Jeg har set en solstråle og taget et billede af den. Der er solstråler, som er på størrelse med et vindue, skrev en digter. Jeg tror det var sådan en, der pludselig viste sig en dag, hvor himlen ellers var tung af regn. Solstrålen fyldte ikke ret meget midt i gråvejret, men da den kom ind i tørvejr forandrede alt sig på et øjeblik, og stuen kom næsten til at ligne et maleri af Vilhelm Hammershøi. Det kunne en enkelt solstråle udrette efter at have rejst 150 millioner kilometer, fra Solen til Jorden, på lidt over 8 minutter. Sådan en overflod af lys var der i den.

Det blev engang hævdet, at grønlænderne har mange forskellige betegnelser for sne. Det har vist sig ikke at være helt korrekt, men for solstråler er det i hvert fald sandt, at de har mange navne og er meget forskellige.

Der er f.eks. de solstråler, der kommer ud i bundter fra et hul i himlen. Når den slags solstråler viser sig omkring skumringstid, taler man om “tusmørke-solstråler”, men de kaldes også for “Buddhas fingre”, “Guds fingre”, “Jesus-stråler”, og i det gamle Grækenland talte man om, at “Solen trak vand op i himlen”, når dette optiske fænomen viste sig.

I en gammel ordbog blev solstråler defineret til at være de umådelig fine dele, som svømmer rundt overalt i himmelrummet, og ved hvis hjælp Solen bringer lys til os. I dag er solstråler den dagligdags betegnelse for stråler dannet af f.eks. spredte skyer i Jordens atmosfære. Meteorologisk arbejder man med 27 forskellige sky-typer, og derfor er det heller ikke mærkeligt, at solstrålerne er så forskellige.

Vi oplever det også når vi er i udlandet. Danske solstråler er ofte helt anderledes end f.eks. spanske. Lyset er forskelligt. I Danmark er solstrålerne mere blandet med jordfarverne end i Spanien, på grund af de typiske lavthængende danske skyer, som nærmest blander jordfarverne med solstrålernes lys.

Når man rejser bliver det også tydeligt, hvordan solstrålerne er en del af historien om at være et fremmed sted. Noget, som øjet skal indstilles til og hele kroppen tilvænnes. På samme måde som øjet skal tilpasse sig de uvante omgivelser og øret indrette sig efter sproget og dialekten, skal vores sol-sanser tilpasse sig de fremmede solstråler.

Solstrålerne spiller sammen med skyerne på den stedlige himmel, med landskabets farver og med arkitekturen. Solstråler gennem et dansk kirkevindue er helt anderledes end solstrålerne på gulvet i en stor katedral i Strasbourg. Og det er solstrålerne, som skaber den særlige sommeraften i Sydfrankrig. Det er dem, der gør eftermiddag til tidlig aften eller pludselig nat. Afhængig af breddegrad og tid på året skaber solstrålerne skyggernes intensitet, og nogle steder har man endda særlige ord for helt specielle solstråler. Japanerne bruger således ordet “komorebi” for de solstråler der opstår, når solens lys filtreres gennem træernes løv.

Men mon ikke der er nogen, som også kender mange andre slags solstråler? Jeg tænker bl.a. på persienne-strålerne – dem, der skinner gennem halvt nedrullede persienner, når man lige efter frokost lægger sig på slagbænken under vinduet for at sove lidt. Eller hvad med katte-strålerne på gulvet? Det er de stråler, hvor man kan være sikker på at finde en sovende kat, og det er den slags solstråler som altid virker lidt varmere end andre, lidt mere stille i luften og med en døsende aura.

Nogle af mine yndlings solstråler er dem, der lyser om morgenen og kun om sommeren, hvor lysets hastighed bremses af træerne og de lidt højere buske. Derfor er disse stråler ikke helt varme, men dog lune nok til at fordampe morgenduggen uden at forblænde øjnene. Den slags solstråler findes ofte ved sommerhuse, hvor de tøvende stråler rundt om parasollen på terrassen, mens morgenmaden rækkes ud ad køkkenvinduet.

Men der er jo også vinterens solstråler, der ligger så lavt, og næsten vandret hen over jorden, at de skærer med kulde i stedet for at varme. Eller aften-strålerne om sommeren, som bliver langsommere og langsommere efterhånden som de blandes med duggen. De er ikke helt varme, men lune og får næsten med det samme nogen til at sige, at det er en dejlig og lun sommeraften, selv om det er nødvendigt med en trøje, fordi solstrålerne kun lige strejfer huden.

Der kan findes mange flere solstråler, hvis man er lidt opmærksom: Strålerne, der skinner igennem de hindbærbuske, man som barn gemte sig under. De kan vel sammenlignes lidt med japanernes komorebi-stråler. Og så er der de stråler, som fylder et værelse og lyser støvet op, så det bliver støv-stråler, der hvirvler partiklerne op, mens lyset ser ud til at holde dem i en fast form, som i et rør. Der er solstråler, som kommer gennem vinduet, fra det gammeldags nøglehul og dem, der skinner tilbage fra glas og bilruder.

Solstrålerne har selvfølgelig deres valør fra solen, som næsten overalt har haft en ganske særlig betydning for mennesket. Hvor mange af de store kulturer har ikke på forskellig vis tilbedt solen? Solen har bragt håb om en lys fremtid, enten her på Jorden eller i efter-livet. Og den danske salmedigter B.S. Ingemann så solen, som det guddommelige lys, hvis stråler kunne strømme ind i menneskets mørke. Han skrev jo også, at i Østen stiger solen op, og at Lysets engel går med glans. I Pinsen synges Grundtvigs I al sin Glans nu stråler Solen. Det er her han taler om solen som livslyset, og at vi som sole går op og ned.

Ved begravelser synger vi også om solstråler gennem Jakob Knudsens Se nu stiger solen, hvor han digter os til trøst, at lyset lander på verdens kyst. Temaerne omkring solen er ofte døden og opstandelsen. Det tema, som vi hvert eneste døgn i livet kan opleve blive gennemspillet på himlen, når de sidste solstråler flader ud og forsvinder hen under aftenskyggerne og når de efter natten, som solstråler, igen skinner ind gennem det trætte morgenblik.

Derfor kan det vel heller ikke undre, at jeg i et øjebliks overmod forsøgte at fange solstrålen på et billede. Jeg er godt klar over, at der ikke er nogen objektiv sammenhæng mellem en solstråles pludselige besøg på en skyet dag, og hvad der måtte foregå i mit indre. Men jeg kan ikke holde ud altid at være lukket inde i mit eget hoved. Hurtigt kommer jeg til at føle mig som en omvandrende zombie, lukket inde i en kunstig verden. Jeg må ud og finde sammenhænge mellem mit sind og verden, spejlinger mellem mit indre og verden omkring mig.

Solstrålen på størrelse med et vindue blev øjeblikkets ydre modstykke til mit indre. Pludselig kunne jeg sige, at lyset fra solstrålen var landet på min kyst, og blev årsag til en lettelse af noget i mit indre. Det er ikke mærkeligt at de gamle kulturer tilbad solen. Den viser nemlig, hvor meget mennesket er afhængig af verden. Jeg så jo en solstråle, som smuttede ind ad mit vindue, og samtidig lavede en åbning, som inviterede mig ud til noget andet end mig selv.

Verden ligger dér, lige for vores øjne. Den italienske filosof Giovanni Pico della Mirandola (1463 – 1494) så Guds skabelse af mennesket, som frembringelsen af et væsen, der kunne betragte verden og beundre dens storhed: »Jeg har sat dig midt i verden for at du derfra lettere kan se hvad der findes i verden omkring dig,« lod Pico Gud sige til mennesket ved dets skabelse. Verden udbeder sig vores blik, selv om den unddrager sig vores fulde forståelse, for dén gav Gud ikke mennesket med i købet af verdensblikket.

Da Pico i 1486 offentliggjorde 900 teser om menneskets værdighed satte han mennesket midt i verden for at det kunne betragte sine omgivelser. Men – og her ligger muligheden og problemet – han gav samtidig mennesket friheden til selv at bestemme sin egen natur; gjorde mennesket til sin egen skulptør og kunstner: »Det skal stå i din magt at udarte til lavere former der er dyriske; det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve dig til højere former som er guddommelige.«

En hypotese kunne være, at mennesket valgte at se sig selv som skabningens herre, og ikke som med-skabning til alt det andet på Kloden. Så måske valgte vi at gøre os guddommelige – en mulighed, som Pico jo mente Gud gav os – men til blinde guddomme der overså, at vi ikke er adskilt fra alt andet i verden.

Og netop alt det andet i verden; det, vi blot har betragtet som omgivelser, som natur, som laverestående organismer, som himmel, hav, luft og jord – alle de ikke-menneskelige objekter, viser sig nu alligevel at tilhøre den menneskelige verden. Fra deres ubemærkethed i det skjulte eller fortrængte er disse ikke-menneskelige objekter begyndt at indtage pladsen, som en integreret del af den menneskelige ontologi, vores væren i verden.

Vi kan ikke længere forblive i troen på, at der først og fremmest er mennesket – og så alt det andet. Mennesket står over for det vi kan kalde hyper-objekter, som ikke kan ses eller erkendes med de menneskelige sanser, men som alligevel har indtaget det sociale rum og kræver vores forholden og anerkendelse.

Den globale opvarmning, hullerne i ozonlaget, giftstofferne i havene, pesticiderne i drikkevandet, naturens nedslidning og polernes nedsmeltning. Vi troede bare, at alt det ikke-menneskelige, naturen, himlen, vandet, jorden, ikke var betydningsfuldt for menneskets eksistens, som andet end blot baggrund for vores aktiviteter.

Men det vi kalder for hyper-objekter kan ikke fungere som “baggrund.” Solstrålerne ligner stadig solstråler, vandet stadig vand, luften stadig luft, jorden stadig jorden, men alt dette insisterer nu på, at vi beskæftiger os med det i vores mest intime liv, i vores sociale relationer, i vores økonomi, politik og hele planlægning af både nutiden og fremtiden. I forhold til f.eks. den globale opvarmning er vi fremmede og intime på samme tid; den har en virkelighed, der ikke kan lukkes ude. Den globale opvarmning er en relation, vi ikke kan sige nej tid, ikke skjule, gemme væk eller glemme.

Hyper-objekter, som den globale opvarmning, insisterer derfor på, at vi beskæftiger os med dem i det åbne, uden binding til tid og sted. Der er ikke noget “andet sted” den globale opvarmning kan sendes hen. Det samme gælder et hyper-objekt som plutonium 239, der indgår i kernereaktorer og i produktionen af kernevåben. Plutonium 239 har en halveringstid på 24.000 år. I dag gemmer vi det væk i huler under jorden, men det kan give en falsk tryghed, for på den måde glemmes det, at et hyper-objekt kræver ansvarsfuld medleven fra vores side, og ikke afstandstagen. Derfor har en gruppe, der kalder sig Nuclear Guardianship, foreslået en anden model for omgangen med plutonium 239, som vil huske os på nødvendigheden af at indgå i en ansvarsfuld relation med dette stof. Gruppen foreslår, at vi i stedet for at lukke det inde i huler dybt under jorden, støber det ind i guld for at vise det tilstrækkelig ansvarsfuld opmærksomhed. Guld har desuden den egenskab at kunne absorbere de dødbringende gammastråler.

Hyper-objekter er en slags flaskepost sendt fra fremtiden. Deres virkningshorisont overskrider vores forståelse af egen-tid. Siden ingen meningsfuldt kan indgå i relationer med noget eller nogen 24.000 år ude i fremtiden må vores kognitive, etiske og politiske dispositioner overskride selv den bredest definerede opfattelse af egen-interesse.

Hyper-objekter, som den globale opvarmning, plutonium 239, forurening, polernes nedsmeltning, landjordens forarmelse m.m. overskrider alle kendte grænser mellem arter, mellem levende og døde ting, mellem nutid og fremtid. Der er ikke længere først mennesket, og så alt det andet. Ikke længere først os, der lever i disse tider, og så dem, der kommer til at leve i fremtiden. Den globale opvarmning og lignende hyper-objekter har gjort nutiden fertil med vilkårene og forudsætningerne for de generationer, der måske fødes om mange tusind år. Vi kan ikke stille os uden for disse hyper-objekter og deres virkningshorisont. Det betyder at vi må indgå i et valgslægtskab med mennesker, der kommer til at leve om mange tusind år.

Giovanni Pico della Mirandola lod Gud sige til mennesket ved dets skabelse: »Jeg har sat dig midt i verden for at du derfra lettere kan se hvad der findes i verden omkring dig.« Men mennesket blev ikke bare sat midt i verden for at nyde udsigten. Fra denne centrale placering fik mennesket også muligheden for at handle ud fra hvad det så. Og i dag er det nødvendigt at rette blikket langt ind i fremtiden, og handle på fremtidens vegne. Grænseløse hyper-objekter kræver grænseløs hyper-handling.

Kilder:

Edward S. Casey: The World at a Glance, Indiana University Press, Indianapolis 2007.
Giovanni Pico della Mirandola: Om menneskets værdighed, Museum Tusculanum 1996.
Timothy Morton: Hyperobjects, University of Minnesota Press, Minneapolis 2013.

Og nu til det vigtige
for vi gider ikke IS-terrorister
med kalashnikov og håndgranater.
Skal vi have IS
skal det være regnbue-is.

Vi vil ikke fuck’es op
af tossede mullaher og angste lørdage.
Vi vil have åbne pladser og musik i baren
hvor vi snakker og snakkes ved
med Gud og hvermand
og kaster blikke på de andre
som ikke virker en skid farlige
og vi vil fantasere
om muslimsk flerkoneri og tænke over
hvorfor fanden de ikke er lidt gladere.
Men vi bliver nok ikke muslimer af den grund
for det er hyggeligt nok
at snakke om.

Vi gider ikke at tilbringe fremtiden
med at vente på Breaking News
om Syriske mørkemænd
eller forholde os til
om den lille fyr i bussen
med ledninger i ørene
er selvmordsbomber
eller et barn med en iphone.

Hold nu op!
I får ingen til at elske kalifatet
med en bombe i røven.
I kan ikke lokke os med løfter om steninger
og tusindårsriger med masser af jomfruer.
Vi vil have lørdage med fodbold
og indkøb i Netto eller en snak
med den arabiske frisør i gaden.

Gu’ vil vi ej frygte jer
for direkte oversat betyder terrorist
en der er så sølle
at han sørme tør angribe ubevæbnede
og forsvarsløse mennesker
og tør skyde på dem med våben
der kunne sænke et slagskib.
Dén var ikke gået i skolegården
der var I blevet moppet for fejhed.

Nu er I advaret.
I har ikke en chance imod os.
Forstå nu at I har en dårlig sag
når jeres bomber blæser hovedet
af mennesker der intet har gjort.
Det er en tabersag
at smide med død og ødelæggelse i Paris
i København og hvor som helst
hvor der er mennesker
der ikke gider at være kringsat af fjender.

Ord er Big Bang på speed
de skaber verdner hurtigere
end Gud kunne nå at sige
Der skal være lys!

Ord samler alle grundstoffer
og bliver til en verden
som barnets første lyd
får til at ekspandere.

Ord får verden til at mutere
de skaber nye betydninger
og lader verden på verden
blive til ved ordene.

Ord er gener som opsplittes
og samles til nye verdner
når de støder sammen
i babelske ordskælv.

Ord skaber verdner
og dem som ikke tror det
har aldrig mødt et andet menneske
som sagde: Jeg elsker dig!

Flygtninge krydser vores
to-sporede motorvej
og bevæger sig i krybesporet
så vi i forbifarten
må sænke hastigheden
i overhalingsbanen
når der opstår kiggekø.

Flygtninge krydser vores
to-sporede motorvej
og slår lejr i nødsporet
mens tv viser billeder:
De er på vej i mørket
spreder sig ud over landet
og en dag – måske
krydser en flygtning
mit spor.

En flygtning som krydser
mit spor?
Heldigvis har vi lov og orden
politi, asylcentre og konventioner.
Så hvad værre er –
tænk nu hvis jeg kan genkende
noget af mig selv i den flygtning
som krydser mit spor?

Der var mennesker
som var bedre end os.
Det var dem,
som ikke var tilflyttere.

Tilflyttere var københavnere
og de var ikke til at stole på.
De flyttede også igen
det var bevis nok.

Men ikke mine forældre.
De var fraflyttere
og havde ingen steder at flytte hen
hvis de ville væk.

#

Der var en landevej
tværs igennem landsbyen.
Her kom der færgetræk og flere fyldebøtter
var blevet kørt ned når de prøvede
at krydse landevejen om natten.

Skolen lå på den modsatte side af landevejen.
Min mor fulgte mig over
og vejen hjem var uendelig
når jeg kikkede efter hende om morgenen
mens jeg stod på en bænk bag skolens plankeværk.

#

Der var en boldbane med krat omkring.
Den lå lige uden for landsbyen.
Her var der ingen hjælp
hvis man blev trukket ind i buskadset
af de store drenge.

Dem der var bedre end mig
var stærkere og havde hemmelige huler.
De kunne pludselig stå i baghaven
når man sad og legede fordi de turde
gå over bondemandens mark.

#

Det hele sker
dengang, nu og her
i lysninger af
erindring og genkaldelse.

Tur langs fjorden
hvor stenalderhavets afgnavede kyststrækning
ser os forsvinde som et punktum
i en verselinje på 6000 års afstand

vi står ved det sædvanlige træ
og kikker ud over vandet
der klukker til himlen:
om lidt er de væk

som de store isgletschere
og strandvoldene
der toppede hinanden
årtusind efter årtusind

her står vi altså
støttet til hinanden
trods smeltevandets brusende landskab
og istidens rullesten under fødderne

jorden er alligevel fast under os
fordi vi begge står på den
så kan universet hvirvle og tiden gå
for – her står vi altså

som et punktum
der ikke kan andet.