Min onkel gik altid med blød hat for at skjule den permanente bule, han havde fået, da knoppen fra en flagstang faldt ned i hovedet på ham. Det var min onkel Valde, der var kommet så galt af sted da han var helt ung og sejlede som sømand på Køge Bugt. I virkeligheden hed han selvfølgelig Valdemar, men titulært var han min onkel Valde, og som fisker havde han virkelig besejlet Køge Bugt i årevis – men det var før min tid.

Man får ikke knoppen fra en flagstang i hovedet uden konsekvenser. Onkel Valde var derfor også det, som vi i dag nok vil kalde kognitivt udfordret. Men, som min far altid sagde: Onkel Valde er måske lidt tilbage, men han er god som dagen er lang. Og når Onkel Valde besøgte os var dagene lige netop gode og lange sammen med ham.

Onkel Valde boede i De Gamles By i København. Her hjalp han med at passe de store havebede og ellers talte han en hel del med portvagten ud mod Nørre Allé – de kendte begge til Køge Bugt. I fritiden samlede onkel Valde på papirservietter. Alle i familien gemte deres servietter til ham, når de havde været til en eller anden sammenkomst, hvilket ikke var så tit, for næsten alle i familien var døde i en ung alder, bortset fra onkel Valde. Da han var yngre døde næsten hele hans familie af tuberkulose, men onkel Valde overlevede. Eller han behøvede faktisk slet ikke at overleve, for han fik aldrig tuberkulose. Det ville han måske have fået, hvis ikke knoppen fra flagstangen var faldet ned i hovedet på ham. Denne ulykke begyndte nemlig et helt nyt liv for ham.

Tidligere havde onkel Valde været en hidsigprop, fortalte min far – en slagsbror. Bomstærk, som en rigtig sømand, og alle der dengang besejlede Køge Bugt kendte ham, fordi han helt på egen hånd kunne flytte master så store som telefonpæle – eller var det lysmaster, det kan jeg ikke huske, men de var af træ, som masterne på skibene i Køge Bugt.

Onkel Valdes hat

Efter ulykken blev onkel Valde blid som et lam. Mild og venlig og elsket af dem, der var tilbage af familien. Også af mig, selv om jeg reelt ikke kan huske ham. Der er et billede i mit familiealbum, hvor jeg i 1959 står i vores have med Onkel Valdes bløde hat på hovedet. Jeg var så lille, at jeg ikke kunne se bulen oppe på hans hoved, så jeg måtte godt låne den bløde hat når vi var alene. Derfor må det også være ham, der har taget billedet. Helt sikkert, for vi gik altid rundt i haven, og selv om onkel Valde havde slået hovedet så frygteligt, at han var lidt tilbage, kunne han navnene på alle vores blomster og tilmed se, at træerne var forskellige, selvom de lignede hinanden en hel del, efter min mening.

Når han besøgte os på landet, ordnede han ikke have. Så slappede han af i det fine tøj, som kun var til den slags anledninger, og så desuden til at blive begravet i. Vest med ur i lommen, jakke og pressefolder i bukserne, og så den bløde hat. Det hele i sort, så det passede til alle anledninger, fra bryllupper, hvis han skulle blive inviteret til den slags, besøg hos familien på landet og begravelser, inklusiv hans egen.

Af en eller anden grund har jeg arvet onkel Valdes tvebak. Det blev datidens lommeure kaldt – dem med kæde og kapsel, der kunne åbnes og det hele. Det hænger i kæden, sat fast i den ene vindueshaspe, så jeg får øje på det, hver gang jeg rejser mig fra mit skrivebord og kikker ud i haven. Det er gået i stå af alderdom, viserne bevæger sig kun når jeg undertiden tager uret med ned i køkkenet for at pudse det.

Hvad ville onkel Valde have sagt til det liv, som jeg lever i dag? Det ville jeg gerne vide. Jeg ville også gerne have ham en tur med ned på engen, så han kunne fortælle lidt om træernes og blomsternes forskellighed – for ofte er de stadig helt ens for mig.

Jeg var så lille da han døde, at jeg slet ikke opdagede det. Ville jeg overhovedet kunne genkende hans stemme, eller ville han være helt fremmede for mig, når han skulle gå med hen over broen ned til engen, i det sorte tøj med den bløde hat – hans begravelsestøj?

Hvad husker jeg af onkel Valde? Det er lige meget med detaljerne. For når et menneske dør er det ligegyldigt med mange ting – om han satte hatten på den ene eller den anden måde, at han kun ville spise æggesnaps til frokost, at han helt sikkert alligevel ikke kunne kende forskel på blomsterne og træerne, fordi han var lidt tilbage. Det er ligegyldigt. Onkel Valde har været død i mange år – jeg ved slet ikke hvor mange, men han blev nok begravet i det sorte sæt tøj, måske endda med den bløde hat på hovedet. Detaljerne tæller ikke længere – det der tæller er det uerstattelige i onkel Valde. At han lod mig bære den bløde hat, at han altid tog mig i hånden når vi gik i haven. Dette – ikke detaljerne – har en fantastisk skaberkraft, som i dag har fået mig til at genkalde følelsen og stemningen af onkel Valde – måske netop fordi hans tvebak er stoppet med at tælle tiden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: