Jeg bor ved vandet – på en halvø, hvor min baghave er tidligere havbund. Blot ét spadestik nede bliver jorden hvid og grå af resterne fra skaldyrenes verden dengang, hvor stedet var en virkelig ø, hele vejen rundt. I dag aftegner den tidligere vandkant sig gennem et åløb og baghaver, som jævnligt bliver oversvømmet når vinden kommer fra øst. Og vil vi se vandet skal vi kun gå omkring 500 meter, så forsvinder ens blik ud i det drømmeagtige element, som i tidernes morgen var det eneste – dét, som Guds ånd svævede over inden han skilte vandene og skabte himmel og jord.

Det er sjældent, at mennesker stiller sig op og kigger ud over en mark eller en skov med det samme langstrakte blik, som de kigger ud over vandet med. Hver aften når vi går tur langs vandet passerer vi mennesker, som pludselig er stoppet op for at kigge ud over vandet. Ikke efter noget bestemt, men med det særlige oceaniske udtryk, hvor man kan komme i tvivl om de betragter noget ydre eller noget indre, for deres blik strækker sig langt indefra og langt udad – helt til vandets gamle betydning, som ophav til alt mellem himmel og jord.

Det har noget med vandet og havet at gøre – ikke blot med udsigten. Vandet og havet, det på én gang kendte og fremmede element. Det er ikke blot en samling vandmolekyler, der hver består af to Hydrogen-atomer og ét Oxygen-atom, og som kaldes H2O. Vandet og havet har et overskud af betydninger hinsides den overflade, vi kigger ud over, om den så er blik eller stormfuld.

Når vi står ved vandkanten er det tydeligt, at mennesket er en grænsegænger. Vi kan passere et skel i landskabet og gå ud over markerne, kravle over et stendige og fortsætte ind i en skov. Men vandet forstsætter vi ikke bare ud i. Grænsen mellem land og vand har konsekvenser; den tvinger os til at stoppe op – derfor det langstrakte blik ud over vandet, ind over grænsen.

Vandet har en overflade – og et dyb. Overfladen er kun gennemtrængelig for blikket få meter ned, og det er dybet, der tilfører vandet dets mytologi og fascinationskraft. Det er dybet, der trækker blikket langt, og som hen over grænsen mellem land og vand tager os i besiddelse. Det vigtigste ved vandet er jo netop det, som vi ikke ser, men som vi ved eksisterer og som på flere måder kan trække os ned.

Det vi ikke kan se – dybet under overfladen, har mennesket til alle tider haft kontakt med gennem metaforen, der ofte tager udgangspunkt i vandets dobbelthed som både livgivende og ødelæggende. Vandet er symbol på den urmoderlige fostertilstand, på frugtbarhed, på liv, renselse, genfødsel og på både menneskers og guders oprindelse. Fra det oprindelige kaos-ocean, med dets vanduhyrer og dæmoner, opstod der en orden, som satte vores verden i gang med at være den genkendelige verden, som vi i dag bevæger os rundt i – sådan siger mange skabelsesmyter.

Men under det hele, under overfladen, lurer igen kaotiske oversvømmelser, hvor Syndfloden, blot var et eksempel på, at mennesket kan overskylles af vandet. Ingen skal vide sig sikker på vandet, for dets karakter er at kunne stige og trække mennesker ned på bunden til dybets dæmoniske kræfter, som det skete for Jonas da han forladt og ensom måtte tilbringe tre dage i kæmpefiskens bug, dybt nede i det kaotiske hav. Det er jo også fra dette dyb, at Jorden ved Ragnarok vil blive opslugt for at en ny verden kan stige op af havet.

I min barndoms Anders And-blade optrådte der undertiden en figur med navnet Moby And. Det var en lidt forvirret and, som havde været hvalfanger på de store verdenshave, uden dog nogensinde at fange en hval. Derfor måtte han ernære sig ved at være kaptajn på et af Joakim von Ands skibe. Moby And havde fået sit navn efter Moby Dick – den store hvide hval i Herman Melvilles roman af samme navn. Nogen and var der bestemt ikke tale om i Melvilles kæmpe af en roman. Måske slet ikke en hval, selv om hele romanen er et studie i den gale kaptajn Akabs jagt på det uhyrlige væsen i havets dyb. I hvert fald er dette uhyre ikke kun en kæmpemæssig kaskelothval. Melville skriver det selv midt inde i den næsten 600 siders lange roman om hvalfangsten ude på de dybeste og farligste verdenshave:

Se, hvor listigt havet er; se, hvordan dets mest frygtede skabninger glider frem under vandet, som regel usynlige og forræderisk skjult under det søde skær af azur (…) Overvej alt det, og vend dig så mod denne grønne, milde og myge jord; se på dem begge, se på havet og landet, og finder du da ikke en sælsom analogi til noget i dig selv? For som det forfærdende hav omkredser det grønklædte land, ligger der i menneskets sjæl et Tahiti, fyldt med fred og glæde, men omgivet af alle det ubevidstes rædsler. Gud bevare dig dér! Drag ikke bort fra hin ø, thi aldrig kan du vende tilbage!

I romanen om havdybets uhyrlige Moby Dick advarede Herman Melville i 1851 mennesket mod at forlade den grønne ø, som er bevidsthedens Tahiti. Rundt om denne ø ligger nemlig det kaotiske, ubevidste hav, med alle dets trusler om undergang, rædsel og død. Det var 50 år før Sigmund Freud omkring år 1900 udviklede en systematisk teori om menneskets ubevidste. Siden da – men ikke på grund af Melville – er menneskets ubevidste ofte blevet sammenlignet med et hav, det uregerlige og magtfulde dyb, der omgiver den menneskelig bevidsthed. Et hav af ubevidste og evigt truende drifter, behov, skjult seksualitet, traumernes dæmoner og et kaotisk dyb, som mennesket slet ikke kan genkende når det er oppe på bevidsthedens trygge ø.

Carl Gustav Jung, den anden store af dybdepsykologiens grundlæggere, så imidlertid ikke kun trusler når han kiggede ned i dette havdyb, men en slags brønd, hvor mønten aldrig når bunden. Hos Jung ligger der i det ubevidste hav både dæmoniske trusler og ubegribelige muligheder for det enkelte menneske. En stærk understrøm omkring bevidsthedens trygge ø, som ikke umiddelbart lader sig hente op til overfladen, men som alligevel må opsøges, hvis mennesket vil udvide sit territorium og måske bevæge sig fra at være en ø til at være en halvø, sådan som det gik med det sted, hvor jeg bor.

Vandet, havet, oceanet er både noget ydre, der afgrænser min ø, og noget indre i sjælen hos alle mennesker – en eksistentiel tilstand. Men begge steder er det med til at definere mennesket, som en grænsegænger. Vil mennesket undersøge verden må det passere hen over grænsen og ud på vandets overflade, vel vidende at i dybet lurer alle mulige og umulige trusler, måske vores personlige Moby Dick. Men verden blev større da navigation gav mennesket mulighed for at bryde grænsen og krydse det åbne hav i stedet for blot at padle langs kystgrænsen på det mere sikre og kendte farvand, hvor man altid kan bunde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: