Nødspor

Flygtninge krydser vores
to-sporede motorvej
og bevæger sig i krybesporet
så vi i forbifarten
må sænke hastigheden
i overhalingsbanen
når der opstår kiggekø.

Flygtninge krydser vores
to-sporede motorvej
og slår lejr i nødsporet
mens tv viser billeder:
De er på vej i mørket
spreder sig ud over landet
og en dag – måske
krydser en flygtning
mit spor.

En flygtning som krydser
mit spor?
Heldigvis har vi lov og orden
politi, asylcentre og konventioner.
Så hvad værre er –
tænk nu hvis jeg kan genkende
noget af mig selv i den flygtning
som krydser mit spor?

Skriv en kommentar