En nat vendte jeg mig om i sengen, fordi der blev kaldt på mig. “Følg os,” lød det fra flere stemmer, som jeg med det samme vidste hvem var. Det var mine døde og ikke kun mine, men også de døde, som havde været tæt på de mennesker, som jeg elsker: Der var mine afdøde forældre, min ungdomskæreste og de venner, som var borte nu, der var mine svigerforældre, og der var Glaspigens døde, hendes første kæreste, hendes mor og hendes tætte veninde. Der var alle de døde, som jeg på den ene eller anden måde har i mit liv, gennem de levende omkring mig.

Det var ikke nogen uhyggelig drøm. De døde opfordrede mig ikke til at følge dem ind i døden, men til at beholde dem i mit liv. Jeg tror det var en drøm, som skulle trøste mig, fordi man jo kan komme til at opleve sin egen død, som meningsløs og ganske sikkert ved, at den ikke kan overtages af andre og ikke engang erfares af andre. Alle mine døde havde oplevet netop dét, og nu var de her igen for at besegle vores fællesskab på tværs af den ultimative grænse mellem livet og døden.

De hævede ikke deres stemmer; til sidst hviskede de blot: “følg os.” Og så forsvandt de lige inden jeg fik vendt mig helt om. De var væk da jeg løftede hovedet, men ekkoet af deres kalden fortsatte med at mumle i rummet omkring mig. “Følg os.” Og så gik jeg ind i mit arbejdsværelse og tog den blå notesbog, for at skrive lidt om mine døde, så de med det samme kunne vide, at de stadig var med-levende i mit liv.

Hvis vi vil sige ”jeg lever” må vi også sige “jeg lever med.” At leve er en med-leven, en leven sammen med andre; både vores levende, og paradoksalt nok også vores døde. At leve er at dele livet med andre, også hinsides deres liv, helt ind i deres død – gennem erindringen om vores med-liv sammen med dem. Et andet menneskes død betyder, at vi må begive os ud på en rejse for at genfinde dem i en anden betydning end da de var i live. Der er intet mystisk og overnaturligt ved kontakt med de døde. Det har vi alle i den forstand, at vi forsøger at overvinde afstanden til de døde gennem erindringen.

Det er også gennem denne erindring, at vi har adgang til vores egen død. Det begrænsede vi kan lære om døden, kan vi lære af de døende og de døde. Vi kan ikke lade os falde ud af tiden for at lære noget om døden. Gennem størstedelen af livet er det andres død, som er vores primære erfaringskilde til døden. En filosof har sagt, at menneskets væren er en væren-til-døden, og denne død er vores egen død. Men den første erfaring af vores egen død får vi gennem andres død.

Nogle af disse – mine døde – vendte tilbage den nat, mens de sandsynligvis har kigget nærmere på de levende, der lå i vores seng. Så kaldte de “følg os.” Ikke fordi vi skulle dø nu, men nok fordi de ville fortælle os lidt om de levendes fællesskab med de døde, om den måde, som de døde stadig med-lever i vores liv.

Ved et menneskes død begynder der et nyt liv for de efterladte. Dér i sengen lå vi og levede et andet liv end før vi mistede mennesker tæt på os. På den måde har de døde stadig indflydelse på de levende. Og de levende har indflydelse på de døde, ikke alene ved erindringens kraft, men også gennem de fortællinger, vi lader vokse op om de døde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: