Kategoriarkiv: Ukategoriseret

Portræt af onkel Valde

Skriv en kommentar

Min onkel gik altid med blød hat for at skjule den permanente bule, han havde fået, da knoppen fra en flagstang faldt ned i hovedet på ham. Det var min onkel Valde, der var kommet så galt af sted da han var helt ung og sejlede som sømand på Køge Bugt. I virkeligheden hed han selvfølgelig Valdemar, men titulært var han min onkel Valde, og som fisker havde han virkelig besejlet Køge Bugt i årevis – men det var før min tid.

Man får ikke knoppen fra en flagstang i hovedet uden konsekvenser. Onkel Valde var derfor også det, som vi i dag nok vil kalde kognitivt udfordret. Men, som min far altid sagde: Onkel Valde er måske lidt tilbage, men han er god som dagen er lang. Og når Onkel Valde besøgte os var dagene lige netop gode og lange sammen med ham.

Onkel Valde boede i De Gamles By i København. Her hjalp han med at passe de store havebede og ellers talte han en hel del med portvagten ud mod Nørre Allé – de kendte begge til Køge Bugt. I fritiden samlede onkel Valde på papirservietter. Alle i familien gemte deres servietter til ham, når de havde været til en eller anden sammenkomst, hvilket ikke var så tit, for næsten alle i familien var døde i en ung alder, bortset fra onkel Valde. Da han var yngre døde næsten hele hans familie af tuberkulose, men onkel Valde overlevede. Eller han behøvede faktisk slet ikke at overleve, for han fik aldrig tuberkulose. Det ville han måske have fået, hvis ikke knoppen fra flagstangen var faldet ned i hovedet på ham. Denne ulykke begyndte nemlig et helt nyt liv for ham.

Tidligere havde onkel Valde været en hidsigprop, fortalte min far – en slagsbror. Bomstærk, som en rigtig sømand, og alle der dengang besejlede Køge Bugt kendte ham, fordi han helt på egen hånd kunne flytte master så store som telefonpæle – eller var det lysmaster, det kan jeg ikke huske, men de var af træ, som masterne på skibene i Køge Bugt.

Onkel Valdes hat

Efter ulykken blev onkel Valde blid som et lam. Mild og venlig og elsket af dem, der var tilbage af familien. Også af mig, selv om jeg reelt ikke kan huske ham. Der er et billede i mit familiealbum, hvor jeg i 1959 står i vores have med Onkel Valdes bløde hat på hovedet. Jeg var så lille, at jeg ikke kunne se bulen oppe på hans hoved, så jeg måtte godt låne den bløde hat når vi var alene. Derfor må det også være ham, der har taget billedet. Helt sikkert, for vi gik altid rundt i haven, og selv om onkel Valde havde slået hovedet så frygteligt, at han var lidt tilbage, kunne han navnene på alle vores blomster og tilmed se, at træerne var forskellige, selvom de lignede hinanden en hel del, efter min mening.

Når han besøgte os på landet, ordnede han ikke have. Så slappede han af i det fine tøj, som kun var til den slags anledninger, og så desuden til at blive begravet i. Vest med ur i lommen, jakke og pressefolder i bukserne, og så den bløde hat. Det hele i sort, så det passede til alle anledninger, fra bryllupper, hvis han skulle blive inviteret til den slags, besøg hos familien på landet og begravelser, inklusiv hans egen.

Af en eller anden grund har jeg arvet onkel Valdes tvebak. Det blev datidens lommeure kaldt – dem med kæde og kapsel, der kunne åbnes og det hele. Det hænger i kæden, sat fast i den ene vindueshaspe, så jeg får øje på det, hver gang jeg rejser mig fra mit skrivebord og kikker ud i haven. Det er gået i stå af alderdom, viserne bevæger sig kun når jeg undertiden tager uret med ned i køkkenet for at pudse det.

Hvad ville onkel Valde have sagt til det liv, som jeg lever i dag? Det ville jeg gerne vide. Jeg ville også gerne have ham en tur med ned på engen, så han kunne fortælle lidt om træernes og blomsternes forskellighed – for ofte er de stadig helt ens for mig.

Jeg var så lille da han døde, at jeg slet ikke opdagede det. Ville jeg overhovedet kunne genkende hans stemme, eller ville han være helt fremmede for mig, når han skulle gå med hen over broen ned til engen, i det sorte tøj med den bløde hat – hans begravelsestøj?

Hvad husker jeg af onkel Valde? Det er lige meget med detaljerne. For når et menneske dør er det ligegyldigt med mange ting – om han satte hatten på den ene eller den anden måde, at han kun ville spise æggesnaps til frokost, at han helt sikkert alligevel ikke kunne kende forskel på blomsterne og træerne, fordi han var lidt tilbage. Det er ligegyldigt. Onkel Valde har været død i mange år – jeg ved slet ikke hvor mange, men han blev nok begravet i det sorte sæt tøj, måske endda med den bløde hat på hovedet. Detaljerne tæller ikke længere – det der tæller er det uerstattelige i onkel Valde. At han lod mig bære den bløde hat, at han altid tog mig i hånden når vi gik i haven. Dette – ikke detaljerne – har en fantastisk skaberkraft, som i dag har fået mig til at genkalde følelsen og stemningen af onkel Valde – måske netop fordi hans tvebak er stoppet med at tælle tiden.

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

Skriv en kommentar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.