Vi er altid et sted. Jeg kan ikke med nogen mening sige, at i morges klokken 8 var jeg ikke noget sted. Det er ganske enkelt umuligt ikke at være et sted. Som Aristoteles sagde, så er de eksisterende ting et eller andet sted. Begrebet “sted” kunne derfor godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Det, at vi altid er et sted, er nemlig ikke kun et spørgsmål om geografisk placering. Vi kan også tale om en eksistentiel topologi (topos betyder sted på græsk), som går nærmere ind på det forhold, at mennesket ikke alene altid er et sted, men dermed også altid er indfældet i verden – at vi altid er forviklet med det sted, hvor vi nu opholder os.

Intet sted, hvor jeg på et bestemt tidspunkt opholder mig, er blot en geografisk placering, som kan bestemmes gennem et sæt koordinater. I den tid, hvor jeg opholder mig på dette sted, er det nemlig også min omgivelse, og ikke blot det. Stedet er også en slags ophav til hvem jeg på det pågældende tidspunkt er, og hvordan det er at være mig. Menneske og sted er intimt forbundet. Det kommer jo bl.a. frem gennem udtryk som: “Her føler jeg mig hjemme” eller “her føler jeg mig truet og udsat” eller måske: “Dette sted siger mig ikke noget, mens det andet sted gav mig inspiration” og ”nu trænger jeg til at komme et andet sted hen”.

Stedet siger noget om os. Når vi ved, hvor et menneske kommer fra – så ved vi også noget om, hvem dette menneske er. Eller mere korrekt: Sådan var det tidligere, hvor begrebet “hjemstavn” (det sted, et menneske kom fra) var af afgørende betydning for, hvem og hvordan dette menneske var. Hjemstavnen var stedet over alle steder – det sted, der gjorde et menneske, til dette bestemte menneske. Tidligere tog forestillingen om et menneskes identitet således udgangspunkt i spørgsmålet om, hvilket sted dette menneske kom fra? Stedet kunne forklare næsten alt om mennesket. Da f.eks. mine forældre i 1958 flyttede fra København til en lille landsby, blot 90 kilometer fra hovedstaden, blev de aldrig kaldt andet end københavnerne. Stedet de kom fra kunne de aldrig løskøbe sig fra. Hjemstedets betydning er så godt og fint formuleret af Tove Ditlevsen i digtet “Barndommens gade” fra 1942:

Jeg er din Barndoms Gade,
jeg er dit Væsens Rod,
jeg er den bankende Rytme
i alt hvad du længes mod.

Det moderne menneskes identitet er imidlertid ikke længere så stedbundet, som i gamle dage. Der spørges ikke længere hvor du kommer fra, men hvem er du. Menneskets identitet er i de seneste årtier blevet frisat fra stedets indflydelse, og i stedet blevet koblet til den frie viljes frie beslutning om, hvem man vil være.

I langt større udstrækning end tidligere bevæger det moderne menneske sig nærmest frit rundt. Det er ikke længere nødvendigvis et særligt sted, som bestemmer hvem du er. Begge mine forældre flyttede tre gange i løbet af deres liv. Jeg har flyttet sted 12 gange. Min identitet er ikke knyttet til nogen bestemte steder, og i hvert fald ikke til ét særligt sted. Selv om jeg selvfølgelig altid er et sted i topologisk betydning, er jeg hjemløs sammenlignet med tidligere generationers stærke bundethed til et bestemt sted.

Min tilstedeværelse i verden er langt mere flydende end mine forældres. Tidligere havde man et hjemsted; i dag må man kunne finde sig hjemme næsten alle steder. For nogle generationer siden var det enkelte menneskes bevægelse skematisk således: Fra livmoderen til mor-barn-dyaden, til familien, til slægten til hjemstavnen og måske til nationens grænse. I dag er det moderne menneskes tur gennem livet således: Fra livmoderen til familien til det globale. ”Sted-chok” kunne være betegnelsen på den følelse, der rammer mange efter denne tur fra det totalt trygge til det totalt utrygge – fra det helt tætte til det helt utætte. Et sted er man naturligvis altid – men et hjemsted?

Da menneskets stedbundethed forsvandt blev den afløst af det ”serielle sted”. Stedet, hvor du er lige nu, men som ikke løser hjemstavnens traditionelle opgave – nemlig den, at give eksistentiel beskyttelse, tryghed, genkendelighed og følelsen af tilhør. Med andre ord, at være det kendte sted, hvorfra min verden går, og som giver mod og tryghed til at gå ud i verden, ud i det ukendte og utrygge, fordi man altid kan vende tilbage til det kendte hjemsted.

Men – der er ikke nogen grund til naivitet og romantiske forestillinger om tidligere tider, fra før verden gik af lave. Det faste sted var nemlig også et påtvunget sted, karakteriseret af ufrihed, social kontrol og fravær af muligheder for mobilitet, både socialt og psykologisk. Den moderne stedløshed kan således både betyde frihed til selv at vælge hvem man vil være og/eller rodløshed og fremmedgørelse.

Når der bliver færre og færre faste steder må mennesket prøve at lave små lommer, der kan tjene som det støttesystem, hjemstavnsstedet var for tidligere generationer. Dette sted kan være lokaliseret i både det ydere og det indre. Ofte vil det naturligvis være stedet, hvor de elskede befinder sig, familien eller steder, hvor man er sammen med venner. Men det kan også være indre steder – ”ikke-steder” som erindringer, fantasier, Facebook, kunstoplevelser, fremtidsforestillinger o.l., der skaber følelsen af eksistentiel tryghed – den følelse, som tidligere blev skabt af hjemstedet.

Faste steder betyder radikalt mindre for det moderne menneske end tidligere. Men det gør følelsen af tryghed og eksistentiel beskyttelse ikke – altså de følelser, som det faste hjemsted traditionelt har leveret rammerne for. Så spørgsmålet er: Hvor søger du hen, når du midt i det moderne livs turbulente flow får behov for ”hjemfølelsen” – den eksistentielle tryghed? Har du et sted i det ydre eller i dit indre, som er din eksistentielle hjemstavn?