase.

Der var overgangsriter og indvielsesritualer, fra livmoderen til verden, fra barndommen til puberteten, fra ungdom til voksenalder, fra voksen til alderdom og fra liv til død.

Der var ikke nogen alder, som var mere værd end andre. Hver alder havde sin betydning. Derfor var det vigtigt, at sikre menneskets indvielse til hver ny livsperiode.

Det er mere usikkert om hver alder og livsfase har ens værdi i dag. Ungdommen er alderen. Og det i et omfang så det er officielt anerkendt, at tale om ældrebyrden.

I dag knytter riterne sig mere til det, at udsætte overgangen mellem ungdommen og de ældre livsfaser. Det handler om at fastholde ungdommen.

I stedet for overgangsriter kunne vi tale om afvisningsriter. Et menneske på 58 har et problem, hvis det virker alderssvarende. Det er bedst, at virke yngre end sin alder.

Afvisningsriterne praktiseres mange steder, i mange former for kirker og templer – og ungdommen er blevet den mest efterstræbelsesværdige aldersfase.

Men det er kun børnene, der er unge for evigt. De kan kun være ét sted – nemlig i deres barndom, og samtidig minder de os andre om, at vi ikke kan forblive unge.

Børn lever evigt. Det skrev Bob Dylan om i sangen”Forever Young”. En sang, som hans lille søn inspirerede ham til:

May your hands always be busy
May your feet always be swift
May you have a strong foundation
When the winds of changes shift
May your heart always be joyful
And may your song always be sung
May you stay forever young

Menneskets liv er ofte blevet illustreret som en cirkel. Denne cirkel bør dog tegnes med to åbninger: den, hvor vi smutter ind i livet og den, hvor vi smutter ud igen.

Jeg kender en lille fyr, som for 8 år siden smuttede ind i livet. Når jeg kigger på ham kan jeg se, at barndommen og alderdommen kan noget særligt:

De kan intensivere vores eksistens. Men børnene er bedst til det. For dem eksisterer der ikke andet end barndommen. De er jo lige smuttet ind i livet og kender ikke andet.

For os andre eksisterer der livsfaser, hvor vi måske hellere ville være, i stedet for snart, at skulle til at smutte ud af en åbning i livets cirkel.

Jeg ser på den lille fyr. May you have a strong foundation. For dét vil jeg lære af. Jeg vil lære af dit grundlag: at du kun kan være barn – kun kan være der, hvor du er lige nu.

Så kan jeg også lettere være alderssvarende. For på samme måde som dig er jeg jo aldrig hverken yngre eller ældre end jeg er – NU eller NU…for NU er jeg den jeg er – HER.