Da Corona var en cigar

I gamle dage var Corona en cigar, og min onkel Valde røg Corona med mavebælte. Onkel Valde blev over 90 og var aldrig syg. Selv mente han, at det var fordi han røg cigarer. Han havde røget Corona Cigarer fra konfirmationsalderen og havde altid en af dem i munden. Også når han besøgte os i julen og i sommerferien, og tog mig på skødet, mens han fortalte om sin tid som sømand i Køge Bugt.

På sin vis har jeg altså i væsentlige perioder af mit barndomsliv røget Corona Cigarer, indåndet den røg, som gennem et langt liv holdt onkel Valde sund og rask, så han med ryggen rank kunne bære den bowlerhat, der var ligeså karakteristisk for ham, som den dampende Corona Cigar.

Jeg går derfor verdenshistoriens nye Coronatid i møde med fortrøstning. Jeg har med egne røgfyldte øjne set, hvor meget onkel Valde overlevede. Et par verdenskrige blev det til. Et tuberkuloseangreb, et alvorligt slag i hovedet (det var derfor han gik med bowlerhat både ude og inde). Desuden var han adskillige gange tæt på at blive kørt ned af sporvognen når han forlod De Gamles By, hvor han boede.

Men onkel Valde formåede altid at beholde bowleren på hovedet og Coronaen i munden. Han var ikke blevet bange, hverken for verdenskrige eller sporvogne, og jeg elskede når han kom på besøg, så fik jeg kram og knus og kom op på skødet når han fortalte om tiden på Køge Bugt i den blå båd, som hed Else, efter onkel Valdes ungdomskæreste. Hun døde desværre tidligt, men hun røg heller ikke, som han sagde med beklagelse. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s