Det kan ikke være så mange år siden, for jeg har selv oplevet det: Seriøse politiske diskussioner om nedsat arbejdstid og om arbejdsfrihedens værdi for både menneske og samfund. Ved det netop afviklede valg havde Alternativet nedsat arbejdstid på programmet. For alle andre partier og hele korpset af politiske kommentatorer var det imidlertid lige præcis dét, der gjorde partiet latterligt og diskvalificerede det, som et seriøst politisk parti. Vælgerne fik fortalt, at det ville være stemmespild, at sætte kryds ved Alternativet, fordi partiet ville gøre Danmark til et bedre land ved hjælp af nedsat arbejdstid, og tilmed også have mere økologi, bæredygtighed og empati i samfundet.

Partiets programpunkter om bl.a. nedsat arbejdstid bestod ikke det politiske establishments realitetstjek og blev dømt urealistiske, naive, latterlige, samfundsskadelige og ikke mindst det værste, man kan blive kaldt i den politiske verden, nemlig idealistiske.

Anderledes realistisk forholdt det sig tilsyneladende med Socialdemokratiets kampagne for “Det Danmark du kender” og Venstres “Det skal kunne betale sig at arbejde” eller Liberal Alliances kamp mod topskatten. Målet for disse politiske programmer er økonomisk vækst, alt andet er af underordnet betydning, og mere arbejde er midlet.

På den officielle rangliste er Danmark verdens 7. rigeste land. Men er det eneste realistiske spørgsmål derfor, hvordan vi kan få endnu mere overflod? Måske kunne det også være et realistisk spørgsmål, hvad vi vil bruge overfloden til, og hvordan den kan fordeles?

Under valgkampen så det imidlertid ud til, at den vigtigste politiske værdikamp handlede om, hvordan Danmark kunne gøres endnu rigere, og hvordan endnu flere kunne arbejde endnu mere. Det er en politisk-økonomisk tænkning, som har rødder tilbage til en af liberalismens faderskikkelser, englænderen John Locke (1632-1704), der slog fast, at al værdi er en funktion af arbejde. Og det er måske korrekt ud fra betragtningen, at lange arbejdsdage skaber et stigende privatforbrug, hvilket jo netop er et mantra i den neoliberalistiske model, som imidlertid ikke er en samfundsmodel eller en politisk model, men udelukkende en økonomisk model, hvis eneste succeskriterium er øget økonomisk vækst.

Men der kunne jo også tænkes andre værdibegreber. F.eks. mente den franske filosof Émile Durkheim (1858-1917), at det var for snævert kun at se på værdi som brugsværdi. Helt konkret er det jo nok også de færreste mennesker, som i deres sidste time vil sige: “Altså, hvor ville jeg ønske, at jeg havde tilbragt langt flere timer på mit arbejde”.

Og lad det være slået fast – vi arbejder meget; alt for meget til, at det altid er sundt for livskvaliteten. Derfor sagde lederen af den engelske tænketank New Economics Foundation tidligere på året, at vi skulle stoppe arbejdshysteriet. Faktisk er vi nemlig allerede så velstående og købekraftige, at en af de forretningsmodeller, som vokser hurtigst i England, er containere til indkøbte ting, der ikke er brug for!

Dét stoppede dog ikke latterliggørelsen af Alternativets forslag om en begrænset nedsættelse af arbejdstiden til 30 timer om ugen (jeg arbejder selv kun 30 timer om ugen og køber stadig masser af ting!). Argumenterne imod var mange, for tænk alt det, vi så måtte sige farvel til.

Men måske handler det om, hvilke værdier vi vælger at prioritere. Problemstillingen er ikke ny. Den engelske økonom John Maynard Keynes (1883-1947) mente i sin tid, at lande som f.eks. Danmark ved indgangen til det 21. århundrede ville kunne sætte arbejdstiden ned til 15 timer om ugen, fordi produktiviteten var steget så markant, at vores behov kunne tilfredsstilles uden at vi skulle tilbringe mere tid på arbejdsmarkedet. Keynes fik ret: Produktiviteten voksede eksplosivt. Men – der var noget, som han ikke havde forudset: Vores behov voksede nemlig også, og derfor faldt arbejdstiden ikke. Der måtte tværtimod arbejdes ganske meget mere for at tilfredsstille nye og voksende behov i den rigeste del af verden.

Ingen i det etablerede danske politiske system tør tilsyneladende længere foreslå noget så begrænset som en 30-timers arbejdsuge. Hvorfor? Er vi bange for at skulle prioritere eller bange for at miste anerkendelse? Men er vi ikke også bange for kun at bruge livet på arbejde og dulme det med et forbrug, som skal køres væk i containere? Er vi ikke også bange for at bruge tiden forkert, og måske bruge for lidt tid på alt det andet, der ikke er lønarbejde?

Disse spørgsmål kan tilsyneladende ikke stilles i en politisk sammenhæng i dag. Men så må det enkelte menneske jo gøre som Heraklit, den græske filosof, der sagde: “Jeg har søgt mig selv”. Det spændende er selvfølgelig, hvor man efter sådan en eftersøgning finder sig selv: På arbejdet og jobbet, eller om der også er andre steder, hvor man kan søge og finde sig selv?